Thorborgs Dagbog · Episode 136 · 10. august 2026 · 22:19
Sommerens historier fra Klippen Hotel og Jylkat, min måde at holde ferie på og tre dage på Smukfest. Om storytelling, et personligt brand og energien i at møde podcastens lyttere.
Lyt til episoden
Apple Podcasts · Spotify · Amazon Music
Redigeret fra podcasten den 10. august 2026. Erfaringer, planer og tal beskriver tidspunktet for optagelsen.
Sommerferie, hvor arbejdet faktisk er sjovt
Det er den 10. august og på en måde min første arbejdsdag efter sommerferien. Og så alligevel ikke. Jeg har faktisk været inde en hel del dage og sagt hej til folk, taget nogle mails og arbejdet lidt med Dinero. Jeg passer også journalister, klummer og den slags, uanset om kalenderen siger ferie.
Er det så arbejde? Det ved jeg sgu snart ikke længere. Jeg har brugt noget af sommeren på at skrive en hel serie opslag på sociale medier, og jeg synes helt ærligt, det har været skidesjovt.
En del af tiden har jeg siddet i vores bar Jylkat i Gudhjem. Min kone og jeg driver Klippen Hotel, som består af tre forskellige enheder, og baren er en del af det. Jeg har taget billeder af alt muligt og knyttet historier til dem. Det er der kommet over tre millioner visninger ud af hen over sommeren.
Bare da jeg spurgte, hvad vores gourmet-hotdog skulle hedde, kom der langt over 1.000 forslag på Facebook. Det er jo en gedigen kampagne. Mange mennesker ved efterhånden, hvad Klippen Hotel er, hvor det ligger, og at Janni og jeg står bag.
Vi har samtidig haft rigtig godt besøg. Der har været enkelte huller i højsæsonen, men ellers har hotellerne været tæt på fulde, og Jylkat har været langt bedre besøgt, end jeg havde turdet drømme om. Jeg kan ikke sætte lighedstegn mellem et opslag og hver booking. Men jeg er meget glad for den opmærksomhed, vi har skabt, og for den sommer, vi har haft.
Så ja, det har også været arbejde at skrive. Men det har været arbejde, jeg havde lyst til. Jeg har syntes, det var hyggeligt at lave hotdogs, tale strategi med vores hoteldirektør Thomas og min kone og finde på historier. Det er ikke noget, jeg har siddet og ventet på at få fri fra.
Et pænt dronebillede kan ikke stå alene
Mange af mine opslag begynder med, at jeg undrer mig. Jeg ser noget, der overrasker mig, eller oplever noget, der ikke går, som jeg forventede. Så tænker jeg: Det her kunne andre måske få noget ud af.
Hvis jeg ikke har tid til at skrive med det samme, laver jeg en kort note i kalenderen et par dage frem. Så får tanken lov til at modne lidt. Andre gange går jeg direkte i gang. Men fælles for det er, at jeg prøver at finde noget, som har værdi for andre end mig selv.
Et hotel kan jo godt vise en flot drink eller et dronebillede af en ny bar. Det gør vi også. Folk skal kunne se, hvad de kan få. Men hvis det kun er pæne billeder uden mennesker og uden en historie, synes jeg, der mangler noget.
Fortæl om en udfordring. Noget, der var svært. Noget, der gik overraskende godt. Giv læseren en oplevelse af at opdage noget, vedkommende ikke forventede, da opslaget begyndte. Og gerne noget, man kan relatere til sit eget arbejde eller sin hverdag.
Måske får historien nogen til at prøve noget nyt. Tage en chance. Trække vejret og se anderledes på et problem. Det er den slags, jeg synes er sjovt at lave. Og det er ekstra hyggeligt, når folk skriver tilbage, at de faktisk kunne bruge det.
Der er selvfølgelig nogen, der siger, at jeg bare gør det for at promovere Klippen Hotel og Jylkat. Ja, selvfølgelig er det også markedsføring. Det styrker både hotellet og mit personlige brand, som betyder noget for de virksomheder, jeg arbejder med. Men det er samtidig noget, jeg nyder at lave.
Det personlige brand binder historierne sammen
Jeg har også skrevet om Dinero i sommerferien. Blandt andet om, hvordan vores assistent bliver bedre til at hjælpe brugerne med at opdage og undgå fejl i regnskabet.
Vi arbejder med det, man kalder guardrails. Hvis noget ser forkert ud, prøver vi at gøre brugeren opmærksom på det og forklare, hvad vedkommende kan undersøge. Et beløb med et mærkeligt fortegn eller en postering, der bør tjekkes, kan være eksempler. Vi vil gerne hjælpe, mens folk arbejder, frem for kun at lade dem opdage problemet bagefter.
Der har været udviklere på arbejde hele sommeren. Jeg sidder ikke alene og finder på historier, mens resten holder fri. Der bliver arbejdet på at gøre produktet bedre, og det synes jeg også, det er værd at fortælle om.
Forbindelsen er, at nogen lærer mig at kende gennem en historie fra Jylkat. De synes måske, den er interessant og følger med. Senere læser de et opslag om Dinero. Når de så skal starte virksomhed og vælge et regnskabsprogram, kan de måske huske, at jeg har fortalt om det.
Det hele hænger sammen. Derfor behøver hver eneste historie ikke handle direkte om det produkt, jeg gerne vil have folk til at kende. Men den skal stadig kunne stå på egne ben og være værd at bruge tid på.
I dag kører mange tilbage på arbejde med en følelse af, at der ligger en stor bunke mails og en masse kedelige opgaver og venter. Jeg har det anderledes. Jeg ved, hvad jeg møder ind til, fordi jeg har fulgt lidt med. Det har ikke generet mig at åbne computeren indimellem. For mig har det været en måde at holde en god rytme på.
Jeg siger ikke, at alle skal holde ferie som mig. Men jeg kommer tilbage med energi, og jeg glæder mig til det, jeg skal lave. Det er en ret dejlig følelse.
En stor ambition for et hotel i Gudhjem
Vi har talt om, hvordan vi kan gøre Klippen til Danmarks kendteste hotel. Ja, det er en stor ambition. Der findes masser af stærke hotelnavne, og det kan godt være, at nogen synes, det lyder naivt. Men jeg vil hellere have en ambition, der er værd at arbejde for.
Jeg synes, vi har et fantastisk udgangspunkt med beliggenheden i Gudhjem, havudsigten og byen lige i nærheden. Selvfølgelig kommer det an på, hvad man vil have. Hvis drømmen er en sandstrand lige foran hotellet eller en ferie langt ude på landet, er det noget andet, man skal vælge.
Der er fordele og ulemper ved alle hoteller. Jeg holder også meget af andre steder på Bornholm. Men jeg mener, vi har nogle virkelig stærke forudsætninger for at bygge en god oplevelse. Nu er det op til os at gøre det.
Vi er allerede kommet et stykke med værelserne og resten af stedet. Restauranten Plateau er forpagtet, og jeg er meget glad for den respons, den får fra gæsterne. For mig er det ikke et spørgsmål om, at alt skal være en Michelin-oplevelse. God mad, god betjening og værdi for pengene betyder også noget.
Et stærkt hotelbrand bliver ikke bygget af opslag alene. Oplevelsen skal følge med, når folk kommer. Det er netop derfor, det er spændende at arbejde med både fortællingen og det, gæsterne faktisk møder.
Smukfest: Musik, skov og et backstageområde med liv
Jeg har lige været på Smukfest i tre dage. Fuck, hvor gør de det godt. For mig er det Danmarks bedste festival. Det handler selvfølgelig om smag. Hvis man vil høre mere eksperimenterende musik og opdage noget, før det bliver stort, kan Roskilde være fantastisk. Men jeg synes, Smukfest er hyggeligere, og de spiller mere af det, jeg har lyst til at høre.
Jeg er også meget glad for deres backstageområde. Der er liv og en god stemning. Min oplevelse af Roskilde er, at de har gjort for meget ud af, at backstage ikke skal være noget særligt. Det synes jeg er en mærkelig ambition.
Jeg kan godt lide, at forskellige oplevelser kan være forskellige. Hvis nogen bliver inviteret ind et særligt sted, synes jeg godt, man må gøre det til en fed oplevelse. Det behøver ikke betyde, at man skal gøre noget dårligere for alle andre.
Jeg bliver træt af tanken om, at alt skal være helt ens. Der må gerne være noget at stræbe efter og en gulerod for at gøre en ekstra indsats. Jeg synes, mennesker skal vurderes på det, de gør, og det, de bidrager med. Det er min holdning, og jeg ved godt, at andre ser anderledes på det.
På Smukfest har jeg både været backstage og ude blandt folk. Deres nye elektroniske scene, Ekko, var en kæmpe oplevelse. Store skærme midt i skoven, formet rundt om træerne. Det er svært at beskrive ordentligt. Man skal næsten se det. Jeg synes, det var klasse.
En halv million lytninger og rigtig mange krammere
Det største var alligevel alle de mennesker, som stoppede mig. Nogen ville have en selfie, nogen ville sige tak for podcasten, og nogen ville lige tale om en tanke eller et godt råd. Det var simpelthen så hyggeligt.
Jeg har lige rundet en halv million lytninger på Thorborgs Dagbog. Lytninger, ikke en halv million forskellige mennesker. Det ville være ret voldsomt. Der er typisk nogle tusinde, der lytter til hvert afsnit, og efter de mange udgivelser er det blevet til en halv million afspilninger. Det gør mig sgu glad.
På festivalen sagde flere, at de ikke selv turde sige de ting, jeg siger, men at jeg skulle vide, at der er mennesker, som deler nogle af mine holdninger. Mange tilføjede også, at de ikke altid er enige med mig. Det er jeg faktisk glad for. Hvis man altid er enig med ét menneske, begynder det at ligne en kult.
Jeg kender ingen, jeg er enig med i alt. Så det er helt fint. Man kan godt få noget ud af at følge med og samtidig synes, at jeg tager fejl i en bestemt sag. Jeg synes næsten, det er lidt sødt, at folk lige skal deklarere det, inden de siger noget pænt.
Der kom flere og flere hen, efterhånden som aftenen gik. Måske var det også, fordi folk havde fået lidt mere mod i takt med fadøllene. Min oplevelse er, at folk nogle steder er mere direkte med den slags end andre. Men på Smukfest blev det til mange krammere og rigtig mange billeder.
Jeg bliver ikke irriteret over, at folk stopper mig for en selfie eller et highfive. Tværtimod. Det er noget af det brændstof, der holder mig kørende. At få at vide, at nogen bruger det, jeg skriver eller siger, betyder noget.
Hvis jeg aldrig fik nogen respons, tror jeg, det ville blive sværere at blive ved med at skrive opslag, lave podcast og deltage i debatter. Jeg prøver at give lidt energi og inspiration videre. Når jeg mærker, at det lander hos nogen, får jeg selv energi tilbage. Det er den gode karma i det.
Min dagbog er temmelig offentlig
Det her hedder jo Thorborgs Dagbog. Så man må også regne med, at jeg fortæller lidt om, hvad jeg går og laver. I gamle dage havde en dagbog måske en lille lås og en nøgle og lå gemt i en skuffe. Min udgave er lidt mere offentlig.
På Smukfest var jeg blandt andet sammen med min svoger Jesper Buch og hans kone. På scenen Udsigten var der en samtale om ledelse, hvor Jesper og nogle andre deltog. Efter et kvarters tid blev jeg også hevet op på scenen.
Jesper spurgte, hvordan jeg havde mødt hans søster, og så kom jeg til at fortælle, at Janni og jeg knaldede på andendagen. Der sad åbenbart også journalister, så det blev til en historie i aviserne bagefter.
Det er ikke en hemmelighed, og jeg har fortalt historien før. Når jeg siger noget foran et par hundrede mennesker, ved jeg godt, at det kan komme videre. Jeg er ikke flov over det, og jeg har ikke noget problem med, at det bliver skrevet. Jeg undrer mig bare lidt over, at det kan være så interessant. Men der må jo være nogen, som klikker.
Nu er jeg ved at være fremme hos Dinero. Jeg skal blandt andet skrive en klumme til Berlingske og forberede et foredrag om ledelse og AI på Færøerne i næste uge. Janni og jeg tager nogle dage derop, og det glæder jeg mig meget til. Der skal også være tid til en god middag.
Smukfest har i hvert fald været en fantastisk oplevelse for mig. Jeg boede på hotel i Horsens og tog bussen, så festivalen kunne sagtens kombineres med en ordentlig seng og en rolig morgen. Nu skal jeg videre. Hav det rigtig godt. Love you.
