Thorborgs Dagbog · Episode 102 · 8. juli 2025 · 20:06
Mine hænder, Jakob Jørgsholms restaurant og Dineros corona-hotline: tre historier om at finde en mulighed midt i en lortesituation.
Lyt til episoden
Apple Podcasts – denne episode · Spotify · Amazon Music
Redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og aktuelle begivenheder afspejler optagelsen i 2025.
Jeg holder ferie på Ibiza med Jannie, familie og venner. Jesper Buch har lejet et hus, hvor vi hygger os med limoncello spritz og kolde øl. Jeg kom stolt hjem fra supermarkedet og fyldte køleskabet, men opdagede bagefter, at jeg havde købt øl med nul procent. Det løfter ikke umiddelbart humøret. Heldigvis havde jeg også købt limoncello, så vi overlever.
Den sidste uge har været vild. Mads er blevet student, og der har været studenterfester og vognkørsel. Vi har også været på den elektroniske del af Tinderbox med omkring 20 venner, som mødes hvert år. Jeg kan egentlig lide næsten al slags musik, men for mig handler det især om at stå med vennerne, snakke, grine og hygge mig. Jeg er 55 og er åbenbart ikke blevet for gammel til at gå fuldstændig bonanza med min kone. Vi elsker at feste sammen. At stå på en bar klokken et om natten med gode mennesker er stadig fucking dejligt.
Da mine hænder tvang mig til at lave videoer
Jeg vil give nogle konkrete eksempler på, hvordan modgang kan skabe muligheder. Det siger folk tit, men det er lettere at forstå, når man kan se, hvad der faktisk skete. Når verden bare fortsætter, og tingene går nogenlunde godt, får vi ofte ikke lavet den store innovation. Vi bliver ved med det, vi plejer. Så bliver vi ramt af noget og er pludselig nødt til at tænke anderledes.
Da jeg skrev E-pusher og brugte mine hænder meget, smadrede jeg dem. De er stadig ikke helt i orden omkring 15 år senere, selv om de er meget bedre. Dengang gjorde det så ondt, at hvis jeg bare lod min langefinger ramme tommelfingeren, føltes det som at slå på den med en hammer. Hvis du har prøvet at få ondt i hænderne efter en dag med mobilen, så gang det med ti og forestil dig, at det ikke holder op.
Det tvang mig til at lave videoer omkring 2008–2009. Jeg kunne ikke blive ved med at skrive. Du kan stadig finde mine gamle YouTube-videoer, og det er sgu pinligt. Man kender det fra noget, man skrev eller gjorde for mange år siden: Dengang syntes man, det var godt, og nu tænker man bare, hvad fanden foregår der? Samtidig kan man se, hvor meget man har flyttet sig som menneske.
Jeg begyndte, før man rigtig kaldte folk YouTubere, og lavede siden omkring 600 videoer. Jeg tjente ikke direkte penge på dem, men de var med til at bygge mit brand. Jeg blev inviteret til alle mulige ting og fik en masse muligheder, som ellers ikke var kommet. Jeg havde aldrig fundet på at lave dem, hvis ikke jeg var blevet så begrænset af mine hænder. Noget virkelig træls blev til noget, jeg har haft enorm glæde af.
Jakob Jørgsholm fandt en mulighed i nedlukningen
Jeg talte for nylig med min gode ven Jakob Jørgsholm, som har F et Bistro. Det er blevet en meget populær restaurant i København. Som jeg husker vores snak, havde han et overskud på fem-seks millioner kroner året før og regnede med syv-otte millioner i året for denne optagelse. Tallene er fra min hukommelse, men niveauet er usædvanligt godt i en branche, hvor mange restauranter taber penge eller lige akkurat går i nul.
Han åbnede restauranten på Nørrebro omkring ti år tidligere. Maden var god, og der kom gæster, men det var ikke nogen stor økonomisk succes. Så ramte corona, og restauranterne blev lukket. Det ville være helt naturligt at sætte sig ned og tænke, at nu var man færdig. Jakob tænkte i stedet, at det måtte være den mulighed, han havde ventet på. Han vidste ikke hvordan endnu, men der måtte være en gave i det.
Han lavede en YouTube-kanal og begyndte at lave mad i sit køkken. Han elsker at lave mad, så det faldt naturligt. Han blev bedre til videoerne og fik flere, som fulgte med. Folk sad derhjemme og havde ikke meget at lave, så det gav mening at følge en kok og prøve at lave hans mad. Efterhånden havde han en loyal skare, som kommenterede og delte videoerne.
Efter corona flyttede han restauranten til Industriens Hus. Det er lidt sjovt for mig, fordi Jubii havde holdt til der flere år før. Men det var en svær placering for en restaurant. Udefra ser bygningen kold ud med glas og stål, og restauranten ligger på første sal. Man kan ikke umiddelbart se, hvor hyggeligt der er. Flere restauranter havde tidligere lukket på stedet.
Jakob havde til gengæld sine loyale følgere. Da de endelig måtte gå ud igen, ville de selvfølgelig ind og møde ham og smage hans mad. Det gav ham en god start. Så begyndte han at invitere kendte mennesker ind og lave mad sammen med dem. Jeg blev også kontaktet af hans assistent, som blev ved med at skrive. Senere fandt jeg ud af, at han slet ikke havde haft en assistent. Det var Jakob selv under et andet navn. Den lille slubbert.
Jeg anede ikke, hvem han var, og havde ikke lyst til at stå og lave mad med en fremmed, når jeg havde så meget andet at lave. Men jeg nævnte invitationen for mine børn, og de var helt oppe at køre over, at Jakob havde inviteret mig. Så tænkte jeg, at hvis jeg kunne glæde dem ved at gøre det, fik jeg da noget ud af det. Vi lavede vist ceviche, fordi man skulle vælge en ret, man godt kunne lide.
Jeg var ikke særlig oplagt den dag, så mit indslag var ikke blandt de bedste. Nogle dage er man on fucking fire, og andre dage er man bare nogenlunde. Men jeg fik en ven, jeg holder meget af. Vi går i byen sammen, spiser sammen og har det skidesjovt. Han har også lavet en serie med gryder og pander og givet os nogle af dem. Jeg elsker ikke at stå i køkkenet, men jeg glæder mig til at smage, hvad Jannie får lavet med dem.
Der er to ting i den historie. Det ene er at finde gaven i lorten, som Hella Joof siger. Det er et uskønt udtryk, men meget præcist. Det andet er at komme uden for sin komfortzone og nogle gange gøre noget, man ikke umiddelbart gider. Jeg havde ikke fået det venskab, hvis jeg var blevet ved med at sige nej.
Dinero gjorde hjælpepakkerne forståelige
I Dinero blev vi også sendt hjem under corona. Vi var vant til at arbejde online, så det var en mindre katastrofe end for restauranterne. Men jeg frygtede, at vores kunder ville gå konkurs, når butikkerne blev lukket. Det skete ikke i det omfang, jeg havde ventet dengang, men på tidspunktet for optagelsen så jeg mange virksomheder kæmpe med coronalån og tilbagebetalinger. Jeg havde troet, at problemerne ville komme hurtigere.
Vi tænkte over, hvordan vi kunne vende situationen til noget nyttigt. Hvis vi kunne blive dem, som vidste mest om hjælpen til små selvstændige, kunne vi hjælpe vores kunder med at overleve. Reglerne var en jungle, og kommunikationen fra det offentlige var som sædvanlig svær at forstå.
Jeg havde lige fået en fartbøde for at køre otte kilometer i timen for stærkt og fik et brev på tre sider. Hvorfor ikke skrive, hvor jeg kørte for hurtigt, hvad det koster, hvor jeg skal betale, og hvad der sker, hvis jeg ikke gør? Så kunne resten ligge bag et link. Jeg bliver simpelthen så træt af, at man gør noget enkelt så besværligt.
På en måde lever Dinero af at være tolk mellem det offentlige og de små selvstændige. Skatter og afgifter bliver ikke kommunikeret på en måde, almindelige mennesker kan forstå. Det har jeg tjent penge på, men det er stadig irriterende for vores land. Der kommer flere kommunikationsfolk, og alligevel oplever jeg ofte, at kommunikationen bliver dårligere.
Vi satte vores kollega, som vi kalder doktor Nielsen, til at gennemgå reglerne, ringe til ministerier og tale med revisionsfirmaer. Han er sindssygt skarp og fik styr på, hvordan det hele hang sammen. Vi udviklede en løsning, hvor kunderne kunne logge ind i Dinero og få at vide, hvilke tilskud de var berettigede til. Deres regnskabsdata kunne sendes direkte videre, så de ikke skulle gøre meget mere end at trykke på nogle knapper.
Jeg er overbevist om, at det hjalp mange kunder. Jeg kan ikke dokumentere, at færre af vores kunder gik konkurs end konkurrenternes, men det giver mening, at det hjælper at få de støtteordninger, man er berettiget til. Vi åbnede også en hotline for alle små danske virksomheder, uanset om de var kunder hos os. Vi kom i TV-Avisen med budskabet om, at man kunne gå ind på Dinero og chatte med os om sin situation.
Doktor Nielsen og hans lille team vidste efter min opfattelse ekstremt meget om hjælpepakkerne. Vores kunder fik god service, og konkurrenternes kunder fik samtidig mulighed for at opleve vores support. Nogle fandt ud af, at de hellere ville være hos os. Vi kunne hjælpe folk og vise, hvad vi var gode til, på samme tid.
Du må godt være vred, men kom videre
Når noget grimt rammer, må man godt slå hovedet mod væggen og spørge, hvorfor det lige skulle være én selv. Min ven Rolf har sagt noget i retning af, at man skal gøre det et par minutter og så holde op og finde en løsning. Jeg synes, man skal gå et skridt videre: Find ud af, om der også er noget i situationen, som kan tvinge eller inspirere dig til noget nyt.
Mister du dit job, kan det være anledningen til at blive selvstændig. Går du konkurs, kan det omvendt være anledningen til at sige, at du vil have et almindeligt job med pension og mere tid til familien. Det er ikke sjovt at gå konkurs. Jeg har prøvet det to gange, så jeg ved godt, hvad jeg taler om. Men det betyder ikke, at hele resten af livet skal være en katastrofe.
For mange af os går hverdagen egentlig fint. Vi får mad og har tag over hovedet. Derfor bliver vi ved, indtil noget tvinger os til at se anderledes på det. Mine hænder, Jakobs restaurant og vores arbejde under corona er tre eksempler på, at man kan få noget godt ud af en lortesituation. Nu vil jeg holde ferie. At sidde her på Ibiza og lave podcast er også en fornøjelse for mig. Arbejde og ferie flyder sammen, og jeg elsker begge dele.
