Episode 129 · 19. maj 2026 · 21:44
Om netværk, Australien og friheden til at tage af sted. Jeg fortæller, hvorfor jeg har fjernet foredrag og andre faste forpligtelser fra kalenderen – og hvordan du finder dine egne sorte prikker.
Dette er en redigeret tekstversion af Thorborgs dagbog. Gentagelser og fyldord er fjernet, mens historierne, holdningerne og min måde at fortælle på er bevaret. Tal og planer afspejler den oprindelige episode.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Spotify – denne episode · Alle episoder på Amazon Music
Netværket giver mig mere, end jeg tænker over
Hej og velkommen til Thorborgs dagbog. Det er den 19. maj, og jeg er på vej til tandlægen. Jeg elsker min tandlæge. Hun er rar og dygtig, og som regel gør det ikke ondt. Min praktiserende læge er også fantastisk, og jeg har i det hele taget været heldig at få nogle gode fagfolk omkring mig.
Det var blandt andet gennem mit netværk, jeg fandt dem. Jeg havde haft en dårlig oplevelse med en læge og spurgte rundt efter en anden. Så blev jeg anbefalet et sted, som jeg er rigtig glad for. Det er jo sådan noget, man ikke altid tænker over som netværk, men det er det.
Nogle gange tænker jeg: Hvorfor bruger jeg ikke mit netværk mere? Og så går det op for mig, at mange af de gode ting i mit liv er kommet, fordi jeg har sat nogle forbindelser og kræfter i gang. For mig starter det med at give.
Lige nu sidder jeg eksempelvis og giver noget til dig. Jeg forventer ikke noget tilbage. Jeg laver ikke podcasten for at sælge dig et foredrag eller få en tjeneste. Jeg kan godt lide at tømme hovedet, og jeg bliver glad af at give min viden videre. Hvis noget af det, jeg selv har lært på den hårde måde, kan hjælpe et andet menneske, er det fint for mig.
Jeg gider ikke skylde for et gratis jakkesæt
Det betyder også, at jeg får tilbudt gratis ting. Jakkesæt, tagrender, bilvask, hjælp i haven og alt muligt andet. Jeg siger stort set altid nej. Ikke fordi det ikke kan være en fin virksomhed, men fordi jeg ikke gider stå i en situation, hvor jeg føler, at jeg skylder.
Hvis nogen vasker min bil gratis, og det ikke er særlig godt, skal jeg så alligevel anbefale dem på Instagram? Eller skal jeg have dårlig samvittighed over ikke at gøre det? Det gider jeg ikke for at spare et par tusinde kroner. Hvis jeg anbefaler noget, vil jeg kunne stå inde for det.
Fjorten dage i Australien
Vi er lige kommet hjem fra fjorten fantastiske dage i Australien. Rigtig ferie. Eller, det er måske også lidt løgn, for jeg arbejder som regel en time eller to om dagen, når jeg er af sted. Der er spørgsmål fra Visma, medarbejdere og forskellige ting, der lige skal løses. Det har jeg ikke noget problem med.
Derudover arbejder hovedet jo videre. En stor del af mit job er at tænke over, hvor verden og Dinero er på vej hen. Jeg prøver at tænke fem-ti år frem. Selvfølgelig kan jeg ikke vide præcis, hvad der sker så langt ude, men perspektivet gør, at vi får nogle andre samtaler og tager nogle andre beslutninger.
Det er en af grundene til, at vi har arbejdet med machine learning og senere AI gennem mange år. Jeg tager ikke æren for det alene. David, vores tekniske folk og en masse dygtige kolleger tænker hver især over forskellige dele af fremtiden. Min rolle er blandt andet at prøve at forstå de større bevægelser og få tingene til at hænge sammen.
Jeg har en ledergruppe under mig, og noget af det vigtigste er at få de mennesker til at arbejde godt sammen og være glade. Når det fungerer, er det lidt som en have, man har passet ordentligt: Man skal stadig luge, men man behøver ikke grave det hele op hver dag. Mange ting bliver løst, uden at jeg skal blande mig.
Et puslespil, der ændrer motiv
På turen kørte vi flere tusinde kilometer i en autocamper, og selvfølgelig gik jeg også og tænkte undervejs. Geopolitik, AI, økonomi og hvad udviklingen betyder for virksomhederne. Jeg lægger nye brikker i et stort puslespil hver dag.
Problemet er, at motivet også ændrer sig. Nogle af de brikker, der passede i går, passer ikke længere i dag. Det, der lignede en blå himmel, har måske fået skyer, og så skal der nogle andre brikker til. Det er ikke et statisk arbejde.
Jeg synes på nogle områder, tiden minder mig om firserne. Mange unge forestiller sig, at min generation voksede op i et paradis. Det er efter min mening en meget forsimplet historie. Vi havde også masser af usikkerhed og ting at være bange for. Men det kan vi tage en anden dag.
Min far lærte mig at bruge værktøjet
Vi tog til Australien for at besøge min datter og hendes søde veninde. Først nogle dage i Sydney, så videre til Brisbane, hvor vi lejede en autocamper. Vi kørte op langs kysten og mødte pigerne ved Airlie Beach, hvor vi havde nogle fantastiske dage sammen. Bagefter kørte vi tilbage og fløj hjem.
Undervejs punkterede camperen, og så fik jeg lov at stå på en landevej og skifte dæk på noget, der føles som en halv lastbil. Donkraft og hele molevitten. Det er den slags, min far lærte mig, og jeg var glad for, at jeg kunne finde ud af det.
Jeg har ikke været lige så god til at lære mine børn det samme. Jeg har haft Mads med i værkstedet, men interessen var ikke altid enorm. Emma gad ikke rigtig, og Holger kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor der var meget andet, der fyldte.
Det er måske også tiden. Da jeg var barn, lavede og reparerede vi flere ting selv. Min far kunne åbne noget elektronik, finde fejlen og tage loddekolben frem. I dag er det ofte billigere og lettere at købe noget nyt. Jeg synes, mange ting er blevet utroligt tilgængelige sammenlignet med dengang. En telefon kan være dyr, men den erstatter også en hel række apparater, vi tidligere skulle købe hver for sig.
Hvad er luksus for mig?
Det bedste ved turen var egentlig følelsen af, at jeg har indrettet mit liv, så jeg kan gøre den slags. For et par år siden stillede jeg mig selv et spørgsmål: Hvad er luksus for mig?
Jeg bor dejligt og har en bil, jeg er glad for. Det er selvfølgelig luksus. Men der var stadig noget, der nagede. Til sidst fandt jeg ud af, at det var kombinationen af et bestemt sted og et bestemt tidspunkt. At vide, at jeg skal stå et bestemt sted på en bestemt dag langt ude i fremtiden, binder mig på en måde, jeg ikke længere bryder mig om.
De sorte prikker i kalenderen
I mange år har jeg holdt mellem femten og tredive foredrag om året. Det lyder måske ikke af meget. Men kig et år frem i kalenderen og forestil dig femogtyve prikker, hvor du skal være et bestemt sted.
Det er jo ikke bare den time eller halvanden, jeg står på scenen. Jeg skal forberede mig, af sted i god tid og hjem igen. Hvis foredraget er i Jylland, kan det være en hel dag. Ofte bliver det booket seks, otte eller ti måneder før, nogle gange endnu længere ude.
Når jeg først har sagt ja, kan jeg ikke komme tre måneder inden og sige, at jeg hellere vil noget andet. Der kan være solgt billetter, lejet et sted og sendt invitationer ud. Har jeg sagt ja, har jeg en forpligtelse til at møde op velforberedt og gøre mit bedste. Det skylder jeg de mennesker, der har valgt at bruge tid på mig.
Jeg har stået på scenen med feber og midt i en skilsmisse. At holde et foredrag om succes, mens man selv føler sig som verdens største taber, er en virkelig ubehagelig oplevelse. Jeg går meget op i at gøre det, jeg siger. Så det føles mærkeligt at stå foran mennesker med armene i vejret og tale om det gode liv, når ens eget liv gør ondt. Men det er en del af den aftale, man har indgået.
Jeg har taget forpligtelser ud af livet
Derfor har jeg skruet kraftigt ned for foredragene. Jeg har også gjort det til en betingelse i meget af mit bestyrelsesarbejde, at møderne kan være virtuelle. Og i Dinero har vi dygtige driftsfolk, der håndterer langt det meste af den daglige drift.
Jeg kan stadig arbejde og være til rådighed, men jeg behøver ikke altid være på et bestemt sted. Før kunne jeg kigge på en weekend i Frankrig og opdage, at den ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg skulle holde foredrag i Herning. Der er ikke noget galt med Herning. Det er bare langt væk fra, hvor jeg bor, og tager en stor del af dagen.
Jeg har set mit liv igennem og prøvet at vikle mig ud af en del af de aftaler, hvor sted og tidspunkt lå helt fast. Det er ikke alle forpligtelser, man skal fjerne. Hvis gode venner skal giftes, eller der er en vigtig familiebegivenhed, skal man selvfølgelig ikke bare sige nej, fordi man vil være fri. Det er også en del af at høre til hos andre mennesker, og ofte er det jo noget, man glæder sig til.
Men jeg vil tro, jeg har fjernet omkring to tredjedele af de sorte prikker. Det gør en kæmpe forskel for mig.
Så kunne vi bare tage af sted
Da Jannie og jeg fik lyst til at besøge Emma i Australien, kunne vi kigge i kalenderen og se, at de aftaler, der var, enten kunne flyttes eller klares på afstand. Så kunne vi købe to billetter til Sydney, leje en camper og tage af sted.
Vi har også været nogle ture i Frankrig, hvor jeg har passet møder, talt med medarbejdere og arbejdet videre derfra. Den frihed er livskvalitet for mig. Det betyder ikke, at jeg har holdt op med at arbejde. Det betyder, at arbejdet i højere grad passer ind i det liv, jeg gerne vil leve.
Hvad giver dig energi, og hvad tager den?
Det er egentlig dagens budskab: Brug noget tid på at mærke efter, hvad det gode liv er for dig. Hvad gør dig glad? Hvad giver dig energi? Og hvad trækker den ud af dig?
Du kan prøve at føre en lille dagbog i nogle uger. Giv dagen en karakter fra et til ti og skriv ned, hvorfor den fik den karakter. Hvis det var en otter, nier eller tier, hvad var så til stede? Eller hvad var der ikke?
For mig kan fraværet af et foredrag være noget af det, der gør dagen god. Jeg kan også godt lide at være sammen med andre mennesker. Det giver mig energi. Andre bliver drænet af det og har brug for mere ro. Begge dele er fint, men det hjælper at vide, hvordan man selv fungerer.
Efter nogle uger vil der måske vise sig et mønster. Så kan du kigge på, hvilke ting der kan ændres realistisk. Det kan være privat, og det kan være i virksomheden. Du behøver ikke vende hele livet på hovedet, men måske kan du tage en eller to ting ud eller skabe mere plads til noget, du faktisk holder af.
En lang tur alene et smukt sted kan også noget. Gå uden hele tiden at fylde hovedet med andet, og prøv at finde ud af, hvad der går dig på. Så kan du bagefter undersøge, om der faktisk er noget, du kan gøre ved det.
Jeg kan stadig lokkes til Færøerne
Jeg kalder det en foredragspause, men måske bliver det ved. Det er ikke, fordi jeg ikke længere kan lide at stå på en scene. Jeg kan stadig finde på at sige ja til noget, der giver mening.
Jeg har eksempelvis sagt ja til et foredrag på Færøerne. Det kunne jeg ikke rigtig lade være med. Så kan Jannie og jeg tage nogle dage, spise godt, gå ture, møde mennesker og nyde den fantastiske natur. Og så går jeg ind og giver den gas i halvanden time. Det er en helt anden oplevelse for mig end en dag i bilen til et sted, jeg skal hjem fra igen med det samme.
Så jeg er ikke blevet gratis, og jeg er heller ikke blevet helt umulig. Jeg er bare blevet mere bevidst om, hvad jeg vil bruge min tid på. Nu skal jeg ind til tandlægen. Hav en vidunderlig dag.
