Thorborgs Dagbog · Episode 101 · 27. juni 2025 · 30:24
Om at holde sig ung i sindet, turde ændre sit liv og søge de oplevelser, man drømmer om. Med historier fra VL-gruppen, Gudhjem og Mads’ studentertid.
Lyt til episoden
Apple Podcasts – denne episode · Spotify · Amazon Music
Redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og aktuelle begivenheder afspejler optagelsen i 2025.
Jeg optager faktisk bare podcasten på min iPhone med den almindelige memo-app. Bagefter kører jeg lyden gennem Adobe Podcast, som fjerner baggrundsstøj og gør stemmen tydeligere. Boblerne i badekarret, bilen og opvaskemaskinen bliver sorteret fra. Det har gjort det utrolig nemt at lave en podcast, uanset hvor jeg sidder.
Der har været fuldstændig knald på siden Folkemødet. Bestyrelsesmøder i Dinero og e-conomic og en masse opgaver, som folk lige skal have afsluttet før sommerferien. Ugerne inden ferien er benhårde, og så kommer alt det sociale oveni. Jeg føler mig sjældent som en gammel mand, men lige nu kan jeg godt mærke det.
En helikopterjoke, som ikke landede hos alle
Jannie og jeg blev hentet i Rønne af hendes søsters kæreste Søren og fløj til Gudhjem i helikopter. Jeg lavede en video, hvor jeg jokede med, at jeg var på vej til klimascenen i Allinge for at fortælle om fordelene ved tre-fire graders varmere vejr. Jeg troede, det var tydeligt, at det var for sjov. Det var det åbenbart ikke for alle.
Der kom en lang tråd på Reddit om, hvor åndssvagt det var at komme til en klimakonference i helikopter. Jeg bliver sommetider skuffet over, hvor bogstaveligt folk læser sådan noget. Ikke fordi jeg er specielt klog, men jeg syntes selv, at situationen og joken var ret åbenlyse. Hvis du vil se et par hundrede mennesker svine mig til, er der i hvert fald mulighed for det.
Helikopteren kom også til Jannies fødselsdag, hvor jeg samtidig havde Berlingske på besøg for at tale om vores lille lager af forsyninger. Mads har lavet en webshop, Forsyninger.dk, hvor han sælger blandt andet mad, som kan holde længe. Nogle har vendt årsag og virkning om og påstået, at jeg taler om beredskab for at sælge hans varer. Jeg havde talt om det længe, før han blev inspireret og foreslog webshoppen. Som jeg husker det, havde han solgt for omkring 100.000 kroner over det seneste år. Overskuddet har været en fin hjælp gennem gymnasiet.
Fotografen skulle have noget mere spændende end tørmad at tage billeder af, så jeg tog en af hønsene op. Jeg havde givet Jannie fem høns og en hønsegård året før, og egne æg passer jo fint ind i idéen om at kunne klare lidt selv. Så landede helikopteren, hønen blev bange og sked ned over mig, og jeg grinede så meget, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg sagde, at de gerne måtte bruge billedet. Det er sgu også en del af virkeligheden.
Søren tog Mads, Malou og mig med på en tur over Nordsjælland. Vi måtte bare ikke flyve over Dyrehaven, hvor der var teater. Det er fair nok. Det er ikke fedt at sidde og se en forestilling, mens en eller anden klovn kommer flyvende over én. Det blev en dejlig aften, og Jannie var glad.
Jeg måtte sige højt, at jeg ikke forstod sproget
Jeg var også på tur med min VL-gruppe, som jeg har været medlem af i over 20 år. VL er virksomhedsledergrupper, hvor man bliver anbefalet af andre, og der sidder mange meget dygtige mennesker. Da jeg begyndte, følte jeg mig som den yngste og som en, de nok snart ville opdage ikke hørte til. Der var store direktører, og jeg tænkte, hold da fucking kæft.
De var enormt søde, men der blev brugt mange fremmedord. Efter nogle år tænkte jeg, at enten måtte jeg gå ud, fordi jeg forstod for lidt, eller også var der noget galt med måden, vi talte på. Så begyndte jeg at rejse mig og sige, at jeg simpelthen ikke forstod det, der blev sagt. Jeg lagde det på mig selv, men så kom andre også og sagde, at de heller ikke havde forstået det.
Det var sjovt at opleve. Folk slappede mere af, og sproget blev mindre højtideligt. Nogle af de andre yngre begyndte også at bede om en forklaring. Jeg tror, jeg var en slags detonator, og jeg vil gerne tage en lille smule af æren for, at dynamikken blev bedre. Jeg føler mig stadig som den yngste, men jeg har sluppet frygten for at blive afsløret. Jeg kan mærke respekten for det, jeg har lavet, og jeg har en kæmpe respekt for de andre.
Jeg oplever tit, at de mest irriterende mennesker er dem, som gerne vil være et sted, de ikke er. Jeg var i en anden netværksgruppe for mange år siden, hvor der var meget snak om den nye bil og Rolex-uret. Det er ikke en kritik af dem i dag, men dengang oplevede jeg meget behov for at vise sig frem. I VL-gruppen var folk allerede dér, hvor de gerne ville være. Det gav en helt anden ro og respekt.
Min gamle chef på tankstationen sagde, at nogle af de værste mennesker var “flade slips”. Jeg kan stadig blive lidt skeptisk, når nogen kommer fuldstændig ulasteligt klædt og gør meget ud af den rigtige bil og det rigtige udseende. Det kan være uretfærdigt, men jeg kan også se på gamle billeder af mig selv, at jeg ofte havde slips på i perioder, hvor jeg var usikker eller ved at gå på røven. Det var bare en observation, jeg kom til at tænke på.
En bar i Gudhjem og en stolt student
Vi har været til Sol over Gudhjem, den store kokkekonkurrence på havnen. Vi har også fået driften af vandrerhjemmet tilbage, efter at det havde været forpagtet ud. Nu har vi Thomas som hotelchef og et hold af gode medarbejdere, som hjælper med hotellerne, butikken og baren. Nogle af de piger, som begyndte hos Jannie som 14-årige, er blevet unge kvinder og har stadig lyst til at tage vagter, selv om de har andre job. Det synes jeg er enormt sødt.
Holdet har lavet en bar på vandrerhjemmet, og det er pissefedt at sidde i sin egen bar igen. Vi sad og drak øl, og kokke, vi kender fra forskellige steder, kom forbi. Det er en stor fornøjelse at kunne sidde dér og hygge sig. Du kan følge hotelprojektet hos Klippen Hotel.
Mads er blevet student og sluttede med et 12-tal. Jeg tog et billede med ham og skrev, at jeg selv var blevet smidt ud efter 1.g, så jeg var selvfølgelig stolt over, at han havde gennemført. Emma havde gjort det tre år tidligere, og det var også en fantastisk dag. Billedet af Mads og mig fik over halvanden million visninger på Facebook. Det er fuldstændig vanvittigt.
Pludselig kom folk hen i Gudhjem og sagde tillykke med sønnen. Den varme og glæde er virkelig dejlig. Når et opslag går så meget rundt, kan man mærke det i virkeligheden. Folk kigger og kommer hen i toget eller på gaden. Sociale medier kan sgu være fantastiske.
Jeg passede også Jannies butik et par timer, mens hun havde personalemøde. Jeg ved ingenting om størrelser og dametøj, så jeg kedede mig og prøvede en kjole for sjov. Den sad elendigt. Når kunderne kom ind, viste jeg dem billedet, og de flækkede af grin. De købte ikke nødvendigvis noget, men vi havde det sjovt. Senere begyndte jeg at prøvesmage lidt bornholmsk spiritus, så det blev min egen lille mærkelige fest.
Du behøver ikke blive gammel i hovedet
Det handler egentlig om at holde sig ung i sindet. Prøve noget nyt, flytte nogle grænser og gøre noget fjollet. Jeg er 55, og nogen synes sikkert, at jeg er for gammel til festivaler og helikopterture og den slags. Men jeg synes stadig, det er sjovt. Man behøver ikke indrette sit liv efter folk, som bliver sure over, at man har en god oplevelse.
Jeg har lige gået en tur med seks nye medarbejdere i Dinero og fortalt om virksomheden og det, vi prøver at gøre. Jeg bliver helt rørt, fordi jeg er så stolt af mine kollegaer og vores mission. Det er også et privilegium at kunne stå med nogle unge mennesker og mærke den passion. Det er ikke kun fester og fadøl, der giver energi.
Jeg ved godt, at alle ikke kan alt. Der er mennesker med sygdom, handicap og helt andre muligheder end mine. Det er ikke dem, jeg taler om, når jeg provokerer folk til at gøre mere. Men jeg tror, at rigtig mange mennesker kan søge mere af det, som gør dem glade, med det udgangspunkt de har.
Jeg kom i en shitstorm, da jeg i en brændert skrev “offerrøve” om nogle af dem, som blev ved med at påstå, at kun eliten kunne tage til Folkemødet. Det var groft, og jeg ved godt, at mange bare blev vrede. Jeg synes stadig, at nogle opfinder forklaringer på, hvorfor de ikke kan gøre det, de gerne vil. Man behøver ikke gøre det på min måde. Man kan dele et sommerhus med venner, tage bussen og få nogle gode dage på Bornholm. Det behøver ikke være helikopter og dyrt hotel.
Hvorfor bruge 45 uger på at vente på de syv?
Jeg holdt engang et foredrag, hvor en mand bagefter fortalte, at han havde det fedeste job, fordi han havde syv ugers fri og kunne bruge dem på at dykke. Jeg spurgte, om han virkelig lavede noget, han ikke kunne lide, i 45 uger for at lave noget, han elskede, i syv. Hvorfor ikke undersøge muligheden for at blive dykkerinstruktør eller erhvervsdykker?
Det behøver ikke være den løsning, og ingen har 45 fantastiske uger uden problemer. Men man kan godt spørge sig selv, om forholdet kunne vendes lidt om. Vi har kun det ene liv, så vidt jeg tør regne med. Det er trist at bruge det meste af tiden på noget, man ikke kan lide, for at få lov at leve lidt i weekenden eller ferien.
Jeg tror, at mange kunne ændre noget, men ikke tør. Og så kan det provokere dem, når andre gør det, de selv drømmer om. Mine provokationer er måske barnlige, men jeg håber, at nogle få tænker, at nu skal det fandeme være løgn, og tager et skridt mod det liv, de ønsker. Det kan være at blive selvstændig, skifte job, finde kærligheden eller bare tage til noget, de længe har tænkt på.
Det betyder ikke, at mit eget liv altid er nemt. Den seneste uge har faktisk været hård, og jeg har oplevet noget med myndighederne, som jeg ikke kan fortælle om endnu af juridiske grunde. Alt er godt, og det ender godt, men der er også lort i mit liv. Ingen job og ingen drøm er uden torne.
Lykke kommer i glimt. Når snowboardet endelig glider, windsurferen planer, eller man ser sine børn lege. Det kræver ofte arbejde at komme frem til de glimt. Jeg havde ikke regnet med at eje et hotel på Bornholm, og det har været hårdt. Men så sidder man i sin egen bar med en fadøl og ser ud over Østersøen og tænker, hvor er det fucking vildt.
Så bliv ved med at udfordre dig selv. Tag en lidt større chance, gør dig umage, og tag med til noget, du ikke rigtig ved, hvad er. Det er tit dér, de overraskende oplevelser kommer. Nu skal jeg til Mads’ dimission og vognkørsel, og bagefter tager vi på Tinderbox med familie og venner. Det skal nok blive sjovt.
