Jo du kan godt lave om i dit liv…

Thorborgs Dagbog · Episode 131 · 2. juni 2026 · 18:45

Om at ændre sin hverdag og skabe mere frihed. Jeg fortæller om at droppe foredrag, min datters muligheder og de valg og afsavn, der følger med et andet arbejdsliv.

Lyt til episoden

Åbn episode 131 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 2. juni. Jeg har hørt, at lyden i sidste afsnit ikke var særlig god, så det er jeg ked af. Det var vist den optagelse, jeg lavede på vej hjem fra Norge med mit headset. De Apple-høretelefoner er fede at lytte til, men hold kæft, hvor er mikrofonen ringe, når jeg bruger dem til sådan noget. Selv ChatGPT, som normalt forstår mig ret godt, får hat og briller ud af det.

Lydkvaliteten og støjreduktionen er til gengæld god, når man sidder i en flyver. Så det kan åbenbart ikke være perfekt det hele. Ellers har jeg været lidt brugt i starten af ugen efter nogle hyggelige ture med venner, hvor en plan om bare at slappe af og tage hjem på en eller anden måde blev til endnu en bytur. Så var vi ligesom i gang igen.

Da jeg endelig fik det lidt bedre, fik jeg en vaccination mod helvedesild. Bagefter havde jeg ondt i skulderen og følte mig lidt sløj med kulde og varme. Det var også de reaktioner, jeg var blevet fortalt, at jeg kunne opleve. Jeg skal have den næste dosis senere, før forløbet er færdigt.

Jeg gør det som en del af min interesse for sundhed og longevity. Jeg har også fået HPV-vaccinen, da jeg var i starten af halvtredserne. Det var tre gange og en ret dyr omgang. Jeg er godt klar over, at effekten og det relevante tidspunkt ikke er det samme for alle, og det her er bare, hvad jeg selv har valgt, ikke en anbefaling til dig om at gøre det samme.

Jeg er i hvert fald ikke vaccinationsforskrækket. Når der er velfunderet videnskab og fagfolk bag, lytter jeg hellere til det end til en tilfældig YouTuber, der har opfundet sine egne data eller mener, at en mavefornemmelse er nok. Pro science, det må man sgu sige, at jeg er.

Jeg skrev en klumme til Berlingske om, at jeg stort set er stoppet med at holde foredrag. Jeg ved ikke, om jeg allerede har fortalt noget af det i podcasten. Når man har lavet så mange afsnit, kan man godt komme til at gentage sig selv. Men det interessante er egentlig den ro, det har givet mig at tage de faste aftaler ud af kalenderen.

Jeg har sagt ja til et foredrag på Færøerne, ligesom jeg sagde ja til Grønland sidste år, og jeg har et par små ting på Folkemødet med TV Avisen og en anden debat. Det er hyggeligt, og jeg får ikke penge for det. Så må jeg også lige sørge for, at der ikke går fadøl i hele dagen, når jeg skal være skarp på scenen.

Jeg har også lige holdt noget i Norge, men det var som en del af mit arbejde i Visma. Der var en peptalk og et indlæg om vores virtuelle CFO i Dinero. Så jeg holder stadig enkelte ting, og jeg glæder mig rigtig meget til Færøerne, hvor vi også skal have nogle dage med god mad, venner, natur og gåture.

Men jeg elsker at holde foredrag, og jeg elsker endnu mere ikke at have kalenderen fyldt med dem. Det er de der prikker langt ude i fremtiden, som gør, at jeg ikke bare kan tage afsted eller gøre noget spontant. Det har givet mig en enorm ro at fjerne mange af dem.

Jeg har fået nogle reaktioner på klummen fra folk, der skriver: Ja ja, Martin, det er jo fint nok, at du har råd til at droppe dine foredrag. Hvad med os andre? Og selvfølgelig er jeg privilegeret. Jeg har mulighed for at sige nej til den million kroner om året, foredragene gav mig. Det er jeg helt klar over, og jeg siger heller ikke, at alle bare skal fjerne alle aftaler fra kalenderen.

Men jeg synes også, man skal passe på med at gøre sig selv til et offer. Det letteste på den korte bane er jo at blive ved med at gøre det, man gør: Jeg er familiefar eller familiemor, jeg skal betale husleje, jeg har børn, og mit arbejde er kedeligt, men nogen skal jo skaffe pengene. Sådan er mit lod i livet.

Jeg forstår godt hensynet til familien og økonomien. Men hvis du har et job, hvor du er meget låst, og du er træt af det, kunne du måske begynde at undersøge, om der findes et andet. Det behøver ikke være en beslutning fra den ene dag til den anden. Min pointe er bare, at din nuværende situation ikke nødvendigvis er den eneste mulige resten af livet.

Jeg havde en god snak med min datter om det. Hun har været afsted siden december, først i Australien og nu på Bali, og jeg spurgte, om hun glæder sig til at komme hjem. Hun har været leder for nogle af de unge medarbejdere i Lagkagehuset, og det er et hårdt job. Du møder klokken fem om morgenen og er sjældent fri i weekenderne.

Når du kommer hjem om eftermiddagen, er du rimelig baldret, og selvom du gerne vil være sammen med veninderne, ved du, at du skal op klokken fire næste morgen. Så skal du næsten i seng ved otte-nitiden. Det påvirker aftenerne, weekenderne og det sociale liv.

Det er lidt samme udfordring, hvis du er tjener eller kok og arbejder på de tidspunkter, hvor alle andre holder fri: weekender, højtider og aftener. Jeg kan sagtens forstå, at man bliver træt af det. Efter covid var der også mange i den branche, der opdagede, hvor hyggeligt det var at være hjemme en fredag aften eller juleaften, og valgte en anden vej.

Min datter sagde, at hun ikke nødvendigvis havde lyst til at vende tilbage til præcis den samme hverdag. Ikke fordi hun ikke havde været glad for arbejdet, men fordi hun havde oplevet noget andet. Det kan jeg sgu godt forstå. Så jeg sagde: Det behøver du heller ikke. Du kunne jo begynde at lave lidt selv.

Hun er røvgod til sociale medier, fotografering og video. Hun lavede meget af den slags for Lagkagehuset, og det er faktisk svært at fotografere mad, så det ser lækkert ud. Prøv at tage et billede af en tallerken med noget på. Der er en god chance for, at det ikke ser nær så appetitligt ud som i virkeligheden. Farverne, vinklen og baggrunden skal fungere, og det har hun et godt øje for.

Hun har også en evne til at fange øjeblikket, før andre opdager det. Telefonen er allerede tændt, når noget sjovt sker, og derfor har hun nærmest en video af alt muligt fra familien, som vi andre aldrig nåede at optage. Det er en fed egenskab, hvis du skal lave originalt indhold til virksomheder.

Så jeg foreslog, at hun kunne komme hjem, tage et deltidsjob og begynde at bygge noget ved siden af. Jeg kender nogle virksomheder, som jeg kan sætte hende i forbindelse med, men så må hun selv tage mødet og vinde kunden. Hvis hun er dygtig, kan hun spørge, om de kender andre, og på den måde komme i gang.

Mit eksempel var syv-otte kunder, der hver betaler tre-fire tusind kroner om måneden for, at hun kommer forbi og optager indhold i nogle timer. Bagefter klipper hun det og gør det klar til deres sociale kanaler. Det er ikke en garanti for, at hun får de kunder eller kan gøre det på tre måneder, men det er en konkret mulighed at arbejde hen imod.

Du kan samle optagelserne i cirka en uge om måneden, hvor du er i Danmark og besøger virksomhederne. Resten af arbejdet kan du i princippet lave fra din lejlighed, fra Bali eller et andet sted, hvor du gerne vil være. Du skal stadig levere og passe kunderne, men det behøver ikke være bundet til, at du møder samme sted klokken fem hver morgen.

Hun var sådan lidt: Kan man virkelig det? Er det en mulighed? Og jeg sagde: Prøv at kigge på Jannie. Hun har hotellerne og en hotelchef, og meget af hendes arbejde kan hun også lave fra vores lejlighed i Frankrig. Det er ikke, fordi hun aldrig skal være der fysisk, men hun har organiseret det, så det ikke hele tiden kræver hendes tilstedeværelse.

Det samme gælder mig. Jeg skal selvfølgelig komme forbi og tale med folk ansigt til ansigt, men en del af mit arbejde for Visma og i bestyrelserne kan klares på afstand. I Dinero har vi dygtige mennesker, som tager sig af den daglige drift, så mit arbejde handler mere om langsigtet strategi og problemer på et højere niveau.

Meget af det kan jeg godt lave over et online møde. Jeg rejser mere end gennemsnittet, men jeg arbejder også mange af de dage, jeg kalder ferie. Selv i Australien, hvor jeg havde tænkt, at to uger skulle være rigtig ferie, fik jeg talt med journalister, deltaget i møder og tænkt over strategier. Sådan er mit liv indrettet.

Jeg sagde til hende, at hun jo har nogle eksempler tæt på på, at det kan lade sig gøre. Hun kunne godt se det, men alligevel føltes det lidt som: Må man det? Kan man bare vælge noget andet? Og ja, det kan man. Det er lidt den samme reaktion, jeg møder fra folk, der siger, at jeg jo bare har nemt ved at styre min kalender.

Det er nemt for mig nu, fordi jeg har tilrettelagt mit liv, så det kan lade sig gøre. Men det er ikke kommet af sig selv. Jeg arbejdede ikke bare 37 timer om ugen og ventede på, at den frihed landede i skødet på mig. Der har været mange år med langt mere arbejde og masser af valg undervejs.

Måske skal du bruge tid ved siden af dit arbejde på at efteruddanne dig. Måske skal du starte en virksomhed, gå til din chef og prøve at få stillingen lavet om eller undersøge en anden branche. Det er ikke sikkert, at min løsning er din løsning. Men lad være med straks at fortælle mig, at ingen ændring kan lade sig gøre.

Hvis du virkelig skulle indrette dit liv anderledes over de næste tre år, tror jeg, at mange kunne finde en vej. Det kunne kræve, at du flytter til et billigere sted, tager en uddannelse, knokler mere i en periode eller tager en chance som iværksætter. Der er flere muligheder, men der er også noget, du skal give afkald på.

Så spørgsmålet er, hvor meget du vil det. Hvis det bare er nice to have, er det fair nok at sige: Det kunne være fedt, men jeg gider ikke bo i et mindre hus, tage en uddannelse eller løbe den risiko. Det er også et valg. Alle væsentlige valg har nogle omkostninger, noget besvær eller noget risiko indbygget.

Hvis det ikke er vigtigt nok for dig til at bruge aftener eller ti timer om ugen på at gøre noget ved det, kan jeg godt forstå, at du bliver, hvor du er. Men så er det måske bedre at tage en dyb indånding og acceptere det valg end at blive bitter, når andre fortæller, at de har valgt en anden vej.

Det, jeg prøver at sige, er: Gør noget ved det, hvis du vil ændre det. Og hvis du ikke vil betale prisen for en ændring, så erkend det. Det er ikke altid let, men det er heller ikke nødvendigvis umuligt.

Resten af ugen bliver hyggelig. På fredag tager vi til Bornholm og åbner Klippen Hotel Skt. Jørgensgaard, det gamle Gudhjem Vandrerhjem. Der er en ny terrasse, en lækker bar, nyrenoverede værelser og flotte badeværelser. Det glæder jeg mig til at fejre, og forhåbentlig skinner solen.

Nu skal jeg op og have styr på regnskabet for mit holdingselskab og de underliggende selskaber. Revisoren har sendt mig en liste så lang, og der er godt nok ikke meget, jeg hader mere end det arbejde. Men det skal jo også laves. Hav det rigtig godt.