Det er godt de rige kører over for rødt

Thorborgs Dagbog · Episode 132 · 9. juni 2026 · 22:20

Om renoveringen af Skt. Jørgensgaard og bagsiden af stærkt drive. Jeg fortæller, hvorfor risikovillighed og succes kan hænge sammen, og hvorfor jeg mener, vi skal se mere nuanceret på det.

Lyt til episoden

Åbn episode 132 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 9. juni, og det regner sikkert, men ellers har der været nogle fede dage. Jeg var på Bornholm fra fredag til søndag med min søde kone Jannie, og Holger var også med. Vi var der af en bestemt grund: Vi skulle fejre, at det gamle Gudhjem Vandrerhjem nu er blevet til Klippen Hotel Skt. Jørgensgaard.

Måske er du en af de mange, der har været på lejrskole i Gudhjem i femte klasse. Jeg kender i hvert fald rigtig mange, der har boet på vandrerhjemmet. Jeg var selv på Bornholm i femte klasse, men det var nede i Snogebæk, eller Bobbebæk, som Jannie af en eller anden mærkelig grund kalder det. Det griner vores personale på Bornholm meget af. De synes faktisk, det lyder bedre end Snogebæk.

Men målgruppen for vandrerhjem har ændret sig. Mit indtryk er, at der ikke er lige så mange skoleklasser, der tager afsted, og de mennesker, der vandrer på Bornholm, kommer i dag fra alle mulige lag af samfundet. Mange vil gerne have god mad og en ordentlig seng og har ikke nødvendigvis lyst til den primitive overnatning, der engang var en del af konceptet.

De gamle køjesenge på Gudhjem Vandrerhjem var bygget for mange år siden, da folk var lavere. Var du over cirka 1,80, kunne du ikke ligge udstrakt. Så kan man jo godt forstå, at det ikke nødvendigvis er det, en voksen gæst drømmer om. Vi overtog vandrerhjemmet sidste år et stykke inde i sæsonen, hvor vi ikke kunne nå at gøre ret meget. Men hen over vinteren har Jannie, Thomas og personalet knoklet med at lave det om til hotel.

Det fejrede vi i fredags, og kæft, hvor er det blevet flot. Jeg ved godt, at jeg er lidt biased, men det er virkelig blevet super fucking nice. De gamle fælles baderum, hvor man stod sammen med de andre gæster, er erstattet med en stribe ordentlige badeværelser, hvor du kan gå ind og låse døren.

På værelset er der en håndvask, så du kan børste tænder og ordne de almindelige ting. Når du vil i bad, tager du badekåben på og går ned til badeværelserne. Det er den gamle badehotelstil, som man også kender fra andre steder. Det kunne selvfølgelig være lækkert med eget badeværelse til hvert værelse, men det ville koste for meget og betyde, at vi skulle nedlægge mange værelser for at få plads. Så hang økonomien ikke sammen.

Vi har også lavet en superfed bar, hvor Thomas og teamet arbejder på nogle lækre, små retter. Der bliver blandt andet hummerhotdogs og andre ting, som man kan spise sammen med en god drink. Det skal være enkelt, men i en ordentlig kvalitet, og de er i gang med at prøvesmage og rette til.

Vi håber at få menuen i gang omkring Folkemødet, så vi kan teste den af og få de sidste ting på plads, inden der for alvor kommer tryk på sæsonen. Folkemødet foregår jo i Allinge, men det er stadig et godt tidspunkt at begynde. Og der er faktisk kommet mere gang i sæsonen på Bornholm. Da vi overtog, var der lidt aktivitet i påsken, og så kunne det stå ret stille frem til juni. Nu oplever vi mere liv fra påske og hen mod starten af oktober. Det er superfedt.

Før hed stederne Hotel Klippen, Therns Hotel og Gudhjem Vandrerhjem. Nu hedder de Klippen Hotel Greven Dal, Klippen Hotel Therns og Klippen Hotel Skt. Jørgensgaard. Skt. Jørgensgaard er ikke et navn, vi bare har opfundet. Det er at gå tilbage til stedets rødder og vise respekt for historien i byen.

Vi havde en fantastisk fredag med masser af lokale, håndværkere, personale og andre, der har været med til at lave det hele. Noget af det bedste var faktisk, hvor mange fra byen der kom og bakkede op. Det kan være svært at være ny i et lille lokalsamfund, og det har det også været for os. Men den dag føltes som en anerkendelse af det arbejde, Jannie og Thomas har lagt i det.

De har forsøgt at gøre tingene pænt og ordentligt, bruge bornholmske råvarer og håndværkere og bringe husene tilbage til en stand, de fortjener. Da vi overtog, var der vinduesfag, der kunne falde ud, når gæsterne åbnede vinduerne, huller i tagene og alle mulige andre problemer. Det har været et kæmpe arbejde og et kæmpe dræn på økonomien.

Vi startede altså ikke med bare at vælge nogle flotte puder. Vi startede med at sørge for, at gæsterne ikke blev våde, når det regnede, og kunne åbne et vindue, uden at hele faget faldt ud. Nu er vi ved at være kommet igennem det værste. Der er stadig kosmetiske ting på Therns og lidt her og der, men man kan ikke nå det hele på én gang.

Hvis du kommer til Gudhjem, så gå ned og se Skt. Jørgensgaard. Der er høje paneler, små elpejse, lækre senge, hyggelige farver og ordentlige møbler. Det er blevet virkelig fint. Og uanset hvilket af vores tre steder du bor på, kan du gå op på Café Plateau på Greven Dal og spise morgenmad med udsigt over Østersøen. Den oplevelse følger med.

På torsdag tager vi til Bornholm igen til Folkemødet. Vi har familien med, og vores gode gamle ven Flemming Østergaard skal bo hos os, så det bliver hyggeligt. Jeg skal også deltage i en debat med TV Avisen om AI og samfundet og i et andet arrangement om, hvorvidt Europa kan følge med udviklingen i Asien og USA. Det glæder jeg mig til. Og så har vi selvfølgelig også travlt i Dinero, men det må jeg fortælle om en anden dag.

Det, jeg egentlig vil snakke om, er noget, jeg synes, jeg har hørt igen og igen: negative fortællinger om mennesker, der har penge. Der er blandt andet undersøgelser, der bliver omtalt som, at folk i dyre biler oftere bryder færdselsreglerne end folk i mindre biler. Jeg har ikke selv gennemgået de undersøgelser, men jeg synes, det er interessant, hvordan historien bliver fortolket.

Konklusionen bliver tit, at rige mennesker er arrogante og mener, at de har mere ret til goderne end andre. Det kan der sikkert også være noget om, og jeg har selv udtalt ting i den retning. Du må gerne skyde mig for det, men hvis man har bidraget meget til samfundet, kan man godt føle, at man har gjort sig fortjent til nogle fordele.

Det er ikke et argument, jeg ville bruge for at køre over for rødt. Men jeg kan godt finde på at parkere et sted, hvor bilen ikke generer nogen, selvom det er ulovligt, og tænke: Fuck det, jeg har travlt, og jeg har råd til parkeringsbøden. Jeg ved godt, at det er pissepolitisk ukorrekt at sige. Hvor grænsen går, må jeg stå på mål for, og nogle gange får jeg en bøde, som jeg så betaler.

Men jeg køber ikke helt forklaringen om, at det kun er penge, der gør folk mere grænseoverskridende. Jeg vil gerne have et andet aspekt med: Kunne de mennesker, der har meget drive og et stærkt behov for at komme fremad, også være dem, der statistisk set tjener flere penge? Kunne noget af adfærden have været der, før de blev rige?

Det er min tese. Jeg ved ikke, om den holder i en undersøgelse, men måske er det ikke kun et spørgsmål om, at rigdom skaber en bestemt personlighed. Måske er det også et spørgsmål om, hvilken person der ender med at få succes. Hvis du er ekstremt målrettet, passioneret og hele tiden vil fremad, kan du også have nogle træk, som andre finder usympatiske.

Jeg kan sagtens forstå, at nogen synes, det er usympatisk, at jeg siger, jeg kan finde på at parkere ulovligt. Jeg gør det ikke foran en brandstation eller et sted, hvor jeg mener, der kan ske noget farligt. Men det er stadig et regelbrud, og det er der en konsekvens ved. Den betaler jeg.

Jeg tror bare ikke, der er mange mennesker, som har lavet store, positive forandringer, hvor man ikke også kan finde en bagside af medaljen. Det gælder store virksomheder og store politiske beslutninger. Du skal tage tunge beslutninger, og uanset hvad du vælger, kan det gå ud over andre. Samtidig kan målet være noget, der gavner mange mennesker.

Det kræver en bestemt psyke, og jeg har lidt af den. Ikke nok til at have lavet noget, der virkelig har ændret hele verden. Jeg har været med til at bygge Jubii, en stor datingside og et meget udbredt regnskabsprogram til mikrovirksomheder, men det er jo ikke et voldsomt “dent in the universe”. Jeg har bare lavet mere end gennemsnittet på nogle områder.

Og jeg kan godt mærke, at nogle af mine træk kan være lidt asociale eller frembrusende. Nogle gange står jeg og tester en grænse, etisk eller juridisk. Ikke nødvendigvis fordi jeg gerne vil bryde loven, men fordi jeg arbejder med noget, hvor grænsen ikke altid er tydelig, og hvor det kan gøre en stor forskel at komme videre.

Det kan for eksempel være nye AI-produkter, hvor lovgivningen ikke giver et enkelt svar. Jeg har stået i situationer, hvor mine jurister mener én ting, og andre jurister mener noget andet. Hvis jeg kan se, at noget kan gøre en stor forskel, kan jeg vælge at køre videre. Nogle gange har jeg ramt forkert, andre gange ikke. Det er jeg nødt til at tage ansvaret for.

Hvis jeg hver eneste dag skulle være hundrede meter inde på den sikre side af enhver grænse, så ville jeg ikke udvikle særlig meget. Andre ville komme hurtigere frem. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil gøre noget, jeg ved er klart ulovligt og skadeligt. Men når der er tvivl, og jeg ikke kan få et entydigt svar, kan jeg vælge at afprøve muligheden.

Hvis ingen nogensinde havde testet grænser, havde vi ikke udforsket verden eller opfundet ret meget. Det er jo sådan, forandringer sker. Skal du lave en omelet, må du slå nogle æg i stykker. Det er en slidt formulering, men der er noget i den.

De mennesker, der har det drive, kan måske også finde på at køre for stærkt, springe en kø over eller gøre andet, som er ulovligt eller moralsk tvivlsomt. Jeg tror, der kan være to sider af den samme mønt. Det betyder ikke, at lovbrud skal accepteres. Folk, der bryder loven, skal straffes. Men man kan godt se mere nuanceret på mennesker uden at forsvare hver eneste handling, de foretager sig.

Jeg har flere venner og bekendte, der har været meget rige og mistet en stor del af det. Når jeg taler med folk, der aldrig har været i den situation, spørger de: Hvis man har en milliard, hvorfor lægger man så ikke 200 millioner til side? Så kan man altid beholde sit hjem og sin levestandard, uanset hvad der sker med resten.

Det lyder logisk, men det er igen et spørgsmål om psykologi. Den person, der har bygget en milliardforretning, har måske ikke gjort det ved at spille sikkert. Vedkommende har knoklet, taget chancer og været enormt målrettet. Det er jo ofte den natur, der har skabt resultatet.

Så når man bagefter siger: Du skulle bare have beholdt 200 millioner på kontoen, taler man måske ud fra et helt andet mindset. Hvis personen havde tænkt på den måde hele vejen, var det måske aldrig blevet til den milliard. Det er ikke en naturlov, og der er selvfølgelig også held og uheld, men jeg tror, det forklarer noget af det.

Det er et mindset, der kan føre mennesker til tops inden for sport, politik, erhvervsliv og kunst. De tager chancer, presser sig selv til det yderste og skubber også nogle gange andre til side. Der er gode og dårlige sider af det. Men hvor ville verden være, hvis vi ikke havde mennesker, som var villige til at presse sig selv og det, der var muligt?

Min pointe er, at vi nogle gange skal tage en dyb indånding og prøve at forstå, at andre mennesker har et andet mindset. Jeg har måske en lille del af det, jeg beskriver, og derfor kan jeg forstå noget af det. Jeg kender folk, der har det i langt højere grad og er nået meget langt. De kom ikke derhen ved at sidde med hænderne i skødet og sutte på tommelfingeren.

Det var, hvad jeg havde til dig i dag. Uanset om du lytter på Apple Podcasts, Spotify eller et andet sted, så tryk følg, hvis du vil høre med, næste gang jeg fortæller, hvordan jeg ser livet. Hav en rigtig god dag.