Jeg har været vred på min far. Jeg har også tilgivet ham. Den tilgivelse kom gennem en dyb forståelse af, hvorfor han blev det menneske, han blev.
Det er den 4. maj 2024. Jeg ligger på en drømmeseng i Frankrig, har drukket to trappistøl og kigget ud over bjergene. En podcast har sat nogle tanker i gang om min far og om den far, jeg selv prøver at være.
Jeg fornemmer, at mange mænd på min alder har noget, som ligner. Måske kan min historie inspirere dig.
Maj, barndom og en lille lejlighed i Frankrig
Maj er en god måned. Jeg har fødselsdag den 25. maj, men det handler ikke kun om det. Det er måneden, hvor bøgen springer ud, solen kommer frem, og Danmark bliver grønt. Folk bliver glade og positive.
Det vækker en fornemmelse fra min barndom. Jeg ved ikke, hvor meget man egentlig kan huske fra de allerførste år. Måske er det mere en følelse. Men jeg har et billede af at kigge op på min mors søde, rare ansigt, og at det hele var idyllisk.
Jeg var også superheldig. Jeg voksede op med to forældre, som elskede hinanden meget højt. Min far døde for snart ti år siden, men når min mor taler om ham, får hun stadig lys i øjnene. Hun er stadig forelsket.
Jannie og jeg har købt en lille lejlighed i Tourrettes-sur-Loup, en middelalderby i Frankrig. Der bor omkring 4.000 mennesker og en del udlændinge, som er med til at skabe grundlag for nogle rigtig gode små restauranter og caféer.
Der er en fantastisk økologisk købmand. Kører vi lidt væk, er der et fransk supermarked med grønt, fisk og kød i en kvalitet, som jeg ikke oplever på samme måde hjemme.
Jeg har lige drukket to trappistøl på omkring otte procent. Så hvis jeg lyder meget afslappet, er det nok derfor.
Hankøn satte tankerne i gang
Jeg har lyttet til Hankøn, som jeg selv var med i for et par år siden. Jeg hørte en samtale med Søren Fauli, som på mange måder er en fantastisk person og har været enormt produktiv med reklamefilm.
Mange husker ham som skildpadden i reklamen for Toms chokolade. Det var hyggeligt at høre ham tale om at være mand og om at finde sin plads i tilværelsen.
Det var også interessant at høre om hans arbejde med Normal. De har et meget tydeligt ansigt udadtil med figuren, som på en underfundig og ironisk måde bliver ved med at insistere på, at han er normal.
Jeg har selv lige været ude at købe en kaffemaskine i et stort center hernede, hvor der også lå en Normal. Det er sgu blæret at have været med til at skabe noget, som er kommet så langt ud.
Søren talte om glæden ved, som en hvid mand i begyndelsen af tresserne, at have været med til en succes, som gav ham frihed i alderdommen. Han talte også om den position, hvor ældre hvide mænd bliver set som privilegieblinde og kan få alle de verbale tæsk, det skal være.
Jeg er selv i en situation, hvor jeg ikke behøver gøre noget, jeg ikke har lyst til. Jeg har ikke lavet Normal, men jeg kan vælge spændende og sjove opgaver. Det er en kæmpe frihed.
Jeg behøver ikke mene det samme som et parti
Den frihed gælder også mine holdninger. En politiker skrev forleden en personlig besked om, at han ikke kunne forstå mig. Han var enig i meget af det, jeg skrev, men syntes, at andre ting var helt vanvittige.
Jeg svarede, at det måske netop skyldes, at jeg kan sige, hvad jeg mener. Jeg skal ikke gå i takt med et parti.
Jeg kan for eksempel rose Pelle Dragsted, når han kommer med en idé, som jeg synes er god. I dag handlede det om billigere transport rundt i Europa, så man kan rejse med tog og interrail for færre penge.
Det ville da være dejligt at kunne rejse rundt i Europa med en billig billet. Jeg kan godt lide den idealistiske tanke.
Men hvordan får vi de andre lande og jernbaneselskaber med? Det kan vi ikke bare vedtage i det danske Folketing. Der er andre, som også skal være enige. Det er dér, jeg synes, nogle af forslagene bliver lidt virkelighedsfjerne eller populistiske.
Man kan godt synes, at en idé er sympatisk, og samtidig spørge, hvordan den skal gennemføres. Det forvirrer åbenbart nogen, at jeg kan være enig med Pelle i noget uden at være enig i alt.
Min pointe er bare, at jeg er en fri fugl. Jeg er ikke særlig afhængig af, hvad andre mener om mine holdninger. Det kan måske koste kunder i nogle af de virksomheder, jeg er med i, men det er en dejlig position at være i.
En anden fars historie fik mig til at tænke på min egen
Jeg lyttede også til Felix i Hankøn. Han fortalte om sin far, som var rejst til Australien, og om at stå tilbage som barn og høre om det gode liv, faren havde der.
Sådan som jeg hørte historien, kom faren senere hjem og forventede at kunne træde ind i familiens liv og være farfar, uden at der først kom en forklaring eller en undskyldning.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at acceptere. Det satte tanker i gang om mit eget forhold til min far.
Jeg tror, det er ret almindeligt som mand at kigge på sin egen farrolle og på det, ens forældre gjorde. Hvad vil man tage med? Hvad vil man gøre anderledes?
Min far var et geni i mine øjne
Min far blev født i 1928. Han oplevede krigen og manglen under og efter den. Hans far var folketingssekretær, medlem af Venstre og meget højreorienteret.
Jeg husker mest min farfar siddende i en stol. Der var ikke meget kontakt til os børnebørn. Senere fandt jeg ud af, at min far selv havde haft en barndom, hvor han ikke følte sig hørt.
Min far var et geni i mine øjne. Han var civilingeniør og udviklingschef på højttalerfabrikken Peerless. Han var fremragende til skak og matematik og vidste en masse om historie og geografi.
At spille Trivial Pursuit med ham var håbløst. Du havde ikke en chance. Og hvis jeg fik et spørgsmål, svarede han gerne på det også. Han kunne jo svaret og havde svært ved at holde mund.
Spurgte jeg om en ligning eller en brøk, kunne jeg få et tre timer langt kursus på et niveau, jeg slet ikke forstod. Jeg tabte interessen og holdt efterhånden op med at spørge.
Jeg ved ikke, om han ville vise, hvor dygtig han var, eller bare ikke kunne se, hvor jeg stod. Men for mig blev tingene overkomplicerede, og jeg mistede lysten til matematik.
Jeg havde brug for ros, han troede på at presse
Hans idé om motivation var meget anderledes end det, jeg havde brug for. Hvis jeg var dårlig til noget, skulle jeg høre det. Så ville jeg vel tage mig sammen og gøre det bedre.
Jeg fungerer på en anden måde. Jeg har brug for hjælp, støtte og ros. Jeg har brug for at vide, at jeg gør noget godt, når det er nogenlunde godt.
At få at vide, at jeg var håbløs, gjorde mig ikke bedre. Det skabte afstand. Han var den kloge, og jeg følte mig som den dårlige.
Han var intellektuel. Jeg var mere et følelsesmenneske. Vi var begge kreative, men hans kreativitet var på et mere akademisk niveau. Jeg oplevede også, at jeg havde mere empati, og vi havde svært ved at mødes.
Jeg fik mindreværdskomplekser og prøvede hele tiden at få hans anerkendelse. Den var meget svær at få. Det skabte sorg og ar i min ungdom.
Han var retskaffen, sød og ordentlig på mange punkter. Men på andre punkter var han hård på en måde, jeg ikke forstod. Det gjorde mig vred.
Vi gjorde begge oprør mod vores fædre
Min far havde gjort oprør mod sin højreorienterede far og var blevet meget venstreorienteret. Jeg gjorde oprør mod min far og gik i den modsatte retning.
Det var et unødvendigt sammenstød på mange måder. Jeg flyttede hjemmefra som 17-18-årig, fordi jeg havde brug for luft.
Spillede jeg Shu-bi-dua, Gasolin eller Gnags, var det åndssvagt. Hvis man var noget, skulle man høre Bach, Beethoven og Mozart.
Jeg tog afstand fra hans holdninger og fandt mine egne veje. Jeg gik i Livgarden og ville være politibetjent. Det syntes han var fjollet. Politi, militær og USA var idioter. Næsten alle, som mente noget andet end ham, var idioter.
Han var god til at tale. Det er jeg også blevet, måske af den grund. Men vi var olie og vand.
Det var en sorg for mig, og jeg tror også, det var en sorg for ham. Han havde nok drømt om en søn, som fuldførte gymnasiet og gik den akademiske vej. Det var jeg ikke interesseret i og følte mig heller ikke i stand til.
Jeg blev selvstændig, byggede min egen tilværelse og fik succes med mine egne ting. Det forstod han aldrig rigtig.
Jeg ville gerne have haft fem minutters anerkendelse
Jeg husker det tydeligt fra salget af Jubii. Vi solgte forretningen for 100 millioner euro, og jeg ringede til ham.
Far, vi har solgt forretningen for 100 millioner euro!
Han sagde, at det da var flot. Og så gik han videre til at fortælle om min søsters datter Olivia, som var på besøg.
Jeg holder meget af hende og havde ikke noget problem med at høre om hende. Men jeg syntes måske, at jeg havde fortjent fem minutters anerkendelse lige dér.
Efter jeg flyttede hjemmefra, var det mest mig, der ringede og holdt kontakten. Det var hyggeligt, men meget foregik på hans præmisser. Til sidst vænnede jeg mig til det.
Jeg besøgte mine forældre omkring en gang om ugen. Min mor var altid sød, kærlig og begejstret for det, jeg lavede. Jeg fik masser af kærlighed og ros fra hende. Så der var også en balance.
Det var ikke en ulykkelig barndom
Jeg fortæller ikke det her, fordi nogen skal have ondt af mig. På mange måder havde jeg en pragtfuld barndom.
Mine forældre havde et lille hus ved en sø. Jeg havde både en robåd og en sejlbåd. Jeg kunne tage af sted klokken seks om morgenen i weekenden og fiske og sejle hele dagen.
Jeg kom hjem sent og havde mit eget liv med vennerne. Min far havde finansieret og gjort meget af det muligt. Det skal jeg også huske at sige.
Det er relationen til ham, jeg taler om. Jeg oplever, at flere af mine venner på samme alder har haft sådan en lidt lukket far, som de ikke rigtig forstod, og som ikke rigtig forstod dem.
Nogle har mistet deres far, før de fik talt ud. Det har efterladt store sår. På det punkt var jeg heldig.
Da han blev syg, besluttede jeg at lære ham at kende
Min far fik prostatakræft, som han desværre skulle dø af. Han fik en alvorlig besked om den tid, der var tilbage.
Jeg tænkte: Nu vil jeg simpelthen lære min far at kende.
Jeg satte meget arbejde til side og besøgte ham ofte, både hjemme og på hospitalet. Jeg gik også til psykolog og blev klogere på mig selv.
Jeg måtte se på, at jeg ikke bare var Guds gave til verden. Jeg var voksen og havde også et ansvar for at give igen og tage de svære samtaler.
På et tidspunkt satte jeg mig med ham og min mor og fortalte, hvad jeg havde talt med psykologen om, og hvordan jeg selv havde oplevet tingene.
Vi sad alle tre og græd.
Min far begyndte at fortælle om sin barndom, om krigen og efterkrigstiden og om forældre, som han havde oplevet som følelsesmæssigt afstumpede.
Det gav mig en kæmpe forståelse for hans situation. Jeg kunne se, hvor han kom fra. Man bærer jo den opvækst og de forældre med sig, som man har haft.
Jeg tilgav ham, og vi fik talt ud
Jeg sagde til ham, at jeg tilgav ham. Vi kiggede på hinanden med våde øjne, og der kom en enorm forståelse mellem os.
De næste måneder besøgte jeg ham meget. Vi talte om hans barndom, min barndom og alt det, der var foregået mellem os.
Han fortrød ting, han havde sagt og gjort. Jeg fortrød også meget af det, jeg havde sagt og gjort i teenagevrede og frustration.
Der kom en harmoni mellem os, som var helt enorm.
Da han til sidst lå for døden, var min mor meget brugt. Det er hårdt at bo sammen med et døende menneske. Min lillesøster og jeg slog ring om dem og skiftedes til at være der i døgndrift den sidste måneds tid.
Han ville gerne dø hjemme. Vi tog vagter på omkring 12 timer, dage og nætter, og aflastede min mor.
Vi fik talt meget med ham. Min mor masserede hans hænder og fødder, og vi prøvede på alle mulige måder at lindre den sidste tid.
Den sidste uge var frygtelig
Den sidste uge var helt forfærdelig. Han fik morfin, vågnede om natten, talte vildt og havde smerter. Vi ringede efter natsygeplejerskerne, som kom og hjalp.
Jeg oplevede hans død som meget smertefuld. Jeg tænkte på et tidspunkt, om jeg skulle give ham en overdosis, fordi han alligevel skulle dø. Hvorfor skulle han have de sidste dage i så stor smerte?
Det var en tanke i afmagt over at se ham sådan. Jeg fortæller om den, fordi det var så hårdt. Debatten om aktiv dødshjælp er en anden diskussion, selv om jeg selv mener, at man bør kunne hjælpe mennesker med at afslutte livet.
Min gode bekendte Mogens Nørgaard, som havde lavet Miracle, gav mig et råd: Når du kan mærke, at det er ved at være slut, så tag din far i hånden og fortæl, at du er der for ham og for familien. At han kan slappe af og give slip.
Da jeg kunne mærke, at det var ved at være det sidste, sagde jeg til ham, at jeg havde styr på mor, min lillesøster og huset. Han havde ikke mere, han skulle udrette. Det var okay at give slip.
Og så døde han lige dér.
Det var ubeskriveligt hårdt. Jeg ringede til min lillesøster, som kom. Vi græd begge to. Men når jeg ser tilbage, var det også en smuk afslutning.
Tilgivelse kom gennem forståelse
Vi fik taget afsked på en rigtig fin måde. Vi fik talt ud. Derfor er jeg i dag afklaret med mit forhold til min far.
Jeg har tilgivet ham alt. Ikke på den måde, at jeg stadig tænker, at han var et røvhul, og så beslutter at se igennem fingre med det. Det er en dyb forståelse af, hvordan han blev den, han var.
Det har også fået mig til at kigge indad. Hvilke gode og dårlige ting giver jeg selv videre til mine børn? Min barndom påvirker jo også den måde, jeg lever på.
Jeg besluttede at være med i mine børns liv
Min far var ikke særlig god til at deltage i mine ting. Han kom ikke til fodboldkampe og ikke ret meget til skoleafslutninger. Derfor besluttede jeg, da jeg selv fik børn, at jeg ville være der.
Da min datter blev født i 2003, indrettede jeg mit arbejde efter at have morgenerne med børnene.
Min daværende kone var politibetjent og mødte ofte klokken seks. Jeg stod op med ungerne, gav dem mad og tøj på. Vi havde en babyjogger og løb ture i skoven næsten hver morgen, snakkede og hyggede os.
Så afleverede jeg dem i vuggestue og senere børnehave og mødte sent på arbejde. Det var et kæmpe privilegium at have de morgener med dem.
Min daværende kone hentede dem, når hun havde fri, og havde timerne med dem, indtil jeg kom hjem omkring syv. Så var der mad og hygge, til børnene skulle i seng. Bagefter kunne jeg arbejde et par timer mere.
Jeg tog mig meget af fritidsinteresserne. Babysvømning, sejlads og ridning. Jeg red ikke selv, men jeg tog med og deltog i det, de lavede.
Jeg sad i vuggestuens bestyrelse, var kontaktforælder i folkeskolen og meldte mig som chauffør, når børnene skulle til bowling eller på andre ture.
Jeg vidste, hvilket hul det kunne efterlade, hvis ens forældre ikke deltog. Min mor havde altid været med til det hele, men min far var meget optaget af sin karriere.
Han var også en fantastisk far på mange punkter
Min far var en meget dygtig akustiker. I mine øjne en af verdens bedste. Han blev ved med at opfinde langt op i alderdommen.
Han lavede sin sidste opfindelse som 84-årig og fik sin sidste løncheck en uge før, han døde. Kort før sin død var han stadig bekymret for, hvordan det skulle gå på højttalerfabrikken.
Han var på mange måder gift med sit job. Men han kom også hjem til aftensmad omkring halv seks, var nærværende og læste historier for os.
Så han var en fantastisk far på rigtig mange punkter. Det her er ikke et forsøg på kun at tegne et negativt billede. Der var bare noget i hans fravær fra mine andre ting, som jeg gerne ville gøre anderledes.
Jeg har også arvet hans arbejdsiver
Vi prøver nok ofte som forældre at gøre nogle ting bedre end vores egne forældre. Men vi er også præget af den måde, vi selv er vokset op på.
Jeg har arvet hans arbejdsiver. Bogen, som jeg skrev med min gode ven Anders Gisselmann, hedder Iværksætter til jeg dør, fordi jeg altid vil sætte ting i gang.
Min far var ansat, men på den måde ligner vi hinanden. Han opfandt højttalere. Jeg finder på alle mulige andre ting.
Så efter de to trappistøl, udsigten over bjergene og samtalerne i Hankøn fik jeg lyst til at filosofere lidt over det.
Giv dig selv fred, og giv det bedste videre
Vi skal ikke slå os selv alt for hårdt oven i hovedet. Vores opvækst har givet os både muligheder og begrænsninger.
Hvis vi bliver en lidt bedre version som forældre end vores egne forældre var, synes jeg, vi skal give os selv noget fred og være glade for, at vi har flyttet noget fra den ene generation til den næste.
Jeg håber, at mine børn bliver lidt bedre forældre, end jeg selv har været. Der er altid plads til forbedring.
Jeg prøver at være nærværende, når jeg taler med dem. Men jeg har også en telefon og sociale medier, som jeg ikke altid er god nok til at lægge væk. Det er en ting, jeg håber, de bliver bedre til.
Jeg har til gengæld været med til næsten alle deres optrædener og præstationer. Da min datter var blandt de ti i MGP og kom rundt med koncerter, var jeg med som chauffør og stod og klappede.
Jeg føler, at jeg har oplevet mine børn hele vejen igennem og ikke mistet særlig meget af deres liv. Jeg har også ting, jeg fortryder og kunne have gjort anderledes, men i det store hele har jeg været med.
Bliv bedre til det, du er god til
Jeg har altid prøvet at være positiv og opbyggende over for mine børn.
Jeg siger: Det, du er god til, skal du blive bedre til. Det, du er dårlig til, behøver ikke fylde hele dit liv.
Jeg tror, man får meget mere ud af at udvikle noget, man har talent for og glæde ved, end af hele tiden at kæmpe med noget, man hverken er god til eller glad for. De ting hænger jo ofte sammen.
Jeg synes, det er spild af liv at bruge al sin energi på noget, man er pissedårlig til og bliver ked af. Jeg vil hellere motivere mine børn til at dygtiggøre sig på områder, hvor de har både lyst og evner.
Livet behøver ikke være kort. Men det er for kort til at bruge alt for meget af det på ting, som gør en ulykkelig.
Det er en af de erfaringer, jeg vil give videre. Og jeg glæder mig til at se, hvad mine børn gør bedre, når de selv bliver forældre.
Ha’ en fantastisk dag.
Lyt til episoden
Optaget den 4. maj 2024. Teksten gengiver mine personlige erindringer og refleksioner på optagelsestidspunktet.
