AI-agenterne snakker nu med hinanden

Thorborgs Dagbog · Episode 121 · 2. februar 2026 · 22:25

Om AI-agenter, der taler sammen, og mulighederne og bekymringerne ved det. Undervejs fortæller jeg, hvordan Jannie brugte en agent til at planlægge familiens rejse.

Lyt til episoden

Åbn episode 121 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Det er den 2. februar, solen skinner, og det er hamrende koldt. Jeg elsker det. Der måtte gerne komme lidt mere sne, for min mor er schweizer, og jeg holder meget af både bakker, kulde, sol og sne. Det er nok også derfor, jeg kan lide min trappemaskine. Jeg har været tre uger i Thailand, så jeg har misset noget af vintervejret herhjemme. Ferien var skidehyggelig, men lige den del kunne jeg godt have tænkt mig at opleve.

Noget andet, som er vildt spændende lige nu, er AI-agenter. Der er virkelig smæk på udviklingen, og jeg vil begynde med et helt konkret eksempel fra vores rejse. Jannie er mere teknisk bevandret end de fleste. Hun er uddannet programmør og kan en masse spændende ting. Det var også hende, der ordnede ungernes gamercomputere, da de gik meget op i det, så hun er godt med.

Vi skulle planlægge en lidt kompliceret tur med rygsæk rundt på forskellige øer. Vi var seks mennesker, og ungerne er efterhånden store. Nogle gange ville vi gerne bo på et fælles værelse med køjesenge, andre gange ville vi leje en villa og bo parvis på hver vores værelse. Så der var forskellige værelseskonstellationer, datoer og steder at holde styr på. Vi ville have de første øer planlagt hjemmefra, så vi kunne slappe lidt af, når vi kom derned.

Jannie lod en AI-agent undersøge hotellerne

I stedet for at sidde med hele arbejdet selv gik Jannie ind i ChatGPTs agenttilstand og beskrev turen. Vi var seks mennesker, vi ville gerne bo på forskellige måder, vi ville være tæt på vandet, og vi havde et bestemt budget. Hun gav den datoerne på de forskellige øer og alle de andre ting, hun kunne komme i tanke om, som betød noget for os.

Så satte hun agenten i gang med at undersøge mulighederne. Forskellen på bare at stille et spørgsmål og at bruge en agent på den måde er, at agenten arbejder sig gennem en opgave. I vores tilfælde gik den rundt på forskellige rejse- og bookingsider og samlede oplysninger, som vi ellers selv skulle have siddet og fundet.

Efter noget i retning af tredive-fyrre minutter havde den lavet forslag for hver ø. Det var ikke kun en liste over hoteller, som så hyggelige ud. Den havde også fundet forslag til datoerne, værelseskonstellationer og priser. På ét hotel kunne den for eksempel foreslå to værelser med tre på hvert, og hvis vi betalte lidt mere, kunne vi vælge en anden løsning med havudsigt.

Det var prioriteret og sat op, så vi kunne forholde os til mulighederne. Det ville have taget os tre, fire eller fem timer at lave det samme stykke forarbejde selv, og det er altså røvsygt at sidde og sammenligne alle de kombinationer. Her kunne vi bruge energien på at tage stilling til forslagene i stedet.

Det er den slags, som gør agenter interessante. Vi begynder stille og roligt at få værktøjer, som kan arbejde på vores vegne, frem for kun at svare på et enkelt spørgsmål. Jeg er ikke selv kommet særligt langt med at bygge en fast personlig agent endnu, men jeg følger meget med i det.

Jeg venter, til jeg har en opgave, der er værd at løse

Der er også kommet løsninger, folk selv kan sætte op, blandt andet på en lille computer derhjemme. Jeg kan godt se, at det kunne være spændende at rode med, men jeg har svært ved at finde motivationen, før der er en konkret opgave, jeg virkelig har brug for at få løst.

Min drøm er, at en agent på et tidspunkt kan arbejde på tværs af de systemer, jeg bruger. At den kan hjælpe i Dinero, i en webshop eller i bookingsystemet på Klippen Hotel i Gudhjem. At den kan håndtere mere af den praktiske opgave og ikke bare komme tilbage med en liste over ting, jeg selv skal sidde og gøre bagefter. Det skal selvfølgelig være med de adgange og den kontrol, opgaven kræver.

Indtil da bruger jeg hellere de muligheder, der er, til en bestemt opgave, når jeg har brug for det. Det kan sikkert være en lidt gammeldags tilgang sammenlignet med dem, som bygger agenter til alt muligt allerede nu. Men jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke vil bruge for meget tid på at fordybe mig i enhver ny teknologi, før jeg kan se, hvad jeg faktisk kan bruge den til.

Meget af det, man kan bruge en uge eller fjorten dage på at sætte sig ind i nu, bliver hurtigt afløst af noget smartere. Måske viser det sig slet ikke at være så smart, som man troede. Hvis jeg skulle gøre det med hver eneste ny ting, ville jeg ikke kunne følge med i ret meget andet.

Jeg foretrækker derfor at følge, hvad andre gør, hvordan de bruger det, og hvad de diskuterer. Når noget bliver tilstrækkeligt godt og relevant for mig, så springer jeg til og investerer tid i det. Lidt ligesom den måde, jeg opfatter Apple på: De behøver ikke være først med enhver idé, men kan se, hvad der bliver vigtigt, og så satse på det. Med AI synes jeg godt nok, de har været langsomme, men jeg ville ikke afskrive dem.

Det er ikke altid produktet, der afgør, om folk skifter

Apple har også den fordel, at folk er meget knyttet til deres økosystem. Hvis du skifter din iPhone ud med en Android-telefon, skal du forholde dig til apps, historik, billeder og alle mulige ting, du allerede har sat op. Noget kan flyttes, noget skal ordnes på en ny måde, og det opleves som besværligt.

Det er lidt det samme med regnskabsprogrammer. Selv hvis jeg mener, at Dinero er bedre til en bestemt kunde, betyder det ikke, at kunden bare skifter fra et andet system. Folk tænker på arbejdet ved at flytte, og så bliver det til, at de vil gøre det i morgen, næste uge eller næste måned. Til sidst bliver det aldrig til noget.

Så en etableret virksomhed kan godt have lidt mere tid, end man umiddelbart skulle tro. Produktet betyder meget, men vaner og besværet ved at skifte betyder også noget. Jeg har selvfølgelig ikke Apples ressourcer, så min grund til at vente er mere, at jeg gerne vil bruge min tid rigtigt.

X er både min avis, min underholdning og mit faglige overblik

Jeg bruger to-tre timer om dagen på X. Det lyder voldsomt, og det er det også, hvis man kun ser det som et socialt medie, jeg sidder og scroller på for sjov. Men for mig er det både underholdning, politisk indblik, teknologi, investeringer og diskussioner med mennesker, som ved en hel masse.

Det svarer lidt til alt det, man før fik fordelt mellem tv, dagblade, radio, ugeblade og samtaler med andre. Jeg tror egentlig ikke, at jeg bruger mere tid på at orientere mig, end mange interesserede mennesker gjorde før i tiden. Jeg samler bare meget af det ét sted.

Når det gælder teknologi, følger jeg medierne, nogle af dem, der sætter retningen, og mennesker, som har viden om både det tekniske og den praktiske anvendelse. Jeg er interesseret i, hvad de nye ting kan, hvordan folk bruger dem, hvad det betyder for samfundet, og hvor der opstår problemer.

Det giver mig et overblik, jeg kan bruge i Dinero og i de andre virksomheder, jeg arbejder med og investerer i. Jeg kan ikke bygge alle de ting, mine AI-folk kan bygge. Det er heller ikke min opgave. Men jeg kan være med til at se, hvor vi er på vej hen, hvilke muligheder der er for kunderne, hvad det kan betyde økonomisk, og hvilke ting der bliver kontroversielle.

Det er den rolle, jeg godt kan lide. Jeg behøver ikke selv være den bedste til at sætte et nyt værktøj op for at kunne få noget værdifuldt ud af at forstå det.

Et socialt netværk, hvor agenter taler sammen

Noget af det nyeste, jeg følger ved optagelsen, er Moltbook, som man lidt kan beskrive som et Reddit for AI-agenter. Idéen er, at agenter kan skrive opslag, deltage i diskussioner og svare hinanden, mens mennesker kan følge med.

Der er enormt meget hype omkring det. På X bliver der også delt screenshots, som man ikke bare skal tage for gode varer. Nogle får det til at ligne, at agenterne allerede sidder og konspirerer mod os og planlægger at slå os ihjel. Det er ikke det, jeg ser grundlag for at konkludere nu.

Men jeg synes stadig, det er fascinerende at se systemer med forskellige instruktioner og forskellige udgangspunkter indgå i samtaler. Der er dem, som går helt i panik og mener, at nu udvikler agenterne deres eget sprog for at holde os ude, og så er der dem, som bare griner og siger, at det hele er papegøjer, der gentager papegøjesnak.

Jeg er egentlig uenig med begge yderpunkter. På den korte bane køber jeg ikke, at nogle dramatiske opslag er bevis for en skjult plan mod menneskeheden. Modellerne er bygget på en masse materiale, mennesker har skrevet, blandt andet romaner, blogindlæg og andre fortællinger. Så selvfølgelig kan de også frembringe sprog, der lyder som noget fra science fiction.

Men jeg synes også, det er naivt bare at slå muligheden for større forandringer hen. At det ser fjollet ud i et screenshot, betyder ikke, at der ikke kan ligge noget vigtigt i, at flere AI-systemer begynder at arbejde sammen.

Min bekymring handler om, hvor det kan ende

Når jeg tænker længere frem, er det blandt andet spørgsmålet om, hvad der sker, hvis systemerne bliver meget dygtigere end os på stadig flere områder. Nogle taler også om, hvorvidt de kunne få bevidsthed. Det ved jeg ikke, og det er ikke noget, jeg mener er bevist. Jeg forsøger at forestille mig nogle mulige fremtider.

Hvis et system kan hjælpe med at programmere og forbedre næste generation af systemet, så kan udviklingen måske accelerere. Jo bedre værktøjerne bliver, jo bedre kan de også blive til at hjælpe med at bygge noget endnu bedre. Det er den slags selvforstærkende udvikling, jeg tænker på, når jeg taler om en eksponentiel kurve. Hvor hurtigt det kan ske, og hvilke begrænsninger der er, kan jeg ikke sætte et præcist tal på.

Mit billede er mennesket og myren. Når vi skal bygge en motorvej, stopper vi som regel ikke hele projektet, fordi der ligger en myretue i vejen. Det er ikke nødvendigvis, fordi vi hader myrer eller har onde hensigter. Vi har bare besluttet, at motorvejen er vigtigere.

Hvis der en dag findes en intelligens, som er langt stærkere end os og forfølger mål, hvor vi står i vejen, kunne vi så få en rolle, der minder om myrens? Det er den bekymring, jeg prøver at beskrive. Det er en hypotese om fremtiden, ikke en beskrivelse af, hvad et socialt netværk for agenter gør i dag.

Vi mennesker er også ret skrøbelige. Vi er lavet af kød, som går i stykker, og vi tåler ikke særlig meget kulde, varme eller voldsom belastning. Vi er enormt kloge i forhold til meget andet på jorden, men på bestemte områder bliver vi allerede slået af computere. Så jeg synes ikke, vi skal tage for givet, at vi altid vil være dem, som har det fulde overblik.

Jeg synes allerede, AI kan være kreativ

Jeg køber heller ikke argumentet om, at AI slet ikke kan lave noget kreativt. Jeg ser billeder, musik, tekster og løsningsforslag, som jeg synes er meget kreative. Så får jeg at vide, at det jo bare bygger på noget, mennesker allerede har lavet. Ja, men mennesker bygger også videre på det, andre har lavet. Så for mig er det ikke i sig selv et argument for, at resultatet er uinteressant.

Jeg har set den komme med spændende forslag til forretningsproblemer og andre ting, som jeg ikke selv var kommet på. Det er den praktiske oplevelse, jeg forholder mig til, frem for om man har den helt rigtige filosofiske definition på kreativitet.

Og hvis flere agenter får mulighed for at udveksle information og prøve forskellige idéer af sammen, synes jeg, det er oplagt at være nysgerrig på, hvad der kan komme ud af det. De kan være baseret på forskellige modeller og have fået forskellige instruktioner, værktøjer og oplysninger stillet til rådighed af deres mennesker.

Det er ikke det samme som, at hver enkelt agent bliver en ny grundmodel, bare fordi man giver den et dokument. Men de kan have forskellige ting at arbejde med. En kan have fået adgang til noget særlig viden, en anden kan have arbejdet med en bestemt opgave, og en tredje kan have nogle helt andre værktøjer.

Når de kombinerer det, kunne der opstå forslag, som ingen af dem var kommet frem til alene. Det minder lidt om, når vi mennesker læser andres erfaringer og diskuterer os frem til noget på et forum. Vi bliver tilført holdninger, fakta, tendenser og idéer og bruger dem til at tænke videre.

Det interessante er, om de kan hjælpe hinanden med rigtige opgaver

Forestil dig, at jeg giver min agent en opgave, den har svært ved at løse. Hvis den kan spørge andre systemer, som har arbejdet med noget tilsvarende, kan det måske give den nye muligheder. En anden agent kunne have fået noget nyttigt fra sit menneske og arbejdet videre med det på en måde, som hjælper den første.

Det kunne blive en helt anden form for samarbejde mellem systemer, end når jeg bare sidder med ét chatvindue. Om man vil kalde det en fælles hjerne eller noget andet, er ikke så afgørende for mig. Jeg synes, muligheden for at kombinere viden og problemløsning er enormt spændende.

Det er selvfølgelig også noget, man skal se kritisk på. Der kan blive delt dårlig information, og der kan være mennesker med dårlige hensigter bag nogle af agenterne. Det, som er godt for én, er heller ikke nødvendigvis godt for en anden. Så jeg synes, det er både superspændende og en smule skræmmende.

Jeg har lyst til selv at rode med det, men som jeg sagde til en ven forleden, så kan jeg ikke rigtig finde motivationen, før jeg har en opgave, som giver mening. Hvis en agent på et tidspunkt kunne udføre et lille eksperiment for mig inden for nogle klart fastsatte rammer, ville jeg synes, det var sjovt. Men hvis den bare kommer tilbage og fortæller mig, at jeg selv skal gøre hele arbejdet, så er det mindre interessant.

Om et år kan det være langt lettere at bygge den slags, fordi brugerfladerne er blevet bedre, og systemerne kan mere. Indtil da bruger jeg hellere min tid og min båndbredde på at forstå, hvad andre har lavet, hvor udviklingen er på vej hen, og hvad jeg kan inspirere folkene i mine virksomheder og bestyrelser til at gøre med det.

Så må jeg på et tidspunkt beslutte, hvad min egen Thorborg-agent skal hjælpe mig med. Nu vil jeg hjem og hygge mig og arbejde lidt med Capino og Saxis. Måske kan jeg finde på noget, der gør tingene lidt bedre dér.