Thorborgs Dagbog med Martin Thorborg

Thorborgs Dagbog · Episode 30 · Optaget 18. november 2023 · 7:49

“Det kan ikke lade sig gøre” er en sætning, jeg aldrig bare accepterer. Ofte handler innovation om at bryde en fastlåst tankegang. En helt fjollet løsning kan være det, der får en god løsning frem.

Redigeret fra podcasten, optaget den 18. november og udgivet den 19. november 2023.

En raket satte tankerne i gang

Jeg sidder i badekarret og skal snart til julefrokost. Om en times tid bliver jeg hentet, så jeg skal også lige have en skjorte på og gøre mig klar.

Men jeg blev inspireret af at se den store raket, SpaceX lige har sendt op. Kæft, hvor var det fedt. Det er så vild innovation, at jeg næsten tror, det er løgn.

Nu skal jeg ikke sammenligne et regnskabsprogram og vores små virksomheder med at rejse til Mars. Det er meget langt fra hinanden. Men der er nogle små sammenhænge i måden, man får ting til at ske på.

Du, der lytter med, er måske også ambitiøs i dit liv. Sikkert ikke på Marsrejse-niveau. Det er der nok ikke mange danskere, der er. Måske Andreas Mogensen, men han er vist stadig ude at rejse og lytter næppe med.

Jeg har ikke tid til et stort innovationsforedrag i dag. Men der er ét greb, jeg har brugt, så længe jeg kan huske, i hvert fald gennem de seneste 25 år: At stille spørgsmål ved næsten alt.

Hvorfor kan det ikke lade sig gøre?

Jeg er ikke ekspert i alle de ting, jeg spørger ind til. Jeg spørger bare: Hvorfor?

Mine kolleger ved, at jeg ikke godtager sætningen: “Det kan ikke lade sig gøre.” Det betyder ikke, at jeg bliver vred, når nogen siger det. Jeg vil bare gerne have, at vi undersøger, hvad det egentlig betyder.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at absolut alt er muligt. Hvis du nu er typen, der straks finder på et helt absurd eksempel, så slå lige lidt koldt vand i blodet. Min pointe er, at meget kan lade sig gøre på en eller anden måde. Vi skal finde vejen.

Det kan være et problem inden for programmering, udvikling, marketing eller salg. Vi har et mål og spørger, hvordan vi når det. Så siger nogen, at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg spørger måske: “Hvis vi nu havde alle penge i hele verden, kunne det så lade sig gøre?”

Så svarer de ofte: “Ja, så kunne det godt.”

Jamen, så kan det jo godt lade sig gøre. Det er noget andet, end at det er umuligt. Måske er den løsning, vi først kan se, bare for dyr eller for besværlig.

Tag problemet ud af den verden, du plejer at løse det i

Nogle gange siger en udvikler, at det ikke hjælper, hvor mange programmører man sætter på opgaven. Computeren kan ikke gøre det på den måde.

Jeg er ikke programmør. Jeg er ikke kvalificeret til at fortælle mine udviklere, hvilke programmeringsmetoder de skal bruge. Det er deres faglighed, ikke min.

Men jeg kan sætte mig ned og spørge: “Hvis vi ikke skulle løse det med programmering, hvordan kunne vi så gøre det?”

Jeg kan finde på at lave et fuldstændig fjollet eksempel. Forestil dig noget, man klistrer fast i panden, en snor og en lille vægt, der falder ned på en tast, når man gør en bestemt bevægelse. Det er verdens dårligste løsning, men prøv at flytte opgaven fra software til en fysisk mekanisme.

Eller forestil dig, at vi ansatte alle skoleelever i Danmark og sendte dem hjem til brugerne for at udføre opgaven manuelt. Det kunne for eksempel være en administrativ opgave i Dinero.

Så ville opgaven måske kunne løses.

Og ja, folk vil med god grund sige: “Martin, det er åndssvagt. Det ville være dyrt og besværligt. Vi kan jo heller ikke bare ansætte alle skoleelever.”

Det ved jeg godt. Vi skal ikke føre den idé ud i livet. Den skal hjælpe os med at se problemet fra en anden vinkel.

Den dumme løsning åbner et kreativt rum

Der sker noget, når vi først har beskrevet en måde, det kunne lade sig gøre på.

Den, der sagde, at det var umuligt, må måske sige: “Okay, sådan kunne man selvfølgelig gøre det. Men det ville være en virkelig dum løsning.”

Og så begynder vi meget ofte at brainstorme.

Hvis det er nogenlunde fornuftige mennesker, man har ansat, begynder nogen at sige: “Vi behøver jo ikke sende skoleelever hjem til alle. Den del kunne vi klare på denne måde.”

En anden finder en løsning på en anden del. Så kommer der måske en tredje og siger: “Lige præcis dét kan jeg faktisk godt løse. Og den anden del kan vi købe os til.”

Det er lidt som at løsne en knude. Før stod vi og kiggede på hinanden og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Nu har vi åbnet et kreativt rum, hvor vi kan undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre.

Den første idé er måske dyr og besværlig. Men den får tankerne i gang, og pludselig begynder der at opstå noget, som faktisk kan fungere.

Pres kreativiteten i en ny retning

Et af mine vigtigste greb i innovation er derfor aldrig bare at acceptere, at noget ikke kan lade sig gøre.

Det handler ikke om at presse folk til at arbejde flere timer eller til at løbe hurtigere. Det handler om at skubbe grænsen for, hvad vi kan forestille os, og få kreativiteten ud i et nyt hjørne.

Hvis man har en bestemt uddannelse eller har arbejdet efter de samme metoder i mange år, er det naturligt at se et problem gennem den faglige ramme. Det kan for eksempel være en udvikler, der har lært nogle bestemte måder at gøre tingene på på DTU.

Min opgave kan være at hjælpe vedkommende ud af den tankebane et øjeblik, så vi ser opgaven fra en helt anden vinkel.

Jeg oplever, at det virker næsten hver gang.

Prøv det, næste gang I sidder fast

Næste gang du sidder med nogle mennesker og spørger, om I kan lave noget, og svaret er nej, så prøv at skubbe lidt til det.

Find på en fjollet løsning. Hvad hvis I havde alle verdens penge? Hvad hvis I kunne hyre hele verdens befolkning? Hvad hvis I havde den klogeste mand eller kvinde til at hjælpe jer?

Det må gerne være helt vanvittigt. Formålet er at få jer ud af de fastlåste tanker, så I kan begynde at skabe noget, der er fucking magisk og kreativt.

Prøv det.