Thorborgs Dagbog · Episode 103 · 14. juli 2025 · 31:15
Om ærlige opslag, personlig branding og millioner af visninger på Facebook. Jeg fortæller, hvordan opmærksomheden hjælper hotellerne i Gudhjem.
Lyt til episoden
Apple Podcasts · Spotify · Amazon Music
Redigeret fra podcasten den 14. juli 2025. Erfaringer, planer og tal beskriver tidspunktet for optagelsen.
Ferie giver plads i hovedet
Jeg ligger i min hængekøje hjemme i Skodsborg. Solen skinner, og Øresund glitrer. Eller det går jeg ud fra, for lige nu kigger jeg faktisk ind i en hæk. Vi er lige kommet hjem fra en dejlig ferie, og jeg har det sgu godt.
Først var vi på Ibiza, hvor min svoger Jesper havde lejet et herligt hus med en stor swimmingpool. Jeg havde været virkelig presset i ugerne inden. Noget af det kan jeg ikke komme ind på, men meget var almindelige forretningsting, der skulle afsluttes, inden folk tog på ferie. Årsregnskaber, privat selvangivelse og alt muligt andet væltede ned i hovedet på mig. Så det var tiltrængt at komme afsted og få slappet grundigt af.
Det blev også til en enkelt bytur. Jeg har jo rygrad som en kop kakaomælk. Jeg havde egentlig svoret, at jeg skulle lade være, men så endte vi alligevel på Pacha for at høre CamelPhat. Problemet med Ibiza er, at de gode navne ofte først går på klokken tre om natten. Det gad jeg så åbenbart godt. Vi fik et bord lige bag pulten, og jeg stod og hoppede i tre timer, efter at jeg allerede havde stået der i tre timer inden. Jeg går ikke voldsomt meget op i musik som sådan. For mig er det stemning, glæde og at være sammen med vennerne. Men det var fucking sjovt.
Klokken halv syv tændte de lyset, åbnede dørene og smed os ud. Jeg kunne sikkert godt have fortsat et par timer, så det var nok meget godt, de stoppede festen. Så var det hjem og sove, og bagefter tog det et par dage at komme ovenpå. Der var swimmingpoolen og liggestolene heldigvis ret gode at have.
Bagefter tog vi til Luxembourg, hvor Jannie har familie. Hendes fætter Jens og hans kone Alice bor i et dejligt hus tæt på centrum, og vi lånte en lejlighed, de administrerer. Vi fik gode byvandringer, så parlamentet og fik fortalt om byen. Hvis du tænker, at Luxembourg er kedelig, så synes jeg, du skal se den. Den er virkelig smuk, med noget af den ordentlighed, jeg også kender fra Schweiz, og samtidig hyggelige caféer og masser at kigge på.
Jeg bliver ved med at finde noget at bygge
Jens har fundet en balance, som jeg godt kan misunde lidt. Han administrerer 21 lejligheder, lægger dem på udlejningsportaler, sørger for rengøringsfirmaer og tager sig af det praktiske mod en provision. Det kan han styre fra forskellige steder i verden. Samtidig er han virkelig dygtig til golf, ved en masse om franske vine og tager på vinrejser. Han har sin familie, sine interesser og arbejder noget mindre, end jeg gør.
Jeg har jo økonomien til at indrette mit liv på en lignende måde, men jeg kan sgu ikke rigtig finde ud af det. Jannie og jeg er begge to skadet på det punkt. Ligger vi på en strand i mere end en dag, begynder vi at optimere den lokale iskiosk eller hotellet, vi bor på. Bornholm var en dejlig ferieø for os, og så gik der ikke længe, før vi havde købt to hoteller og et vandrerhjem. Det er lidt en forbandelse, men jeg kan jo også godt lide det.
Måske går jeg bare rundt og tror, at græsset er grønnere på den anden side. Når Jens spiller golf på det niveau, kræver det jo også træning, fokus og strategi. Det er både fysisk og et spil i hovedet. Måske arbejder han lige så meget som mig, bare på en anden måde. Forskellen mellem et arbejde og en hobby er heller ikke altid så stor, ud over at man tjener penge på det ene.
Det gode ved ferie er, at man kommer til andre lande, møder andre mennesker og får anledning til at overveje sit eget liv. Er det rigtigt, det man laver, eller burde man gøre noget andet? Jeg har i mange år været i Dinero, og det var et bevidst valg at blive og gøre arbejdet ordentligt færdigt. Jeg ville også bevise over for mig selv, at jeg kunne være administrerende direktør og drive en virksomhed godt, uden at det tog al min tid.
Jeg vil have tid til børnene
Emma er flyttet hjemmefra, og det har jeg haft svært ved at vænne mig til. Det går egentlig okay. Vi sender dumme ansigter til hinanden på Snapchat en masse gange om dagen, og vi spiser frokost eller ses et par gange om ugen. Men når man har været vant til at have sin lille pige omkring sig, kræver det altså lidt tilvænning.
Mads er lige blevet student. Vi skal på rallykursus til efteråret og prøver at finde ting, vi kan lave sammen. Vi sejler lidt i vores gummibåd, og noget af det bedste er bare at ligge på sofaen og se en serie som Succession. Han er interesseret i samfund, politik og penge, så der har vi nogle fælles interesser. Holger skal begynde i anden g. Han er Jannies søn, men jeg har taget ham til mig og vil have, at han føler sig lige så højt elsket som mine andre børn.
Jeg vil gerne have tid til alle tre. Man har dem tæt på i en periode, og så får de travlt med alt muligt andet. Senere kommer de tilbage på nogle punkter, og man finder en måde at være sammen på, som selvfølgelig er mere på deres præmisser. Det er også noget af det, der holder mig tilbage fra at flytte til udlandet. Hvis jeg stopper i Visma, bliver jeg sikkert selvstændig igen, og så ved jeg godt, hvad der sker: Det opsluger mig i mange timer om dagen. Det har jeg ikke lyst til eller brug for. Jeg har bevidst valgt at beholde mit job, gøre det godt og samtidig have tid til venner og familie.
Hvorfor blankpolerede opslag er røvsyge
Det, jeg egentlig ville tale om, er sociale medier. Jeg ved godt, at man kan drive en god forretning uden dem, men de kan være en voldsom genvej. Og hvis du bygger et stærkt personligt brand, kan noget af den troværdighed smitte af på virksomheden. Folk skal have tillid til den, der står bag, og det betyder noget at være kendt i sin branche. Det er et langt arbejde, og meget af det er sund fornuft: Lav noget, andre mennesker får værdi eller fornøjelse af.
Jeg kender mennesker, som tror, at det betyder, at man skal lægge blankpolerede billeder op af sig selv foran huset, båden eller swimmingpoolen. Børnene står med renskurede negle, og alting er perfekt. Så skriver man “Life is great”. Prøv at forestille dig en spillefilm, hvor der ikke var konflikter, ingen fejl, ingen grimme ting og ingen overraskelser. Manden, konen, børnene, vennerne og virksomhederne er alle sammen helte. Det ville være røvsygt.
Det samme gælder sociale medier. Der skal være noget, der overrasker, noget skævt og noget, der ikke er poleret. Jeg bruger en lidt grov sammenligning: En perfekt koreograferet pornofilm med perfekt lys og mennesker uden en rynke synes jeg er kedelig. Amatørsektionen er mere uforudsigelig, med rystet kamera og rigtige mennesker. Pointen er, at jeg hellere vil følge noget, hvor jeg ikke på forhånd ved, hvordan det hele ser ud og ender. Det må godt være mærkeligt og have kanter.
Jeg bruger sociale medier af flere grunde. Jeg kan godt lide at få likes, og det kan en psykolog sikkert få noget ud af. Men jeg kan også godt lide udfordringen: Kan jeg lave noget, folk gider læse, dele og få glæde af? Når man skriver en bog, går der måneder, før man kan se, hvordan den sælger. På sociale medier får man responsen med det samme. Hvor mange har set opslaget, hvor mange kommenterer, og hvad skriver de? Det er et spil, hvor jeg prøver at knække en kode.
Der er mange ting at lege med. Skal der være et billede? Hvor lang skal teksten være? Hvad skriver man, hvornår lægger man det op, og hvilke emojis bruger man? Antallet af følgere spiller selvfølgelig også ind. Det er ikke én knap, man trykker på. Man prøver nogle ting og ser, hvad der virker.
Jeg tager også pis på mig selv
I sommerferien bad jeg ChatGPT skrive det værste, den kunne sige om mig. Først var den lidt for flink, så jeg bad den gøre det værre. Så kom der en ordentlig sviner om, at jeg var selvoptaget, aldrig lyttede til andre og bare sad og tænkte over, hvad jeg selv skulle sige, mens de talte. Der var nok en vis sandhed i noget af det, selv om det var skåret hårdt op.
Det lagde jeg på Facebook. Hvorfor dele en sviner fra en maskine, der efterhånden kender mig ret godt? Fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg er nysgerrig efter at se, hvad der sker. En del af mit personlige brand er, at jeg tager pis på mig selv. Da jeg stod i Jannies butik, prøvede jeg kjoler og lagde billeder op. Det var sjov og ballade. Alting behøver ikke være så alvorligt. Jeg bander, er lidt skæv i kanten, og du må godt se mine rynker, min mave og min vigende hårgrænse. Jeg har det godt med den, jeg er.
Jeg delte også et mere sårbart opslag om, at jeg nogle uger tidligere havde været så stresset på vej til arbejde, at mine hænder rystede på rattet. Nu havde jeg det bedre. Et andet billede var fra swimmingpoolen på Ibiza, hvor jeg lå med en hat på, fordi jeg ikke gad gå ind og finde solcremen. Det fik omkring 800.000 visninger, efter hvad jeg husker, og en masse hyggelige kommentarer om god ferie og om at passe på mig selv.
Det opslag, der virkelig gik amok, var billedet med Mads, da han blev student. Jeg skrev, at jeg ikke selv havde kunnet gennemføre gymnasiet, mens min søn nu stod med huen på og havde sluttet med et 12-tal. Jeg var superstolt. Det endte omkring 1,7–1,8 millioner visninger. Bagefter kom folk hen i Gudhjem, gav mig et kram og ønskede tillykke med min søn. Det er ret vildt at mærke, hvordan et opslag pludselig gør et privat øjeblik til noget, en masse andre mennesker også glæder sig over.
Et billede kan hjælpe en hel restaurant
Jannie driver vores hoteller i Gudhjem, og jeg vil gerne hjælpe hendes forretning, hvor jeg kan. Jeg har ikke forstand på den daglige hoteldrift, men jeg kan hjælpe med at fortælle historierne. Vi har et ungt par, der forpagter restauranten Café Plateau. De laver brunch til hotelgæsterne og frokost og aftensmad til folk, der kommer forbi. Jeg tænkte: Hvordan kan jeg hjælpe dem med at få flere gæster?
Det er også godt for hotellerne, når nogen kommer og får en dejlig middag. De oplever terrassen, udsigten over Gudhjem og Østersøen og køkkenet, som også laver morgenmaden. Så jeg lavede et opslag med et billede, hvor vi stod sammen med forpagterne inde i restauranten. Jeg fortalte om, at Jannie og jeg ikke selv vil drive restaurant, og at det havde krævet nogle forsøg at finde en løsning, der fungerede. Nu havde samarbejdet kørt godt i et par år, og gæsterne var glade.
Anledningen var også, at de på det tidspunkt havde fået en meget høj placering på TripAdvisor. Det betyder ikke nødvendigvis, at maden er bedre end på en restaurant som Kadeau. En vurdering handler også om, hvad man får for pengene. En restaurant med rigtig god mad kan godt få en højere vurdering end en med endnu bedre mad, hvis prisforskellen er stor.
Sidst jeg kiggede, var opslaget tæt på halvanden million visninger. Forpagterne var glade, fordi det gav bookinger og hjalp økonomien. Det øger selvfølgelig også chancen for, at vi kan fortsætte et godt samarbejde. Det kostede mig et billede og en tekst, måske 20 minutters arbejde. I løbet af de seneste uger havde min Facebookprofil samlet omkring 5,6 millioner visninger. Det hjælper restauranten, hotellerne og mit personlige brand.
Du skal give folk en grund til at følge med
Min oplevelse er også, at et opslag, der bliver set og delt meget, giver medvind til det næste. Hvis jeg senere skriver om varmepumper hos Amalo, et regnskabsprogram fra Dinero, en webshop hos Shup eller om at sælge sin virksomhed gennem Saxis, har platformen allerede set, at folk får noget ud af det, jeg lægger op. Så kan også et mere kommercielt budskab få mere opmærksomhed. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når jeg arbejder med min egen profil.
Det er lidt som en lysavis, der skifter mellem vejrudsigten, en overskrift, noget sjovt og annoncer. Først skal der være en grund til at kigge op. Det er heller ikke så forskelligt fra at lave en pressemeddelelse. Historien skal have nyhedsværdi eller en modsætning: Jeg gennemførte ikke gymnasiet, men min søn sluttede med et 12-tal. Jeg kan ikke selv finde ud af at drive restaurant, men et ungt par har fået vores til at fungere. Jeg var stresset, men nu har jeg det bedre. Folk kan genkende noget af deres eget liv i det.
Jeg bruger meget sjældent links i Facebookopslag. Min erfaring er, at de kan koste rækkevidde, fordi platformen gerne vil holde folk hos sig selv. Jeg er heller ikke sikker på, at man omgår det bare ved at lægge linket i kommentarerne. Når jeg vil have folk til at gøre noget, skriver jeg ofte, at de kan finde det på min hjemmeside eller søge efter virksomheden. Det er min erfaring med de opslag, jeg laver, og ikke en garanti for, at alle profiler bliver behandlet på samme måde.
Et godt billede må gerne have et menneske, der kigger ind i kameraet. Det behøver ikke være retoucheret eller helt ryddeligt. Folk bliver nysgerrige: Hvad er det for nogle bøger, du læser? Hvem ligger på den anden side af poolen? De vil gerne have et indblik i det rigtige liv og føle, at de er fluen på væggen. Det får de ikke gennem endnu et perfekt reklamebillede.
Tidspunktet betyder også noget. I sommerferien har jeg oplevet, at det er mindre vigtigt, men i en almindelig hverdag har tirsdag til torsdag efter klokken 20 ofte fungeret godt for mig. Det afhænger selvfølgelig af publikum. Henvender du dig til teenagere på TikTok, kan det være helt anderledes. Det ved jeg ikke nok om. Man må prøve sig frem med de forskellige muligheder og se, hvad der faktisk virker.
De næste historier fra Bornholm
Jeg har allerede to historier i hovedet, som jeg gerne vil lave. Vi har åbnet en bar ved Gudhjem Vandrerhjem, og jeg skal ned og passe den fredag eftermiddag. Jeg har ikke råd til en fodboldklub, så nu har jeg åbnet en bar sammen med Jannie. Det er en sjov vinkel, og et billede, hvor jeg står og skænker fadøl til gæsterne, kunne være en god anledning til at fortælle om stedet.
Den anden historie handler om vores hotelchef Thomas. Han er virkelig dygtig og har været med til, at Jannie for første gang kunne holde 14 dages ferie uden at være stresset. Hun havde været voldsomt presset gennem flere sommersæsoner, og nu har vi fundet en mand, der fungerer godt sammen med hende og personalet. Det gør en kæmpe forskel. Et billede af dem foran hotellet og en tak til ham behøver ikke være mere indviklet end det.
Begge historier har noget nyt og en udvikling, man kan forstå. Vi har åbnet en bar, og Jannie har fået mere ro med en god hotelchef. Jeg glæder mig til at lave dem og se, hvordan folk reagerer. Det er sgu et sjovt skakspil. Vi tager til Bornholm torsdag, og så må jeg mærke stemningen og finde ud af, hvornår historierne skal op. Måske kan jeg få endnu et opslag over en million visninger. Det tror jeg faktisk godt, jeg kan.
