Det er den 16. maj, og jeg sidder som sædvanlig ude i mit badekar. Det er lidt køligt og overskyet, men stadig forbandet smukt. Naboen har et rødligt træ, som står virkelig flot mod horisonten.
Der er gået lidt tid siden sidst. Jeg har haft gang i en masse forskellige ting, og det skal der også være plads til. I dag vil jeg fortælle lidt om mine nye solceller og om, hvordan jeg tænker optimering i en virksomhed. Min kone Jannies hoteller på Bornholm er et rigtig godt eksempel.
Mine solceller er kommet op
I sidste uge fik jeg installeret solceller fra Amalo, som jeg har investeret i. De havde sat to dage af til at montere omkring 50 kvadratmeter solceller. Jeg tænkte, at de alligevel skulle arbejde hurtigt for at nå det. Men de var faktisk færdige efter omkring seks timer. Det var ret vildt at se.
Klokken er næsten syv om morgenen, og det er helt overskyet. Lige nu producerer anlægget omkring 150 watt. Det er ikke meget, men jeg har også fået installeret et batteri, som blev ladet op i går. Så når jeg tænder kaffemaskinen, kan batteriet tage over. Det synes jeg sgu er meget sjovt.
Jeg har med vilje dimensioneret anlægget ret stort. I går producerede det 44 kWh, og i forgårs omkring 50 kWh i løbet af døgnet.
Jeg har både varmepumpe, udespa og elbil. Alligevel bruger jeg ikke så meget strøm om sommeren, at jeg kan aftage det hele. Varmepumpen kører ikke ret meget, og spaen bruger mindre, når det er varmt udenfor. Jeg kører heller ikke særlig meget i bilen, fordi jeg tager toget det meste af tiden.
Så hvorfor har jeg fået 26 paneler op og er ved at bestille 16 mere?
Fordi jeg ikke kun tænker på de lyse sommerdage. Jeg synes, det er mere interessant at se, hvor meget anlægget kan hjælpe mig i august, september, måske oktober og igen i marts og april.
Om vinteren kan vi bruge omkring 100–110 kWh om dagen. Det kan et solcelleanlæg på et almindeligt hustag ikke levere i december og januar. Det er jeg helt med på. Men hvis jeg kan være mere eller mindre selvforsynende i en større del af året, er det interessant.
Selve panelerne er heller ikke den største udgift i mit regnestykke. Jeg mener, at de ligger omkring 1.800 kroner stykket, mens inverteren alene koster omkring 18.000 kroner. Dertil kommer håndværkere, elektriker og tilslutningen til huset.
Når man allerede har de udgifter, fylder ti ekstra paneler relativt mindre på den samlede regning. Derfor synes jeg, det er værd at regne på en større løsning. Nu bliver det spændende at se, hvordan mit eget anlæg klarer efteråret.
Kan bilen også blive husets batteri?
Indtil videre har jeg et lille batteri på 5 kWh. Det kan udjævne noget af forbruget, når en sky går for solen, eller når jeg tænder noget, der bruger en del strøm. Men jeg har først og fremmest fået det for at prøve teknologien.
Jeg overvejer også en Fisker med et batteri omkring 100 kWh. Det bliver nok ikke i år, og jeg vil lige se, om bilen og løsningen faktisk fungerer, før jeg gør noget.
Det, der interesserer mig, er tanken om at kunne bruge bilens batteri til huset. Hvis man kan få den kombination til at virke, har man en helt anden kapacitet end med mit lille batteri.
Jeg har forstået, at der arbejdes med en intelligent energistyring, der hedder EMMA. Den er i beta på det tidspunkt, hvor jeg optager det her, og jeg har ikke prøvet den endnu.
Ideen er, at systemet prøver at forudsige, hvor meget strøm huset skal bruge i morgen, hvor meget solcellerne vil producere, og hvornår strømmen er billigst. Hvis solen ikke forventes at levere nok, kan det planlægge at lade batteriet fra nettet på et billigt tidspunkt.
Så bliver det ikke bare et spørgsmål om at fylde et batteri. Det bliver et spørgsmål om at bruge strømmen intelligent.
Om sommeren forestiller jeg mig for eksempel, at mit lille batteri kan hjælpe mellem klokken 17 og 21, hvor solen er på vej ned, og komfur og ovn bliver tændt. Et større batteri kunne så tage mere af aftenen og natten.
Hvis bilen skal bruges netop dér, er det selvfølgelig ikke så smart, at den samtidig skal forsyne huset. Men måske kan styringen også lære noget om, hvornår man normalt kører. Det er den slags muligheder, jeg går og nørder med.
Batterier er bare dyre. Mit lille batteri på 5 kWh ligger omkring 20.000–25.000 kroner. Når jeg samtidig ser på en bil med langt større batteri til omkring 400.000 kroner, får jeg lyst til at regne på, om man i praksis kunne få bilen med i købet i stedet for at bruge pengene på et stort stationært batteri.
Det er mine overvejelser og prisoverslag lige nu. Jeg skal stadig se, hvad der kan lade sig gøre.
Billig strøm skal kunne gemmes
Jeg tror, lagring bliver en vigtig del af fremtiden, indtil vi får atomkraft eller på andre måder løser vores strømforsyning. Når solen skinner, og det blæser, kan der være mere strøm, end vi har brug for. Men vi skal også kunne bruge energi på andre tidspunkter.
Det er også noget af ideen med Power-to-X: At bruge overskudsstrøm til eksempelvis at lave brint, som kan indgå i brændstoffer eller bruges til at producere strøm igen.
Om det bliver en god forretning i alle de forskellige udgaver, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg er hverken ingeniør eller energiekonom. Men tanken er spændende.
Der er også et tab, når man lader et batteri op og aflader det igen. Jeg kender ikke det præcise tab i min løsning. Derfor er det ikke nok, at strømmen om natten bare er en lille smule billigere. Prisforskellen skal også kunne betale for tabet.
Hvis strømmen er meget billig om natten og væsentligt dyrere om dagen, begynder intelligent styring at blive interessant. Det er det regnestykke, jeg gerne vil undersøge.
Mens jeg har siddet her og snakket, er anlæggets produktion i øvrigt steget fra omkring 150 til 300 watt. Det er sgu meget sjovt at følge med i.
Bøgerne sælger også
Jeg har også været optaget af bogsalget. Min ledelsesbog har nu rundet 10.000 eksemplarer, når vi tager e-bøger og de andre formater med.
Den nye, Skab din egen succes, ligger omkring 5.000, hvis vi også tæller lytninger og digitale formater med. De trykte eksemplarer ligger omkring 2.000, så vidt jeg husker.
Der bliver ikke solgt voldsomt mange bøger i Danmark, så det synes jeg egentlig er meget fint.
Jeg køber mig ind i muligheder for at optimere
Men det, jeg egentlig ville tale om i dag, er optimering af forretninger.
Arbejdskraft er dyr i Danmark. Jeg mener selv, at vores høje skatter er en del af forklaringen, men det skal ikke blive en diskussion om skattesystemet. Min pointe er, at medarbejdernes tid er værdifuld, og derfor skal vi bruge den ordentligt.
Jeg går ikke ind i en virksomhed, uden at jeg kan se muligheder for at optimere en masse processer.
Tag Amalo. Her kan kunden selv få lavet sit tilbud, modtage opfølgende mails, sende de videoer og oplysninger, vi skal bruge, booke en håndværker på den ønskede dag og betale med kort.
Vi skal ikke køre rundt og give tilbud, sende manuelle opkrævninger og følge op på hver lille ting. En stor del af forløbet fra tilbud til drift er automatiseret.
Det er den samme måde, vi tænker i Dinero. Jeg vil hellere investere en uges programmeringsarbejde i at fjerne ti minutters dagligt arbejde end blive ved med at betale for de ti minutter hver eneste dag.
Og det handler også om at fjerne de kedelige opgaver. De ting, vi kan automatisere, er ofte netop de ting, medarbejderne helst vil slippe for.
Lige nu arbejder vi også med AI for at fjerne kedelige opgaver i programmering, support og marketing. Men man behøver ikke begynde med avanceret teknologi. Jannies hoteller viser, hvor meget man kan gøre helt lavpraktisk.
To hoteller med fælles drift
Jannie har købt to hoteller, der ligger tæt på hinanden i Gudhjem. Det giver nogle helt konkrete stordriftsfordele.
Hun har én aftale med vaskeriet og samler morgenmaden i én restaurant. Gæsterne fra Therns skal gå omkring 250 meter, men til gengæld kommer de op på Klippen og spiser med udsigt over Østersøen. Det må man kalde en rimelig fed opgradering.
Mellem hotellerne har hun en lille butik, som også fungerer som reception for begge steder.
Hvis en gæst har spildt på sit håndklæde eller har brug for noget andet, kan vedkommende gå ned i butikken. De medarbejdere, der står der, hjælper også gæsterne og tager telefonen.
På den måde kan butikken holde åbent i en længere del af året. Hvor mange andre butikker lukker efter sæsonen, holder hendes efter planen åbent fra omkring 1. marts til 24. december, fordi den også har en funktion for hotellerne.
Prøv at regne på en almindelig reception, der skal være åben fra syv om morgenen til ni om aftenen. Det er 14 timer hver dag. Der skal dækkes flere vagter, og medarbejderne skal også have ferie og kunne være syge.
I mit grove regnestykke svarer det til tre-fire fuldtidsstillinger at holde sådan en funktion kørende. Derfor gør det en kæmpe forskel at samle opgaven og kombinere den med en butik, som allerede er bemandet.
Den bedste telefonsamtale er ofte den, kunden slipper for
Jannie prøver samtidig at fjerne så mange unødvendige telefonsamtaler som muligt.
Telefonen er dyr, fordi en medarbejder kun kan tale med én kunde ad gangen. På chat kan man hjælpe flere. Men det allerbedste er, hvis kunden allerede har fået den information, der er brug for.
Det kræver gode tekster på hjemmesiden, en ordentlig FAQ og beskeder, der kommer på det rigtige tidspunkt.
Gæsterne skal vide, hvordan deres ophold kommer til at foregå. Hvor finder de nøglen? Hvor er morgenmaden? Hvad gør de, hvis der er noget galt?
Hvis det er tydeligt, behøver de ikke ringe for at få forklaret det. Det sparer tid for os, og det giver dem et mere trygt og behageligt ophold.
Et system skal være nemt for både gæster og personale
Vi brugte omkring en måned på at teste forskellige hotelsystemer. Mange kunne mere end det, vi endte med at vælge. Til gengæld var de også mere komplicerede.
Nogle var svære at booke i, og nogle så ikke særlig pæne ud for kunden. Det betyder noget. Bookingsystemet er en stor del af butikkens vindue ud mod markedet.
Hvis man møder noget grimt og besværligt, får man en dårligere fornemmelse af hotellet, og så bliver færre besøgende til gæster.
Vi lagde derfor stor vægt på, at det cloudbaserede system skulle være enkelt for kunden og let for medarbejderne at lære.
Rengøringspersonalet har en iPad med sig. Der kan de se, hvad der skal ske på de forskellige værelser, og registrere, når et værelse er klart.
Der ligger også en vedligeholdelsesplan. Ud over den almindelige rengøring skal afløb tjekkes, brusere afkalkes og andre opgaver klares med passende intervaller. Det bliver en del af arbejdsgangen, så man ikke skal huske det hele i hovedet.
Rækkefølgen betyder også noget. Det nytter ikke, at man først støvsuger og derefter tørrer støv af, så støvet lander på gulvet igen.
Jeg mener, at vi ligger omkring 19 minutter for at gøre et hotelværelse klar til en ny gæst og omkring 11 minutter for den lettere rengøring under et ophold. Tiderne afhænger selvfølgelig af værelset og opgaven.
Hvis man skal arbejde effektivt uden at overbelaste personalet, skal der være en god procedure. Og når en ny medarbejder begynder, bliver oplæringen nemmere, fordi den bedste arbejdsgang allerede er beskrevet.
En besked, når værelset er klar
Når rengøringen melder værelset færdigt, kan den næste gæst automatisk få en SMS.
Hvis indtjekningen normalt er klokken 15, men værelset er klar klokken 11, hvorfor så lade gæsten vente til klokken 15?
Måske kører gæsterne rundt på øen og venter på at kunne aflevere deres bagage. Så får de en besked om, at de kan komme nu. Det er en dejlig service, som ikke kræver, at nogen skal sidde og ringe rundt.
Beskeden fortæller også, hvor værelset er, hvordan de får deres nøgle, og hvornår og hvor der er morgenmad. De får et telefonnummer til hjælp, hvis noget er galt.
Der er en person, som får betaling for at holde øje med vagttelefonen døgnet rundt. Heldigvis bliver den sjældent brugt, men der skal selvfølgelig være hjælp at få, hvis en gæst ikke kan finde sit værelse, eller noget ikke fungerer.
En del af markedsføringen er også automatiseret med Google og Facebook. Det vil jeg ikke gå mere i detaljer med i dag.
Navnet skal passe til det, gæsten får
Jannie har også arbejdet med at samle og tydeliggøre de forskellige værelsestyper.
Forhuset på Therns er blevet opgraderet og bliver i denne periode kaldt Klippen By. Værelserne er blevet rigtig flotte med romantisk tapet og høje paneler. Hun har virkelig gjort det godt.
Hotel Klippen ligger direkte i klipperne ud mod Østersøen. Klippen By ligger centralt i byen. Der er fordele ved begge dele, men det er forskellige oplevelser, og det skal være tydeligt.
Den resterende del hedder Therns Hostel. Her kan der være fælles bad på gangen og andre forhold, som hører til den type overnatning.
Vi beskrev det også før, men når stedet hed Therns Hotel, havde nogle gæster alligevel en anden forventning. Så blev de skuffede. Det måtte vi tage til efterretning.
Navnet hostel hjælper med at afstemme forventningerne. Det handler ikke bare om, hvad man selv mener, at man har forklaret. Det handler om, hvad kunden faktisk forventer.
Planen er at opgradere flere værelser, efterhånden som hun tjener pengene til det. På længere sigt kan hostel-delen måske helt forsvinde.
Hun har også søgt kommunen om at udvide restauranten på Klippen til det dobbelte. Hvis der kommer flere hotelværelser, skal der være plads til morgenmadsgæsterne. Men vi vil stadig gerne have én restaurant frem for to.
Morgenmaden følger antallet af gæster
Jannie har fundet et sødt par, der bor på Bornholm og har forpagtet restauranten.
De laver morgenmad til hotellets gæster fra klokken syv til ti. Derefter går de over til brunch for andre besøgende og fortsætter frem til klokken 16.
Det betyder, at Jannie ikke selv skal have et hold, der møder ind og forbereder morgenmad hver dag.
Vi bor i Skodsborg, mens hotellerne ligger i Gudhjem. Hvis den eneste morgenmadsmedarbejder bliver syg, kan vi ikke bare stå der fem minutter senere. Forpagterne har hinanden og deres personale, så der er en bedre mulighed for at dække ind.
Hun får en lejeindtægt fra restauranten og betaler så per måltid til hotellets gæster.
Det gør omkostningerne mere fleksible. Har hun én gæst, betaler hun for én gæsts morgenmad. Har hun 30, betaler hun mere, men så har hun også flere indtægter.
Hvis hun selv skulle drive det hele, ville der stadig skulle stå en person og være klar mellem syv og ti, selv om der kun kom én gæst. Det er dyrt i de stille måneder.
Nu følger udgiften i højere grad omsætningen. Det synes jeg er en rigtig god disponering, også for likviditeten.
Restauranten på Therns er hun også tæt på at få en aftale om. Jeg kan ikke fortælle mere endnu, men vi håber, der bliver skrevet under i de kommende dage. Så kan vi forhåbentlig fortælle om et superfedt nyt koncept.
Jeg vil gerne bruge penge på mennesker
Jeg fortæller det her for at vise, hvordan jeg tænker forretning. I dag handler det meget om omkostninger, men der er masser af ting, jeg gerne vil bruge penge på.
Jeg vil gerne forkæle medarbejderne med god morgenmad, ordentlige lønninger, gode arbejdsvilkår og fleksibilitet. De skal have gode computere og et ordentligt sted at arbejde.
Det, jeg hader at bruge penge på, er de små rutineopgaver: Manuel fakturering, registrering af indbetalinger og gentagne spørgsmål, som vi kunne have besvaret én gang for alle.
Det er også tanken bag funktioner som automatiske bogføringsregler i Dinero og automatisk bankafstemning. Jo mindre tid man bruger på gentagelser, jo mere tid har man til sin forretning.
Support er vigtig. Men hver gang en kunde skal kontakte os om noget, der burde have været nemt at finde eller forstå, har vi også taget noget af kundens tid.
Kunden vil ofte hellere kunne klare det selv. Det er bedre at sende en tydelig påmindelse end at lade kunden blive utryg og ringe for at få styr på en uklar situation.
Skriv dog, hvad dagens ret er
Jeg oplevede et ret grotesk eksempel på en færge for nogle måneder siden.
I cafeteriet stod der, at man skulle spørge, hvad dagens ret var. Prøv lige at forestille dig det. En stor del af køen bestod af mennesker, der bare ville vide, hvad de kunne købe.
Hvorfor fanden skriver man ikke dagens ret på et skilt?
Det tager måske fem minutter at få det gjort. Til gengæld kan man spare en masse gentagne forklaringer, forkorte køen og måske sælge til dem, der ellers giver op, når de ser 20 meter mennesker foran disken.
Jeg ved ikke præcis, hvor mange timer de kunne spare, men det er et eksempel fra virkeligheden. Og det findes i rigtig mange virksomheder, både caféer, restauranter og internetforretninger.
Giv kunden klar information før købet, under købet og efter købet.
Hvis folk ofte støder på de samme problemer et par dage efter, at de har modtaget et produkt, så send en automatisk mail med vejledningen og svarene på de typiske spørgsmål. Måske har de smidt den trykte manual væk. Så hjælp dem, før de skal kontakte dig.
FAQ skal passe til den opgave, kunden er i gang med
I Dinero gjorde vi noget tilsvarende med vores FAQ.
Vi lavede ikke bare én stor, generel side med spørgsmål og svar. På omkring 15 af de vigtigste sider lagde vi de fem mest relevante spørgsmål til netop den opgave.
Stod kunden og skulle lave en faktura, handlede hjælpen om fakturaer. Var kunden i gang med en anden opgave, fik vedkommende svar, der passede til den.
Det var med til at reducere behovet for support med næsten 40 procent, sådan som jeg husker effekten. Det er fandeme meget.
Vi havde samtidig stor vækst, så det betyder ikke, at vi bare fjernede en tilsvarende andel af medarbejderne. Men det betyder, at vi kunne hjælpe flere kunder uden at lade behovet for support vokse på samme måde.
Og for kunden er det en kæmpe fordel at kunne få hjælp klokken tre om natten, når en faktura skal laves, frem for at vente på, at supporten åbner næste dag.
Tag en dag ud af kalenderen og gennemgå din forretning
Mit råd er at sætte en dag eller to af til at gå alle de små processer igennem.
Jeg ved godt, at du har travlt. Men prøv at skabe plads. Få eventuelt nogen til at passe forretningen, og lad være med at bruge hele dagen på at svare på nye beskeder.
Gå i stedet dine mails, beskeder og telefonhenvendelser igennem. Hvad spørger folk om igen og igen? Hvad bruger du selv og dine medarbejdere tid på?
Hvis du har medarbejdere, så bed dem skrive de ti spørgsmål ned, de oftest får, og de ti opgaver, der tager mest energi.
Så begynder du at se mulighederne. Måske er løsningen et skilt. Måske er det en bedre tekst på hjemmesiden, en automatisk besked eller et system, der kræver hjælp fra en it-person.
Noget kan være hurtigt. Andet tager nogle måneders arbejde. Men det er en investering, som kan komme tilbage i både bedre omsætning og bedre bundlinje.
Det kan være svært at sælge sig til vækst i et presset marked. Men at forbedre processerne, fjerne unødvendige omkostninger og gøre det nemmere for kunderne er en fucking no-brainer.
Hav en forrygende dag.
Optaget 16. maj 2023. Solcellepriser, bogsalg, hoteldrift og udviklingsplaner gengiver forholdene på optagelsestidspunktet. Overvejelserne om elbil, energistyring og batterier er Martins daværende planer og vurderinger. Links til Dinero fører til de aktuelle beskrivelser af funktionerne.