Thorborgs Dagbog · Episode 85 · 19. februar 2025 · 19:11
Om operation, en knæskade og en vandskade på hotellet. Jeg fortæller, hvordan jeg lægger en plan, undgår at sørge på forskud og giver nogle problemer tid.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Podcasten på Spotify · Alle episoder på Amazon Music
Åbn episode 85 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift
Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.
Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 19. februar. Det er lidt tid siden, du har hørt fra mig, men jeg har været på ski og lavet alle mulige andre ting. Jeg snakker jo også kun, når jeg føler, jeg har noget på hjertet, og i dag vil jeg snakke om, hvordan jeg håndterer problemer, og hvorfor jeg forsøger at lade være med at sørge på forskud.
Jeg sidder i bilen på vej til Dinero og er ikke helt på toppen. Jeg blev opereret for brok i går, hvor jeg for første gang i mit liv var i fuld narkose. De lavede tre små huller i maven, gik ind med deres udstyr og lagde et net ind. Jeg skal ikke gå i detaljer, men det tog et par timer, og så blev jeg sendt hjem igen. Folkene på Gentofte Hospital var kraftedeme søde. De fik mig til at føle mig tryg, og selvom en operation ikke ligefrem er en fornøjelse, var det en rigtig god oplevelse med de mennesker, der tog sig af mig.
Jeg vidste i flere måneder, at det skulle ske. Jeg kunne have brugt den tid på at gå og bekymre mig om narkosen, om smerterne og om alt det, jeg ikke ville kunne bagefter. Men jeg har en evne til at sige: Det står i kalenderen, det skal ske, og nu laver jeg en plan. Hvad skal jeg være opmærksom på før operationen? Hvad skal jeg holde pause med? Og hvad må jeg bagefter? Når jeg har fået styr på det, prøver jeg at få resten ud af hovedet.
Jeg havde eksempelvis skrevet i kalenderen, hvornår jeg måtte køre bil igen og tage bad. Jeg har også forsøgt at komme i rigtig god form inden operationen, fordi jeg vidste, der ville komme en periode, hvor jeg skulle holde igen med træningen. Jeg har købt en motionscykel, som kommer i dag. Den tænker jeg bliver lettere at komme i gang på end min trappemaskine, når jeg må begynde igen. Jeg har gjort det, jeg kunne gøre på forhånd, og resten må gå, som det går.
Når problemerne kommer oven i hinanden
Samtidig har min kære kone Jannie ødelagt sit knæ på skiferien. Jeg var kommet ned for enden af bakken, da hun ringede fra et stykke længere oppe og sagde, at hun havde vredet benet. Emma var heldigvis ved siden af hende, men Jannie kunne ikke komme ned selv, så vi måtte tilkalde hjælp og få hende hentet ned.
Den østrigske læge mente, at det blandt andet var korsbåndet, der var røget. Da vi kom hjem, fik vi gennem mit netværk kontakt til en dygtig knælæge, som også vurderede, at det så skidt ud. Nu venter vi på scanningen og den præcise afklaring. Jannie er selvfølgelig bekymret, og det kan jeg fandeme godt forstå. Hun har et meget aktivt liv, og det er ikke sjovt pludselig at være på krykker.
Men bekymringen gør ikke knæet bedre. Vi skal have de bedste folk på, finde ud af, hvad der faktisk er galt, og lægge en plan for behandlingen og genoptræningen. Det er der, vi kan gøre noget. Om det bliver ti, tolv eller femten måneder, før hun er tilbage, kan vi ikke tænke os til. Hvis vi ikke kan komme på ski næste år, må vi finde en anden måde at få en hyggelig ferie på. Måske et ekstra lækkert hotel, hvor hun kan træne og sidde i solen, og så kan vi stadig være sammen om aftenen.
Lige nu er vi sådan et Gøg og Gokke-show derhjemme. Hun er på krykker, og jeg må ikke løfte. Normalt kunne jeg hjælpe hende med en masse ting, men nu er der noget, jeg kan gøre, noget, hun kan gøre, og noget, vi må have andre til at hjælpe med. Vi havde også glædet os til en teaterforestilling sammen med hendes bror Jesper, og der var planlagt mere skiløb i Schweiz. Det må vi ændre på. Det er irriterende, men det er altså bare sådan, det er.
En vandskade blev straks til en katastrofe i hovedet
Midt i det hele ringede de fra vores hotel på Bornholm: Der var en fucking vandskade. Vi havde ellers betalt et lokalt VVS-firma for at gå installationerne igennem før vinteren, netop for at undgå den slags. Alligevel var der sprunget et rør ved en håndvask. Vi deler noget af vandforsyningen med vores lejer i bolsjebutikken, som blandt andet skal bruge vand til kaffemaskinen, så det kunne ikke bare være lukket hele tiden.
Da vi hørte om skaden, kiggede Jannie og jeg på hinanden og tænkte, at alle de værelser, vi havde brugt to år på at renovere, var ødelagt. Vi var allerede pressede og havde ikke ligefrem ekstra overskud til endnu en omgang. Der røg jeg selv direkte i den fælde, jeg ellers prøver at undgå: Jeg forestillede mig straks det værste.
Så viste det sig, at det måske var et enkelt værelse og lidt andre ting, der var ramt. Der var også en god chance for, at forsikringen ville dække, og at eksterne håndværkere derfor kunne stå for arbejdet. Det var stadig et problem, men det var langt fra den katastrofe, vi havde skabt inde i hovedet. Vi havde brugt energi på at være helt færdige over noget, som viste sig at være væsentligt mindre slemt.
Jeg tror, det er lettere at hoppe i den fælde, når man i forvejen er slået lidt ud. Så ser man pludselig sort på alting. Derfor prøver jeg at dele problemerne op. Hvad ved vi faktisk? Hvad kan vi gøre noget ved? Hvad skal vi have afklaret? Og hvad er bare en masse forestillinger om ting, der måske aldrig sker?
Tag fat i det, du kan gøre noget ved
Med Jannies knæ handler det om at finde de rigtige læger, få styr på forsikringen og planlægge hverdagen. Kan hun flyve til Bornholm? Hvor meget skal personalet vide om, at vi ikke kommer så ofte i en periode? Kan jeg tage afsted og holde foredrag, eller skal der være nogen hjemme, som hjælper hende? Når man er på krykker, kan noget så simpelt som at flytte en kop kaffe fra køkkenet til sofaen være besværligt.
Det er konkrete opgaver, vi kan løse. Vi kan få hjælp fra børnene, ændre aftaler og skrive de ting i kalenderen, der skal ske. Når planen er lagt, forsøger jeg at give slip på resten. Det hjælper jo ikke at sidde og spekulere på, om hun kan komme på ski om et år. Den energi kan vi bruge på noget godt med børnene, vores venner eller hinanden i stedet.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man bare kan slå alle følelser fra. Men der er forskel på at være ked af noget, der er sket, og at bruge dage og uger på at være ked af alt det, der muligvis kunne ske. Jeg prøver at tænke scenarierne igennem, forberede det, der kan forberedes, og derefter lade være med at køre den samme bekymring rundt i hovedet igen og igen.
Nogle problemer skal have lov at ligge
Da jeg var yngre, mente jeg, at et problem skulle løses med det samme. Med tiden har jeg fundet ud af, at det tit er en dårlig idé, hvis det er en kompliceret ting, som godt kan vente. Nogle problemer løser sig faktisk selv, og andre bliver lettere at løse, når man giver dem lidt tid.
I Dinero kan jeg eksempelvis stå med et puslespil omkring medarbejdere, der kommer tilbage fra barsel, og andre, der skal noget nyt. Hvis jeg begynder at bryde hovedet med alle detaljerne et halvt år før, risikerer jeg at bruge enorm energi på en situation, der har ændret sig fuldstændig, når vi når frem. Måske siger nogen op, måske opstår der en ny mulighed, eller måske finder jeg selv en bedre løsning undervejs.
Det er også et godt råd at sove på tingene. Jeg oplever tit, at når jeg har tænkt et problem ordentligt igennem og så slipper det, kommer der en idé senere. Pludselig tænker jeg: Gud, hvorfor gjorde vi ikke bare sådan? Det er ikke alle problemer, man skal lade ligge, men det at vurdere, hvornår man skal handle, og hvornår man skal vente, er vel en del af det, man kalder livserfaring.
Ti procent højere priser gav en halv million ekstra
Jeg fik også en sød mail fra en lytter, der havde hørt min podcast om priser. Han havde en SaaS-virksomhed og tog efterfølgende mod til sig og satte priserne ti procent op. Én kunde blev lidt sur, og de andre accepterede det. Det gav omkring 500.000 kroner mere i omsætning om året.
Det interessante ved den slags prisstigning er, at når omkostningerne ikke følger med op, kan meget af den ekstra omsætning lande på bundlinjen. En halv million er mange penge i en mindre virksomhed. Det kan være en ny medarbejder, som er med til at gøre virksomheden større, eller et udbytte til ejeren, som giver plads til et par røvfede ferier. Så prøv nu lige at kigge på de priser.
Og der er satme gang i Saxis og Capino. På Capino ligger der ved optagelsen over tres investeringscases, og flere af dem får mig til at tænke: Hvorfor har jeg ikke mere tid? Jeg går helst ind i noget, hvor jeg også kan bidrage, og ikke bare smider penge. Men hvis du søger kapital eller leder efter noget at investere i, er der meget at kigge på. Vi nærmer os også omkring 900 investorer derinde, både kendte og mindre kendte ansigter.
Nu er jeg kommet frem til Dinero, og for en gangs skyld tager jeg elevatoren. Vi ligger på fjerde sal, og i dag tror jeg sgu, det er den bedste løsning. Hav en fantastisk dag.