Casper Drømmer om succes

Thorborgs Dagbog · Episode 116 · 31. december 2025 · 29:18

Om Casper Drømmes burgerforretning og tempoet i en ny virksomhed. Fra en veranda i Thailand fortæller jeg om kvalitet, økonomi og at få driften på plads før ekspansion.

Lyt til episoden

Åbn episode 116 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 31. december, og jeg sidder på en veranda på en lille ø i Thailand, nede i retning af Malaysia. Det er meget primitivt, og det er fandeme dejligt.

Vi har været på Koh Lipe og skal videre rundt mellem øerne. Vi er af sted hele familien: Jannie, Emma, Mads, Holger og Mads’ kæreste Malou. Vi rejser rundt med rygsække i over tre uger, og jeg har sådan noget som fem par underbukser, fire T-shirts, et par shorts og nogle klipklapper. Der er ikke så meget at vælge imellem om morgenen. Det kan noget.

Vi havde planlagt den første uge, og derefter tager vi det lidt, som det kommer. Jannie og Emma er gode til at finde ud af, hvor vi skal hen, og hvordan vi kommer derhen. Vi andre kan så bære tingene og komme med i en longtailbåd til den næste ø. Det er en ret god arbejdsdeling.

Jeg taler lidt stille, for der er andre mennesker her, og jeg gider ikke være ham, der vækker hele stedet med en podcast. Så hvis det lyder lidt anderledes end bilen derhjemme, er det derfor.

December blev ellers ikke den hyggemåned, jeg havde forestillet mig. Jeg havde jo tænkt, at jeg skulle pynte op, lave julelandskab og bare nyde det. Men der kom en masse arbejde. Vi lavede omkring 15 små film til sociale medier og en større film, og der var også optagelser i Norge om AI.

Alt i alt har der været fem-seks dage med film, plus forberedelse og alle de andre opgaver. Noget af det skulle være meget præcist, fordi formuleringerne var godkendt af juristerne i Visma. Der går jo rygter om en mulig børsnotering, og så kan man ikke bare stå og sige hvad som helst.

Jeg forstår godt, at det skal være sådan. Men jeg er ikke skuespiller. Jeg er vant til at improvisere og tale om det, der falder mig ind. Når jeg skal huske en bestemt sætning ord for ord og gentage den med den rigtige energi, bliver det sgu lidt mere besværligt.

Og så har der været sygdom og dødsfald i familien. Min mors yngre bror døde, og min tante Helle, som var kunstner, døde også her i december. Det har været en hård periode for min mor. Og der er også andre private ting, som jeg ikke går nærmere ind i.

Så jeg fik ikke lavet julelandskab i år. Det tror jeg faktisk er første gang. Det er jo ikke den store tragedie i forhold til alt det andet, men det siger lidt om, hvor lidt plads der var til den december, jeg havde gået og glædet mig til.

Nu er det så dejligt at være her og komme lidt væk fra det hele. Og når vi kommer hjem, har jeg et nyt projekt, som jeg glæder mig til at gå i gang med. Det er sådan lidt et hobbyprojekt og en ny startup. Jeg fortæller mere om det, når jeg er klar.

Der er jo ellers rigeligt at holde øje med. Dinero fylder mest i min hverdag, og så er der Saxis, Capino, Shup, RenBåd, Amalo og hotellerne. Vi har tre hoteller, og Jannie står med rigtig meget af det arbejde. Så det er ikke, fordi vi sidder og mangler noget at beskæftige os med.

Det, jeg egentlig ville snakke om i dag, er Casper Drømme og hans burgerforretning. Jeg har set lidt af det, han har lavet, og jeg synes, der er en interessant diskussion i, hvor hurtigt man skal bygge en virksomhed op.

Casper er jo blevet kendt for at anmelde mad. Han har bygget et stort publikum, og nu er han selv gået ind i restaurationsbranchen med burgere. Som jeg har forstået det, er der tre restauranter i planen, og to er åbnet. Jeg har ikke selv været der, så jeg sidder ikke og anmelder maden.

Jeg er i øvrigt ikke verdens største fastfoodspiser. Men jeg kan godt interessere mig for forretningen og den måde, man prøver at bygge den på.

Jeg så noget på LinkedIn om paneret kylling, og jeg kunne ikke lade være med at stille et spørgsmål til, hvordan den blev lavet. Når man selv har været ude og bedømme alle mulige andres mad, lægger man jo også en ret høj barre for det, man selv kommer med.

Det er ikke for at være ond ved ham. Jeg ønsker ham held og lykke. Men der er en forskel på at stå på den ene side og anmelde et produkt og på at stå på den anden side og skulle levere det hver dag.

Hvis jeg skulle starte en burgerforretning, ville jeg nok begynde meget mindre. Måske med en foodtruck eller et enkelt sted. Lære det hele fra bunden. Få styr på opskrifterne, kvaliteten, indkøbene, arbejdsgangene og det praktiske.

Det er klart, at Casper har noget, som en helt almindelig ny restauratør ikke har: opmærksomhed. Han har et publikum, som følger ham, og som gerne vil prøve det, han laver. Det kan give en kø fra starten, og den mulighed kan man godt forstå, at han gerne vil udnytte.

Måske vil han bygge noget meget stort. Måske er drømmen en kæde. Det ved jeg ikke, og jeg vil ikke sidde og putte en plan ind i hovedet på ham. Men man kan sagtens forstå fristelsen til at gøre det hurtigt, når man har folks opmærksomhed.

Jeg synes bare, der er en risiko ved at åbne flere steder, før det første fungerer uden, at du selv står der hele tiden. Du kan ikke være to steder på én gang. Og rigtig meget af en ny virksomheds energi kommer fra den, der har startet den.

Du kan gå rundt og opdage, at brødet ikke er helt rigtigt, at en sauce skal justeres, at servicen halter, eller at bordene ikke bliver tørret ordentligt af. Du kan se, at der mangler noget på lageret, eller at et indkøb skal laves på en anden måde.

Det er alle de små ting, som tilsammen bliver til en god oplevelse. Det er ikke kun selve burgeren. Det er også affaldsspanden, toilettet, køen, medarbejderne og den måde, man får folk igennem butikken på.

Og så er der kølekæden, leverandørerne og alle de andre ting, som kunderne helst aldrig skal opdage, men som skal fungere. Der er sgu meget i en fysisk forretning.

Når du åbner nummer to, før du har systematiseret det første, risikerer du, at begge steder mangler dig. Så bliver du nødt til at være overalt, og det kan du ikke. Derfor ville jeg først finde ud af, hvordan det første sted leverer den kvalitet, jeg vil have, når jeg ikke selv er der.

Jeg kan tage Dinero som et eksempel på en helt anden måde at bygge op på. Vi begyndte i 2012 med noget meget simpelt. Gratis fakturering. Der var ikke en forventning om, at vi fra første dag kunne alt.

Vi kunne lave fejl og lære undervejs. Folk havde ikke betalt en formue, og de havde ikke fået lovning på verdens største regnskabsprogram. De fik noget, som løste et enkelt problem, og så byggede vi videre derfra.

Nu, her i 2025, ligger vi omkring 250 millioner kroner i omsætning og en bundlinje omkring halvdelen af det, før det endelige regnskab er gjort op. Det er blevet en god forretning. Men det er også noget, vi har bygget på i 13 år.

Der er jo en kæmpe forskel på at vise det færdige resultat og på at forstå, hvor lang tid det har taget at komme derhen. Det er mange små forbedringer, mange fejl, meget læring og mange dygtige mennesker.

Det betyder ikke, at man altid skal gå langsomt. Hvis du står med en modebølge, kan det være helt rigtigt at komme hurtigt ud. Hvis folk vil købe noget lige nu, og efterspørgslen kan være væk igen om et år, skal du måske ikke bruge fem år på at forfine din organisation.

Jeg kan huske en mand, som tjente rigtig mange penge på skateboards. Han fik dem hjem billigt fra USA og solgte dem, mens markedet var varmt. Det var en voldsom mulighed, og han greb den.

Jeg mødte ham senere ved Genevesøen, hvor han havde flere Mercedeser og en båd og alt muligt. Jeg husker noget med en rampe og en bådport, som ikke rigtig ville, som den skulle. Det er sådan en af de mærkelige små detaljer, der hænger fast, selv om det egentlig var historien om forretningen, der var interessant.

Der har været mange af den slags bølger. Jojoer, Pokémon, Beyblades og løbehjul. Et produkt bliver pludselig populært, og så er der nogen, der er hurtigt ude og får tjent penge, inden alle andre også begynder at sælge det.

Jeg har også kendt folk, som har tjent på at importere løbehjul. Der var en periode, hvor det virkelig tog fart, og hvis man kunne skaffe varerne og få dem ud, kunne det blive en god forretning.

Men så kommer konkurrenterne. Priserne falder, og det, der var en fantastisk mulighed i begyndelsen, bliver en almindelig vare med en meget mindre avance. Der giver hastighed mening. Du skal ikke vente, til hele markedet er fyldt.

Burgere er bare ikke en ny opfindelse eller en kort modebølge. Der er allerede masser af burgerrestauranter. Du kommer ind i et marked, hvor kunderne har en masse at sammenligne med, og hvor du skal være god hver eneste dag.

Derfor ville jeg have mere fokus på at bygge noget, som kan holde. En god opskrift er en del af det. Et godt brand er en del af det. Men driften og økonomien er mindst lige så vigtige.

Du kan ikke bare beslutte, at du vil have høj kvalitet, en lav pris, den bedste beliggenhed og fantastisk service, uden at finde ud af, hvem der betaler for det. Ingredienser koster penge. Medarbejdere koster penge. Husleje koster penge.

Jeg har et lille eksempel fra en café, hvor man kunne få en flæskestegssandwich til omkring 70 kroner. Den var rigtig god, og det var nogle søde mennesker, som drev stedet.

De sagde noget i retning af, at de selv bagte brødet, og derfor kunne de gøre det billigt. Men deres egen arbejdstid er jo også en udgift, selv om de ikke sender en faktura til sig selv. Hvis du skal stå og bage i timevis for at få en lav pris, skal der også være en forretning i det.

Ellers ender du med at arbejde helt vildt meget uden at tjene ret meget. Og på et tidspunkt bliver du træt. Så begynder du måske at købe et billigere brød eller springe noget andet over. Langsomt forsvinder det, som gjorde stedet særligt.

Det er en klassisk fælde. Man starter med et fantastisk produkt og en pris, som ikke rigtig kan bære den måde, det bliver lavet på. Og i stedet for at finde den rigtige pris, begynder man at skære i kvaliteten.

I Dinero er der nogle helt andre muligheder for at skalere. Vi kan bygge en funktion, og så kan mange tusind virksomheder bruge den. Der er selvfølgelig udgifter til at drive og udvikle systemet, men det er ikke sådan, at vi skal lave en ny burger i hånden, hver gang der kommer en kunde.

En restaurant er fysisk. Der skal nogen stå der. Der skal varer ind. Der skal produceres, serveres og gøres rent. Den virkelighed skal man respektere, hvis man vil lave en god forretning.

Jeg tænker også på Feed Bistro og min ven Jakob. Han har brugt mange år på at få stedet til at fungere. Der er gode mennesker og nogle ordentlige systemer omkring ham, og Anja spiller også en vigtig rolle.

Når man efter ti år har noget, som kan køre uden, at ejeren står og holder øje med hver eneste lille detalje, så er der en anden mulighed for at åbne nummer to. Det er ikke bare et spørgsmål om at have penge til et lokale. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man har en organisation, der kan bære det.

Det samme gælder hotellerne. På Klippen er det folkene derovre, der får tingene til at fungere. Og i restauranten er Christie og Oliver rigtig dygtige. De har fået flot anerkendelse for det, de laver, og det er jo dejligt.

Men det er ikke en anerkendelse, der kommer, bare fordi man har sat et flot navn på døren. Det er det daglige arbejde med kvalitet og gæster, der gør forskellen.

Hvis jeg selv skulle bygge et burgersted, ville jeg hellere lave et begrænset antal gode burgere og blive udsolgt end åbne en masse steder med noget, der ikke var helt på plads. Så kunne jeg lære, hvad der fungerer, og gradvist øge mængden.

Hvis jeg kan lave 50 gode burgere, kan jeg måske næste gang lave 60. Og så videre. Det er en meget mere kontrolleret måde at finde ud af, hvad der skal til for at holde kvaliteten.

Gasoline Grill er et eksempel på et sted, hvor produktet og oplevelsen gjorde, at folk talte om det. Jeg skal ikke gøre mig klog på alle detaljer i deres historie, men idéen om at starte med et konkret sted og noget, folk virkelig synes er godt, giver mening for mig.

Du behøver ikke være den største fra dag ét. Hvis kunderne elsker det, du laver, kan du vokse ud fra et stærkere grundlag. Og så kan opmærksomheden blive ved med at være en fordel, i stedet for at den bare sender en masse mennesker ind til en oplevelse, som ikke lever op til forventningerne.

Jeg har tidligere talt meget om moment og om at komme i gang. Det mener jeg stadig. Men det er jo ikke en universel opskrift, hvor den hurtigste altid vinder. Det kommer an på, hvad du bygger, og hvad der skal fungere, før du tager næste skridt.

Nogle gange skal du gribe en mulighed med det samme. Andre gange er det vigtigere at få kvalitet, økonomi og arbejdsgange på plads. Og i en restaurant ville jeg passe meget på med at forveksle en masse opmærksomhed med en færdig forretning.

Så det er egentlig min tanke om Casper Drømme. Jeg håber, han får succes. Jeg sidder ikke og ønsker, at det går galt. Jeg synes bare, det er en spændende case, fordi man kan se både den store mulighed og den risiko, der følger med, når man åbner hurtigt.

Det ville være fedt, hvis han får bygget noget godt og holdbart. Og så må jeg jo på et tidspunkt få prøvet maden i stedet for kun at tale om forretningen.

Nå, nu må jeg hellere stoppe med at hviske løs her på verandaen. Vi skal videre på vores lille tur, og jeg glæder mig til at have mere tid med familien.

Kæmpe godt nytår. Jeg håber, du får et fantastisk år, og at der kommer nogle spændende ting at tage fat på. Jeg har selv noget, jeg glæder mig til at fortælle om, når vi kommer hjem. Tak, fordi du lyttede med.