Min kommende bog om mig

Thorborgs dagbog · Episode 140 · 29. september 2026 · 42 minutter og 32 sekunder

Jeg fortæller om min kommende selvbiografi og om, hvordan jeg bruger AI til at arbejde med både bogen og min hjemmeside. Undervejs handler det også om vores tur til Frankrig, Holgers første iværksætterprojekt og glæden ved at få noget ud i virkeligheden.

Lyt til episoden

Åbn episode 140 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Episoden er optaget den 29. september 2026, og tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra det tidspunkt.

Det er den 29. september, og jeg ligger i mit badekar. Jeg kan ikke se Øresund, for det er helt tåget, men solen står igennem tågen, og det er fuldstændig magisk smukt. Jeg kan ellers godt lide at kunne se over på Sverige, men det kan jeg ikke endnu. Jeg har lige trænet en time, og det trængte jeg til efter fire dage i Frankrig, hvor vi har arbejdet fra morgen til aften og drukket vin om aftenen.

Det lyder måske fuldstændig åndssvagt at tage til Frankrig med sin kone og så bruge hele dagen på at arbejde, men vi kan simpelthen ikke lade være. Jannie har siddet med en fantastisk udsigt og haft gang i tre-fire AI-agenter på én gang for at optimere Klippen Hotels hjemmeside, så hotellet bliver lettere at finde på søgemaskiner og i svarene fra AI. Jeg har siddet ude på terrassen under en parasol med mit eget projekt, som jeg kommer til om lidt.

Fra terrassen kan man se ud over bjergene og Tourrettes-sur-Loup, og i det fjerne glimter Middelhavet. Når man vågner om morgenen, er der et æsel, der skryder, og en hane, der galer, men ingen trafikstøj. Der er bare stille, indtil byen langsomt vågner. Omkring klokken otte begynder håndværkerne og butikkerne at komme i gang, og man kan dufte bageren rundt om hjørnet. Det er fandme et dejligt sted.

Når arbejde føles som en hobby

Nogen vil sikkert spørge, hvorfor vi ikke bare slapper af, når vi er afsted sammen. Men det gør vi faktisk ved at sidde med hver vores projekt. Vi kan sidde i flere timer, og hvis den ene kommer ind for at fortælle noget, kan den anden godt være så langt inde i det, at man lige må vente. Så rammer vi et tidspunkt, hvor vi begge to er helt øre i hovedet, og går ned og spiser en god frokost eller går en tur.

Bagefter kribler det for at komme tilbage, fordi vi begge to sidder med noget, vi synes er pisseskægt. Forestil dig den hobby, du elsker allermest, og at du kan tage den med alle steder. Sådan har vi det. Det føles ikke som arbejde, og samtidig er der hele tiden et overlap, hvor vi udveksler erfaringer, idéer og metoder med AI. Det er sgu skidehyggeligt at have det sådan med sin kone.

Da vi kom hjem, skulle vi holde Holgers 18-års fødselsdag. Han og en ven har arbejdet på en virksomhed, der hedder Synbar, og de har brugt AI-agenter til at programmere og bygge et værktøj, der skal hjælpe virksomheder med at blive fundet i AI-svar.

Man skriver sin hjemmesideadresse ind, og så prøver værktøjet at forstå, hvad hjemmesiden handler om, og hvilke spørgsmål folk kunne finde på at stille for at finde den slags virksomhed. På mit website fandt det for eksempel emner som lederforedrag og lederbøger. Jeg holder ikke rigtig foredrag i øjeblikket, men jeg har holdt fem-seks hundrede, så det er jo rigtigt nok, at det er noget, hjemmesiden handler om.

Derefter får man forslag til, hvad man kan ændre, og en vurdering af, hvor synlig man er inden for de forskellige emner. Når man arbejder med forslagene, kan man følge udviklingen og se, om det går bedre eller dårligere. Det er lidt samme tanke som søgemaskineoptimering, men med fokus på ChatGPT, Claude og de andre AI-tjenester.

Få nu det produkt ud i virkeligheden

Jeg havde flere gange sagt til drengene, at jeg gerne ville hjælpe. De var jo i gang med at bygge en softwarevirksomhed til erhvervslivet, og det er sådan set det, jeg har beskæftiget mig med i 30 år. I Dinero regnede vi på tidspunktet for optagelsen med en omsætning på lidt over 300 millioner kroner i året og et overskud på cirka det halve. Så jeg vil godt vove at påstå, at jeg ved en del om den slags.

Da de nærmede sig lanceringen, kom de endelig og bad om hjælp. De mente stadig, der var en masse, som skulle laves, før produktet kunne komme ud, så jeg gav dem en ordentlig peptalk om momentum. Noget af det vigtigste som iværksætter er at komme fremad og få det, man har lavet, ud i virkeligheden.

Det er klart, at man skal have styr på tingene, hvis man bygger et fly. Men hvis der er en stavefejl eller en funktion, der driller i et værktøj til AI-synlighed, er der altså ikke nogen, der dør. Skriv beta øverst, fortæl, at det er en test, og lad folk bruge det gratis. Vær samtidig ærlig om, at det senere kommer til at koste penge, for drengene har også udgifter til AI og skal kunne leve af det.

De lancerede så værktøjet en aften, og næste morgen kom Holger ud, mens jeg var færdig med at træne og skulle til bageren, inden jeg skulle hjem og lave pandekager til fødselsdagen. Han så fuldstændig smadret ud. Jeg spurgte, om han havde været så spændt på sin fødselsdag, at han ikke havde sovet, men det var noget helt andet: Det væltede ind med brugere.

De havde skrevet i en Facebookgruppe og spurgt, om nogen ville hjælpe med at teste, og pludselig sad de med en masse mennesker, som prøvede produktet og kom med feedback. Der var en SEO-fyr, som syntes, det var latterligt, men der var også rigtig mange, som var begejstrede og for første gang følte, at de begyndte at forstå, hvordan deres virksomhed kunne blive fundet.

Det var virkelig sjovt at se Holger i det. Hans første rigtige iværksætterprojekt var pludselig blevet mødt af virkeligheden, og nu kom der supportspørgsmål, idéer og brugere. Han glædede sig til at se sin far, som var kommet på besøg fra Thailand, men man kunne også se, at han bare havde lyst til at arbejde videre på fuld skrue.

Hans far er selvstændig, så jeg sagde, at han da kunne tage computeren med og svare brugerne, mens hans far kørte bilen. De skulle køre nogle lange strækninger og kunne jo både snakke og arbejde undervejs. Det kunne hans far sikkert godt forstå, og han ville også være stolt af at se, hvad Holger havde fået gang i.

Man kan sidde længe nede i kælderen og overveje, om en knap skal være rund eller firkantet. Men på et tidspunkt skal det, man har bygget, møde rigtige mennesker. Det er dér, man finder ud af, hvad der virker.

Skolen kan gøre én bange for at blive bedømt

Jeg tror også, der kan ligge noget andet bag den modstand mod at lancere. Hvis man som mig har haft det svært i skolen, er man vant til at få at vide, at det, man laver, ikke er godt nok. Holger er droppet ud af gymnasiet, og jeg skal ikke tale på hans vegne, men jeg kunne forestille mig, at der kan være noget af den samme følelse.

Man bliver bedømt hele tiden, og ofte ret ufølsomt. Der kommer røde streger under fejlene, en karakter og en forklaring på alt det, man ikke kan finde ud af. Det kan godt gøre én lidt håndsky, når man bagefter skal ud og vise noget, man selv har lavet.

Som iværksætter kan man også få at vide, at man er en kæmpe idiot. Det følger med. Men man kan samtidig få en masse ros fra kunder, fordi man har gjort deres hverdag lettere, bedre eller billigere. Og man arbejder med noget, man selv har valgt, hvilket altså er noget sjovere end at blive tildelt en eller anden røvsyg opgave i skolen.

Jeg ville selv prøve at arbejde med AI-agenter

I min hverdag i Dinero bruger jeg meget tid på at forstå de AI-projekter, vi arbejder med. Men indtil for nylig havde min egen brug af AI primært været ChatGPT og Claude som sparringspartnere. Jeg havde ikke rigtig arbejdet praktisk med agenter, og det ville jeg gerne, så jeg kunne få en bedre forståelse af, hvad de kan.

Mit første projekt blev derfor min egen hjemmeside, thorborg.dk, som jeg ikke havde gjort ret meget ved i nogle år. Jeg satte AI i gang med at opdatere WordPress og mine plugins, og undervejs nåede vi til nogle ting på webhotellet, som jeg selv skulle ændre. Jeg fik en vejledning og måtte også ind og rette noget kode.

For en udvikler er det sikkert helt banalt, men for mig var det ret surrealistisk. Normalt ville jeg have ringet til en konsulent og betalt for at få det ordnet. Nu kunne jeg selv gøre det med hjælp fra AI.

Der blev også sat backup op, så jeg har friske kopier af hjemmesiden, hvis noget går galt. Under opgraderingen var der nogle ting, som holdt op med at virke, og dem fik vi rettet ved at ændre indstillinger og arbejde med de relevante plugins. Til sidst var hjemmesiden opdateret.

Det er den slags arbejde, jeg før ville have betalt mange tusinde kroner for. Denne gang brugte jeg måske omkring 300 kroner på ekstra AI-forbrug. Det er mit overslag, men forskellen var i hvert fald til at få øje på.

Bagefter gik jeg videre med indholdet. Jeg fik ryddet op i døde links og forældede oplysninger, blandt andet et foredrag, der for længst var afholdt. Jeg fik også lavet et pressekit med nye billeder, fordi jeg har fået overskæg, og med både en kort og en længere beskrivelse af mig, så journalister kan finde det, de skal bruge.

Jeg vil gerne have min lederbog ud at leve

Jeg bad også AI om at hjælpe med at gøre hjemmesiden bedre til at præsentere “Min vej som leder”. Jeg vil gerne sælge flere af den, fordi jeg stadig synes, det er en røvfed bog. Når jeg kigger i den, synes jeg stadig, den rammer essensen af godt lederskab.

På tidspunktet for optagelsen havde Gyldendal lavet tredje oplag i året, og mine omtrentlige tal var omkring 6.000 solgte papirbøger og 8.000 lytninger på Mofibo. Jeg kan ikke huske de præcise beløb, jeg får, men det er ikke nogen kæmpe forretning for mig. Måske fem-ti kroner pr. lytning og omkring 40-50 kroner pr. solgt papirbog, sådan som jeg husker det.

Det er bestemt også penge, men jeg kom jo til at holde en udgivelsesfest på Museo for omkring 100.000 kroner. Jeg inviterede 60 mennesker, og det var en af de sjoveste fester, jeg selv har været til. Folk blev simpelthen så fulde allerede den første time, at flere måtte give op. Det var sgu pengene værd.

Anders, min gode ven, har skrevet det meste af “Min vej som leder” på baggrund af interviews med mig. Det er mine historier, pointer og erfaringer, men han har været den, der fik dem ned på papir. Det har aldrig været nogen hemmelighed; han står også på bøgerne.

“E-pusher” skrev og udgav jeg selv, og den blev til gengæld en virkelig god forretning. Som jeg husker det, gav den et overskud på omkring fem millioner kroner.

Med lederbogen handler det nu især om, at jeg gerne vil have arbejdet ud at leve. Jeg fik lavet en ordentlig side om bogen og arbejdet med beskrivelserne, så det bliver lettere at forstå, hvem den er relevant for. Mit håb er, at bedre præsentation og synlighed vil give flere salg. Det ændrer ikke min hverdag økonomisk, men når man har lavet noget, man er glad for, vil man gerne have, at folk bruger det.

Hvorfor jeg er begyndt på en bog om mit eget liv

Alt det leder frem til mit nye projekt. Jeg har brugt noget tid sammen med min mor og talt med hende om min barndom. Hun fylder 90 næste år og er heldigvis ved godt helbred, glad og positiv, men jeg ved jo ikke, hvor længe jeg har hende.

Jeg kender selvfølgelig meget af historien, men jeg havde lyst til at tale med hende og forstå min barndom bedre. Samtidig har perioden omkring min fars død gjort et meget stort indtryk på mig. Jeg fik nogle gode råd og støtte fra gode venner, som jeg gerne vil give videre til andre, der står med en pårørende, som skal dø.

Jeg havde derfor lyst til at fortælle min livshistorie, og denne gang ville jeg gerne lave projektet selv. Jeg havde ikke lyst til at sidde og fortælle det hele til en anden, men jeg ville gerne bruge den nye teknologi så meget som muligt. På den måde kan jeg både få fortalt historien og lære at bruge AI i praksis.

Arbejdet med hjemmesiden er også en del af det. Jeg vil gerne have et sted, der fungerer ordentligt, når bogen skal lanceres, og derfor har vi både arbejdet med indhold, hastighed og de tekniske ting.

Jeg fortæller historien, og AI hjælper med at få den på papir

Jeg sidder jo tit i badekarret eller bilen og taler, ligesom jeg gør nu, så jeg tænkte, at det måske kunne blive grundlaget for bogen. Først talte jeg i 30-40 minutter om, hvad jeg ville med den, hvilke historier der var vigtige, og hvad jeg gerne ville sige. Det gav jeg til ChatGPT og bad om et forslag til kapitler.

Der kom et oplæg med omkring 18-20 kapitler og idéer til indholdet, og det ramte virkelig godt. Jeg fik selv lyst til at læse bogen, da jeg så det.

Så gik jeg i gang med prologen. Jeg satte mig ned og tænkte på min fars død og indtalte historien stille og roligt over en halv times tid eller lidt mere. Flere gange fik jeg tårer i øjnene, selvom jeg bare sad og fortalte det til min telefon.

Jeg fik optagelsen transskriberet og lagde teksten ind i et projekt i ChatGPT. Transskriptionen var langt fra perfekt, men projektet havde allerede en masse baggrund. Jeg havde givet AI eksempler på min skrivestil, mine bøger, formuleringer og viden om de ting, jeg har oplevet. Jeg havde også fået samlet artikler og oplysninger, som kunne hjælpe med navne, årstal og kronologien omkring blandt andet Jubii og Cybernet.

Med alt det som grundlag skrev ChatGPT et udkast til prologen, som jeg faktisk var virkelig tilfreds med. Derefter satte jeg mig ned og rettede den igennem. Jeg ændrede formuleringer, rettede misforståelser, tilføjede ting og flyttede rundt på noget af teksten. Det tog måske en time eller halvanden at få det hele på plads.

Så lagde jeg den på Facebook for at se, om der overhovedet var interesse. Jeg vidste egentlig stadig ikke helt, hvorfor jeg havde fået lyst til at skrive historien. Måske fordi min mor er blevet så gammel, og fordi hun er den, der kender min barndom allerbedst, nu hvor min far har været død i ti år.

Gamle venner kan huske det, jeg har glemt

Prologen blev det længste opslag, jeg nogensinde har lagt på Facebook, og den er meget hudløst ærlig. Jeg blotlægger både mig selv og mit forhold til min far, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg læser den.

Jeg tænkte, at det måske var for langt til, at folk gad læse det, men det gik helt amok. Efter nogle dage var der over 400.000 visninger og omkring 400 kommentarer. Folk skrev om deres egne forældre, der var gamle eller lå for døden, og gamle kammerater tilbød at bidrage med historier.

Min første rigtige ven, Kiks, som også hedder Hans Christian, skrev til mig efter mange år. Han var rørt over teksten og ville gerne hjælpe. Jeg sendte ham også det første kapitel, hvor han selv er med, og han kom med nogle virkelig søde historier, jeg havde glemt.

Da vi så hinanden første gang, troede vi begge to, at den anden var en pige, fordi vi havde så langt hår. Vi tænkte åbenbart begge to, at den pige gad vi fandme ikke lege med. Og en anden gang havde vi leget hjemme hos mig, indtil det var blevet mørkt, og så turde han ikke gå de hundrede meter hjem alene. Min lillesøster måtte følge ham.

Det er jo de historier, man ikke nødvendigvis kan huske, når man bare sætter sig og fortæller fra ende til anden. Derfor er det også fantastisk at få andre mennesker med i processen.

Min AI-redaktør er ret hård ved mig

På tidspunktet for optagelsen havde jeg lavet ni kapitler plus prologen og omkring 42.000 ord. Min plan er først at lave et skelet af hele historien og derefter fylde flere af de sjove og væsentlige anekdoter ind. Jeg kan ikke huske alle historierne fra årene i USA, bare fordi jeg sætter mig ned og taler i 40 minutter.

Når jeg kommer i tanke om noget, indtaler jeg det på telefonen, får det transskriberet og beder ChatGPT om at sætte det ind det sted, hvor det passer. Når jeg har hele råmaterialet, skal jeg gennemskrive det samlet.

For at se, hvor langt jeg egentlig var, gav jeg teksten til Claude og bad den opføre sig som verdens bedste og hårdeste forlagsredaktør. Den skulle ikke bruge tiden på kommaer og stavefejl, men på struktur, gentagelser og på, om historien fungerede.

Den kom tilbage med en ordentlig rapport. Prologen fungerede godt, men andre steder var teksten for maskinel, jeg gentog mig selv, og nogle kapitler var for tynde. Noget af det vidste jeg godt, fordi jeg endnu ikke havde fyldt alle anekdoterne ind, men det var stadig nyttigt at få det påpeget.

Den kunne også se, at AI havde været inde over, og det er jo ikke nogen hemmelighed. Jeg er ikke pludselig blevet en romanforfatter, og jeg har også tidligere samarbejdet med andre om at få mine historier ned på papir. Denne gang er det bare en anden måde at arbejde på.

Jeg gider ikke skjule, hvordan bogen bliver lavet

Jeg er godt klar over, at nogen vil tænke, at de ikke gider læse en bog, hvor AI har spillet en stor rolle. Det bekymrer mig da lidt, men jeg gider ikke lyve om processen.

For mig er det centrale, at det er mine oplevelser, min viden og mine formuleringer, der ligger til grund. Jeg fortæller historien, giver AI materialet og går bagefter teksten igennem, så den bliver min. AI spiller en stor rolle i arbejdet, og det indrømmer jeg blankt.

Jeg har svært ved at se, hvorfor det i sig selv skulle være dårligere, end at jeg fortæller historien til Anders, som skriver et udkast, hvorefter en redaktør og jeg arbejder videre med det. Det afgørende for mig er kvaliteten af det, der kommer ud.

To dygtige journalister har allerede kontaktet mig om at hjælpe med projektet, og jeg har sagt pænt nej tak. Jeg vil gerne prøve at lave det hele selv i samarbejde med AI, også fordi jeg synes, det er spændende at se, hvor langt man kan komme.

Jeg vil lave bogen, udgive den og stå for hele projektet. Det skal være et samarbejde mellem mine AI-værktøjer og mig, hvor jeg bruger dem som sparringspartnere, skribenter og redaktører. Så må læserne bedømme resultatet.

Det er detaljerne, der gør historierne værd at læse

Det er ikke nok at fortælle, at vi solgte en virksomhed. Det spændende er, hvad der foregik undervejs. Hvordan fandt vi køberen? Hvordan var forhandlingerne? Hvad gik galt, og hvad gjorde vi så?

Jeg har for eksempel lige indtalt en historie fra forhandlingerne omkring Cybernet og Jubii. Vi sad på et advokatkontor fra klokken ni om morgenen til klokken 23 om aftenen. Til sidst blev der skruet op for varmen, og vi fik ikke mere vand. Jeg oplevede det som et forsøg på at presse os til at få aftalen lukket. Der blev røget, og stemningen var som i en westernsaloon.

Eller dengang vi forhandlede med Visma, og de rejste sig og gik fra mødet. Min forretningspartner troede, at det hele var gået i vasken, men jeg havde prøvet den slags før og sagde, at vi skulle tage det roligt. De kunne jo heller ikke bare tage tomhændede hjem til Oslo.

Vi blev siddende, og ti-femten minutter senere kom de tilbage. Det er den slags scener og erfaringer, jeg gerne vil have med. AI kan hjælpe mig med at få dem formuleret, men den kan jo ikke levere mine minder.

Jeg har skrevet masser af klummer gennem årene, men jeg oplever, at den her måde at arbejde på gør processen bedre og hurtigere. Jeg tror faktisk, jeg kan lave et rigtig godt resultat med de værktøjer, jeg har, men det må du være med til at bedømme.

Jeg vil også selv indlæse lydbogen

Mit mål er at blive færdig i år. På tidspunktet for optagelsen håbede jeg at have et færdigt manuskript klar til tryk omkring den 1. november. Først skal resten af skelettet på plads, så skal historierne fyldes ind, og derefter skal hele lortet gennemskrives.

Der er også meget andet, der skal ordnes: opsætning, ISBN, stregkode, trykkeri og en distributør. DBK er en af de muligheder, jeg er ved at undersøge, for jeg vil gerne udgive selv, men jeg skal have nogen til at håndtere distributionen.

Lydbogen vil jeg selv indlæse. ChatGPT har foreslået Hindenburg som software, og jeg forestiller mig at tage nogle dage væk og optage med mit eget udstyr. Bagefter vil jeg bruge AI til at optimere lyden.

Det er også det, jeg gør med podcasten her. Jeg sidder i mit badekar og taler ind i en telefon, og bagefter bruger jeg Adobe Podcast til at fjerne støj fra vandet, Strandvejen og mågerne og gøre stemmen mere behagelig at høre på. Til lydbogen kan jeg bruge en bedre mikrofon og gøre mere ud af optagelsen, men allerede med telefonen synes jeg, at resultatet er ganske fornuftigt.

Jeg vil løbende dele noget af bogen, når jeg synes, det er godt nok, så folk kan vurdere teksten. Nogen vil måske vælge den fra, fordi AI har været med, og det må jeg leve med. Men jeg håber også, at folk bliver nysgerrige og læser noget af den, før de beslutter sig.

AI gør det også lettere at sætte en virksomhed til salg

Til sidst vil jeg også nævne, at vi har fået et nyt forløb til at oprette en virksomhed til salg på Saxis. Vi har fået hjælp til at gøre det meget lettere, og AI hjælper blandt andet med at hente regnskabsoplysninger og skrive et forslag til teksten.

Det betyder, at man kan komme langt med at sætte sin virksomhed til salg på omkring ti minutter. Det er ofte nemmere at redigere et udkast end selv at skulle finde på og skrive alting fra bunden, og vi kan se, at det nye forløb fungerer bedre.

Det er endnu et sted, hvor vi bruger AI til at gøre en konkret opgave lettere. Og nu må jeg hellere komme op af badekarret og på arbejde.