Thorborgs Dagbog · Episode 108 · 1. oktober 2025 · 31:40
AI-agenter hjælper med support, udvikling og rejseplanlægning. Samtidig tænker jeg over, hvorfor oplevelser betyder mere for mig end flere ting.
Lyt til episoden
Apple Podcasts – denne episode · Spotify · Amazon Music
Redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og aktuelle begivenheder afspejler optagelsen i 2025.
Det er den første oktober, og jeg prøver stadig at lade varmepumpen nøjes med det varme vand, før jeg tænder for varmen i resten af huset. Det er også dejligt at se, at der er kommet mere gang i Amalo igen. Vi havde solgt omkring 18–19 varmepumper i september. De skiftende politiske meldinger om tilskud har været et mareridt.
Når man fortæller folk, at der kommer et tilskud om tre måneder, venter de selvfølgelig med at købe. Så bliver tilskuddet udskudt, og salget står stille igen. Vi har haft måneder med meget højt salg og derefter næsten ingenting. Det minder mig om min tid i bestyrelsen hos Andersen & Martini: Hvis folk tror, at bilafgifterne snart falder, køber de heller ikke en bil nu.
Jeg har lært, at jeg helst ikke vil være i virksomheder, som er så afhængige af, hvad politikerne finder på. Jeg tror ikke, de ødelægger det med vilje, men lidt erfaring fra den virkelige verden ville hjælpe. Man skal forstå, hvad en udmelding betyder for de virksomheder, som står med medarbejdere og regninger.
AI er allerede en del af Dineros arbejde
Til gengæld sker der virkelig spændende ting med AI. På tidspunktet for optagelsen blev omkring 47 procent af supporten i Dinero håndteret af AI. Kunderne valgte det selv, og tilfredsheden lå på samme høje niveau som med vores menneskelige support, omkring 91 på en skala fra nul til hundrede. Det var sgu imponerende.
Vi var også begyndt at se på programmeringsagenter, som kunne arbejde med frontend, backend og andre dele af udviklingen. Udviklerne brugte allerede AI-værktøjer til at gøre arbejdet lettere. Næste skridt var, at agenterne selv skulle skrive mere af koden. Det ville være en gradvis proces over flere år, hvor vi begyndte med det, som havde mindst alvorlige konsekvenser, hvis noget gik galt.
Mennesker laver også fejl, så det handler ikke om at forestille sig, at AI bliver fejlfri. Det handler om at lære at arbejde med den og kontrollere resultaterne. Udviklerne skal lære en ny måde at arbejde på. Vi er i gang, og det er sindssygt spændende.
En rejseagent sparede mig for mange timer
Familien skal til Thailand, og Jannie havde været på et kursus om AI og vibe coding. Vi skal rundt på forskellige øer og er fem eller seks personer, alt efter delen af rejsen. Vi kan bo to på hvert værelse, tre på et værelse eller måske alle i samme bolig. Det giver et hav af kombinationer, når man skal undersøge hoteller, priser og ledighed.
Jeg lavede hurtigt en rejseagent og gav den vores rute, datoer, budget og ønsker. Så gik den i gang med at undersøge hoteller og forskellige værelseskombinationer. Den sammenlignede muligheder på bookingplatforme og lavede et forslag til, hvor vi kunne bo. På omkring 20 minutter havde den gjort noget, som ellers ville have taget mig mange timer.
Man kan også bede den lede efter hoteller, som ikke ligger på de store platforme. Eller finde en restaurant med ledigt bord til tre personer klokken 19 inden for et bestemt budget. Det interessante er, at agenten kan undersøge hjemmesider og bookingløsninger og vende tilbage med konkrete muligheder. Man kan følge med i det, den laver.
Det er noget andet end bare at stille et spørgsmål og få et svar. Man giver den en opgave, som kræver flere trin. Det kan være at sammenligne konkurrenter, deres priser og målgrupper eller undersøge en rejse. Det begynder at ligne en billig personlig butler.
Agenterne skal kunne tale med virksomhedernes systemer
Der var stadig begrænsninger i det, jeg kunne få agenterne til på tidspunktet for optagelsen. Betaling, login, SMS-koder og MitID kunne kræve, at jeg selv trådte til. At undersøge en færgebillet er noget andet end at gennemføre et køb. Jeg forventer, at flere af de praktiske problemer bliver løst, men man skal skelne mellem at få et forslag og at få hele opgaven udført.
Virksomhederne får også brug for adgang, som er lavet til agenter. Det, jeg leder efter navnet på i optagelsen, er MCP: en måde at lade agenten bruge et softwaresystem gennem de værktøjer og den adgang, systemet stiller til rådighed. Pointen er, at agenten ikke skal være afhængig af at klikke rundt på en hjemmeside som et menneske. Der skal stadig være styr på, hvad den har lov til.
Jeg bad også en agent undersøge, om der var bord på Grøften en lørdag klokken 12.30. Den rodede med det i syv-otte minutter og gik så i stå. Jeg kunne ikke sige præcis hvorfor. Men det var heller ikke nogen katastrofe. Den kunne ikke løse en restaurantopgave, og så måtte jeg finde en anden vej.
De sidste procenter er sværest
I Dinero betyder AI, at vi ikke nødvendigvis skal genansætte lige så mange studentermedhjælpere, når de bliver færdige og stopper. På tidspunktet for optagelsen havde vi allerede reduceret bemandingen, og jeg gættede på, at der kunne komme yderligere ændringer det næste år. Det var mine forventninger dengang, ikke en beskrivelse af situationen i dag. AI koster også penge, så det er ikke en ren besparelse.
Jeg forventede samtidig, at flere kunder ville vælge AI, efterhånden som den blev bedre, og flere opdagede, at de kunne få et svar med det samme. Men man kan ikke bare forlænge en hurtig udvikling i en lige linje. De første store forbedringer kan være forholdsvis nemme. De sidste procenter er langt sværere.
Jeg sammenligner det med selvkørende biler. Det er én ting at køre under enkle forhold og noget andet at håndtere alle de mærkelige situationer, som opstår i virkeligheden. Det samme princip gælder software. Fejl i en restaurantundersøgelse har andre konsekvenser end fejl i et regnskabsprogram eller en bil. I Dinero skal beregningerne være korrekte, for tilliden til produktet er afgørende.
Der er til gengæld mange ufarlige opgaver, hvor vi godt kan leve med, at en agent ikke kan alt endnu. Det giver plads til at prøve ting af og lære. Jeg tror, den personlige butler med tiden vil kunne hjælpe med utrolig meget af det, vi i dag bruger tid på.
Et dyrere hus giver ikke nødvendigvis et bedre liv
Jeg var til en hyggelig julefrokost hos Morten Messerschmidt, hvor jeg talte med Søren Fauli. Vi er ikke nødvendigvis enige politisk, men man kan godt drikke en øl og have en god aften alligevel. Fauli er et finurligt og kreativt menneske, som har lavet reklamer, folk husker, og været med omkring Normal.
Han fortalte om den frihed, han havde fået efter at have solgt sin andel. For en kreativ freelancer kan det være stressende ikke at vide, om der er et nyt job, når en film, en reklame eller en forestilling er færdig. At have økonomisk tryghed giver mulighed for at vælge anderledes.
Jeg så også en udsendelse, hvor han fortalte om at købe et dyrt sommerhus og opdage, at det ikke nødvendigvis var lykken. Som jeg forstod historien, havde han senere fundet et billigere sted med naboer og et miljø, han trivedes bedre i. Det giver god mening. Det, som står på prisskiltet, fortæller ikke, hvordan hverdagen føles.
Jeg elsker selv at bo i Skodsborg. Vi er blevet gode venner med to naboer og passer lidt på hinanden. Samtidig har folk travlt med deres egne liv. Det passer mig godt. I små samfund kan man nogle gange mærke, at der bliver brugt meget energi på, hvad andre gør, hvordan de maler, eller om de starter noget nyt. Det kan være drænende. Men vi er forskellige: Nogle har mere lyst til tæt fællesskab end andre.
Jeg husker stadig en burger for hundrede kroner
Jeg har tænkt over, hvad jeg egentlig vil bruge flere penge på. Der er forskellige stadier. Jeg kan stadig huske, at min far gav mig 100 kroner, da jeg ikke havde ret meget. Jeg gik ud og købte en burger og følte mig ufattelig rig. Den følelse husker jeg endnu.
Dengang jeg arbejdede på Frederiksberg Politistation og boede med en kammerat, købte vi store mængder pastaskruer, flåede tomater, løg og krydderier, når vi fik løn. Det kostede ikke meget og kunne række længe. Vi kogte pasta, stegte løgene, blandede tomater og krydderier i og fordelte det hele i to dybe tallerkener. Så sad vi med en ske og så MTV. Det gav energi til det næste halve døgn og smagte faktisk udmærket.
Senere får man lidt mere luft i økonomien. Man kan vælge restaurant efter, hvad man har lyst til, og ikke kun efter prisen. Måske køber man en bil, et hus eller det ur, man har drømt om. Mit Rolex var en præmie til mig selv, da jeg første gang havde råd. En slags bevis på, at jeg havde klaret den. Men til daglig går jeg med Apple Watch. Jeg har ikke samme behov for at vise det andet frem.
Jeg vil hellere have oplevelser end flere ting
Jeg bor dejligt og har de ting, jeg gerne vil have. Hvis der kommer flere penge, har jeg faktisk ikke nogen stor materiel ønskeliste. Jeg skal ikke have en lystbåd, et fly eller en helikopter. Jeg kan godt synes, det er sjovt at bruge den slags, men jeg har aldrig drømt om selv at eje det. Jeg tror også, det ville give mere besvær.
Jeg har råd til at tage familien med på de rejser, vi gerne vil på. At kunne rejse rundt med min kone, børnene og en af deres kærester med rygsæk og hoppe mellem øer er for mig den ultimative luksus. Jeg ved godt, at det er enormt privilegeret. Jeg prøver ikke at fremstille det som et beskedent liv. Jeg siger bare, at valgfriheden og oplevelsen betyder mere for mig end en endnu større bil.
Det kan også være en middag med venner, hvor jeg får lov at give og nyde, at vi er sammen. Et glas vin, god mad og nogle timer med mennesker, jeg holder af. Det er mere værd for mig end endnu et ur eller et dyrt bælte.
Efter salget af Jubii gik jeg engang i Magasin med penge nok til at købe de ting, jeg før havde sparet sammen til. Jeg havde altid elsket at gå der og drømme om at købe noget for tusind kroner. Nu kunne jeg købe selv det store, dyre fjernsyn. Jeg kom hjem uden noget. Der var en grænse for, hvor sjovt det var, når jeg ikke længere skulle ønske mig det.
Så kan man begynde at lede efter et nyt bjerg. Jeg kender mennesker, som har solgt virksomheder og prøver at finde noget helt andet at bruge energien på. For mig er det de mindre projekter. Jeg elsker at arbejde med Capino og Saxis. Jannie driver de tre hoteller på Bornholm, hvor jeg er en slags medhjælpende ægtefælle. Jeg kommer over, taler med Thomas og medarbejderne, hjælper lidt med strategien og prøver at sprede god stemning.
Det er et andet eventyr end det, jeg ellers har arbejdet med, og jeg synes, det er hyggeligt at være med. Jeg gider egentlig ikke flere ting. Jeg vil gerne have mere af det, jeg synes er sjovt.
