Risk vs. reward

Thorborgs Dagbog · Episode 117 · 19. januar 2026 · 14:24

Om familiens rejse i Thailand, paragliding og de chancer, jeg tog som yngre. Jeg fortæller, hvordan jeg i dag vejer risiko mod oplevelser, ansvar og ro i maven.

Lyt til episoden

Åbn episode 117 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Det er den 19. januar, og det er lidt siden, du har hørt fra mig. Jeg har været på den længste ferie, jeg kan huske i rigtig mange år. Jeg var godt nok afsted i over fire måneder tilbage i 2012, men det er jo også efterhånden noget tid siden. Denne gang var vi på en rigtig familietur med Jannie, Holger, Mads og hans kæreste og min datter Emma. Vi tog med rygsæk til Bangkok og rejste videre rundt på forskellige øer i Thailand, blandt andet Koh Lipe, Koh Lanta og Koh Mook.

Vi sejlede rundt i små både mellem øerne og boede på alle mulige måder. Vi har været på hostel, lejet luksusvillaer, boet i en lille billig hytte uden aircondition og sovet seks mennesker på samme værelse. Til sidst sluttede vi af med nogle dage på et fedt hotel i Bangkok. Det var et skidegodt eventyr, og da vi talte om det bagefter, blev Jannie og jeg enige om, at det var den bedste ferie, vi nogensinde havde været på sammen.

Vi var ude at fiske, svømmede nærmest hele tiden og snorklede flere gange. Jeg købte svømmebriller og begyndte også at svømme mere ordentligt, så der kom lidt motion ind i det. Helt fri fra arbejde var jeg ikke, for jeg tror nærmest, jeg talte med en journalist hver dag om Grønland, guldpriser og alt muligt andet. Det synes jeg egentlig er meget hyggeligt. Jeg skrev også en klumme til Berlingske og svarede på lidt småting, men samlet set har jeg måske arbejdet en halv time om dagen. Det er nok en af de ferier, hvor jeg har været mindst involveret i arbejde og virkelig fået slappet af og læst bøger.

Jeg vil hellere have oplevelser end et dyrere hus

Sådan en ferie er nok noget af det bedste, man kan investere i for sig selv og sin familie. Man kan købe Rolex-ure, biler og alt muligt forskelligt, men at rejse med mennesker, man elsker, er fuldstændig magisk. Det er noget, man kan huske resten af sit liv.

Det er ikke, fordi jeg er imod de andre ting. Jeg har også et Rolex liggende et sted, og jeg er glad for min Audi. Men hvis jeg skulle vælge, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. Jeg har altid haft det princip, at jeg ikke ville sætte mig så dyrt, at der ikke var råd til at rejse. Jeg ville hellere bo dårligere og stadig have mulighed for at tage nogle fede ture med familien, drikke nogle bajere med vennerne og få oplevelser sammen med dem.

Det kompromis har jeg aldrig villet lave. Heldigvis har jeg i mange år været god til at tjene penge, så jeg har kunnet kombinere tingene, men prioriteten har stadig været den samme. Der skal være råd til oplevelser, og der skal være ro i maven. Det sidste lyder måske lidt fjollet fra en, som har taget så mange chancer, men min tilgang til risiko har ændret sig gennem livet.

Da jeg var yngre, vidste jeg, at jeg havde mange år til at betale lortet af, hvis det gik galt. Jeg stod heller ikke til regnskab for ret mange andre end mig selv. Jeg har paraglidet, dykket og bungyjumpet. Jeg har startet virksomheder, været på røven nogle gange, kørt alt for stærkt og lavet masser af dumme ting, som jeg ikke behøver at komme ind på her. Jeg har været tæt på kanten flere gange og også fået nogle tæv for det.

På et tidspunkt opdager man, at man ikke er udødelig

Når man bliver ældre, får man også ansvar for andre mennesker. Jeg har ansvar for min kone og mine børn. Jeg har ikke på samme måde ansvar for mine venner, men jeg føler da også et ansvar for ikke at gøre dem kede af det. Hvis der sker noget med mig, er det ikke kun mig, der bliver ramt.

Samtidig begynder man at forstå, at man ikke er udødelig. Når man er ung, er det altid naboen, der bliver dræbt på motorcyklen, eller en eller anden, man læser om i avisen. Når man har haft det tættere inde på livet nogle gange, går det op for én, at det også kan ske for én selv.

Det var blandt andet derfor, jeg stoppede med at paraglide. Jeg så nogle meget voldsomme ulykker, hvor jeg bare tænkte, at det lige så godt kunne have været mig. Det var ikke nødvendigvis mennesker, som gjorde enormt dumme ting. Det gjorde jeg til gengæld selv nogle gange. Jeg så folk falde ned og komme voldsomt til skade. Jeg ved ikke, hvordan det gik med dem alle sammen, for der var andre, som var bedre til førstehjælp end mig, og jeg skulle ikke stå i vejen. Men det satte nogle tanker i gang.

En gang var jeg selv meget tæt på en alvorlig ulykke, og det var fuldstændig min egen skyld. Jeg tog ud i alt for voldsomt vejr, selvom jeg udmærket vidste, at det var imod alle de råd, jeg havde fået. Jeg blev kastet voldsomt rundt, og bagefter tænkte jeg, at nu måtte det være nok. Jeg satte udstyret til salg, og kort efter kom der en fyr og hentede min paraglider, højdemåler, dragt og resten af lortet.

Jeg har faktisk ikke set mig tilbage. Når jeg er i Alperne, kan jeg stadig nyde at se andre flyve over de steder, hvor jeg selv har fløjet. Det er enormt flot rent visuelt, men der er ikke en celle i mig, der tænker, at det skal jeg prøve igen. Been there, fucking done that. Den glæde, jeg kunne få ved at gøre det en gang mere, er simpelthen ikke stor nok til, at jeg gider tage risikoen.

Vi vejer risiko mod udbytte hver eneste dag

Det er jo i virkeligheden det, livet handler om: risk versus reward. Hver dag gør vi ting, som potentielt kan skade os. Det kan være økonomisk, det kan være vores forfængelighed, og det kan være vores førlighed eller i værste fald hele livet. Vi vurderer bare, bevidst eller ubevidst, om det, vi får ud af det, er risikoen værd.

Jeg kører på Lyngbymotorvejen, selvom der med jævne mellemrum sker ulykker, og nogle mennesker mister livet i trafikken. Det får mig ikke til at holde op med at køre bil, for jeg vurderer, at risikoen står i et rimeligt forhold til den frihed og bekvemmelighed, det giver mig at kunne komme rundt i landet.

Jeg har lige siddet på et fly fra Bangkok til København. Jeg ved godt, at der er en risiko for, at et fly styrter, også selvom den er meget lille. Men jeg vil stadig gerne rejse. Det samme gælder, når jeg dykker på en ferie. Der er en risiko, og den kan blive større, hvis man bevæger sig ud i noget, man ikke er særlig trænet i.

På et tidspunkt fridykkede jeg med min ven Dykker-Stig ned til omkring 20 meter uden ekstra luft. Han er meget dygtig og ved en masse om det, men det gør jeg jo ikke på samme niveau. Det foregik under kontrollerede forhold med en erfaren person, men jeg må indrømme, at de sidste ti meter på vej op til overfladen fortrød jeg ret fucking heftigt. Var det egentlig klogt? Var oplevelsen det værd? Det er de spørgsmål, man bagefter kan stille sig selv.

Man kan ikke fjerne enhver risiko fra sit liv. Selv noget helt almindeligt kan i princippet gå galt, men det er ikke en grund til at holde op med at leve. Spørgsmålet er, hvilke risici man har lyst til at tage, og hvad man får igen. Og dér ændrer man sig gennem livet.

Da jeg var yngre, lavede jeg ting, som nemt kunne have kostet mig livet. I dag har jeg mere erfaring, men jeg føler også et større ansvar for de mennesker, jeg har omkring mig. Min kone og mine børn ville blive rigtig kede af det, hvis der skete noget med mig, præcis som jeg ville blive fuldstændig vanvittigt ked af det, hvis der skete noget med dem. Det er også en del af regnestykket.

Det samme regnestykke gælder i forretning

Når man bygger virksomheder eller investerer, er der også et forhold mellem risiko og muligt udbytte. Hvis nogen lover dig et kæmpe afkast og samtidig fortæller, at der nærmest ingen risiko er, så ville jeg være meget skeptisk. Sådan har jeg i hvert fald ikke oplevet, at verden fungerer.

Jeg kunne sætte mine penge på en bankkonto og få en relativt beskeden rente. Jeg har ikke undersøgt de aktuelle satser præcist, men i mit hoved er det noget i retning af halvanden eller to procent. Det er en anden type risiko end at sætte pengene i en meget spekulativ investering, men det mulige afkast er også noget helt andet. Og med inflation er det ikke nødvendigvis noget, der gør mig meget rigere.

I den anden ende kunne jeg købe en spekulativ vækstaktie, en ny kryptovaluta eller en aktie, som svinger helt vildt i kurs. GameStop er et eksempel på, hvor voldsomt sådan noget kan gå. Jeg så en meget underholdende fortælling om hele det forløb, hvor folk kastede sig ind i markedet, og kurserne gik op og ned. Hvis man hopper på sådan et tog på det rigtige tidspunkt, kan man måske tjene mange penge, men man kan også tabe rigtig meget.

Det er lidt samme tanke, som jeg havde med paragliding. Dengang fik jeg en enorm glæde ud af at hænge i et par kilometers højde over de italienske eller franske alper. Jeg syntes, det var superfedt, og jeg vurderede, at oplevelsen var risikoen værd. I dag har jeg prøvet det. Jeg ved, hvordan det føles, og det mulige udbytte ved endnu en tur er langt mindre for mig, mens der stadig er en alvorlig risiko.

På samme måde var jeg mere sulten efter risiko på aktiemarkedet, da jeg var yngre. Jeg ramte lige i røven nogle gange og tabte mine penge andre gange. Om jeg samlet har haft overskud på det, ved jeg faktisk ikke, for det regnestykke har jeg ikke lavet. Men den slags gider jeg ikke bruge min tid på i dag. Jeg gider ikke gå og følge med i, om en eller anden aktie lige er steget eller faldet, og selv hvis man bruger en masse tid på det, er man jo ikke garanteret at komme ud som vinder.

Det er egentlig bare det, jeg ville tale om efter ferien. Prioriteterne flytter sig, og det, som var en god handel mellem risiko og oplevelse for mig engang, behøver ikke være det i dag. Jeg skal stadig have oplevelser og prøve nye ting, men jeg behøver ikke tage alle de samme chancer igen.