Jeg er 54 år og i mit livs bedste form, både psykisk og fysisk

Thorborgs Dagbog · Episode 89 · 28. marts 2025 · 31:33

Om træning, søvn, familien og friheden til at tilrettelægge mit liv. Jeg fortæller, hvorfor jeg føler mig i min bedste form, og hvorfor alkohol stadig er mit store dilemma.

Lyt til episoden

Åbn episode 89 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 28. marts. Jeg sidder som vanligt i mit badekar ude på terrassen, solen skinner, og det er sådan en flot forårsdag, hvor man kan mærke, at det går den rigtige vej. Påskeliljerne er på vej, og det er sgu dejligt. Nu lyder jeg som en gammel mand, men jeg tror faktisk, at jeg med alderen er blevet bedre til at nyde de ting, der er lige foran mig.

De sidste par dage har jeg også siddet og filosoferet over, hvor glad jeg er for vores tre unger, og hvor stolt jeg er af dem. I går skulle jeg ind i Dinero med Jannie. Det gør vi omkring en gang om ugen, hvor hun arbejder med Amino, Capino og Saxis sammen med Mette, mens jeg går rundt og laver mine Dinero-ting og stikker hovedet ind, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med.

De små ting med børnene er en gave

Jeg skulle også ind og være med i Ludvigs podcast igen, men trafikken var lettere end forventet, så jeg nåede forbi Emma først. Hun arbejder som butikschef i Carlsberg Byen, og jeg havde lovet at kigge på hendes cykel. Jeg købte nogle møtrikker og stod og skruede på den i omkring tyve minutter. Det havde sikkert taget en cykelsmed kortere tid, men den blev fin igen.

Så kom hun ud med en drik, hun havde lavet, med appelsinjuice og espresso, som faktisk smagte skidegodt, og noget af det bagværk, jeg er så glad for. Jeg ved godt, det er lidt sødsuppe at fortælle om, men jer, der har børn, ved, hvad jeg mener. Det var fandeme hyggeligt at stå der og hjælpe hende med noget helt almindeligt.

Holger, den yngste, er heller ikke lille længere. Han er høj og bred over skuldrene, og når han skal have et morgenknus, må han nærmest bukke sig ned til mig. Og Mads interesserer sig for aktier og finans. Min gode ven Ole Abildgaard har sat tid af til at snakke med ham om obligationer og finansiering. Ole har haft sin egen bank og er et af de klogeste mennesker, jeg kender på det område. Det er fedt at kunne sætte sit netværk i spil for sine børn.

Om hjælpen består i at reparere en cykel, finde en dygtig person, de kan lære noget af, eller give et godt knus, så er det sgu en gave at kunne være der for dem.

Jeg er nysgerrig på min biologiske alder

Sundhed har været et tema i mine podcasts i et stykke tid, og det kommer nok til at fortsætte lidt endnu. Jeg var inde hos Emil Thorup og lave podcast, hvor jeg også fik taget en test, der skulle sige noget om min biologiske alder. Altså om min krop ser ældre eller yngre ud end de 54 år, der står på papiret.

Ideen er, at jeg efter nogle livsstilsændringer skal tage en ny prøve og se, hvad der har ændret sig. Det er jeg spændt på, og måske også lidt nervøs. Jeg har ikke været perfekt ved min krop. Jeg har arbejdet frygtelig meget i mange år, og selv efter jeg fik børn og skruede ned, arbejdede jeg stadig langt mere end en almindelig arbejdsuge, bare når de var lagt i seng.

Jeg havde også en periode, som jeg selv oplevede som en voldsom stressreaktion. Bare tanken om arbejdet kunne give mig ondt i maven. Det tog mange år at komme helt fri af den følelse. Jeg fik ikke en diagnose dengang, men jeg ved, hvad jeg mærkede, og jeg har ikke lyst til at tilbage til det.

Jeg har heller ikke altid passet min søvn eller interesseret mig ordentligt for kosten. Først da jeg omkring 2010 lavede et væddemål med en ven om at tabe os, begyndte jeg for alvor at undersøge kalorier og mad. Jeg gik fra lige knap hundrede kilo til et sted i de høje firsere. I dag ligger jeg typisk omkring 89 kilo, og når jeg kommer over de halvfems, strammer jeg lidt op igen.

Tolv års træning på gulvet

På den positive side har jeg altid været nogenlunde fysisk aktiv. Tidligere løb jeg en kort tur om morgenen og en lidt længere i weekenden, og jeg lavede armbøjninger og øvelser for mave og ryg. Ikke noget voldsomt, men jeg bevægede mig. Så kom rygproblemerne, og jeg måtte finde en anden løsning.

Jeg fik anbefalet et træningsprogram, som hjalp mig ud af rygproblemerne. Jeg gad bare ikke bruge en hel time på det hver gang, så jeg delte det op. Det har jeg holdt fast i i omkring tolv år. Nogle dage laver jeg forskellige slags armbøjninger og mave- og rygøvelser. Andre dage er det ben, yoga, udspænding eller planke.

Det tog faktisk flere år, før jeg kunne lave nogle af de sværeste armbøjninger med hænderne samlet. Jeg er en stor krop, så det er ikke noget, der bare kom fra den ene dag til den anden. Men i dag kan jeg dem. Og det er lidt pointen: Man behøver ikke begynde med at kunne alt. Man kan bygge det op og gøre det til en del af livet.

For mig er det vigtigt, at det ikke kræver et bestemt center, en bestemt time eller en masse transport. Jeg kan lave øvelserne på et gulv, også når jeg er ude at rejse.

Jeg har fået mere fokus på konditionen

Da jeg fandt ud af, at jeg havde testosteronmangel og fik hjælp til det, begyndte jeg også at interessere mig mere for longevity og for at få flere gode år. Jeg har fået taget blodprøver og hjælp af en læge til at forstå, hvad der foregik i min krop. Det har jeg fortalt om tidligere, så jeg vil ikke gennemgå alle detaljerne igen.

Jeg er også med til at bygge Intus, som skal hjælpe med at samle sundhedsdata og gøre dem mere anvendelige. Ved optagelsen kan man skrive sig op på intus.dk og høre mere, når vi er klar. Men ved siden af alt det ville jeg gerne have mere konditionstræning ind i hverdagen.

Jeg købte en trappemaskine fra Matrix og valgte først en mindre model, fordi den skulle stå et sted med lavt loft. Da den i stedet kom ned i udestuen, fandt jeg ud af, at jeg hellere ville have den store. Matrix hjalp med at bytte, og jeg betalte forskellen. Den nye er edderfucking fed. Den koster som en lille bil, men jeg har råd til den, og jeg vil ikke have dårligt udstyr som undskyldning for ikke at træne.

Jeg har også motionscyklen, som kostede omkring 7.000 kroner. Den er manuel og kan ikke alle mulige smarte ting, men den er stabil og næsten lydløs. Jeg skal bare kunne finde en belastning, der passer, og holde den. Jannie kan sidde ved siden af og hygge sig, uden at den larmer hele rummet op.

Zone 2 og intervaller passer ind i mit liv

Jeg bruger motionscyklen til zone 2-træning, hvor jeg typisk ligger omkring de lave 130'ere i puls og kan se en serie imens. Det er mine egne pulstal, og jeg justerer efter, hvordan det føles. På trappemaskinen laver jeg også intervaller. Jeg har blandt andet prøvet et program med fire minutter med højere intensitet og fire minutter med lavere, gentaget flere gange.

Jeg er blevet inspireret af nogle af dem, der går ekstremt langt for at holde sig unge, eksempelvis Bryan Johnson. Jeg ville ikke have hans liv med alle de begrænsninger og ritualer, men man kan godt hente enkelte idéer uden at kopiere hele pakken. Jeg prøver at finde det, der giver mening i min egen hverdag.

Mit kondital ligger ved optagelsen omkring 35, og jeg vil gerne arbejde mig op omkring 40. Det er ikke for at vinde en konkurrence. Jeg vil bare have en god krop og føle mig stærk. Da jeg var med i podcast i går, kom jeg op ad fem etager og kunne stå og tale næsten med det samme. Det synes jeg faktisk er ret fedt.

Jeg er ikke interesseret i at løbe maraton eller dyrke triatlon. Jeg har også et knæ, som brokker sig, hvis jeg gør for meget af det forkerte. Det fik jeg ødelagt under en lidt for entusiastisk dansekonkurrence med Emma på Xbox til en nytårsfest. Så var der et halvt år, hvor jeg næsten ikke kunne gå ordentligt, og da det begyndte at blive bedre, løb en hund ind i mig og satte mig tilbage igen. Det har givet mig respekt for at vælge aktiviteter, som min krop faktisk kan holde til.

Nogle døre lukker, andre åbner

Jeg skal ikke spille padel eller tennis og fare sidelæns rundt på det knæ. Det er en af de ting, jeg har måttet acceptere. Men døre lukker sig hele livet, ikke bare når man bliver ældre. Allerede som barn kan man blive for stor til noget, man elsker i Legoland. Det kan føles irriterende, men der kommer også nye muligheder.

Noget af det, jeg værdsætter mest i dag, er friheden til selv at vælge tid og sted. Videomøder har været en åbenbaring. Jeg har snart et møde med Henrik om PR i Dinero, og i princippet kan jeg blive siddende her og tage det uden kamera, hvis det giver mening. Jeg kan også gå ind og gøre mig klar og køre på kontoret bagefter, fordi jeg har lyst til at se mine kolleger.

Jeg elsker den frihed. Jeg kan arbejde fra Frankrig eller tage med Jannie til Bornholm, hvor vi har hotellerne i Gudhjem. Hun er derovre nu for at tage sig af nogle ting omkring baren, vi er i gang med at lave. Næste uge skal jeg med og ordne noget andet. Det er fedt at kunne tilrettelægge det sådan i stedet for at være låst til et bestemt sted hver dag.

Mere søvn og en roligere morgen

Jeg har også ændret mine søvnvaner. Med hjælp fra målingerne på mit Apple Watch har jeg fundet et mønster, hvor jeg ser ud til at få en stor del af min dybe søvn tidligt på natten. Det er ikke en præcis lægeundersøgelse, men det har hjulpet mig til at lægge mærke til, at jeg fungerer bedre, når jeg går tidligere i seng.

Nu vågner jeg ofte tidligere af mig selv. Så kan jeg stå stille og roligt op, lave kaffe og tage den ind til Jannie. Vi kan sidde en time eller halvanden, drikke kaffe, snakke og svare på lidt beskeder, før dagen går i gang. Jeg når faktisk det samme som før, men med en lavere puls i hverdagen.

Jeg er også blevet mere tilbageholdende med at binde min kalender langt ud i fremtiden. Jeg gider ikke have et foredrag om ti måneder stående og blokere, medmindre det er noget, jeg virkelig glæder mig til. En særlig tur, hvor jeg kan have familien med og få en stor oplevelse, er noget andet. Men almindelige opgaver langt væk med lang transport skal ikke styre mit liv et år frem.

Alkoholen er mit store dilemma

Der er én ting, jeg ikke har styr på, og det er alkohol. Jeg drikker sjældent et glas vin i hverdagen, men når jeg er ude, bliver det ofte for meget, og jeg kan ende med at komme hjem klokken seks om morgenen. Jeg elsker at feste, og det er et kæmpe dilemma i forhold til alt det andet, jeg forsøger at gøre for mit helbred.

Denne uge var vi blandt andet til et arrangement til støtte for JunkFood, som hjælper mennesker, der har brug for mad. Vi købte en oplevelse på auktionen og endte senere på Alchemist. Det var en fantastisk aften, og så fortsatte vi selvfølgelig i byen bagefter. Jannie og jeg er ikke altid lige gode til at holde de aftaler, vi har lavet med os selv om at tage hjem.

Jeg kan ikke forklare det væk med, at jeg ikke drikker resten af ugen. Det er stadig en betragtelig mængde alkohol, og jeg ved godt, at det ikke er godt for kroppen. Jeg forsøger at passe min kost, spise grøntsager, groft brød og bær og have styr på resten af hverdagen, men det ophæver jo ikke byturen.

Alligevel står jeg i dag med meget mere livsmod, energi og glæde, end jeg havde for et år eller to siden. Jeg glæder mig til ting, føler mig stærk og oplever, at min form er blevet bedre. Det er det, jeg prøver at fortælle om: hvordan jeg får det til at hænge sammen i et liv, som også skal være sjovt at leve. Hav en fantastisk weekend.