Thorborgs Dagbog · Episode 57 · 1. maj 2024 · 18:22
En organisation kan ikke leve af hyggelige arrangementer og en endeløs række arbejdsdage. Vi har brug for noget meningsfuldt at arbejde hen imod. I Dinero skal vi finde det næste bjerg og gøre vejen op ad det tydelig for alle.
Redigeret fra podcasten, optaget og udgivet den 1. maj 2024. Virksomhedsplaner, politiske kommentarer og beskrivelser af hotellerne gælder tidspunktet for optagelsen.
1. maj og min irritation over mere administration
Det er 1. maj, den røde dag, hvor mange offentligt ansatte har fri. Samtidig får vi at vide, at vi skal arbejde mere for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen.
Jeg bliver frustreret over den retning, jeg synes, staten bevæger sig i. Som om vi er til for staten, og ikke omvendt.
Jeg oplever, at der bliver ansat flere administratorer til at holde øje med hinanden, mens dem med de varme hænder ikke nødvendigvis får de vilkår, de fortjener.
Hvis du er djøfer, er det ikke, fordi jeg siger, at du personligt er en idiot. Jeg mener bare, at vi har brug for mere tillid til den enkelte medarbejder og mindre administration. Kvalificeret arbejdskraft kan også gøre stor nytte i det private erhvervsliv.
Men nok om det for et øjeblik. Jeg kører gennem det bornholmske landskab på vej til Gudhjem.
Hotel Klippen er ved at blive klar til sæsonen
Jeg skal over til Hotel Klippen, som jeg ejer sammen med min smukke kone Jannie.
Vi er i gang med tre nye værelser. To skulle være færdige eller tæt på, og det tredje er undervejs.
Mødelokalet skal også stå knivskarpt. Det er allerede lejet ud inden for de næste dage, så jeg vil lige sikre mig, at alt er, som det skal være.
Jeg skal også holde personalemøde med vores søde kolleger, som driver hotellet til hverdag.
Bookingerne til sommeren ser fornuftige ud. Der er godt gang i Folkemødet og Sol over Gudhjem, hvor mange af kokkene bor hos os.
Christie og Oliver, som har forpagtet restauranten, kan godt få lidt sved på panden over at skulle lave morgenmad til nogle af Danmarks dygtigste kokke. Men de gør det virkelig godt.
Her i maj 2024 glæder jeg mig over, hvor højt Café Plateau ligger i anmeldelserne på Tripadvisor. Kæmpe kip med hatten til dem.
Det er dejligt, når gæsterne kan gå ud på terrassen, se ud over Østersøen og få god morgenmad. Der er ikke en landevej mellem hotellet og vandet. Bare klipper og den fantastiske udsigt.
De gør det så hyggeligt, og jeg er virkelig glad for at være på vej derover.
Jeg har mærket, at energien i Dinero er faldet
Det, jeg egentlig vil tale om i dag, er noget, jeg har oplevet i Dinero, hvor jeg er daglig leder.
Gennem de seneste måneder har jeg mærket, at energien er blevet lidt lavere. Stemningen har været mere flad.
Da jeg satte mig ned og tænkte over det, var det faktisk ikke svært at forstå hvorfor.
Det er ikke, fordi vi har manglet hyggelige ting. Vi har været på workshop i Sverige, festet, været ude at spise, og afdelingerne har lavet forskellige aktiviteter sammen.
Det er godt. Men det er ikke nok.
Man skal også have nogle spændende udfordringer på sin arbejdsplads og kunne se, hvad man arbejder hen imod.
Supporten har en konkret kapacitetsudfordring
Det betyder ikke, at vi mangler opgaver. Supporten har for eksempel arbejdet med en plan for at få ventetiderne ned.
Henvendelserne kommer i klumper. Omkring klokken 11–13 er der ofte mange. Det er svært bare at kalde ekstra mennesker ind til to timers arbejde, og det er samtidig dér, vores kolleger også gerne vil spise frokost.
Vi kan forsøge at kommunikere tydeligere til kunderne: Hvis du skriver i spidsbelastningen, kan ventetiden være væsentligt længere end de få minutter, vi gerne vil holde den på. Hvis din opgave kan vente til et andet tidspunkt, kan der være bedre plads.
Det er lidt som morgenmaden på et hotel. Hvis alle kommer på samme tid, er der kø og mere pres. Kommer man tidligere eller senere, kan oplevelsen være en anden.
Hvis alt skal bemandes efter den højeste belastning, bliver det dyrt. Så har man for mange på arbejde resten af tiden, og omkostningen skal i sidste ende betales af kunderne.
Derfor skal vi også se på, om vi kan sprede efterspørgslen bedre.
En lille afstikker om fagbevægelsen
Jeg bliver lige distraheret af rapsmarkerne. Blå himmel, gule marker og forår i luften. Det er fantastisk.
Jeg læste også i Bornholms Tidende om faldende medlemstal i 3F på Bornholm. Det får mig selvfølgelig til at tænke over fagbevægelsen.
Min holdning er, at dele af den skal blive bedre til at se på den verden, vi lever i nu. Arbejdsgivere kan også være ordentlige mennesker, og man behøver ikke opfinde konflikter på arbejdspladser, hvor medarbejderne er glade.
Der er bestemt mennesker med dårlige vilkår, som har brug for hjælp. Det er dér, jeg synes, kræfterne skal bruges.
Jeg bliver frustreret, når en arbejdsplads og dens medarbejdere ønsker fleksibilitet, men bliver mødt af en kamp, som de ikke selv oplever et behov for. Det kan efter min mening gøre det sværere at få en lille forretning til at hænge sammen.
Jeg kan også undre mig over faglige konflikter for mennesker, som allerede tjener meget store beløb, som vi har set i forbindelse med fodbold. Jeg kan ikke huske den konkrete konflikt her, men det er den slags prioriteringer, jeg reagerer på.
Nå, tilbage til Dinero.
Vi havde et stort bjerg: Bogføringsloven
Den store fælles opgave i Dinero var den nye bogføringslov og de nye forretningsmodeller.
Det var en svær og for det meste spændende øvelse for en stor del af virksomheden.
Teknisk var det omfattende. Strategisk var det også svært: Hvordan skulle vi ændre priser og pakker? Hvordan skulle vi indrette produktet og forretningen?
Det bjerg fyldte meget hos os. Og da vi lancerede ændringerne, var det spændende at se, hvordan de blev modtaget.
Så kom de tekniske problemer
Lige efter fik vi tekniske udfordringer.
Som jeg har forstået det, skulle vi skifte noget framework og dermed ændre en del af måden, udviklerne arbejdede på. Jeg skal ikke lade, som om jeg forstår alle de tekniske detaljer.
Det forløb ikke uden problemer. Vi havde flere måneder, hvor udviklerne virkelig knoklede med ting, der drillede.
Det kan måske være fagligt interessant at løse. Men det er også irriterende, fordi kunderne ikke klapper i hænderne, når noget begynder at virke igen. Det er jo det, de betaler for.
Vi kunne ikke gøre det bedre og hurtigere, end vi gjorde. Vi havde forsøgt at forudse problemerne, men der kom nogle, vi ikke havde set.
Supporten blev også belastet. Kunder ventede, var vrede eller oplevede, at noget var langsomt. Det gav meget negativ energi.
Nu er vi på den anden side af den omgang. Men den har sat sig i organisationen.
Vi mangler det næste bjerg
Når vi er kommet over ét bjerg, skal vi finde et nyt at klatre på.
Det har vi ikke rigtig haft tid til at konkretisere, fordi de tekniske problemer fyldte så meget.
Så vi er havnet i et vakuum. Vi har pustet ud, men oven på noget, der var hårdt og negativt. Mange har følt sig udkørte og lidt triste.
Vi skal finde en ny opgave, som giver os energi. Det er vi ved at gøre, og vi er allerede lidt i gang.
Men det er ikke nok, at ledelsen selv kan se et spændende bjerg. Hele organisationen skal kunne forstå det.
Hvad skal kunderne opleve?
Vi skal gøre opgaven konkret.
Hvad er det, vi skal løse? Hvorfor er det spændende? Hvilke delmål er der? Hvornår skal de forskellige ting være færdige?
Og vigtigst: Hvad skal kunderne opleve? Hvordan bliver deres hverdag bedre? Hvorfor kan vi være stolte af resultatet?
Det er i høj grad en kommunikationsopgave.
Ledergruppen og dem, som arbejder tæt med produkterne, skal samle det og blive skarpe på, hvad vi vil opnå, hvordan vi gør det, og hvordan vi forklarer det til resten af vores kolleger.
Hver enkelt skal kunne se sin egen rolle i opgaven.
En arbejdsdag skal føre et sted hen
Hvis den ene dag bare tager den næste, og så kommer endnu en, er det svært at skabe begejstring.
Nogle virksomheder har en stærk konkurrent eller et klart ydre pres, som samler dem. Hvis man ikke har det, bliver det endnu vigtigere at formulere de mål, man selv vil nå.
Hvilke bjerge vil vi klatre på? Hvilke sejre skal vi have?
Opgaven skal brydes ned, så den er overskuelig. En medarbejder skal kunne tænke: Hvis jeg lykkes med det her, får det et positivt aftryk hos kunderne.
Så skal vi også markere, at det lykkes. Vi kan skåle i champagne, spise god kage eller fejre det på en anden måde.
Det afgørende er, at vi har nået noget, som betyder noget for kunderne og for os som organisation.
Hver afdeling skal kende sin del af puslespillet
Det fælles mål skal ned i afdelingerne og måske helt ned til den enkelte medarbejder.
Hvilken rolle spiller du? Hvad skal du lykkes med, for at vi sammen kommer frem til en sejr?
Uden det kan arbejdet føles som at kigge ud i evigheden. Man møder op hver dag og løser ting, men kan ikke se, hvad det betyder, eller hvor det fører hen.
Det minder mig lidt om militære øvelser, hvor man marcherer uden at få at vide, hvor man skal hen, eller hvor længe det varer. Det kan være psykisk hårdt netop ikke at kunne se slutpunktet.
Derfor skal en leder skabe overblik, dele opgaven op og fejre de mål, der bliver nået.
Det er vores opgave nu
Det har vi ikke været gode nok til gennem de seneste måneder i Dinero.
For kolleger, som ikke stod midt i de tekniske problemer, har det været svært at se den fælles retning. Og for udviklerne har det været hårdt, når ét løst problem viste sig at skubbe et andet frem.
Den periode er først rigtig afsluttet, når vi har defineret det næste bjerg og delmålene, så hver afdeling ved, hvilken rolle den spiller og har indflydelse på sin del.
Det er det, vi skal gøre nu.
Gudhjem venter på sommerlivet
Nu er jeg ved Gudhjem og kigger ud over Østersøen. Den er flot og blå. Jeg lægger nogle billeder på Instagram, så du kan se, hvad jeg har set.
Folk er ved at gøre klar til sæsonen. Det, vi savner, er gæsterne, som giver byen liv: Mennesker med en kold fadøl, familier og børn, som hygger sig.
Det begynder at komme i løbet af maj, tager fart i juni omkring Folkemødet og Sol over Gudhjem og fortsætter gennem juli og august.
Ha’ en fantastisk god dag.
