Thorborgs dagbog · Episode 110 · 23. oktober 2025 · 16 minutter og 44 sekunder
I denne episode fortæller jeg om glæden ved at bygge virksomheder, om hvorfor erhvervslivet fortjener mere anerkendelse – og om dengang jeg gav Dracula 220 volt.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Podcasten på Spotify · Alle episoder på Amazon Music
Åbn episode 110 på Buzzsprout · Se alle episoder af Thorborgs dagbog
Foretrækker du at læse? Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Episoden er fra 23. oktober 2025, og omtalen af aktuelle begivenheder og investeringer skal læses i den sammenhæng.
Det er Halloween i næste uge, og det plejer egentlig at være noget, jeg gør ret meget ud af. Men vi har været så meget afsted i år, at jeg sgu ikke ved, om jeg når det. Tingene skal hentes ude i skuret og hænges op, børnene er blevet store og har deres eget liv, og så står man der og overvejer, hvem fanden man egentlig gør det for. Måske mest sig selv. Og lige nu øser det ned, så lysten til at gå ud og rode med det er til at overse.
Da jeg boede i USA, gik jeg ellers virkelig til den. Jeg havde blandt andet en oppustelig hestevogn, næsten i fuld størrelse, med Dracula liggende i en kiste. Når man satte strøm til, stak han hovedet op. Jeg havde de vildeste ting, som selvfølgelig skulle med hjem til Danmark, og så begyndte bøvlet med omformere, fordi det hele kørte på 110 volt. Samtidig blæser det altså noget mere ved Øresund end i Boca Raton i Florida, så tingene fik nogle tæsk.
Dødsstødet kom, da jeg fik givet den hestevogn 220 volt i stedet for 110. Den lyste simpelthen så flot, Dracula fløj op af kisten, og det hele så pissegodt ud. Det varede lige præcis syv sekunder, så sagde det puff, og både blæser, pære og hele lortet røg. Men aldrig har Dracula set så godt ud i den fucking kiste.
Hvorfor jeg elsker at bygge virksomheder
Jeg er blevet klummeskribent på Berlingske, og min første klumme handlede om noget, der frustrerer mig: fortællingen om, at venstrefløjen har patent på godheden. Det er dem, der er varme, lyttende og gode ved de svage, de fattige og de syge, mens højrefløjen er dem, der kun tænker på penge, nedskæringer og sig selv. Det er en fortælling, som rigtig mange mennesker har købt ind på.
Det fik mig til at tænke over, hvorfor jeg selv er så glad for at drive virksomhed. For jeg synes faktisk, der er utrolig mange gode ting i det, og det handler om meget mere end de penge, man måske ender med at tjene.
En kunstner kan stå med en klump ler, som i sig selv ikke er særlig meget værd, og med omhu, flid og hårdt arbejde skabe noget, der har værdi for kunstneren selv og måske også for andre. Man prøver, fejler, prøver igen og får forhåbentlig til sidst noget ud af det. Jeg kalder ikke mig selv kunstner, men sådan har jeg det lidt med at bygge virksomheder. Man skaber noget værdifuldt ud af noget, der næsten ikke var der før.
Det begynder måske med, at man går en tur og får en idé. Man ser et behov og tænker, at det må kunne løses på en anden måde. Billigere, hurtigere eller bedre. Det behøver ikke være en banebrydende opfindelse, som ingen nogensinde har tænkt på. Oftest er det jo en forbedring af noget, der allerede eksisterer. En bil kan blive billigere, smukkere, mere komfortabel eller selvkørende, men det er stadig en bil.
Så skal man finde pengene. Måske arbejder man røven ud af bukserne i forskellige jobs for at spare op, måske går man i banken, eller måske finder man nogen, der vil investere. Det er hårdt og svært, og der er ingen garanti for, at det lykkes.
En virksomhed er også et fællesskab
Når man kommer videre, begynder man at ansætte mennesker og bygge en virksomhed omkring sit produkt eller sin service. Og så sker der noget, som jeg synes får alt for lidt opmærksomhed: Man skaber et fællesskab mellem mennesker, der ikke kendte hinanden før.
Man laver nogle rammer, en frokostordning og en julefrokost. Man sørger for løn, pension og ordentlige arbejdsforhold, og sammen udvikler man noget, som kunderne forhåbentlig sætter pris på. Mennesker får et fagligt fællesskab og måske også et socialt fællesskab, som de ellers ikke ville have haft.
Kunderne får samtidig noget, der gør deres liv lettere, giver dem mere komfort eller løser et problem. Og hvis det hele fungerer, bliver der skabt et overskud, så dem, der har lånt penge ud eller investeret, kan få noget tilbage og bruge pengene på andre virksomheder og nye idéer.
Iværksætteren betaler skat, medarbejderne betaler skat, og virksomheden bidrager til samfundet. Det er med til at finansiere skoler, hospitaler, plejehjem og alle de andre ting, vi gerne vil have. Hele det samspil mellem idéer, kapital, medarbejdere og kunder er efter min mening noget af det vigtigste, vi har.
Samtidig bliver man aldrig færdig med at lære. Man skal hele tiden udvikle sig som leder og som menneske og gøre virksomheden bedre, for ellers er der andre, der gør det bedre og overtager kunderne. Konkurrencen holder os på tæerne og får os til at udvikle bedre produkter og løsninger.
Det gør mig ked af det, når det bliver fremstillet som noget ondt
Da jeg startede min første virksomhed, var det selvfølgelig ikke alle de store tanker om samfundet, der drev mig. Jeg var blevet kylet ud af skolen og ville finde noget at lave. Men med årene er jeg blevet mere bevidst om, hvor meget virksomheder betyder for det samfund, vi lever i.
Derfor gør det mig faktisk ked af det, når jeg fortæller om noget, jeg er glad for at have skabt, og bliver mødt med, at det er egoistisk, udbyttende eller skadeligt. Jeg oplever det blandt andet på X, og ofte kommer det fra mennesker på venstrefløjen. Jeg ved godt, at masser af socialister tænker anderledes, og at jeg generaliserer, hvis jeg skærer alle over én kam. Men den reaktion møder jeg.
Det kan begynde med et spørgsmål om, hvor meget jeg betaler i skat. Når jeg svarer, er det næste spørgsmål, hvor meget jeg så har tilbage til mig selv, og om jeg ikke kunne have betalt noget mere. Det er, som om der altid er noget mistænkeligt ved, at man også selv har fået noget ud af at bygge en virksomhed.
Jeg ved godt, at det måske er for meget at bede om taknemmelighed. Men jeg synes godt, man kan bede om en forståelse for, at et velfungerende erhvervsliv er helt afgørende for vores velfærd og sammenhængskraft.
Hvis du driver en virksomhed, skal du være stolt af, at dine medarbejdere har fundet hinanden gennem dig, at kunderne er glade for det, I laver, og at dem, der har investeret eller arbejdet i virksomheden, har fået noget ud af det. Du skal også være stolt af at tjene penge og betale skat af dem.
Det betyder selvfølgelig ikke, at virksomheder skal kunne gøre, hvad der passer dem. Der skal være lovgivning, forbrugerbeskyttelse og miljøregler. Men vi skal passe på, at regler, skatter og afgifter ikke ender med at tage lysten fra dem, der vil skabe noget, eller får dem til at flytte deres aktiviteter til steder, hvor mulighederne er bedre.
Jeg ved godt, hvordan det føles at miste
Når man ser en virksomhed, der er lykkedes, kan man let overse alt det, der ligger bag. Folk har taget chancer, lånt penge og sat noget på spil. Mange er gået konkurs og har mistet det, de havde, og for nogle har det haft store personlige konsekvenser. Det er langt fra alle, der får en stor gevinst ud af deres indsats.
Jeg er en af dem, der har fået meget tilbage, men jeg har også været konkurs to gange. Jeg ved godt, hvordan det føles ikke at have råd til den mad, man har lyst til, eller til at tage på ferie. Jeg har haft mange nederlag undervejs.
Og jeg har også haft nogle gode forudsætninger. Jeg kommer fra et godt hjem med forældre, der elskede hinanden og støttede mig i mange af de ting, jeg gjorde. Min far er død nu, men den støtte har betydet noget. Økonomien har jeg selv stået for, bortset fra et lån på 50.000 kroner fra mine forældre, som jeg betalte tilbage efter tre måneder.
Så jeg ved både, hvad det vil sige at få støtte, at fejle og at komme ud på den anden side. Når jeg taler varmt om at bygge virksomheder, er det med de erfaringer i bagagen.
En idé, der fangede min opmærksomhed på Capino
Til sidst fortalte jeg også lidt om Capino, min kapitalmarkedsplads. Efter nogle uger, hvor det føltes, som om udviklingen var gået i stå, var der igen begyndt at komme nye investorer og spændende projekter.
Et af projekterne var en økologisk købmand med butikker i containere, hvor kunderne kunne åbne døren med en app og selv gå ind og handle. Jeg kendte dem ikke i forvejen, men idéen fangede min opmærksomhed. Det er et konkret eksempel på den slags forbedringer, jeg taler om: Man tager noget velkendt, en købmandsbutik, og prøver at drive det på en anden måde.
Gode råvarer, dyre adresser og bemanding kan gøre det svært at få økonomien til at hænge sammen. Her havde man valgt selvbetjening som en del af løsningen, og det syntes jeg var godt set.
På tidspunktet for optagelsen havde jeg ikke selv frie penge til at investere. De var bundet i ejendomme på Bornholm og Visma-aktier. Men jeg blev sgu lidt duperet af idéen. Jeg bliver stadig glad, når nogen ser en mulighed og forsøger at bygge en virksomhed omkring den.
