Thorborgs Dagbog · Episode 107 · 23. september 2025 · 33:44
Om min fars fødselsdag, savnet af anerkendelse og den samtale, som ændrede vores forhold. Og om at tilgive og komme videre.
Lyt til episoden
Apple Podcasts – denne episode · Spotify · Amazon Music
Redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og aktuelle begivenheder afspejler optagelsen i 2025.
Det er den 23. september, min fars fødselsdag. I år er det ti år siden, han døde. Jeg opdagede også, at jeg var kommet forbi 100 episoder uden at fejre det. Jeg er elendig til mærkedage. Jeg synes egentlig, man skal fejre dem, men der sker så meget, at jeg sommetider leder efter ting, jeg ikke behøver at gøre. Det er både forkælet og lidt hårdt, og ja, jeg kunne godt sige mere nej.
Vi var lige inde og se MMA i KB Hallen med Jannie og drengene. Jeg er slet ikke til slagsmål, men Jannie har kæmpet taekwondo, og de andre syntes, det var superfedt. Det var også en gennemført oplevelse som show. Der var mange sjove mennesker at tale med i pauserne, blandt andre Lars Mikkelsen, som også har været i Livgarden. Mads skal selv derind, så de fik en god snak. Mads jokede med, at Lars’ fortællerstemme i historieundervisningen havde fået ham til at kede sig. Jeg sagde, at det vel stadig var bedre end bare at sidde med en bog, som vi gjorde.
Vi skal også til Wallmans i Cirkusbygningen. Jeg har været der mange gange og er stadig imponeret over, at man kan lave god mad til så mange mennesker og samtidig lave et så gennemført show. Jeg ville ikke rose noget, jeg ikke selv syntes var godt. Men det er egentlig min far, jeg vil tale om.
Et interview sendte mig tilbage til min far
Jeg hørte Peter Lund Madsens søn i Genstart. Det var et utrolig rørende interview. Han fortalte om sin far og deres forhold. Intervieweren spurgte til deres sidste samtaler, som blandt andet havde handlet om at finde en restaurant. Var han ked af, at han ikke havde vidst, hvad der ville ske, så de kunne have haft en dybere samtale?
Som jeg hørte svaret, havde de talt meget sammen, og sønnen var ikke i tvivl om, at hans far elskede ham. Derfor havde han ikke det samme behov for et stort sidste opgør eller en særlig afslutning. Det syntes jeg var smukt. Det fik mig til at tænke på, hvor mange mennesker der har noget uforløst med deres forældre. Mange af mine mandlige venner har noget med deres far, som de ikke rigtig har fået talt om.
Mænd fra en ældre generation kunne være lidt knudeagtige og have svært ved følelser. Min far var i hvert fald ikke god til at tale om dem. Min mor har senere tænkt, at han måske havde nogle træk, som kunne minde om Aspergers. Det er vores efterfølgende tanke, ikke en diagnose. Min mor elskede ham sindssygt højt. Der går stadig ikke en dag, uden at hun taler om ham, og deres forhold er på mange måder et godt forbillede for mig.
Jannie og jeg har også temperament og vilje begge to, og vi har efterhånden lært hinanden bedre at kende. Det gør det lettere at finde rundt om de kanter, vi hver især har. Jeg er selv ret optaget af alt det, som foregår i mit hoved, og jeg opdager ikke altid, hvad der sker i lokalet. Jeg kan godt være selvcentreret og burde sikkert bidrage mere derhjemme. Det er ikke kun andre, som kan være besværlige.
En begavet far, som var svær at flytte
Min far var af den gamle skole. Han og hans søster rejste gennem Europa og det ødelagte Tyskland omkring krigens afslutning. Min faster Helle Thorborg har skrevet om deres rejser. Prøv at forestille dig to unge mennesker, som tomler gennem byer, hvor meget er jævnet med jorden, og hvor mennesker ikke har til dagen og vejen. Det må have været voldsomt og præget dem.
Jeg har nok også været hård ved min far nogle gange. Men børn har krav på at blive behandlet ordentligt. Man har ikke selv valgt at blive født. Der var aldrig vold i vores hjem, og min mor var der for os. Mit problem var, at min far ikke var særlig forstående og kunne være ubøjelig i sine meninger. Når han først havde besluttet sig, var det svært at flytte ham. Han elskede at diskutere. Det gør jeg også, men jeg synes selv, at jeg er bedre til at lytte og ændre mening.
Han var ekstremt begavet. Han talte flere sprog, var udviklingschef på en højttalerfabrik i en menneskealder og lavede opfindelser. I de sidste mange år af sit liv sad han foran computeren med nogle formler i et Excel-ark. De var så lange og komplicerede, at jeg aldrig har set noget lignende.
Som jeg forstod hans arbejde, handlede det om at kunne beregne, hvordan en højttalerenhed ville opføre sig, inklusive den kant, som holder membranen. Den del var vanskelig at tage højde for i en simulering. Han brugte mange år på en formel til det. Kort før sin død blev han hædret blandt førende akustikere i Wien sammen med min mor. Det var en meget stor dag for dem begge.
Når jeg spurgte, hvad han lavede, prøvede han at forklare det. Men det røg hurtigt ind ad det ene øre og ud ad det andet. Jeg kunne forstå den overordnede idé. Det er lidt det samme med udviklerne i Dinero. Jeg kan tale med min CTO om, hvordan vi kan træne AI-agenter til at udvikle, og forstå retningen og mulighederne. Jeg kan ikke sætte mig ned og programmere løsningen.
Min far vidste enormt meget om historie og geografi og var næsten umulig at slå i skak eller Trivial Pursuit. Underholdning og sport var til gengæld ikke hans område. Jeg var dårligere end ham i mange af de discipliner, som han var stærk i. Som dreng har man jo sin far som forbillede, og jeg ville også gerne være højttaleringeniør.
Jeg fandt en anden hylde, men savnede anerkendelsen
En af min fars venner fra Sony kom engang hjem til os med en tidlig CD-afspiller, som vi fik strøm til med transformatoren fra min racerbane. Efter hvad jeg har fået fortalt, var det den første CD-afspiller, som blev spillet i Europa. Det skete i kælderen i mit barndomshjem. Sådan noget var en del af den verden, jeg voksede op i, og det gjorde min far til et stort forbillede.
Men da jeg kom på matematisk linje i gymnasiet, måtte jeg erkende, at matematik, fysik og kemi ikke var mine styrker. Jeg kan godt lide de store idéer i videnskab og udvikling. Når vi kommer ned i integralregning og de detaljer, jeg skal koncentrere mig om for at kunne regne noget ud, mister jeg interessen. Jeg forlod gymnasiet og fik et job på en tankstation. Det gav mig et kompleks i forhold til min far.
Da vi solgte Jubii for 100 millioner euro, ringede jeg til ham og fortalte det. Han sagde, at det var flot, og begyndte så at tale om min søsters datter Olivia, som var på besøg og havde gjort noget, han syntes var fantastisk. Resten af samtalen handlede om hende.
Som bedstefar var det selvfølgelig en stor ting for ham. Men jeg kunne mærke en smerte over, at han ikke lige kunne bruge et minut på det, jeg fortalte. Spørge ind, sige hold kæft, hvor er det godt gået, eller invitere mig hjem til en kransekage og en snaps. Bare en form for anerkendelse. Jeg havde ikke klaret gymnasiet og var ikke blevet ingeniør, men jeg havde fundet en anden hylde og gjort noget på den.
Det betød også meget for mig at komme i Blå Bog. Andre har gjort en dyd ud af ikke at ville stå i den, men for mig var det lidt som at få den studenterhue, jeg aldrig fik. En form for anerkendelse fra samfundet, som jeg åbenbart havde manglet. En psykolog kunne sikkert få en del ud af det.
Vi fik endelig talt om det
Min far fik kræft, og på et tidspunkt vidste vi, at hans tid var begrænset. Jeg havde samtidig andre problemer og gik nogle gange til psykolog. Det hjalp mig med at få sat ting på plads, også i forhold til ham. Jeg kunne se, at der var grænser, jeg ikke havde sat, og ting, jeg ikke havde sagt.
Jeg besluttede at tage hjem til mine forældre og fortælle, hvad jeg havde været ked af. Min mor sad også med. Det blev en lang samtale med fugtige øjne på begge sider. Min far blev ked af at høre det og fortalte ting fra sin egen barndom, som jeg ikke kendte. Han havde selv følt sig som det sorte får og havde ikke fået den anerkendelse fra sine forældre, som han havde brug for.
Da vi var færdige, så jeg ham anderledes. Tænk, at et menneske med det udgangspunkt faktisk var blevet så god en far, som han var. Man bliver præget af sin barndom. Jeg er heller ikke fuldstændig velafbalanceret og uden dæmoner. Jeg ved nogenlunde, hvor mine kommer fra, og prøver at have styr på dem.
Jeg har lavet den regel for mig selv, at min far var en bedre far end sin far, og at jeg skal være en bedre far end min. Jeg håber, at Mads og Holger bliver endnu bedre fædre. Det er en slags udvikling gennem generationerne. Jeg har også begået fejl, som mine børn tager med sig. Måske kommer de en dag med blanke øjne og fortæller mig noget, de har været kede af. Så skal jeg lytte og prøve at give dem noget ro og selv lære af det.
“Martin, jeg elsker dig”
En af de ting, jeg havde sagt til min far, var, at jeg var ked af, at han aldrig havde sagt, at han elskede mig. Jeg var ikke nødvendigvis i tvivl om det, og han viste det på sin måde, men jeg havde brug for at høre ordene.
Kort tid efter var han alvorligt syg på Herlev Hospital. Jeg havde købt en is til ham, som han næsten ikke kunne spise. Vi sad der, og så så han helt uopfordret på mig og sagde: “Martin, jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort.” Jeg sagde: “Far, jeg elsker dig. Det har jeg også altid gjort.” Jeg får stadig næsten tårer i øjnene ved at fortælle det. Det forløste noget hos os begge.
Min søster og jeg afløste min mor, som havde svært ved at holde til det. Han var hendes et og alt. Vi tog vagter på tolv timer og skiftedes til at være der dag og nat. Vi kaldte på sygeplejerskerne, når der var brug for det, og prøvede at gøre det så behageligt som muligt. Min mor kom ind og masserede hans fødder, og vi talte til ham.
En morgen sad jeg med hans hånd og kunne mærke, at noget var anderledes. Min gamle ven Mogens havde talt med mig om at give et døende menneske ro omkring dem, som bliver tilbage. Jeg sagde til min far, at jeg var hos ham, at jeg havde styr på mor og min søster, og at han godt måtte give slip. Kort efter døde han. Det var en voldsom oplevelse, og jeg ringede grædende til min søster, som kom med det samme.
I dag er mit forhold til min far afklaret. Jeg bebrejder ham ikke noget. Han gjorde det bedre, end hans egen far havde gjort, og ud fra sine forudsætninger var han en god far. Jeg fik sagt det, jeg havde brug for, og jeg tror også, at han fik sagt det, han havde brug for. Der står ikke et hul tilbage med noget, vi aldrig fik talt om.
Hvis du stadig har dine forældre og har noget uforløst, er min opfordring at få det sagt. Det kan være svært, og det bliver ikke altid modtaget godt. Jeg er ikke psykolog og kan ikke love, at alle samtaler ender som vores. Men for mig var det en kæmpe lettelse at få gjort rent bord, mens vi stadig kunne tale sammen.
Tilgivelse giver dig selv fri
Det fik mig også til at tænke på tilgivelse. På tidspunktet for optagelsen havde jeg set Charlie Kirks kone sige, at hun tilgav sin mands morder. Jeg kendte ikke meget til Charlie Kirk og hans holdninger, men jeg synes, volden er forfærdelig. Jeg kan være dybt uenig med Donald Trump uden at ønske, at han bliver fysisk skadet. Jeg er også imod dødsstraf. Jeg synes, samfundet skal kunne være større end den enkelte gerningsperson.
Jeg ved ikke, hvordan hun har det inderst inde, men jeg håber, at tilgivelsen kan give hende noget ro på længere sigt. Det samme gælder i mindre konflikter. Man kan se nabostridigheder, hvor mennesker bruger årevis på at klage over hinanden. Tænk at bruge sit liv på det. Find en løsning, flyt, eller slut fred, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Jeg har tilgivet næsten alle, som har gjort mig ondt. Ikke fordi det, de gjorde, var i orden, men fordi jeg ikke vil blive ved med at bære rundt på det. Hvis man konstant tænker på den andens ondskab, bliver man ved med at mærke skaden. De dårlige tanker forgifter ens egen hverdag. De straffer ikke den anden.
Du behøver ikke nødvendigvis fortælle personen, at du tilgiver. Du kan gøre det inde i dig selv og beslutte, at du vil videre. Jeg tror også, at mennesker, som igen og igen behandler andre dårligt, ofte skaber et dårligt liv for sig selv. Ikke som en religiøs idé om karma, men som en konsekvens af den måde, de møder verden på.
Når nogen skriver grimt til mig eller gør noget dårligt, prøver jeg at huske, at jeg ikke behøver hjælpe dem med at skubbe deres negative tog. Jeg vil hellere bruge min energi på familie, venner, arbejde, udvikling og gode oplevelser. Det er dér, jeg gerne vil være.
Og tak til dem, som hjalp med Capino efter sidste episode. Der kom mange gode mails og konkrete forbedringsforslag, og det gik allerede lidt bedre igen. Jeg fandt ikke nogen oplagt forklaring på de stille uger, selv om vi havde testet oprettelse og betaling. Måske havde det bare været et mærkeligt tilfælde. Under alle omstændigheder var hjælpen værdsat.
