Episode 128 · 24. april 2026 · 30:58
Om at stå i Debatten, kritikken af AI og hvorfor jeg mener, at en virksomhed skal udvikle sig for også at have arbejdspladser i fremtiden.
Dette er en redigeret tekstversion af Thorborgs dagbog. Gentagelser og fyldord er fjernet, mens historierne, holdningerne og min måde at fortælle på er bevaret. Tal og planer afspejler den oprindelige episode. Datoen følger podcastens udgivelsesdato i feedet.
Lyt til episoden
Lyt i din podcast-app:
Apple Podcasts – denne episode · Podcasten på Spotify · Alle episoder på Amazon Music
Det er hårdt at stille op i Debatten
Hej og velkommen til Thorborgs dagbog. Jeg var i Debatten med Clement Kjersgaard i går, og det var sgu en oplevelse. Jeg har været med flere gange før, men det er psykisk hårdt. Det tror jeg ikke nødvendigvis, man kan se, når man sidder hjemme i sofaen.
Jeg husker en tidligere gang, hvor jeg havde skrevet på Facebook, at jeg undrede mig over, hvor lidt erhvervserfaring nogle politikere havde. Ikke som et formelt krav til at være politiker, men som et spørgsmål: Hvorfor synes vi, det er helt naturligt at få en erhvervsminister, der næsten ikke har haft et almindeligt job uden for politik?
Debatten ringede og spurgte, om jeg ville komme ind og forsvare det synspunkt. Det ville jeg gerne, for jeg havde jo selv startet diskussionen. Jeg fik indtryk af, at det var et panel med flere deltagere. Da jeg kom ind, stod jeg pludselig alene på den ene side med Pia Kjærsgaard på den anden.
Så skal man lige synke en klump. Det er live-tv i et meget hårdt debatformat, og Pia har selvfølgelig enorm erfaring.
Politikere træner deres håndværk i mange år
Mange politikere har brugt ti, femten eller tyve år på at debattere. De begyndte måske i ungdomspolitik, lærte retoriske greb, gik ind i kommunalpolitik og senere Folketinget. De har medietræning, rådgivere og erfaring med at blive angrebet på deres argumenter.
Det er lidt som skak. Jo mere du spiller, jo flere situationer har du set før. Du lærer, hvordan du svarer, hvordan du flytter diskussionen, og hvordan du undgår at blive fanget. Det er et håndværk.
Når jeg stiller op, er jeg jo ikke en politiker, der lever af det hver dag. Jeg har brugt mit liv på at bygge virksomheder og et navn, og så står jeg dér i en situation, hvor en dum formulering kan blive klippet ud og set af hundredtusinder af mennesker.
Debatten er gode til at finde de stærke øjeblikke og dele dem på sociale medier. Det er selvfølgelig en del af formatet. Men man ved også, at et øjeblik, hvor man bliver kørt over eller siger noget forkert, kan få sit eget liv bagefter.
Pia var faktisk et eksempel på det, jeg efterlyste
Heldigvis kunne jeg huske, at Pia Kjærsgaard havde arbejdet som hjemmehjælper, før hun blev politiker. Så jeg sagde til hende, at hun jo netop var et eksempel på noget af det, jeg respekterede.
Vi er ikke enige om alt politisk, men jeg har respekt for, at hun har haft et arbejde, oplevet noget i samfundet og derefter er gået ind i politik for at ændre det. Jeg har også respekt for, at jeg oplever hende som en person, der siger sin mening, selv når den er upopulær.
Det gjorde samtalen anderledes. Vi endte med en fin debat, og hun var enig med mig i noget af kritikken af, at politik bliver en karrierevej for mennesker uden ret meget erfaring uden for systemet.
Det er også noget af det, jeg godt kan lide ved Mona Jul: Hun kommer med erfaring fra en virksomhed, hun selv har været med til at bygge. Min pointe er ikke, at alle politikere skal være rige iværksættere. En hjemmehjælper, en lærer eller en anden med konkret erfaring kan bidrage med noget, som ikke bare er lært i et politisk ungdomsparti.
Man er på arbejde, også når man ikke siger noget
En anden gang stod jeg i seksten minutter uden at få ordet. I Debatten kan man ikke bare tage det, når man får lyst. Det er Clement, der styrer det.
Det betyder ikke, at man står og slapper af. Hver gang der bliver sagt noget, former man et svar i hovedet, fordi man måske bliver spurgt om et øjeblik. Man står hele tiden klar.
Forestil dig en mundtlig gruppeeksamen, hvor du aldrig ved, hvem læreren peger på næste gang. Og læg så en stor del af Danmark oven i som tilskuere. Plus alle dem, der ser et klip bagefter og kan diskutere det offentligt.
Mit ur begyndte på et tidspunkt at advare om høj puls, mens jeg stod stille. Jeg kiggede ned og kunne se, at kroppen var helt oppe at køre. Det siger noget om, hvor intenst jeg oplever det.
Derfor siger jeg ofte nej. Ikke fordi jeg ikke har en mening, men fordi jeg prøver at vurdere, hvad det giver mig i forhold til, hvad det koster. Hele aftenen går med transport, sminke, briefing, udsendelsen og samtaler bagefter. Jeg er sent hjemme og ofte træt dagen efter.
Jeg synes ikke, jeg overdriver AI-udviklingen
I debatten i går oplevede jeg også at få at vide, at mine provokerende indlæg i Berlingske først og fremmest var noget, jeg skrev for at få omtale. Det blev jeg ærligt talt pisseirriteret over.
Jeg prøver at beskrive noget, jeg kan se ske i virksomhederne lige nu. Når jeg så oplever, at det bliver reduceret til et forsøg på at komme på forsiden, synes jeg, det er flabet.
Vi talte blandt andet om, hvor hurtigt AI kan ændre arbejdslivet. Jeg synes, sammenligninger med industrielle omvæltninger over meget lange tidsrum kan blive en måde at overse de ændringer, der allerede er i gang.
Jeg kan se det i Dinero. Vi kan give support hele døgnet, kunderne kan få svar hurtigere, og vurderingen af AI-svarene ligger tæt på vurderingen af de menneskelige. Vi bruger færre mennesker, end vi ellers ville have haft brug for, og forbedrer samtidig dele af kundernes oplevelse. Det er ikke noget, vi skal vente halvtreds år på at opdage.
Når det er sagt, synes jeg faktisk, udsendelsen blev bedre, end jeg havde regnet med. Der var skarpe deltagere, og vi kom godt rundt om de samfundsmæssige spørgsmål. Jeg havde ikke forventet, at uenigheden ville være så stor.
Det er især kommentarerne bagefter, der gør mig vred
Det, der fik mig til at lave denne episode, var kommentarerne bagefter. Ikke bare på Debattens side, men også i mails, på Instagram og under artikler.
Jeg bliver kaldt grisk, grådig og kold, fordi vi ændrer supporten og bruger AI. Hvorfor tænker du ikke på menneskerne? Hvad med vores samfund? Hvem skal betale skatten, hvis nogen mister deres job?
Jeg forstår godt, at folk kan være bekymrede. Det er en stor forandring. Men jeg synes, kritikken ofte bygger på et billede af, at jeg bare går rundt og smider mennesker på gaden for at tjene flere penge.
Mange af ændringerne sker gennem naturlig afgang
En stor del af vores supportere er studerende. Når de bliver færdige med deres uddannelse, skal de som regel videre til noget andet. Hvis vi ikke længere har brug for at erstatte alle, lader vi være med at genansætte.
Der er også fuldtidsansatte, som finder et andet job eller oplever, at jobbet har ændret sig. Det kan være, man blev ansat for at hjælpe kunder direkte, og at en større del af arbejdet nu handler om at vedligeholde og forbedre AI.
Arbejde ændrer karakter. En person, der holder af én bestemt opgave, er ikke nødvendigvis glad for en ny udgave af jobbet, selv om stillingsbetegnelsen ligner den samme.
Jeg sammenligner det med at gå fra en skovl til en gravemaskine. Begge dele handler om at grave et hul, men det er to meget forskellige arbejdsdage. Den ene er fysisk arbejde ude i vejret. Den anden er betjening af en maskine. Man kan sagtens foretrække den ene frem for den anden.
Det samme gælder udviklere. Hvis man elsker at skrive kode, er det ikke sikkert, man elsker at styre et AI-værktøj, som skriver meget af den. Derfor vil der også være udskiftning og nye kompetencer undervejs. Det gælder ikke kun support.
Jeg blev nysgerrig på regnestykket om skat
Da jeg fik kritikken, prøvede jeg for sjov at spørge ChatGPT, hvor meget man skulle tjene gennem et liv for at betale lige så meget til fællesskabet, som man gennemsnitligt bruger af offentlige ydelser.
Det gav mig et svar i retning af 40.000-55.000 kroner om måneden. I optagelsen tager jeg endda et lavere tal og bruger det i et meget groft regnestykke. Men det er vigtigt at sige, at det svar ikke er en dokumenteret beregning.
Redaktionel præcisering: Et svar fra ChatGPT kan ikke bruges som en fast løngrænse for, om et menneske “betaler for sig selv”. En livstidsberegning afhænger blandt andet af alder, beskæftigelse, forbrugsskatter, offentlige ydelser og en række andre forudsætninger. Tallene i lydoptagelsen er derfor ikke et efterprøvet samfundsøkonomisk resultat.
Min vrede handler om noget andet: Jeg synes, det er mærkeligt at få at vide, at jeg ikke bidrager, når jeg har været med til at bygge arbejdspladser, skabe en virksomhed og betale en masse skat. Man kan være uenig med mig om, hvordan jeg gør det, men jeg synes ikke, man bare kan slå fast, at jeg er ligeglad med fællesskabet.
Det handler heller ikke om, at en lærer, sygeplejerske eller hjemmehjælper er mindre værd. De gør noget vigtigt. Men jeg synes, der bør være lidt respekt for, at en holdbar virksomhed også er en del af det, der får samfundet til at fungere.
Byg gerne en virksomhed med en anden model
Hvis du mener, at jeg skal organisere virksomheden på en helt anden måde, så prøv at bygge en selv. Det mener jeg faktisk.
Vil du have en forretning med rigtig mange mennesker og meget manuelt arbejde, så vis, at kunderne vil betale for den. Jeg bruger i episoden det lidt absurde billede af en tændstikfabrik, hvor en masse mennesker sidder med hobbyknive og snitter tændstikker.
Det kan skabe mange arbejdspladser. Men hvad kommer en pakke til at koste? Og hvem vil købe den? Måske findes der et lille marked for håndlavede luksustændstikker, men det er jo ikke en model, man uden videre kan overføre til alle virksomheder.
Der skal være nogen, som vil betale for det, vi laver. Kunden køber ikke et regnskabsprogram for at sikre, at vi har så mange medarbejdere som muligt. Kunden vil have en god løsning til en pris, der giver mening.
Konkurrenterne venter ikke på os
Det, jeg bekymrer mig om, er, at nye virksomheder kan komme med en helt anden omkostningsstruktur. Hvis nogen bygger et godt regnskabsprogram med langt færre mennesker, kan de blive en alvorlig konkurrent.
Jeg nævner i optagelsen muligheden for meget små virksomheder, som med AI kan få enorm værdi. Det er et fremtidsscenarie og min vurdering af retningen, ikke en garanti for, at en bestemt milliardvirksomhed bliver skabt på en bestemt dato.
Men jeg behøver ikke vide præcis, hvornår det sker, for at tage det alvorligt. Derfor har vi mennesker, som arbejder intensivt med AI. Når konkurrencen bliver skarpere, skal vi være klar.
Hvis jeg fastholder alle gamle processer og har for store omkostninger, bliver vi mindre konkurrencedygtige. Så kan vi miste kunder og i sidste ende langt flere danske arbejdspladser. Det ville efter min mening være en dårlig måde at passe på virksomheden og medarbejderne på.
Det er et ansvar, jeg ikke kan tale mig udenom. Jeg leder en virksomhed, der er en del af Visma, og vi skal også være en god forretning i fremtiden.
Kapitalisme skal have rammer
Ja, jeg er kapitalist. Jeg mener, at det at skabe noget, tage initiativ og kunne få en gevinst ud af indsatsen er en vigtig drivkraft.
Det betyder ikke, at jeg er tilhænger af grådighed uden lov og orden. Tværtimod. Der skal være etik, moral og regler, og vi skal passe på hinanden. Jeg er glad for den sociale side af det danske samfund.
Når jeg taler om kapitalisme, er mit ideal ikke en verden, hvor nogle få kan tilrane sig alt og lade resten i stikken. Jeg synes, den danske og skandinaviske blanding af markedsøkonomi og fælles tryghed har meget at byde på.
Men hvis man tager enhver gevinst ved at gøre en ekstra indsats væk, kan man også tage noget af initiativet væk. Hvis du arbejder dobbelt så hårdt og skaber noget nyt, men ikke får noget ud af det, hvorfor skulle du så gøre det?
En vis forskel i belønning kan efter min mening være en vigtig del af, at folk tager risiko og gør en indsats. Det er ikke det samme som, at enhver ulighed er god, eller at den må vokse uden grænser.
Jeg synes tit, debatten bliver dårlig, fordi folk vælger det mest ekstreme eksempel på den anden sides system. Så taler vi om et skræmmebillede i stedet for, hvad der faktisk kan fungere herhjemme. Jeg vil hellere se på, hvordan vi bygger virksomheder og et samfund, der både giver plads til initiativ og tager hånd om mennesker.
Det er virksomheden, jeg prøver at passe på
Jeg har været vidt omkring i dag. Det startede med Debatten og kommentarerne om, at jeg kun tænker på mig selv.
Jeg kan sagtens forstå, at AI skaber usikkerhed. Jeg er selv midt i at finde ud af, hvad det betyder. Men jeg accepterer ikke præmissen om, at den ansvarlige løsning altid er at beholde mest muligt manuelt arbejde og lade være med at forandre virksomheden.
Jeg vil have en forretning, der stadig er her om nogle år, som kunderne kan lide, og hvor mennesker kan skabe værdi. Det kræver, at vi udvikler os og tager de nye muligheder alvorligt.
Nu skal jeg også have en weekend med gode mennesker, hygge og en øl eller to. Måske bliver lørdagen lidt langsom. Hav en smuk og vidunderlig weekend.
