Min største skideballe og hvorfor jeg ikke går ind i politik

Thorborgs Dagbog · Episode 112 · 25. november 2025 · 30:32

Om min skideballe på Marienborg, erfaringerne fra politiske udvalg og hvorfor jeg foretrækker at bygge virksomheder. Jeg fortæller også om Capino og langsigtede investeringer.

Lyt til episoden

Åbn episode 112 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 25. november. Det er gråt, mørkt og kedeligt, og jeg elsker det. Jeg er enormt glad for jul. Jeg er julesatan selv.

Jeg har lige købt en kæmpestor adventskrans. Den kostede næsten det samme som Lars Løkkes sko, så kan du selv forestille dig niveauet. Men den er flot, og der er også et lækkert kalenderlys. Nu skal jeg bare have lysene op i haven. Det har jeg ikke nået endnu, for der har været smæk på med både arbejde og hyggelige ting.

Vi har lige været på Marienlyst med familien. Jannies bror Jesper var med, og vores unger og Mads’ kæreste Malou. Vi blev hængende til tre-fire om morgenen og havde det så fucking sjovt.

Der er altså ikke meget, der er hyggeligere end at feste med sine store børn. En på 17, en på 19 og en på 22. Og så Malou, som både er smuk og klog. Mads har gjort det godt, og det har hun også, for han er sgu en herlig stavut.

I søndags var vi så til det årlige julekalas hos Morten Messerschmidt. Det er et af årets højdepunkter. Der kommer en helt mærkelig blanding af mennesker fra forskellige politiske partier, kunstnere, skuespillere og alle mulige andre.

Lizette var også der, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at lave lidt sjov med historierne om hende. Jeg håbede næsten, at jeg fik et lille nus på bagen, når hun gik forbi, men der skete ikke en skid. Så min egen, meget begrænsede erfaring var i hvert fald, at hun opførte sig ordentligt den eftermiddag.

Det er ikke en klub af hvide mænd over 50, som kun står og taler om at sende indvandrere hjem. Det er en rigtig hyggelig sammenkomst med mennesker, som er meget forskellige. Du kan møde alt fra Klaus Riskær til folk som Søren Fauli, der var der sidste år. Det er den brede klinge.

Og hvorfor fortæller jeg så om det? Fordi det her er min dagbog. Det ligger jo ligesom i løftet i titlen.

Jeg kom til at tale med Frederik Vad fra Socialdemokratiet, og han spurgte, hvorfor jeg egentlig ikke går ind i politik. Det har jeg tænkt over før, for jeg har faktisk tilbragt en del tid på Christiansborg gennem årene.

Jeg har siddet i udvalg og været med til forskellige møder. Jeg har været til Marienborgsamtaler med Poul Nyrup og også i den slags sammenhænge med Anders Fogh. Det var møder, hvor folk fra erhvervslivet kom ind, fik en god middag og kunne sige noget om deres branche.

Og det var faktisk på Marienborg, at jeg fik en af de største skideballer i mit liv. Måske kun overgået af en, jeg fik af en kaptajn i Livgarden. Den historie må jeg fortælle en anden dag.

Skideballen på Marienborg kom fra Lone Dybkjær, som var gift med Poul Nyrup. Forestil dig, at du er relativt ung og sidder hos statsministeren med hans kone, ministre og nogle af de helt tunge folk fra IT-branchen.

Der var administrerende direktører fra Microsoft, IBM, Oracle og den slags. Hardcore jakkesæt og slips. Det er jo ikke ligefrem mit naturlige habitat, men selvfølgelig kan jeg tage det på, når lejligheden kræver det.

Jeg vidste, at jeg muligvis ville blive bedt om at komme med et input om internettet. Det var på et tidspunkt, hvor mange stadig så det som noget lidt fremtidigt og usikkert. Lidt ligesom man i dag kan tale om kvantecomputere: Man ved, at der foregår noget, men det er ikke noget, alle har et forhold til.

Så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne forklare, at internettet ikke kun var et værktøj for virksomheder. Nu sad jeg jo over for en socialdemokratisk statsminister, så jeg ville også gerne fortælle om den sociale side.

Jeg sagde noget om, at almindelige mennesker kunne bruge nettet til at holde kontakt og få et større socialt liv. Og så kom jeg til at nævne enlige mødre som et eksempel på nogen, der måske kunne have svært ved at komme ud og derfor kunne have glæde af at møde andre online.

Jeg havde vist også brugt ordet svage i nærheden af enlige mødre. Og så havde jeg sluppet fanden ud af boksen.

Lone Dybkjær havde selv været enlig mor. Det vidste jeg ikke, og det havde ikke ændret min intention. Jeg mente ikke noget nedsættende om enlige mødre. Jeg prøvede at forklare, at en ny teknologi også kunne give muligheder til mennesker, som ikke havde så let ved at komme ud.

Men det var ikke sådan, mine ord blev modtaget. Hun rejste sig og gav mig en ordentlig tur. Jeg husker det som fem-ti minutter, men når man står og bliver skældt ud foran statsministeren og en sal fuld af jakkesæt, føles tiden nok også anderledes.

Jeg stod der i mit fineste sæt og mit polyesterslips og kunne nærmest mærke håret blive blæst bagud. Mine kinder var rødere end en postkasse.

På et tidspunkt vendte Poul Nyrup sig mod hende og bad hende sætte sig ned og tage det roligt. Jeg husker ikke præcis, hvordan det hele sluttede, men det sluttede da, og jeg kom hjem inden midnat.

Det er en historie, jeg stadig tænker på, når vi diskuterer ord og intentioner. Der er nogen, som hæfter sig ved et bestemt ord, og andre, som prøver at forstå, hvad man faktisk ville sige.

Jeg synes, vi kan komme så langt ud i at kontrollere ordene, at folk bliver bange for at åbne munden. Man må næsten ikke sige skraldemand eller formand, uden at nogen vil diskutere, hvad det signalerer. Og hvis man kommer til at bruge et gammelt ord om en kørestol eller et handicap, kan hele samtalen komme til at handle om det.

Jeg synes, det er dybt latterligt, hvis vi glemmer mennesket og hensigten i alt det. Det betyder ikke, at Lone Dybkjær ikke gjorde meget godt. Det gjorde hun. Men jeg husker den oplevelse meget tydeligt.

Den historie nåede jeg ikke at fortælle Frederik Vad. Han skulle ud og ryge, jeg skulle have lidt frisk luft, og det var pisseskoldt. Så du får her en meget længere version af en meget kort samtale.

En anden oplevelse har haft større betydning for, hvorfor jeg ikke har lyst til politik. Jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg ville være formand for en iværksættergruppe under et ministerium. Jeg husker det som Erhvervsministeriet, men hæng mig ikke op på det præcise navn.

Der skulle sidde en række iværksættere, blandt andet Janus Friis fra Skype. Han var jo en rockstjerne på det tidspunkt. Jeg kan ikke huske alle de andre navne, og jeg gider ikke gætte dem ind i historien.

Jeg sagde først nej. Jeg følte mig ikke kvalificeret. Jeg havde ikke politisk erfaring og vidste ikke, hvordan man ledede sådan en proces. Men de ringede igen og forklarede, at jeg ville få en embedsmand, som kunne hjælpe med det praktiske.

Til sidst sagde jeg ja. Det lød jo spændende. Vi skulle komme med idéer til, hvordan Danmark kunne blive et rigtig godt land for iværksættere. Det ville jeg gerne være med til.

Vi mødtes i et fint lokale, og der var en stribe embedsmænd. Vi fik forklaret opgaven og præsenteret nogle forslag, som de allerede havde. Men nu ville de gerne høre vores idéer.

Så kom der en række møder over flere måneder. Vi sad og diskuterede, og en erfaren embedsmand styrede processen. Jeg var glad for hjælpen, for jeg kendte ikke alle de procedurer. Hvordan starter man? Hvordan samler man op? Hvordan bliver konklusionerne bragt videre?

Men da vi til sidst stod med resultatet, kunne jeg næsten ikke tro det. Som jeg husker det, var listen med forslag praktisk talt identisk med den, vi havde fået præsenteret fra starten. Der var nærmest ikke rettet et komma.

Så hvad fanden havde vi egentlig lavet? Vi havde brugt måneder på at mødes, tale og diskutere. Men det, der kom ud, så ud til at være bestemt på forhånd.

For mig føltes det som et skuespil. Vi havde været statister, som kunne stå på et billede og give projektet legitimitet. Nu kunne man sige, at man havde lyttet til landets fremmeste iværksættere og lavet en plan sammen med dem.

Det var min oplevelse af det. Jeg sad bagefter og tænkte, at vores navne og ansigter havde været mere interessante end det, vi faktisk havde at sige.

Jeg havde samtidig læst en bog om psykologi og manipulation. Hvordan man styrer grupper og får mennesker til at bevæge sig i en bestemt retning. Og når jeg tænkte tilbage på møderne, syntes jeg, at jeg kunne genkende nogle af mekanismerne.

Der opstod diskussioner og grupperinger, som blev håndteret på en måde, der fik os tilbage til den ønskede konklusion. En del af mig var imponeret over, hvor elegant det blev gjort. Den anden del tænkte: Fuck, hvor var det klamt.

Det var først bagefter, jeg for alvor følte, at jeg havde været en bugtalerdukke. Som om der sad en embedsmand med hånden oppe i ryggen på mig, og når min mund bevægede sig, var det ikke rigtig mine ord, der kom ud.

Og så tænkte jeg på alle de andre udvalg og møder, jeg havde været til gennem årene. Alle billederne med ministre. Alle de liter kaffe. Hvad havde jeg egentlig udrettet?

Mit eget svar var: Alt for lidt. Og så måtte jeg erkende, at jeg ikke forstår politik særlig godt.

Jeg er vant til at være erhvervsleder. Som udgangspunkt arbejder vi på et hold. Vi har forskellige opgaver, og vi kan være uenige, men vi forsøger at gøre virksomheden bedre sammen.

Der kan selvfølgelig være personer, som ikke er holdspillere. Men hvis de ødelægger samarbejdet, bliver de et problem for en virksomhed, som skal konkurrere. Vi skal blive bedre, ellers kommer andre og tager kunderne.

Jeg har mine kollegaers ryg, og de har min. Det er i hvert fald det, vi prøver at bygge. Vi står sammen om en opgave og konkurrerer med andre virksomheder.

Jeg har det indtryk, at der er et helt andet spil i politik. Der kæmpes ikke kun mod de andre partier. Der kæmpes også internt om poster, positioner og de ben, man kan få lov at gnave på.

Du skulle tro, at folk i samme parti stod skulder ved skulder. Men der kan være en intern konkurrence, hvor en kollegas svaghed bliver din mulighed. Og det er ikke en hverdag, jeg har lyst til.

Jeg har også fulgt sagen med Pernille Rosenkrantz-Theil efter kommunalvalget. Hun gik efter at blive overborgmester i København, og da det ikke lykkedes, valgte hun at trække sig fra politik.

Jeg havde hørt hende give udtryk for, at hun ville forvalte det mandat, vælgerne gav hende. Derfor synes jeg, det er svært at se hende forlade det hele, når den post, hun havde ønsket sig, ikke blev resultatet.

For mig bliver det et eksempel på, hvor meget posten kan fylde i forhold til opgaven. Jeg synes, det sender et dårligt signal til dem, der har stemt på hende. Og jeg bliver fandeme irriteret over den afstand, jeg oplever mellem de store ord om ansvar og det, der sker bagefter.

Det betyder ikke, at jeg siger, alle politikere er ens. Men jeg synes, der er et problem med et miljø, hvor taburetten, magten og den næste stilling kan fylde så meget.

Og så har jeg min egen meget kyniske forudsigelse: Jeg ville ikke blive overrasket, hvis hun på et tidspunkt lander i en godt betalt stilling i en organisation eller en anden del af det politiske netværk. Det er et gæt fra min side. Jeg ved ikke, hvad hun kommer til at gøre.

Men det er præcis den mistillid, jeg har fået til systemet. Når man har stærke forbindelser, har man ofte også nogle muligheder for at finde et nyt sted at lande. Og jeg synes, det kan være svært at skelne mellem det store fællesskab, folk taler om, og de personlige interesser, de samtidig har.

Så når Frederik spørger, hvorfor jeg ikke går ind i politik, er det korte svar: Hvorfor fanden skulle jeg?

Jeg sidder sammen med mine kollegaer og bygger et produkt, som hjælper over 100.000 små virksomheder med de administrative byrder. Vi giver folk mere tid til deres virksomhed, deres familie og deres eget liv. Det er en reel forskel.

Skulle jeg bytte det ud med mindre i løn og en hverdag, hvor jeg både skulle passe på knivene i min egen ryg og holde øje med, hvad alle andre ville? Og så efter fire eller otte år risikere at tænke, at jeg havde brugt det meste af tiden i udvalg uden at få ret meget gjort?

Ellers fucking tak.

Jeg vil gerne være med til at ændre noget i Danmark. Det behøver ikke være hele landet på én gang. At gøre hverdagen lettere for så mange små virksomheder er også et fingeraftryk, jeg kan være stolt af.

Vi fik idéen sammen. Vi finansierede virksomheden, byggede den op og gjorde den til en god forretning. Vi har omkring 115 mennesker, som får løn og betaler skat. Vi har glade kunder, og de ejere, vi solgte til i 2016, er også tilfredse.

Det er noget konkret, jeg kan pege på. Det vil jeg gerne bruge mit arbejdsliv på.

Jeg har en lidt sjov erindring fra Carmel i Californien, hvor Clint Eastwood havde været borgmester. Der var en historie om nogle offentlige toiletter, han havde været med til at få lavet. Det hænger fast i mit hoved, selv om han selvfølgelig har haft andre opgaver.

Men jeg tænker: Er det den slags, jeg vil bruge flere år på at kæmpe for, når jeg kan bygge noget med mine kollegaer? Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville nå lige så langt som ham.

Så jeg bliver i erhvervslivet og holder snitterne fra politik. I hvert fald som jeg har det i dag. Jeg siger næsten, for jeg gider ikke blive fanget om ti år i en kategorisk udtalelse om noget, jeg aldrig ville gøre. Man ved ikke, hvad livet bringer.

Nu er jeg snart inde i Dinero. Jeg har ledermøde og et møde med en af mine chefer, og så skal jeg tale med Mette om Capino og Saxis.

Det går faktisk splintrende godt. Hen over sommeren var jeg lidt deprimeret over, at der ikke var nok gang i Capino. Men nu slår vi rekord i år.

Vi har lige rundet 1.000 investorer på platformen. Det er altså 1.000 mennesker, som er interesserede i at låne eller investere penge i virksomheder. De har forskellige interesser, så man kan finde dem, der passer til en bestemt type projekt.

Mange af dem kommer også med mere end penge. Det kan være en erfaren direktør, som har fået frigjort noget kapital og gerne vil hjælpe en ny virksomhed. Viden, netværk og nogen, som kan åbne en dør eller hjælpe dig uden om de huller, de selv har været nede i.

Vi får næsten en ny investeringscase hver dag for tiden, måske omkring fem om ugen. Så der er noget at se på, både hvis du søger kapital, og hvis du gerne vil investere.

Jeg kunne næsten ønske mig, at jeg selv havde flere kontanter liggende. Men mine penge er ude at arbejde. Blandt andet på Bornholm, i Visma-aktier og i Novo.

Novo har ikke været nogen fantastisk investering på den helt korte bane. Og så var der en på X, som kaldte mig et svin. Jeg gætter på, at han selv havde købt, efter at jeg fortalte, at jeg gjorde det.

Men jeg fortalte, hvad jeg selv gjorde. Jeg sagde ikke, at han skulle gøre det samme. Og jeg sagde, at det var langsigtet. For mig kan det være ti år. Det er ikke tre måneder.

Selvfølgelig ville det have været dejligt at købe billigere. Så havde jeg fået flere aktier for pengene. Men jeg kan ikke spå om den korte bane, og jeg kan heller ikke love noget om den lange.

Jeg synes bare, det er lidt tarveligt at blive kaldt et svin, fordi nogen har lagt deres egen forestilling om et hurtigt resultat ned over det, jeg sagde om min egen investering.

Nå, nu skal jeg ind og arbejde med mine gode kollegaer. Hav en fantastisk dag.