Episode 130 · 27. maj 2026 · 28:14
Om fødselsdag, Klippen Hotel og ledelse i en utryg tid. Jeg fortæller, hvorfor tryghed, ærlighed og nye kompetencer fylder mere end store ord om purpose.
Dette er en redigeret tekstversion af Thorborgs dagbog. Gentagelser og fyldord er fjernet, mens historierne, holdningerne og min måde at fortælle på er bevaret. Tal og planer afspejler den oprindelige episode.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Spotify – denne episode · Alle episoder på Amazon Music
Fødselsdag med store børn
Hej og velkommen til Thorborgs dagbog. Det er den 27. maj, to dage efter min fødselsdag. Jeg blev 56, og det var en pragtfuld dag med sol og en stille morgen sammen med Jannie.
Holger kom også ind med et flag, men han var stresset over at skulle på arbejde. Han ville egentlig helst allerede være af sted, og det kan jeg godt forstå. Det med at stå og vifte med et flag, mens man er nervøs for at komme for sent, er måske ikke verdens mest afslappende måde at begynde dagen på.
Mads er i Livgarden og kunne ikke lige komme hjem, og Emma er stadig på sin store rejse med en veninde. De begyndte i Thailand, har været i Australien og er nu på Bali. Sådan er det, når børnene bliver store.
Jannie og jeg var jo for nylig i Australien og besøgte dem. Vi fløj til Sydney, videre til Brisbane og kørte i autocamper op til Airlie Beach. Nogle fantastiske dage sammen med pigerne. Til sidst kørte vi hele vejen tilbage mod Brisbane, så vi også kunne få en aften dér inden hjemrejsen.
Det er både dejligt og lidt mærkeligt, at familielivet ændrer sig. Vi plejer at stå med flag og være samlet til fødselsdag, men nu er børnene ude i deres eget liv. Til gengæld får vi som voksne en anden frihed til at gøre ting spontant.
Jannie er i gang i Gudhjem
Vi arbejder begge lidt, også når vi er på ferie. Jannie har jo tre hoteller i Gudhjem, og der sker sindssygt meget lige nu.
Det tidligere Gudhjem Vandrerhjem, Skt. Jørgensgaard, er blevet lavet om til hotel og samlet med de andre steder under Klippen Hotel. Der er nyrenoverede værelser og en helt ny bar og terrasse.
Jeg skal over og se det hele i næste weekend. Jeg har mest fulgt med gennem billeder og Instagram den sidste tid. Det er jo først og fremmest Jannies projekt sammen med Thomas, vores hotelchef, og hele holdet derovre. Jeg er mest en statist, der kan bære noget tungt en gang imellem.
Baren skal have en fed sommerstemning med rosé, champagne, gode øl og små ting af høj kvalitet at spise. Hummerhotdogs, blinis med kaviar, sortfodsskinke og den slags. Jeg glæder mig helt vildt til at prøve det.
Jannie er derovre nu og hjælper med at få alle de sidste detaljer på plads. Når man åbner noget nyt, er der jo altid noget, der skal justeres. Jeg regner også med at tilbringe en del af sommeren på øen. Det bliver virkelig sjovt.
En samtale om AI med Visma-direktører
Lige nu sidder jeg i Oslo på en café efter at have talt en lille times tid med en gruppe direktører i Visma. De arbejder med løsninger til det offentlige, hvor der også er masser af muligheder for AI. Det kan eksempelvis handle om planlægning og bedre brug af ressourcer.
De ville gerne høre om vores erfaringer i Dinero, fordi vi begyndte tidligt. Vi indførte ansættelsesstop for over to år siden og har arbejdet med at få folk til at bruge de nye værktøjer, før vi stod med et akut behov for at forandre alting.
Vi følger også løbende op på, hvordan medarbejderne har det. Hver anden måned svarer de anonymt på spørgsmål om arbejdspladsen, trivsel og retning. Jeg er virkelig stolt af, at de på tidspunktet for optagelsen er meget glade, selv om verden og jobbet forandrer sig så hurtigt.
Det er jo let nok for en chef at være begejstret for mulighederne. Men medarbejderen kan samtidig tænke: Har jeg et job i morgen? Og hvis jeg har, hvordan ser det så ud? Det kan jeg godt forstå.
Gaver til det liv, vi gerne vil leve
På min fødselsdag var Jannie og jeg mest hjemme, lå i solen og kiggede ud over Øresund. Jeg fik nogle fede gaver, blandt andet noget til vores lille lejlighed i Sydfrankrig.
Et kamera, så jeg kan se udsigten, når vi ikke er der. Jeg havde et tidligere, som gik i stykker, og jeg synes faktisk, det er hyggeligt at kunne trykke på telefonen og følge med i vejret og livet dernede.
Jeg fik også noget til automatisk vanding, fordi jeg gerne vil have blomster og citrusplanter på terrassen. Og bougainvillea. Det er både min mors og min yndlingsblomst, den fantastiske plante, der kravler op ad vægge i Sydeuropa.
Du kan godt høre, jeg er blevet 56, når jeg begynder at tale om den slags. Men det er noget, jeg sætter stor pris på. En terrasse, planter og den udsigt. Det er en del af det liv, Jannie og jeg prøver at skabe.
Jeg har skruet ned for foredragene, fordi jeg ikke gider have femogtyve faste prikker i kalenderen langt ude i fremtiden. Jeg vil ikke allerede nu vide, at jeg skal stå i Herning om tolv måneder, hvis jeg hellere vil sidde i Frankrig. Det har jeg også skrevet om i en klumme. Jeg prøver at være mere bevidst om, hvad jeg bruger tiden på.
Jeg kan ikke love nogen et job næste år
Noget af det vigtigste, jeg sagde til direktørerne i Oslo, er, at man skal være ærlig og tale åbent med medarbejderne.
Hvis nogen spørger: “Martin, er du sikker på, at jeg har mit job til næste år?”, kan jeg ikke bare svare ja for at gøre dem glade. Det kunne jeg sådan set heller ikke før, men nu står vi midt i en udvikling, hvor både opgaver og kompetencer ændrer sig hurtigt.
Siden vi startede Dinero i 2012, har vi i mange år ansat flere mennesker. Nu er billedet anderledes. Vi kan gøre mere med teknologi, og nogle roller kommer til at ændre sig.
Tidligere var softwareudvikling ofte flaskehalsen. Vi kunne have en masse gode idéer, men det tog tid at få dem bygget. Når AI kan hjælpe os med at programmere langt hurtigere, flytter noget af flaskehalsen sig. Så bliver det endnu vigtigere at vide, hvad der skal bygges, hvorfor kunden har brug for det, og hvordan det skal fungere.
Product og udvikling kommer tættere på hinanden
Jeg tror, nogle udviklere vil blive endnu mere specialiserede i arkitektur, struktur, sikkerhed og kvalitet. De skal sørge for, at systemet hænger sammen, at koden er god, og at vi ikke bygger fejl og sårbarheder ind, fordi et AI-værktøj kan producere noget hurtigt.
Andre skal måske bevæge sig mere over mod forretningsforståelsen og arbejdet med produktet. Hvad prøver kunden at gøre? Hvordan hjælper vi bedst? Hvordan skal løsningen se ud, så et menneske kan forstå den?
På den måde kan skellet mellem product og udvikling blive mindre tydeligt. Vi ved ikke endnu præcis, hvordan vi skal organisere det, men det er noget af det, vi arbejder med.
Marketing kommer også til at ændre sig. Mange konkrete opgaver kan løses hurtigere, samtidig med at konkurrencen bliver hårdere. Det at kunne skrive noget kode er ikke længere den samme barriere for at starte en ny softwarevirksomhed.
Et stærkt brand kan blive endnu vigtigere
Der kommer mange nye bud på regnskabsprogrammer og andre tjenester. Nogle bliver sikkert rigtig gode. Andre kan være for optimistiske om, hvor let det er at drive et sikkert og stabilt system.
Jeg forestiller mig, at kunderne kan blive endnu mere optagede af, hvem de tør stole på. Jeg bruger i optagelsen en ketchup-analogi: Hvis du står foran en hylde med en masse nye mærker og er usikker på kvaliteten, kan et kendt mærke føles tryggere.
Et regnskabsprogram er selvfølgelig vigtigere end ketchup. Der ligger virksomhedens oplysninger og tal, og det skal regne rigtigt, være tilgængeligt og passe på data. Kunden skal kunne føle sig tryg ved, at virksomheden også er der i morgen.
Så måske bliver forskellen mellem 200 og 300 kroner om måneden mindre vigtig end tilliden til løsningen. Det er min vurdering, ikke noget vi allerede har en facitliste på.
Derfor tror jeg, et stærkt brand bliver endnu vigtigere. Vi skal forklare ordentligt, hvad vi tilbyder, og vise, at det er en tryg havn til en fair pris. Vi bruger mange penge på sikkerhed og drift. Det er arbejde, som kunden ikke altid ser, men som stadig skal laves.
Jeg tror ikke, man bare kan tale til et AI-værktøj og dermed have et færdigt regnskabsprogram med styr på alle detaljer. En flot demonstration og en holdbar forretning er to forskellige stadier. Konkurrencen bliver hårdere, men jeg føler ikke, at vores virksomhed derfor automatisk er færdig.
Vi har arbejdet med purpose i mange år
Det egentlige emne i dag er ledelse og purpose. Jeg har i mange år talt om, hvorfor vi går på arbejde, og hvilken forskel vi gør for kunderne.
Dinero hjælper på optagelsestidspunktet omkring 106.000 små virksomheder. Mange af dem består kun af ejeren selv. Frisører, fotografer, konsulenter, caféer og alle mulige andre små forretninger.
De mennesker ligger mit hjerte nær. Jeg har selv været iværksætter i mange år og ved, hvor meget det betyder, at hverdagen fungerer. Hvis vi sparer dem fem minutter, er det tid, de kan bruge på forretningen eller familien. Hvis vi laver en fejl, kan det også koste dem noget vigtigt.
Den kærlighed til iværksættere prøver jeg at give videre til medarbejderne. Vi skal forstå, hvorfor arbejdet betyder noget. Det har været en stærk del af vores kultur og noget, som har givet mange lyst til at være hos os.
Men medarbejdernes spørgsmål ændrede sig
I en tryg periode kan man gå på arbejde og tænke: Jeg vil ikke bare tjene penge. Jeg vil også gøre en forskel og være en del af noget større. Det er den del af motivationen, vi har arbejdet meget med.
Men for et par år siden begyndte vi at se et skift i vores medarbejdermålinger. På kort tid svarede folk anderledes på spørgsmål om tryghed og strategi. Vi tænkte: Hvad fanden har vi gjort?
Min forklaring blev, at det ikke kun handlede om os. Verden var blevet mere usikker. Krig, konflikter, priser, politisk uro og nu også teknologi, der kan ændre ens arbejde. Det fylder, når man skal betale huslejen og finde ud af, hvordan ens fremtid ser ud.
Hvis man er bekymret for de grundlæggende ting, hjælper det ikke nødvendigvis at få endnu en tale om, at vi redder verden. Jeg beskriver det som at være rykket ned i behovspyramiden. Man er mindre optaget af selvrealisering og mere optaget af tryghed.
Vi har også levet med usikkerhed før
Jeg har prøvet at sætte det i perspektiv ved at fortælle om min egen ungdom i firserne. Syreregn, ozonlaget og frygten for atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Der var også alvorlige bekymringer dengang.
Det er ikke for at sige, at folk skal holde op med at være bange, eller at alle nutidens problemer er små. Men jeg synes, det er nyttigt at huske, at den fortid, vi let romantiserer, heller ikke var helt tryg.
Jeg har spurgt: Hvilken tid ville du egentlig helst være født i, hvis ikke det skulle være nu? Det kan give en anden samtale. Måske er der stadig mange gode ting ved at leve i dag, selv om det hele ser mørkt ud, når man læser nyhederne.
Kompetencer er en mere ærlig form for tryghed
Jeg kan ikke love en medarbejder, at jobbet er uforandret om et år. Men jeg kan sige, at vi giver mulighed for at arbejde med de nye værktøjer og bruge arbejdstid på at lære dem.
Det gør en forskel. Hvis vi en dag ikke længere har den samme opgave, har medarbejderen forhåbentlig fået kompetencer, som også er værdifulde andre steder. Jeg kan ikke garantere et nyt job, men vi kan være med til at gøre folk bedre rustet.
Mit eget job er heller ikke en naturlov. Visma kan også finde nogen, der er bedre til at stå i spidsen for virksomheden i en ny fase. Derfor bruger jeg selv meget tid på at forstå teknologien og ledelsesopgaven.
Jeg gør det ikke kun for virksomhedens skyld, men også for min egen. Det er også det, jeg siger til medarbejderne: Tag udviklingen alvorligt, fordi det handler om din fremtid, ikke bare om min næste budgetlinje.
Det er et andet job, end det var før
Jeg forstår godt svaret: “Det var ikke det job, jeg sagde ja til.” Nej, måske ikke. Men arbejdet har altid ændret sig.
Jeg bruger igen billedet med en skovl og en gravemaskine. Man graver stadig et hul, men arbejdsdagen og de kompetencer, man bruger, er anderledes. Man kan godt være ked af forandringen, men det gør ikke den gamle måde konkurrencedygtig igen.
Det gælder udvikling, support og marketing. En traditionel programmør, der konsekvent nægter at bruge de nye værktøjer, kan efter min mening få det svært. Og på længere sigt kan robotter og andre teknologier også ændre opgaver i håndværksfagene. Jeg ved ikke præcis, hvornår og hvordan det sker, men jeg tror ikke, man bare kan regne med at være uden for udviklingen.
Vi håber, vores medarbejdere kan vokse ind i de nye roller sammen med deres ledere. Det kræver en indsats fra begge sider.
Purpose er ikke nok lige nu
Det er derfor, jeg siger, at purpose er død. Selvfølgelig mener jeg ikke, at arbejdet er blevet meningsløst, eller at vi skal være ligeglade med kunderne. Men jeg mener, at det ikke er det budskab, der alene kan skabe tryghed i den situation, vi står i.
Medarbejderen vil måske hellere tale om, hvordan vedkommende udvikler sin karriere, bliver dygtigere og kan forstå sin rolle i fremtiden. Den samtale er efter min oplevelse vigtigere lige nu end endnu en stor fortælling om vores mission.
Jeg oplever også, at interessen for kompetenceudvikling og for at beholde et godt job fylder mere i nogle samtaler end tidligere. Men det gør ikke ledelsesopgaven let. At skabe tryghed i en utryg verden er sindssygt krævende.
På tidspunktet for optagelsen ligger vores medarbejdermålinger stadig højt. Jeg nævner en eNPS omkring 87, så vidt jeg husker. Det er jeg virkelig stolt af, men det er ikke noget, man kan tage for givet.
Sig “det ved jeg ikke”, når det er sandheden
Jeg har ikke en mirakelopskrift, som alle andre direktører bare kan kopiere. Mit vigtigste råd er at være ærlig og transparent.
Hvis man lover jobsikkerhed for at berolige folk og kort efter skal reducere eller ændre rollerne, mister man sin troværdighed. Så bliver det næste, man siger, også mødt med mistillid.
Jeg synes ikke, det er svagt at sige: Det ved jeg ikke endnu. Det kan tværtimod være det mest troværdige svar, hvis man samtidig forklarer, hvad man ved, hvad man arbejder på, og hvordan man vil hjælpe mennesker gennem det.
Så farvel til purpose som det eneste store ledelsesbudskab og goddag til tryghed, ærlighed og kompetenceudvikling. Det er i hvert fald den retning, jeg prøver at arbejde i.
Hvis du kan lide dagbogen, så følg den i den podcast-app, du bruger. Det er stadig mit lille egoprojekt, som jeg hygger mig med, og jeg håber også, du får noget ud af det. Hav en fantastisk dag.
