Thorborgs Dagbog · Episode 62 · 20. juni 2024 · 27:38
Min store søn Mads har startet virksomhed. Det giver mig anledning til at tale om investorer, synlighed og den slags forretning, jeg selv synes er interessant: En, der også kan tjene penge, når jeg holder ferie. Men først lidt historier fra Folkemødet.
Redigeret fra podcasten, optaget og udgivet den 20. juni 2024. Tal, projekter, tilbud og beskrivelser af virksomhederne gælder tidspunktet for optagelsen.
Du bygger ikke en stor virksomhed på 37 timer
Det er 20. juni, og der har saftsuseme været knald på siden sidst. Jeg har været på Folkemødet med Jannie, drukket gode fadøl, mødt og festet med gode venner og deltaget i nogle debatter. Det har været vældig hyggeligt.
Dansk Industri inviterede mig til en debat om iværksætteri og work-life balance. Jeg tror, de havde en forventning om, at jeg ville fortælle, hvor vigtigt det er at tage alle sine ferier og passe på sig selv.
Jeg synes også, det er vigtigt at holde fri en gang imellem. Men især fordi man får bedre idéer, når man er lidt mere afslappet.
Hvis du starter en virksomhed for at få bedre tid til børnene eller skabe en bestemt hverdag, kan det godt være, at du kan bygge den op og samtidig have masser af tid til venner, familie og afslapning. Det skal jeg ikke kunne sige.
Men har du ambitioner om en større virksomhed med mange ansatte, eksport og produktion af services eller produkter, så synes jeg, det kan sammenlignes med andre elitepræstationer.
Det gælder i sport, for elitekokke og bjergbestigere. Det kræver ufattelig mange timer og enormt meget hårdt arbejde. Du betaler med utryghed, usikkerhed, nederlag og tæsk. Og så tager du selvfølgelig også de sejre, der forhåbentlig kommer.
Det er en ekstrem rutsjebane.
Du bliver ikke Caroline Wozniacki, en stinkende dygtig bjergbestiger eller kok, og du bygger efter min mening heller ikke en stor, velsmurt virksomhed på noget, der ligner 37 timer om ugen.
Så de blev nok en smule overraskede eller skuffede over mit svar. Det var sjovt at udfordre dem lidt. Debatten ligger som podcast hos Dansk Industri, og jeg har også delt noget fra den på mine sociale medier.
Jeg savner forventningsglæden, men ikke bekymringerne
Efter alle de år som iværksætter har jeg fået det sådan, at jeg lever ekstremt meget i nuet.
Jeg kan virkelig glæde mig, når noget er godt. Måske endda mere end de fleste. Men jeg glæder mig ikke særlig meget på forhånd, og jeg frygter heller ikke fremtiden særlig meget.
Det er et tab, når folk siger, at forventningsglæden er den største. Jeg glæder mig nærmest først til en ferie, når jeg sidder i flyveren med en dobbelt gin og tonic.
Til gengæld går jeg ikke og grubler over alle de ting, der kan gå galt. Tænk, hvis jeg bliver syg. Tænk, hvis der sker noget med børnene. Tænk, hvis jeg vælter på cyklen. Den slags fylder ikke mit sind.
Jeg ville gerne have mere forventningsglæde. Det er fantastisk at glæde sig til noget. Men jeg er ikke ked af at slippe for bekymringerne. Dem er der godt nok mange af.
En kongehusdebat og historier fra Livgarden
Jeg blev også inviteret til en podcast om kongehuset sammen med Pia Kjærsgaard og en historiker.
Normalt ville jeg sige nej. Jeg er jo ikke ligefrem ekspert i kongehuset. Jeg har nogle sjove historier og har været i Livgarden, så det kunne nok blive spændende, men det er ikke mit særlige emne.
Journalisten hjælper mig til gengæld ofte med omtale, når jeg har brug for det. Det giver mig god værdi, og så vil jeg selvfølgelig også gerne hjælpe, når hun har brug for mig.
Så det blev til en kongehusdebat, som man kan finde blandt B.T.’s podcasts, hvis man vil høre røverhistorier fra min tid i Livgarden.
Pia Kjærsgaard kom ikke, og historikeren blev syg. I stedet blev det Joachim B. Olsen, mig og en politisk kommentator, hvis navn jeg ikke lige kunne huske.
Det er lidt tarveligt og kan virke nedladende. Men jeg er utrolig dårlig til både ansigter og navne. Hvis du hører det her, så undskyld. Det var ikke, fordi du ikke var interessant. Jeg syntes, du havde nogle fede pointer.
Folkemødet kan også flytte mine fordomme
For mit vedkommende var der mere fadøl end politik på Folkemødet. Sådan har det været de sidste år.
Jeg synes, det er en fantastisk begivenhed. Når jeg hører, at almindelige mennesker ikke kan komme derover, eller at det kun er for en bestemt slags mennesker, kan jeg ikke genkende billedet.
Jeg har været der de sidste fire-fem år. Jeg ser folkepensionister, mennesker i alle aldre og med forskellige etniske baggrunde. Jeg oplever det virkelig som en folkefest.
Du kan som almindeligt menneske gå hen og tale med en politiker, og de stiller sig faktisk op og lytter.
Sidste år kom jeg forbi en stand fra fagbevægelsen. De gav en fadøl, og vi fik en rigtig god snak. Først tænkte jeg, at det var den lokale 3F-afdeling, men det var Dansk Metal.
De fortalte om arbejdet med at skaffe arbejdspladser til Bornholm, og det syntes jeg faktisk var rigtig fornuftigt. Nogle gode gutter og en god, kold fadøl. Tak for den igen.
Det åbnede mit sind lidt over for den del af fagbevægelsen.
Jeg har stadig masser af fordomme mod andre dele, og jeg synes selv, de er velbegrundede. Jeg bliver irriteret over det, jeg oplever som ligegyldige faglige konflikter, som skal gøre organisationerne relevante og finansiere høje lønninger, højtbelagt smørrebrød, velurtæpper og guldaldermalerier. Jeg har været på besøg nogle af stederne.
Men netop derfor er Folkemødet nyttigt. Det kan nuancere tingene. Og den samtale fik faktisk nuanceret mit syn på, hvad fagbevægelsen også kan.
Guitar, sang og en lang dag på Café Victor
Vi hyggede os også med vores gode naboer Stine og Ole og deres venner på Nordlandet.
Stine, som er gift med Ole fra Lagkagehuset, spillede guitar, og vi sang med på gamle sange. Det er blevet en tradition, at vi kommer, når de har spist med kniv og gaffel.
På Folkemødet vil jeg helst have fadøl, burgere og pølser. Rødvin og mad med kniv og gaffel får vi rigeligt af til daglig. Men det er fandeme hyggeligt at komme bagefter og sidde sammen med dem.
Jeg har også været på Café Victor med gode venner. Vi sad der i tirsdags fra klokken 13 til klokken 22. Man kan nå at drikke ret meget på sådan en dag, så det har taget mig et par dage at komme igen.
I dag har jeg haft Mads og Jannie med inde i Dinero. Det har været en hyggelig dag.
Vi har nye planer for Capino
Jannie og jeg er i gang med at planlægge noget nyt i forbindelse med Capino. Jeg glæder mig virkelig til at fortælle om det.
Jeg tror, det kan blive lidt af en revolution og give genlyd på den danske iværksætterscene. Men her i juni 2024 er det stadig noget, vi planlægger. Det bliver nok først færdigt om seks til tolv måneder.
Det er primært Mette og Jannie, som tager sig af det. Jeg er mere med på idé- og brainstormplanet, for jeg har mit gode job i Dinero og rigeligt at lave.
Nu skal vi konkretisere det. Det kan godt være, at vi skal ansætte en medarbejder eller to mere. Jeg tror ikke, Mette, som er vores eneste ansatte i Saxis og Capino, kan klare det hele alene.
Rune fandt seks millioner kroner gennem Capino
Jeg havde en hyggelig frokost med min gode ven Rune. Han har arbejdet med sin virksomhed i omkring ti år. Den laver et produkt til kvinder med problemer med inkontinens.
Han manglede seks millioner kroner og havde, uden at jeg lige havde opdaget det, lagt sin virksomhed på Capino et par måneder tidligere.
Han sagde til mig, at de cirka 1.000 kroner, han havde betalt for to måneder, var nogle af de bedste penge, han havde brugt.
Han havde fået tre investorer, som hver lagde to millioner kroner, og en mentor, som hjalp med godkendelserne omkring produktet.
Jeg blev sgu glad. Han havde egentlig troet, at det måske bare var noget legetøj, jeg havde gang i, og nu stod han med tre gode investorer og seks millioner i kassen.
Jeg hører både fra folk, der ikke har fået en krone, og fra folk, der har fået mange penge. Og ofte kan jeg godt se forskellen, når jeg kigger på deres præsentationer.
Fortæl investoren, hvad vedkommende får
Nogle annoncer handler næsten kun om personen, der søger penge: Hvad har jeg brug for? Hvad vil jeg gerne?
Men den, som skal lægge pengene, vil gerne kunne se, hvordan de kan komme tilbage igen.
Det er ligesom en jobsamtale. Hvis du kun fortæller om dine egne behov og ikke om det, du kan tilbyde, får du hverken et job eller en investering.
Rune er professionel. Han fortalte om sit advisory board og sin bestyrelse, hvor langt projektet var, hvilke godkendelser der var på plads, og hvor mange penge han skulle bruge.
Han forklarede, hvad pengene skulle bruges til, hvilket marked han gik ind i, hvor mange potentielle kunder der var, og hvilke forventninger han havde til virksomhedens værdi senere.
Investorer har selv arbejdet for deres penge. De vil gerne se, at der på den anden side står nogen, som gør alt, hvad de kan, for at gøre investeringen god.
Det er ikke velgørenhed. At du gerne vil have penge, så du også kan få lidt løn, er ikke i sig selv et argument.
Fortæl om chancerne, forhindringerne, hvordan I kommer over dem, og hvad du har lavet før. Hvorfor skal jeg tro på, at du kan bruge mine penge ordentligt, og at jeg kan få dem igen?
Jeg har set andre hente penge på samme måde, blandt andet Jakob, som fandt tre millioner kroner. Det kræver, at man gør sig umage, forklarer markedet og idéen grundigt og lige får luget stavefejlene ud.
Vi er nu i gang med at skrive cases til inspiration. Jeg spurgte Rune, om vi måtte lave en om hans forløb, og det sagde han ja til.
Mads sælger forsyninger til preppere
Min store søn Mads har gået og tænkt på at blive iværksætter.
Da han var lille, boede vi i USA i fire år. Der havde jeg en ven, Morten, som i dag nærmest er mere amerikaner end dansker. Han arbejdede med ReadyWise og frysetørret mad med meget lang holdbarhed, som blev solgt til preppere.
Dengang var det de virkelig hardcore typer med gasmasker, beskyttelsesrum og haglgeværer. Morten var også meget glad for Mads. Han havde tre døtre og ingen søn, og syntes, det var hyggeligt at låne min dreng lidt. Det kunne Mads godt huske.
Da han begyndte at overveje iværksætteri, fyldte snakken om Rusland og en mulig tredje verdenskrig meget. Så tænkte han, at forsyninger måske kunne være en god idé.
Han har fået lov til at sælge produkterne i Danmark og får dem leveret fra England. Morten er ikke længere med i virksomheden, men han sendte lige en mail til den europæiske distributør, så Mads kunne komme i gang.
Nu har han startet forsyninger.dk. Han har solgt for i omegnen af 25.000–30.000 kroner over de første tre måneder. Ordrene er på omkring 3.000 kroner stykket, så det er ikke en million milliard. Men det tager tid at komme i gang.
Han bruger SHUP, det webshopsystem, jeg har investeret i. Jeg har skaffet ham en gratis konto, som ellers ville koste et par hundrede kroner om måneden. Så lidt forkælet er han også.
Regnskabet gav ham et overblik
Mads er lige blevet 18 og har fået sin virksomhed etableret. Nu kunne han oprette sit regnskab i Dinero og skulle have bogført salgene og de varer, han havde importeret.
Han var lidt stresset over, hvordan det skulle gøres. Jeg fik en af vores supportere til at sidde sammen med ham i nogle minutter. Så kom han i mål og fik afstemt det hele.
Han var lettet: Nu kunne han se, hvad han havde tjent og tabt, og få overblik over momsen.
Vi talte også om, hvad der var gået ind og ud af kassen. Han havde brugt omkring 30.000 kroner på varer og fået omkring 25.000 ind, så rent likviditetsmæssigt var der gået mere ud end ind.
Men der var jo også et varelager tilbage på omkring 15.000–17.000 kroner. Det måtte vi have med i billedet. Min vurdering var, at han faktisk havde tjent nogle tusinde kroner. Det er jo meget godt, når man er 18.
Ved siden af går han på handelsgymnasiet, arbejder i 7-Eleven en gang om ugen og står på Dyrehavsbakken ved Monte Carlo-boden. Hvis du møder en høj, lyshåret dreng, der ligner mig lidt og råber og forsøger at lokke dig til at vinde chokolade, kan det meget vel være Mads. Hils ham fra mig.
Der er en plads som den, pressen ringer til
Jeg spurgte ham i dag: Hvem er talspersonen for prepping? Hvem ringer pressen til, når de vil vide noget om nødforsyninger?
Det vidste han ikke. Fint. Så kan der være en plads at tage.
Hvis du skriver indlæg om prepping, nødmad og frysetørret mad og bruger de ord, folk søger på, kan du måske blive den, journalisterne finder, når de skal have nogen til at forklare, hvad man gør.
Jeg har nævnt over for journalister, at min 18-årige søn er gået i gang med det her. Jeg havde håbet, at nogen syntes, det var en sjov historie. Men der er ikke en eneste, som har bidt på endnu.
Jeg beder dem ikke om en tjeneste. Jeg nævner det bare. Og så går de videre. Min PR har ikke rigtig virket dér.
Derfor siger jeg til Mads, at han skal begynde at skabe et navn selv. Skriv på Twitter og Facebook, kom med tips og tricks, og gør dig synlig.
Måske skal en journalist på et lokalt medie en dag skrive om, hvordan man helt praktisk forbereder sig på en krise. Så finder vedkommende måske Mads og ringer.
Kommer du for eksempel i tv med din forretning, kan det give et stort salg på én aften. Jeg nævnte 100.000 kroner som et tænkt eksempel på, hvad omtale kunne føre til. Det er ikke et løfte om, hvad han kommer til at sælge.
Læg flere fiskenet i havet
Han skal lave netværk og tale og skrive om det forskellige steder. Gå ind blandt unge iværksættere og spørg, hvordan man laver en webshop eller markedsfører sig.
Måske hører en anden ung en af sine forældre tale om, at de skal have købt nødmad. Så kan vedkommende sige: Der er faktisk en ung iværksætter her, prøv forsyninger.dk.
Pludselig har du et salg, som kun har kostet nogle minutter med at deltage i en samtale.
Uden at spamme kan du lægge flere fiskenet i havet. Du kan dele dit projekt lokalt, sende en pressemeddelelse til lokalmedierne og fortælle historien om en 18-årig i området, der sælger noget, som er aktuelt.
Det Grønne Område, som dækker vores del af Nordsjælland, kunne være en mulighed. En hel side dér kan være meget værd, fordi læserne både kan have købekraft og interesse i det, du sælger.
Jeg nævnte igen, at det måske kunne give en omsætning på 50.000 eller 100.000 kroner, hvis det gik godt. Pointen er potentialet i at gøre sig synlig, ikke at sådan et resultat er sikkert.
Så kan der måske også blive råd til de aktier, han gerne vil købe. Men det starter med hans egen indsats.
Indsatsen bestemmer, hvad du giver en chance
Det er fint, at han går til eksamen og passer sine andre ting. Hvis han er tilfreds med det nuværende niveau og et salg om ugen, er det også helt fint.
Måske giver det 800–900 kroner i overskud på et salg. Det er et pænt tilskud til indtægten fra Bakken og 7-Eleven.
Men hvis han kan lave et salg om ugen med en eller to timers indsats, hvad kunne der så ske, hvis han brugte ti til tolv timer?
Jeg sagde til ham, at så ville jeg godt tro på, at han efter en måneds tid kunne nå op på et salg om dagen. Det er selvfølgelig min vurdering, ikke en garanti.
Hvis der er 700–900 kroner tilbage pr. salg, kan du selv regne på, hvad et salg om dagen betyder på en måned. Det begynder at ligne noget. Måske er det ikke verdens højeste timeløn, men det kan blive bedre end mange af de andre muligheder.
Min gode butik tjener også penge, mens jeg er væk
Det sjove ved en webshop er også, at salget ikke nødvendigvis stopper, når du tager på ferie.
Det kan falde, men der kan stadig komme ordrer ind. Du kan måske være væk en uge og have tjent nogle tusinde kroner imens. Når du holder fri fra et arbejde på Bakken, kommer der ikke indtægter fra de timer, du ikke står der.
Min grundregel for en god butik er, at jeg er rigere, når jeg kommer hjem fra ferie, end da jeg tog af sted.
Du kan sagtens have et andet syn på iværksætteri. Men jeg bryder mig ikke om en forretning, hvor jeg kun bliver betalt pr. time. Bliver jeg syg, dårlig eller gammel, stopper indtægten.
Hvis du er selvstændig frisør og ikke kan arbejde i 14 dage, tjener du ikke penge på dit eget arbejde i den periode. Har du en webshop, kan der stadig komme ordrer ind.
Dinero er et andet eksempel. Hvis jeg er syg i 14 dage, er der stadig mennesker, som betaler for deres abonnement, og nye kunder, som kommer til.
Det er den slags skalerbarhed, jeg synes er smuk. Jeg ville ikke selv gå ind i en forretning, hvis der ikke var et element af det.
Ti gange så meget salg behøver ikke kræve ti gange så meget arbejde
Det prøver jeg også at lære mine børn.
Min datter mistede sit job i Letz Sushi, da kæden lukkede. Nu er hun blevet chef i Lagkagehuset i Carlsberg Byen med ansvar for omkring 20 ungarbejdere.
Som ansat har hun selvfølgelig en anden situation. Men selve forretningen viser også noget: Har du bygget en organisation med medarbejdere, kan de stadig sælge rundstykker, mens du er syg. Det er ikke kun dine egne timer, der afgør omsætningen.
Jeg synes, det er endnu sjovere, når det kan skaleres mere. Hvis Mads sælger ti gange så meget, skal han jo ikke nødvendigvis arbejde ti gange så meget.
Han skal ikke starte bilen ti gange eller hente varer fra sin leverandør ti gange. Han kan bestille større mængder og køre på posthuset én gang med flere pakker.
Ja, han skal have mere lagerplads. Vareforbrug og porto stiger med antallet af salg, medmindre han kan forhandle bedre aftaler. Og flere pakker skal selvfølgelig pakkes. Men alle opgaver vokser ikke i samme takt.
Det er dét, der gør det interessant.
God behandling kan gøre kunderne til ambassadører
Hvis det går godt, betyder flere kunder også flere mulige ambassadører.
En glad kunde fortæller måske naboen om dig. Derfor er god behandling så vigtig. På den måde kan markedsføringen også vokse med forretningen.
Mads er i gang med annoncer på Google og Facebook. Når en kunde kommer fra en betalt annonce, har det kostet noget at få salget.
Men hvis den kunde anbefaler ham til naboen, som også køber, skal han ikke betale for endnu en annonce for at få netop det salg. Word of mouth er utrolig vigtigt.
Hjælp dine børn uden at tage initiativet fra dem
Det er svært at få gang i en webshop. Jeg hjælper Mads lidt med råd og vejledning og har delt hans projekt på LinkedIn i dag. Jeg fortæller også om det her. Men den første tid har han faktisk forsøgt selv.
Man skal huske at hjælpe sine børn. Bare ikke så meget, at man tager initiativet fra dem. De skal også mærke, at der er kærlighed og opbakning hjemmefra, når de gør en indsats.
Mads hjælper også os. Han har hentet mig i lufthavnen og kørte ind efter mig, da jeg havde siddet på Café Victor.
Det er fedt. Jeg sparer en taxa, men vigtigere er stoltheden over, at min store, smukke dreng kommer kørende i bilen. Så kan jeg glide ind på bagsædet og vinke til vennerne.
Der er ikke meget større glæde end at se sine børn få kørekort, blive selvstændige og begynde at klare sig selv. Hjælpsomme, søde, ærlige og arbejdsomme. Det er en kæmpe fornøjelse.
En lille reklame for SHUP
Kig gerne ind på forsyninger.dk og se, hvad Mads laver. Selv hvis produktet ikke interesserer dig, kan du se, hvordan hans shop er lavet.
Den bruger SHUP, som jeg har købt mig ind i sammen med min gamle partner Nicolai Frisch. Christian, som står bag De Unge Iværksættere, arbejder med systemet.
Jeg synes, det er et superfedt shopsystem. Du kan hurtigt få en shop op med betalingsmuligheder, og efter min erfaring kan du komme meget langt på en time og få domænet på inden for et døgn.
Du skal ikke kunne programmere. Jeg plejer at sige, at min mor kunne gøre det.
Det var en lille reklame. Jeg sælger ikke reklamepladser i min podcast, men indimellem nævner jeg noget, jeg selv er involveret i og synes er godt. Det er en del af prisen for at høre mig.