Originalt episodebillede til Isbade og disciplin, er for umodne drenge i Thorborgs Dagbog

Thorborgs Dagbog · Episode 111 · 30. oktober 2025 · 28:31

Om AI, robotter og arbejdet i Dinero – og hvorfor jeg er træt af idealet om isbade, stramme ritualer og det perfekte liv.

Lyt til episoden

Åbn episode 111 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 30. oktober. I morgen er det halloween, og jeg elsker jo normalt at pynte op. Men i år har jeg ikke fået gjort en skid. Der har bare været for meget.

Vi har været i Frankrig, jeg har været på Bornholm, der har været masser af arbejde, og så er der også nogle private ting i familien, som fylder. Dem går jeg ikke ind i her. Men det har været en periode med mange ting oven i hinanden.

Og i morgen skal jeg til Oslo og være med i en film om, hvad vi laver med AI i Dinero. Visma vil gerne vise nogle af de ting, der foregår i koncernen, til investorer og andre interesserede. Der er jo store investorer bag Visma, blandt andet Hg, og i sidste ende kan det være pensionspenge, som er med til at finansiere sådan en virksomhed.

Visma køber mange virksomheder. Jeg mener, det er omkring 30-40 om året, og de bliver hele tiden større og kommer ind på nye markeder. De er i store dele af Europa og også på vej videre ud i verden, blandt andet i Sydamerika. Så der er interesse for at vise, hvad der faktisk bliver bygget i alle de virksomheder.

På AI-området er Dinero ret langt fremme. Jeg tror, vi er blandt dem, der er længst i koncernen, og jeg er sgu stolt af holdet. Det er ikke mig, der sidder og bygger alle de ting. Det er mine kollegaer, som er dygtige og nysgerrige og har knoklet med det i lang tid.

Alexander, vores CTO, skal også være med. Vi skal både fortælle om visionen og vise nogle af de konkrete resultater. For der er jo stor forskel på at stå og sige, at AI kommer til at ændre verden, og på at vise, at man allerede arbejder anderledes.

Vi ser for eksempel, at udviklerne kan få hjælp til arbejdet. Jeg vil anslå, at der er noget i retning af 20-30 procents effekt på nogle af de ting, de laver. I marketing er der opgaver, hvor det går endnu hurtigere, og i support har vi fået en AI-agent, som tager en stor del af spørgsmålene.

Og det er ikke sådan, at kunderne skal acceptere en dårligere oplevelse. Tilfredsheden er stadig høj. Det er hele pointen: Kan vi gøre det bedre og samtidig bruge færre ressourcer?

Vi har også en eNPS omkring 89, som er et mål for, hvor glade medarbejderne er for arbejdspladsen. Det er et meget højt tal. Så selv om vi arbejder med teknologi, som ændrer opgaverne, er det ikke et hold, der bare går rundt og er bange og sure. Folk kan se mulighederne og er med til at skabe dem.

Jeg taler nogle gange om, at vi har omkring 12 AI-kollegaer. Det er selvfølgelig ikke kollegaer på samme måde som mennesker, men det siger noget om, hvor mange forskellige opgaver vi efterhånden har sat agenter til at hjælpe med. Vi er omkring 115 mennesker, fordelt på noget i retning af 75-80 fuldtidsstillinger, fordi mange arbejder deltid.

Og så arbejder vi med de nye funktioner til kunderne. Lige nu tester vi med omkring 1.000. Det skal ikke bare være smart i en demonstration. Det skal fungere i en rigtig virksomhed med rigtige bilag og rigtige mennesker.

Derudover skal Visma lave en større founder-film om mig. Den kommer til at tage fire dage i december, plus alt det rundt om. Hvorfor startede vi Dinero? Hvorfor solgte vi til Visma? Hvorfor blev jeg hængende?

Der var jo andre mulige købere. Det kunne have været en anden softwarevirksomhed eller en kapitalfond. Men vi valgte Visma, og nu er jeg her stadig otte-ni år senere. Det er faktisk ret interessant, når man tænker på, hvor mange virksomheder jeg ellers har været involveret i. Jeg har været med i omkring 40 startups, så det er ikke, fordi jeg aldrig har prøvet at starte noget nyt.

Men jeg kan godt lide at være her. Vi får lov til at bygge noget stort, og jeg arbejder med nogle fantastisk dygtige mennesker. Det er ikke bare et sted, hvor jeg sidder og venter på, at tiden går.

Vi har bestyrelsesmøder cirka fire gange om året, hvor vi taler om strategi, priser og udvikling. AI fylder naturligvis meget. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden stod og fortalte om det for folk fra Visma og Hg. Jeg havde måske 15 minutter til at forklare, hvorfor det her ville blive stort.

Der sad nogle ret skarpe mennesker, som skulle forstå, hvad jeg så. Og jeg var meget begejstret, fordi jeg kunne se en retning, som virkede tydelig for mig. Nu begynder vi at have resultater, som gør det meget nemmere at forklare.

Jeg tror, at AI og robotter kommer til at gøre os meget rigere som samfund. Men jeg tror også, at overgangen bliver svær. Der kommer til at være job, som forsvinder eller ændrer sig voldsomt. Det er ikke særlig rart, hvis det er dit job, der bliver ramt, mens andre står og jubler over fremtiden.

Jeg har tidligere talt om borgerløn, og jeg tror stadig, vi kommer til at diskutere det langt mere. Tanken er jo ikke, at alle nødvendigvis skal have det samme liv. Men at der er en grundlæggende mulighed for at leve, og at du så kan arbejde og tjene mere, hvis du har lyst.

Vi har allerede mange ordninger, hvor samfundet hjælper mennesker, som ikke har et almindeligt arbejde. Måske kunne noget af det samles på en anden måde, hvis teknologien gør, at vi kan producere langt mere med færre mennesketimer.

Det er min tanke om, hvor det kan bevæge sig hen. Der er selvfølgelig mange ting, der skal afklares. Men jeg synes ikke, man skal afvise diskussionen, bare fordi vi er vant til, at et arbejde er det centrale i et menneskes identitet.

Hvis du ikke skal bruge så meget af dit liv på arbejde, kan du jo bruge tid på noget andet. Kunst, litteratur, sport, frivilligt arbejde, din familie eller en hobby. Du kan passe bonsaitræer, hvis det er det, du synes er fedt. Der er masser af ting, som giver et liv mening, uden at nogen betaler dig en løn for dem.

Jeg så også noget om en af de nye humanoide robotter, som man kan bestille. Den kan gå rundt i hjemmet og hjælpe med opgaver. Og der var straks folk, som gjorde grin med, at den nogle gange har brug for, at et menneske hjælper den på afstand.

Men prøv nu lige at tænke over, hvor vi er i udviklingen. Det er da ikke underligt, at den ikke kan alt fra starten. Hvis den møder noget, den ikke forstår, kan et menneske hjælpe den igennem. Og så kan systemet lære af det.

Det rejser selvfølgelig også spørgsmål om privatliv. Hvis nogen på afstand skal hjælpe en robot inde i dit hjem, vil du gerne vide, hvem der kan se hvad, og hvordan det bliver håndteret. Det skal der være styr på.

Men selve idéen med, at noget begynder med menneskelig hjælp og gradvist bliver mere selvstændigt, er jo ikke absurd. Hvis robotten skal bruge en kaffemaskine, den aldrig har set før, kan den have brug for vejledning. Bagefter kan den måske klare opgaven selv.

Jeg bliver lidt træt af de videoer, hvor en robot vælter, og folk så konkluderer, at hele teknologien er latterlig. Selvfølgelig kan du finde en situation, hvor noget, som stadig er under udvikling, går galt. Det kunne du også med tidlige mobiltelefoner og en hel masse anden teknologi.

Vi er i øvrigt allerede omgivet af maskiner, som udfører opgaver for os. En kaffemaskine. En robotstøvsuger. En bil, som hjælper med at bremse, holde afstand eller blive i vognbanen. Vi tænker bare ikke så meget over det længere, fordi det er blevet almindeligt.

Nå, nu stikker jeg af igen. Det er jo sådan, min hjerne fungerer. Jeg begynder med halloween og ender med robotter og borgerløn.

Og jeg ved godt, at jeg også nogle gange kan lyde som en, der har mistet jordforbindelsen. Jeg sidder i en dejlig Audi og har et godt liv. Så skal jeg passe på, at mine problemer ikke bliver sådan noget med, at champagneflaskerne fylder i genbrugsbeholderen.

Jeg kan godt høre det selv. Det er lidt ligesom de der historier om Lars Løkkes sko, hvor man tænker: Er det virkelig det, vi går og bøvler med?

Vi har også haft en lille praktisk situation derhjemme, hvor den, der hjælper os med rengøring, skulle have tre ugers ferie med ret kort varsel. Jeg er sådan set ligeglad med, om huset er lidt rodet. Jannie synes måske ikke helt det samme. Men det er jo heller ikke et problem, der skal få verdenshjulene til at stoppe.

Min mor har altid haft det på samme måde med historier. Hun kan ikke bare fortælle en ting fra A til B. Der er lige tre andre ting, du skal vide først, og så er der en ny historie inde i dem. Det har jeg vist arvet.

Det, jeg faktisk ville tale om i dag, er den der trend med ekstrem disciplin, isbade og alle mulige ritualer. Jeg har kaldt episoden noget provokerende, for det gør jeg jo nogle gange. Men jeg synes, der er noget interessant under det.

Jeg kender Mike Radoor, og jeg kan rigtig godt lide ham. Han er en dygtig fyr, og jeg har også skrevet forord til en af hans bøger om sundhed. Så det her er ikke mig, som synes, at alle mennesker, der går op i deres sundhed, er idioter.

Men jeg bliver træt af det ideal, hvor du nærmest skal stå op klokken fire, sidde otte minutter i isvand, drikke en helt bestemt juice, lave yoga, tage dine olier og læse Dostojevskij, før andre mennesker overhovedet er vågnet.

Så skal kaffen have en præcis temperatur, tænderne børstes på den rigtige måde, og du må endelig ikke gøre noget, som bare er lidt sjovt og upræcist. Ingen alkohol, ingen afvigelser, ingen slinger. Du skal være en fuldstændig kontrolleret maskine.

Og ja, jeg drikker selv grøntsagsjuice. Så du kan sagtens grine af, at jeg sidder og siger det. Jeg synes, det er lækkert, og det giver mig noget energi. Men det er ikke, fordi mit liv falder fra hinanden, hvis jeg ikke har fået den rigtige juice på det rigtige tidspunkt.

Der er en hel forestilling om den perfekte mand, som jeg synes bliver vist igen og igen. Det kan være i retning af Andrew Tate eller den mere religiøse og kontrollerede version, som man også ser hos andre kendte mænd. Casper Christensen har også haft noget af den der retning.

Du skal være den perfekte far, den perfekte ægtemand, den perfekte forretningsmand og den perfekte krop. Og så skal du samtidig se ud, som om du ikke går op i penge, selv om du har en Ferrari, en Range Rover og et ur, der koster en formue.

Det er den diskrete luksus. En trøje til 20.000 kroner, som kun de indviede kan genkende. Et Patek Philippe eller et Rolex, som lige stikker frem. Hvis du ved det, så ved du det. Og resten skal helst tænke, at du bare er helt afslappet og har styr på det hele.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jo flere af den slags stramme ritualer man har brug for, jo mere kan det også handle om, at man prøver at få styr på et indre kaos. Det er min tolkning, ikke en diagnose af nogen.

For hvis dit liv egentlig fungerer, og du er glad for din familie, dit arbejde og dine venner, hvorfor skal du så udsætte dig selv for en hel masse ting, du ikke har lyst til? Hvorfor skal det være så svært og højtideligt at være et menneske?

Jeg er ikke religiøs. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er mere sådan en agnostisk type. Min far havde en lidt sort humor om religion og den slags, og jeg har aldrig haft det store behov for at finde et system, som fortæller mig, hvordan jeg skal leve hver time af dagen.

Men jeg kan godt forstå, at struktur kan være en hjælp. Hvis du har haft et kaotisk liv, eller hvis du går rundt og har det svært, kan en fast ramme give dig noget. Det kan være religion, militæret, kampsport eller et fællesskab med nogle klare regler.

Jeg har selv været i Livgarden. Jeg ved godt, at det kan give meget at komme ind i en verden, hvor der er orden og nogle tydelige forventninger. Og min søn skal også derind til april. Så det er ikke, fordi jeg synes, struktur er noget lort.

Jeg siger bare, at man ikke behøver gøre den til et ideal for alle. Hvis du trives med dit liv, må du gerne blive liggende i sengen lidt længere. Du må gerne drikke en øl, være lidt upræcis og hygge dig uden bagefter at føle, at du har svigtet dit fulde potentiale.

Jeg har også en lidt fræk tanke om, at antallet af Buddhafigurer i hjemmet nogle gange er omvendt proportionalt med, hvor meget ro der er inde i hovedet. Det er selvfølgelig sat på spidsen. Men du ved godt, hvad jeg mener: Der kan blive meget symbolsk arbejde med at vise ro, mens man stadig jagter den.

Hvis du elsker at gå i kirke, så gør det. Hvis du synes, vinterbadning er fantastisk, så hop i vandet. Hvis en stille retreat giver dig noget, så er det jo fint. Det afgørende er, om du gør det, fordi det gør dit liv bedre, eller fordi du føler, at du skal leve op til en eller anden perfekt model.

Jeg har det meget enkelt med koldt vand. Jeg gider det ikke. Jeg har et hus ved Øresund, men det betyder ikke, at jeg skal rende ud og fryse. Jeg har været i med en våddragt sammen med mine sønner i forbindelse med noget dykning og sikkerhed, men ellers er jeg ikke typen, der frivilligt hopper i iskoldt vand.

Jeg kan meget bedre lide vores jacuzzi. Omkring 38,5 grader, kigge ud på regnen og sidde og høre en podcast. Det er fandeme dejligt.

Og selv det kan jeg jo gøre til et førsteverdensproblem. Der er lige de fire meter ud til den, låget skal åbnes, der er noget med låsen, og der skal være styr på kloren. Men når jeg først sidder der, kan jeg hygge mig en times tid og have det fantastisk.

Det behøver ikke være en prøvelse for at tælle. Det behøver ikke gøre ondt eller kræve et stopur. Nogle gange er det altså nok bare at gøre noget, man synes er rart.

Så hvis du sidder og ser alle de perfekte mennesker på Instagram og tænker, at du burde ændre hele dit liv, så prøv lige at spørge dig selv: Har jeg egentlig et dårligt liv? Eller er jeg bare blevet fortalt, at et godt liv skal se ud på en bestemt måde?

Hvis du har det godt, så nyd det. Og hvis der er noget, du gerne vil ændre, så gør det på en måde, der giver mening for dig. Du behøver ikke købe hele pakken med isvand, religion, luksusur og kaffe på 67 grader.

Nå, det var min lille omgang i dag. Hav det fantastisk, hvad enten du skal ud og vinterbade eller bare sidde med en cappuccino og hygge dig. Nu må jeg hellere få styr på de ting, jeg skal nå, inden jeg skal til Oslo.