Er vi i en AI-boble?

Thorborgs Dagbog · Episode 113 · 26. november 2025 · 22:02

Om forskellen på dotcom-boblen og AI. Jeg fortæller om Jubii, Dineros supportagent Fin og hvorfor konkrete resultater kan tage tid at vise sig i regnskaberne.

Lyt til episoden

Åbn episode 113 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 26. november, og jeg er på vej hjem fra arbejde. Jeg sad egentlig og lyttede til Pilestræde med Anne-Sophia Allarp og Ulrik Bie, hvor de taler om, om vi befinder os i en AI-boble. Jeg er ikke engang færdig med at høre den, men jeg blev så inspireret, at jeg satte den på pause og begyndte at optage selv.

Det er i øvrigt ret vildt, hvordan det fungerer. Jeg sidder i min Audi og taler gennem bilens mikrofon til min iPhone. Bagefter kan man få ryddet så meget op i lyden med AI, at det næsten lyder, som om jeg har siddet i et studie. Det er bare et af de små steder, hvor teknologien allerede gør en forskel.

Men tilbage til boblen. Jeg var der jo selv, da dotcom-boblen pustede sig op og sprang omkring år 2000 og 2001. Jeg havde Jubii, og det var en mærkelig tid. Der var nogle fantastiske muligheder, men der var også rigtig meget varm luft.

Jeg husker blandt andet, at vi fik besøg af folk fra Morgan Stanley i London. Det var sådan nogle rigtige finansfolk med nålestriber og vest og hele udstyret. De kom over for at se på os, og vi sad i en gammel revisionsbygning på Falkoner Allé. Den var ikke ligefrem imponerende. Jeg husker de gamle vinduer, hvor der kunne ligge sådan nogle larver imellem dem. Det var ikke noget glitrende techpalads.

Men det, der interesserede dem, var heller ikke kontoret. De spurgte til, hvor mange mennesker der brugte os, hvor ofte de kom tilbage, og hvor hurtigt vi voksede. Alle de der internetmålinger. Brugere, besøg og aktivitet.

Og så kom vi til økonomien. Vi var på vej mod nogenlunde at kunne få det til at hænge sammen. Vi brændte ikke bare en masse penge af. Jeg troede jo, det var en god ting. En virksomhed, som havde vækst og begyndte at få styr på indtægter og udgifter.

Det var det ikke i deres verden. Da de fandt ud af, at vi var omkring break-even, forsvandt interessen. Det blev nærmest betragtet som et tegn på, at vi ikke var ambitiøse nok. Hvis vi virkelig troede på den store fremtid, skulle vi jo bruge en helvedes masse penge på at blive endnu større.

Det var den stemning, der var. Hvor stor er din burn rate? Hvor meget kan du bruge? Hvor meget kan du vokse, hvis du får endnu en sæk penge? At tjene penge var ikke det, man fik mest respekt for.

Børsen havde også på et tidspunkt en forside med sådan cirka 20 af de nye internetkometer. Jubii var med, men vi blev kritiseret for at være blandt de mindst ambitiøse. Det var nogenlunde den samme logik: Vi skulle have større armbevægelser og bruge flere penge.

Som jeg husker det, var der et år senere omkring to af de virksomheder tilbage. Det var jo interessant. Vi var åbenbart ikke så dumme, som det havde set ud, da alle var fuldstændig høje på vækst.

Det betyder ikke, at de andre ikke havde idéer, der kunne noget. Problemet var bare, at man tog en kæmpe fremtidig mulighed og behandlede den, som om den allerede var en fungerende forretning. Der var ikke ordentlige forretningsmodeller under rigtig meget af det.

Alle kunne godt se, at internettet ville blive stort. Men hvor kom pengene fra? Hvem ville betale? Hvor mange ville annoncere? Hvor meget kunne man få for det? Det var der langt mindre styr på.

Og da stemningen vendte, gik det stærkt. Jeg kan ikke huske præcis, hvad der udløste det. Jeg har et billede af noget med Microsoft og et fald på fem-syv procent, men det kan sagtens være, jeg husker det forkert. Det vigtige er, at der pludselig kom en helt anden vurdering af, hvad internetvirksomhederne var værd.

Det blev meget konkret for os. Mange af dem, der købte annoncer, var jo selv internetvirksomheder. Når de gik konkurs, mistede vi både kommende omsætning og penge for annoncer, som allerede var leveret. En kunde kunne skylde for en kampagne og så bare forsvinde. Det var ikke sjovt.

Vi solgte store bannerkampagner, som kunne koste 200.000 eller 500.000 kroner. Det så jo lækkert ud, når salget kom ind. Men det var også sårbart, hvis meget af markedet bestod af virksomheder, som levede af den samme optimisme og de samme investorkroner.

Noget af det, der hjalp os, var en langt mere jordnær forretning. Vi havde vores Pluslinks. En virksomhed kunne købe en fremhævet placering i vores oversigt, når folk søgte på noget relevant. Det kostede omkring 1.500 kroner plus moms.

Det var ikke en stor, sexet kampagne. Men en lille virksomhed kunne forstå det. Hvis du var inden for et bestemt område, kunne du få en mere synlig placering, når nogen ledte efter det, du solgte. Der var et konkret produkt og en pris, som man kunne tage stilling til.

Vi fik folk ind, som var vant til at sælge i telefonen, blandt andet fra Børsen. Og så ringede de til virksomheder og solgte de her placeringer. Det var langt mere håndgribeligt end at sidde og håbe på, at den næste store internetvirksomhed ville købe en kæmpe bannerkampagne.

Den historie er interessant, fordi internettet jo ikke viste sig at være en dårlig idé. Tværtimod. Det blev langt større, end de fleste havde forestillet sig. Det, vi overvurderede, var, hvor hurtigt alle mulighederne ville blive til penge.

På den korte bane kan vi være fuldstændig overdrevne i vores forventninger. På den lange bane kan vi samtidig undervurdere, hvor stor forandringen bliver. Begge dele kan være rigtige på én gang.

Se på Amazon og eBay og alle de andre virksomheder, som faktisk fik bygget noget op. Internettet kom til at ændre vores måde at handle, kommunikere og drive virksomheder på. Det var ikke en illusion. Men det var heller ikke sådan, at enhver virksomhed med et dotcom-navn havde en god forretning.

Derfor kan jeg godt forstå, at folk sammenligner AI med den periode. Der er meget begejstring. Der bliver investeret ufattelig mange penge. Og der er virksomheder, som bliver værdisat ud fra nogle forventninger, der skal indfries langt ude i fremtiden.

Men der er også en forskel, som jeg synes bliver overset: Vi kan allerede se meget konkret værdi i AI. Det er ikke kun noget, vi forestiller os, at vi måske kan få ud af det en dag. Vi bruger det nu, og det ændrer økonomien i vores virksomheder.

Jeg kan tage et eksempel fra Dinero. I går havde vi omkring 1.400 chats i supporten. Cirka 1.100 af dem blev håndteret automatisk af Fin, vores AI-agent. Menneskene tog omkring 300. Det er altså næsten fire ud af fem henvendelser, hvor en robot klarer opgaven.

Og kunderne er tilfredse. Vores kundetilfredshed på den menneskelige support ligger omkring 88, mens den på AI-supporten ligger omkring 92. Det er fandeme godt.

Nu skal man selvfølgelig ikke læse det, som om robotten dermed er klogere end alle vores medarbejdere. Den tager mange af de lettere spørgsmål. Når noget er mere kompliceret, bliver det sendt videre til et menneske. Så det er ikke en sammenligning af præcis de samme opgaver.

Men det ændrer ikke ved, at en meget stor del af kunderne får et godt svar hurtigt. Fin er der hele tiden. Den kan svare med det samme, og den bliver ikke træt, fordi der kommer mange spørgsmål samtidig. Den service havde vi ikke på samme måde før.

Det betyder også noget for os. Hvis vi får flere kunder, behøver vi ikke automatisk ansætte tilsvarende flere mennesker til at svare på alle de samme spørgsmål. Det er ikke bare en PowerPoint om en fremtidig besparelse. Det er noget, der sker i vores daglige drift.

Det er heller ikke sådan, at 1.100 chats bare kan oversættes til et bestemt antal løntimer. Nogle spørgsmål er hurtige, andre tager længere tid, og mennesker arbejder med flere ting samtidig. Men der er en meget reel effekt. Vi kan servicere flere kunder med de ressourcer, vi har.

Og det her er kun begyndelsen. I dag handler det i høj grad om at svare. Næste skridt er, at agenten også kan udføre flere opgaver. Hvis en kunde for eksempel har fået fornyet et abonnement og egentlig ville noget andet, skal vi kunne hjælpe med det uden, at en medarbejder manuelt skal igennem alle trinene hver eneste gang.

Det er sådan nogle ganske almindelige praktiske opgaver, hvor der ligger meget værdi. Ikke fordi de lyder fantastiske til en konference, men fordi de bliver gentaget tusindvis af gange.

Så når folk spørger, om AI overhovedet kan skabe penge, bliver jeg lidt utålmodig. Ja, det kan det. Det gør det allerede. Det betyder ikke, at alle de virksomheder, som sælger AI, tjener penge på bundlinjen. Men der er kunder, som betaler for teknologien, fordi de får noget ud af den.

Nvidia sælger chips. Der bliver købt teknologi hos store leverandører. Google og andre udvikler løsninger, som virksomheder bruger. Der er en reel aktivitet under det her, og der er reelle indtægter. Det er noget andet end kun at tælle klik og håbe på, at nogen senere finder ud af, hvad de er værd.

Samtidig er der en forsinkelse, som man bliver nødt til at forstå. Vi begyndte at arbejde med det her for to-tre år siden. Det er først nu, vi for alvor begynder at høste. Og jeg tror, vi kommer til at se en tydeligere effekt i vores regnskab i 2026 og en endnu større i 2027.

Hvis en anden virksomhed først begynder nu, kan der gå noget tid, før den får den samme effekt. Der skal bygges, læres og trænes. Man skal finde ud af, hvordan teknologien passer til ens egen forretning. Og man skal gøre det ordentligt.

Det er lidt ligesom en landmand. Du kan ikke stå på marken dagen efter, at du har sået, og konkludere, at landbrug ikke virker, fordi der ikke ligger en færdig høst. Der er noget arbejde, der skal udføres, og der er en periode, hvor pengene går ud, før gevinsten kommer ind.

I Dinero har vi også omkring 15.000 brugere, som får adgang til nye AI-funktioner. Vi vil hjælpe dem med mere automatisk bogføring og med at drive en bedre virksomhed. Hvis vi kan gøre deres hverdag nemmere og hjælpe dem med at få en bedre forretning, er der flere, som har lyst til at blive hos os.

Det kan også betyde, at nogle virksomheder klarer sig bedre og lever længere. Og at de kan blive større, uden at de behøver skifte væk fra os med det samme. Det er ikke kun en besparelse på support. Det er en ændring af, hvor meget vi kan være for vores kunder.

Men kan aktiemarkedet få et ordentligt anfald undervejs? Selvfølgelig kan det det. Folk kan blive skuffede over, at gevinsterne ikke viser sig så hurtigt, som de havde forestillet sig. Der kan komme nogle regnskaber, som ikke matcher de højeste forventninger. Og så kan priserne falde.

Det er bare ikke det samme som, at teknologien ikke virker. En virksomhed kan være for dyr på børsen, selv om det, den laver, har en stor fremtid. Det så vi også med internettet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvornår markedet bliver bange, hvor meget noget falder, eller hvilke selskaber der ender med at vinde. Det er heller ikke det, jeg sidder og gør her. Jeg fortæller, hvad jeg ser i en virksomhed, hvor vi faktisk bruger AI hver dag.

Og det, jeg ser, gør mig meget optimistisk på den lange bane. Vi er på vej ind i nogle forandringer, som er langt større end de små ting, vi allerede har fået til at fungere.

Jeg har ikke tænkt mig at gå rundt og hoppe ind og ud af mine investeringer, hver gang nogen bliver nervøse. Det er min egen måde at forholde mig til det på. Jeg tænker langsigtet, og jeg tror, teknologien kommer til at skabe meget mere værdi, end vi har set endnu.

Så ja, der kan være overdrevne forventninger. Ja, nogle ting kan være prissat for højt. Og ja, der kan komme et fald. Men jeg synes, det er en fejl at bruge det som et argument for, at det hele er tom luft.

Nå, nu skal jeg tilbage og høre resten af den podcast. Jeg har jo siddet og reageret, før jeg overhovedet er færdig. Ulrik og Anne-Sophia kan jo have sagt noget rigtig klogt i den del, jeg ikke har hørt endnu. Og så må jeg se, om jeg også får drillet dem med det næste gang, vi mødes.

Tak, fordi du lyttede med.