Hvordan opdrager man børn i et område, hvor en Tesla kan være en 18-års fødselsdagsgave? Hvor mange får så rigeligt med lommepenge, at de ikke behøver at tage et fritidsjob? Jeg har tre børn, som alle har været ude at arbejde, og jeg synes, det er noget af det vigtigste, vi kan give dem.
Min holdning er, at man kan forkæle sine børn rigtig meget, så længe man ikke fjerner deres drive. Man skal vise dem ubetinget kærlighed, støtte dem og sætte grænser. Men man skal også lade dem gøre en indsats, begå fejl og finde ud af, at de kan noget selv.
Det er den 8. februar 2024. Jeg sidder her omkring kvart over seks om morgenen og kigger ud over Øresund. Det er bælgmørkt, og for en gangs skyld er jeg ikke i jacuzzien. Jeg vågnede tidligt og tænkte, at jeg lige så godt kunne lave en podcast.
Vi vil skabe mere værdi ud af regnskabet
Der sker meget lige nu. I går holdt jeg foredrag for et svensk firma i Visma. De arbejder med regnskabsprogrammer og nye strategier, og de ville gerne høre mere om, hvad vi gør i Dinero.
Vi arbejder med noget, vi kalder en virtuel CFO. Idéen er at bruge data i anonymiseret form til at skabe nye produkter og hjælpe kunderne med mere end at få bogføringen til at hænge sammen.
Et eksempel er kreditvurderinger. Når virksomheder sender fakturaer og registrerer, om de bliver betalt til tiden, kan betalingsoplysninger sammen med andre data være med til at give et billede af, hvem der er gode eller dårlige betalere.
Vi har allerede kreditvurderinger i Dinero. Det synes jeg faktisk, vi har været for dårlige til at fortælle om. For en lille virksomhed kan det betyde rigtig meget at undgå en kunde, som ikke kan betale.
Et andet eksempel kunne være, at en snedkermester bogfører en forsikringsfaktura. Så kunne programmet gøre opmærksom på, hvis den udgift ligger højere end hos sammenlignelige virksomheder. Ikke ved at udlevere andre kunders regnskaber, men gennem anonymiserede sammenligninger.
Man kunne også få et bedre billede af, om man omsætter eller tjener mere eller mindre end andre i samme branche og område. Og vi vil gerne arbejde med at forstå, hvilke kunder der er de bedste, og hvilke andre virksomheder der kunne ligne dem.
Vores kunder putter allerede en masse oplysninger ind. De sender fakturaer, registrerer betalinger og bogfører købsbilag. Vi har tre AI-udviklere og to analytikere, som arbejder med de muligheder. Over de næste år skal det gerne blive til produkter, der skaber endnu mere værdi.
Man kan lidt provokerende sige, at regnskabsprogrammet møder Facebook. Det kan lyde negativt, men min pointe er, at data kan bruges til at give kunden noget nyttigt tilbage. Det skal være anonymiseret, når vi sammenligner på tværs.
Hele øvelsen handler om værdi. Hvis en ny ydelse hjælper kunden nok, kan den også blive noget, man betaler særskilt for. Det er sådan, jeg tænker forretningsudvikling.
Dinero er allerede en god forretning. Vi forventer i 2024 en omsætning på over 200 millioner kroner, og en stor del kan ende på bundlinjen. Men jeg synes stadig, vi kan gøre det bedre. Det er en forventning til året, ikke et færdigt årsresultat.
Når jeg taler om omkring 300 kroner om måneden for et regnskabsprogram, får kunden også opbevaring i skyen, en app til bilag og adgang til hjælp med bogføringen. På optagelsestidspunktet har vi bogføringssupport fra klokken otte til klokken 23, hver dag året rundt.
Hvis jeg spørger folk, hvad sådan en adgang til hjælp burde koste, er det sjældent, de siger 300 kroner. Og så kommer selve programmet oveni. Det synes jeg er meget værdi for pengene.
Nu lyder det som reklame. Men jeg sidder ikke her for at få et par podcastlyttere til at købe noget, så jeg kan få mere i løn. Jeg fortæller om det, fordi det optager mig, og fordi det var noget af det, foredraget handlede om.
En lang samtale med Mark Tange
Bagefter havde jeg Mark Tange på besøg til hans podcast. Normalt laver han samtaler på en time eller halvanden. Vi endte med at sidde der i næsten tre timer. Jeg ved ikke, hvor meget han klipper i det, men det var lidt af et maraton.
Vi kom blandt andet ind på kvinder, mænd og det samfund, vi har indrettet. Min oplevelse er, at der er drenge og mænd, som bliver tabt. Jeg synes, vi skal tage deres situation mere alvorligt.
Jeg oplever, at skole og videre uddannelse på flere måder passer bedre til pigerne. Samtidig har den fysiske styrke, som tidligere gav mænd en fordel i mange job, mindre betydning, når arbejdet kan klares med maskiner og teknologi.
Nogle mænd står tilbage og føler sig angrebet på deres køn og identitet, samtidig med at de ikke kan se, hvor de passer ind. Deres maskulinitet er ikke i sig selv en kvalifikation på arbejdsmarkedet.
Jeg ved godt, det kan lyde som klynk. Men jeg synes, vi skal tage problemer med mistrivsel og selvmord blandt mænd alvorligt og spørge, hvordan vi får samlet de drenge og mænd op, som mangler en plads.
Mit lidt provokerende spørgsmål er, om pendulet er svinget så langt, at vi nu skal bruge mere energi på det. Det er mine overvejelser om samfundet. Jeg vil ikke gentage hele gårsdagens podcast her.
Emma fandt selv sit job
Det, jeg egentlig lovede at tale om i dag, er børn og opdragelse. Anledningen er, at min store datter Emma på 20 har mistet sit arbejde.
Hun blev færdig med gymnasiet for omkring halvandet år siden. Hun havde arbejdet i 7-Eleven i fire år ved siden af skolen. Efter studentertiden og lidt tid til at nyde den fik hun lyst til at prøve noget andet.
Det var ikke, fordi der var noget galt med at arbejde i 7-Eleven. Men når man har gjort det i fire år, er det naturligt at blive nysgerrig på noget nyt.
Hun havde ikke en færdig plan for, hvad hun ville. Så så hun en stilling som floor manager hos Letz Sushi i Rungsted og søgte den.
Jobbet var at tage sig af fire-fem medarbejdere: ansættelser, afskedigelser, motivation, vagtplaner og de indkøb, som hørte til restaurantdelen. Køkkenet havde sin egen chef. Emma skulle blandt andet have styr på drikkevarer, spisepinde og de andre ting ude i restauranten.
Det var frisk at søge, når hun ikke havde haft sådan et restaurantjob før. Men den chef, hun talte med, kendte hendes chef fra 7-Eleven.
Han kunne fortælle, at hun havde stået alene i butikken, håndteret travle tidspunkter og taget ansvar. Hun havde ikke en masse formel ledererfaring, men hun havde allerede vist, at hun kunne tage fat.
Så hun fik jobbet. Hun havde selv skaffet det. Jeg havde ikke været inde over og bedt nogen om at ansætte hende.
Pludselig blev far brugbar på en ny måde
Det er gået rigtig godt. Hun har trivedes og fået tilbud om lederkurser og træning. Og i de omkring ni måneder, hun havde jobbet, fik vi en ny dimension i vores forhold.
Vi har altid været tætte. Men nu ringede hun flere gange om ugen med konkrete spørgsmål om ledelse. En var syg, en kom for sent, en vagtplan skulle hænge sammen. Hvad gør man?
Der kunne jeg hjælpe på en anden måde end med de sædvanlige far-ting. Vi fik en voksen relation, hvor jeg kunne give sparring, støtte og opbakning ud fra noget, jeg selv har erfaring med.
Fire-fem medarbejdere lyder måske ikke af så meget. Men hvis man går fra gymnasiet til at have ansvaret for andre og for restaurantens daglige drift, er det en stor opgave. Der dukker hele tiden dilemmaer op.
Der kom også ændringer fra hovedkontoret, som hun skulle forholde sig til. Hun fortalte for eksempel, at de havde været på cocktailkursus og gjort klar til at lave cocktails. Så fik de at vide, at det alligevel ikke skulle ske.
En anden gang havde de fået nyt porcelæn og gjort det hele klar. Kort efter kunne hun læse i et nyhedsbrev, at hendes restaurant fremover skulle fungere som takeaway, og at kunderne kunne sidde der og spise af takeaway-emballagen.
Så ringede hun og spurgte: Hvorfor har vi så lige fået alle de ting?
Jeg prøvede at være diplomatisk. Jeg kunne godt have siddet og sagt, at det lød som en rodebutik. Men jeg ville ikke tage modet fra hende. Jeg forklarede, at det også kan være svært at drive et hovedkontor og holde styr på mange restauranter.
Det var en del af vores samtaler: Hvordan håndterer man noget, man ikke selv har bestemt? Hvordan får man medarbejderne med? Og hvordan holder man selv energien oppe?
Et chok lige før hun skulle overtage sin lejlighed
Så kom beskeden om lukningen. Hun fik sammen med de andre ansatte at vide på et Teams-møde, at de havde haft deres sidste arbejdsdag. Det kom som et chok.
Emma havde også lige købt en lejlighed i Lyngby, som hun snart skulle overtage. Så der stod hun og mistede et job, hun var sindssygt glad for, samtidig med at hun havde taget et stort skridt i sit eget liv.
Det var ikke, fordi hendes egen restaurant var gået dårligt under hende. Tværtimod havde hun fået anerkendelse for forbedringerne. Hun havde fået blomster, været med i interne nyhedsbreve og modtaget kvartalsbonusser.
Kunder havde skrevet, at de bedre kunne lide at komme der end før. Omsætningen var steget, og hun havde samtidig fået bedre styr på personaleforbruget. Min oplevelse var, at hun havde været med til at få vendt en forretning, som tidligere gav underskud.
Det gør det selvfølgelig ikke mindre svært at få sådan en besked. Når man er 20 og for første gang virkelig har fundet noget, man er god til og glad for, er det hårdt, at det stopper af grunde, man ikke selv kan styre.
Er det curling at bruge mit netværk?
Jeg delte et opslag på Facebook, LinkedIn og Twitter om, at hun nu søgte arbejde. Jeg fortalte om hendes erfaring og gav folk mulighed for at kontakte hende.
Der var nogle, som mente, at det var lidt curlingagtigt. Og jeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmålet. Jeg var også selv et øjeblik i tvivl om, hvor grænsen gik.
Men jeg synes, der er forskel på at åbne en dør og på at gå igennem den for sit barn. Jeg har ikke bedt nogen om en tjeneste. Jeg har ikke bedt nogen om at ansætte hende, fordi hun er min datter.
Jeg har delt, at hun mangler et job, og hvad hun kan. Hun skal selv svare på henvendelserne, tage til samtaler, forhandle løn og vilkår, vælge et job og passe det.
Det er også hende, der skal fungere med chefen, kunderne og kollegerne. Det kan jeg ikke gøre for hende.
For mig er det en kærlig handling at vise hende, at det, hun vil, interesserer mig. Jeg vil gerne hjælpe hende videre, når hun står i en svær situation. Men hun kan ikke bare læne sig tilbage og lade far klare resten.
Jeg valgte at være en far, som mødte op
Jeg påstår ikke, at jeg er verdens bedste far. Men jeg tog et meget bevidst valg, da Emma blev født som mit første barn.
Jeg skar kraftigt ned på forretningsrejser og besluttede, at jeg ville være med til de ting, hun og senere hendes bror lavede. Skolekomedier, klippe-klistredage, julehygge, babysvømning og sport.
Jeg har siddet i forældreråd, været kontaktforælder, kørt til lejrskole og fulgt dem til aktiviteter. Mountainbike, ridning, cheerleading og hvad der ellers har været.
Deres mor var politibetjent og havde skiftende arbejdstider. Hun kunne ofte ikke få fri. Jeg var selvstændig og kunne tilrettelægge min hverdag, så jeg tog en stor del af det.
Det handlede også lidt om mine egne erfaringer. Min mor var god til at komme til tingene. Min far så, så vidt jeg husker, ikke en eneste fodboldkamp, selv om jeg gik til fodbold i tre år.
Det er ikke en tudehistorie, men det har siddet i mig. Som dreng spejler man sig meget i sin far. Derfor besluttede jeg, at jeg ville være der, når mine børn havde brug for, at jeg mødte op.
Skulle de ud at spille bowling, ville jeg gerne være frivillig. Skulle der holdes klassefest, kunne vi lægge hus til. Det var et valg om, hvad jeg ville bruge min tid på.
Privilegier skal ikke blive hele verdensbilledet
Jeg bor på Strandvejen i et område, hvor der er mange penge. Det er ikke usædvanligt at høre om børn, som får en Tesla Model 3, når de fylder 18, bliver kørt i skole og får betalt rejser og dyrt tøj.
Nogle får så mange lommepenge, at de ikke har nogen økonomisk grund til at få et fritidsjob. Det er den virkelighed, mine børn kan sammenligne sig med.
Jeg har også en herlig bonussøn, Holger, så når jeg siger tre børn, er han med. Vi har bevidst valgt almindelige folkeskoler til dem.
Det er ikke en regel om, at alle skal gøre det samme. Havde vi fundet en god privatskole med en god blanding af børn og forældre, kunne det også have været et valg.
Det vigtige for mig er blandingen. Jeg vil helst ikke have, at mine børn kun færdes i en meget ensartet gruppe af meget velstillede mennesker. Så kan man få et skævt billede af, hvordan verden ser ud.
Jeg ville gerne have, at de mødte børn fra forskellige hjem: parcelhuse, boligområder og familier med både mange og færre penge. At rigdom ikke blev den eneste normalitet, de kendte.
Og jeg skal ikke lade, som om mine børn ikke er privilegerede. Vi tager på skiferie og safari, og de har været i mere end 40 lande. De har fået mange oplevelser og muligheder. Det ved jeg godt.
Spørgsmålet er, hvordan man samtidig lærer dem, at ting har en værdi, og at de selv skal gøre noget for at få dem.
Det dobbelte af nul er stadig nul
Vores model har blandt andet været, at vi betaler halvdelen, når de vil spare op til noget større, som vi kan stå inde for. De skal selv skaffe resten.
Det betyder ikke, at vi automatisk støtter ethvert køb. Vi tager en snak om det. Hvad er det? Hvorfor vil de have det? Og giver det mening?
På et tidspunkt kom Emma med en taske til 8.000 kroner. Jeg tænkte: Det var eddermame en dyr taske. Hun kunne godt se, at mange omkring hende havde den slags fine ting, og hun ville gerne have noget lignende.
Jeg forstår godt ønsket om at passe ind. Men en taske til den pris eller et tørklæde til et par tusind kroner er ikke noget, jeg bare selv ville købe uden at tænke mig om. Så vi talte om, hvorvidt det var pengene værd.
Da hun gerne ville have tasken, havde hun ikke et arbejde. Hun var stoppet i et tidligere job, hvor hun blandt andet havde gjort rent, fordi hun oplevede at blive behandlet dårligt. Det skal man heller ikke finde sig i.
Men hvis jeg fordobler det, hun selv tjener, og hun tjener nul, så er det stadig nul. Det var også en del af snakken.
Hun søgte og fik jobbet i 7-Eleven. Vi aftalte så, at jeg først ville lægge pengene til tasken ud, når hun havde fået sin første løn. Derefter skulle hun betale sine 4.000 kroner tilbage efter en plan over to måneder.
Det gjorde hun. Hun fik den taske, hun gerne ville have, men hun havde også selv arbejdet for den. Og jobbet blev ikke bare et kort middel til et køb. Hun blev der i fire år.
Alle tre har prøvet at have et arbejde
Da hendes bror blev gammel nok, fik han også job i 7-Eleven. Han har nu arbejdet der i et par år.
Holger var yngre og kunne ikke få samme job. Han begyndte som avisbud som 13-årig og går sin rute torsdag eftermiddag efter skole. Det har han gjort i snart to år.
Sidste år blev han årets avisbud. Han har passet sit arbejde stabilt og ikke haft sygedage. Det er noget, han kan være stolt af.
Alle tre har altså været ude at arbejde. Vi har hjulpet med ekstra penge, men hjælpen har været knyttet til, at de selv gjorde en indsats.
Det er her, min pointe om forkælelse kommer ind. Man kan give meget, hvis det ikke fjerner lysten til at tage fat.
Jeg ville også tilpasse det til omgivelserne. Hvis jeg boede i en lille by, hvor folk havde almindelige indkomster, ville jeg ikke være den far, som introducerede tasker til 8.000 kroner i børnenes klasse.
Jeg ville kigge på niveauet omkring os. Her, hvor vi bor, er niveauet et andet. Det gør ikke alle dyre køb fornuftige, men det er en del af det, man skal forholde sig til som forælder.
Jeg har også en ekstra bil, som er en del af vores praktiske hverdag. Børnenes mor og jeg blev skilt efter mange år sammen, og vi har haft en syv-syv-ordning. Der er forskellige hverdage og hjem at få til at fungere. Min pointe er ikke, at der findes én perfekt model, men at man må finde et niveau, som passer.
Kærlighed er også at sætte grænser
Det vigtigste er, at børnene føler sig elsket, og at de ved, at vi har deres ryg. Det betyder ikke, at der ikke skal være grænser. Tværtimod synes jeg, grænser er en stor del af kærligheden.
Vi har altid kunnet gå på restaurant med vores børn. Men hvis de sad og skreg og råbte, så gik vi hjem. Vi betalte, hvad vi skulle, og så var restaurantbesøget slut.
Det er nemmere i øjeblikket at give efter og lade være med at tage konflikten. Men jeg mener, man skal sætte en rimelig grænse og tage balladen, når den opstår.
Jeg synes også, forældre skal passe på, at børnene ikke overtager hele deres fælles liv. For mig har det blandt andet været vigtigt, at børnene lærer at sove på deres eget værelse, når det passer til deres alder og situation.
Hvis de er utrygge, skal man selvfølgelig tale med dem og hjælpe dem. Men man behøver ikke automatisk ændre en beslutning, bare fordi der bliver protesteret. Der skal også være plads til forældrenes relation.
Omvendt skal man ikke være lavet af sten. Har jeg misforstået noget, eller har børnene et rigtig godt argument, kan jeg godt ændre mening. Det er ikke et spørgsmål om at vinde hver eneste diskussion.
Som udgangspunkt skal de kunne mærke, at en grænse er en grænse. Ikke noget, der bare flytter sig, hvis de skriger, plager eller bliver ved længe nok.
Jeg tror, det giver tryghed, når børn kan mærke de rammer, vi har sat. At vi interesserer os nok for dem til at passe på dem og tage samtalen, hvis de går udenfor.
Et fritidsjob er en vigtig del af opdragelsen
For mig er et job ikke bare en måde at tjene penge på. Det er en modningsproces.
Man møder en arbejdsgiver og nogle kolleger. Man skal indordne sig under noget, møde til tiden, samarbejde og løse opgaver, som ikke altid er spændende. Det er anderledes end at være hjemme hos sine forældre.
Jeg har sagt det, da 7-Eleven inviterede mig til at holde foredrag for deres købmænd og butikschefer: I er faktisk en vigtig institution for Danmark.
Vi sender nogle umodne teenagere ud, og vi får nogle mere voksne unge mennesker tilbage. De får ansvar for kunder, salg, rengøring og opfølgning. Hvis de ikke gør det, som chefen har bedt om, bliver der reageret på det.
De lærer også, at kolleger ikke bare er venner. Der er et arbejde, som skal gøres, og et samarbejde, som skal fungere. De kan spejle sig i ældre medarbejdere og lære af mennesker, som ikke er deres forældre.
Hvis man bare giver børnene alle de penge, de har brug for, kan man tage den erfaring fra dem. Det synes jeg er et stort tab.
Jeg vil gerne have, at de kommer ud og gør sig nyttige, når det passer til deres alder og inden for reglerne for unges arbejde. At de kommer trætte hjem og kan mærke, at de har gjort en forskel og tjent deres egne penge.
Min oplevelse er også, at man tænker lidt mere over, hvad man bruger pengene på, når man selv har arbejdet for dem.
Vælg det job, hvor du kan udvikle dig
Emma har allerede fået mere end 50 henvendelser. Så det her er ikke en podcast, hvor jeg prøver at skaffe hende flere. Lige nu har hun snarere brug for ro til at vælge.
Hun har været til en første jobsamtale og har flere på vej. Jeg har sagt, at hun skal tage nogle stykker og mærke efter, hvad hun gerne vil.
Min søde nabo Finn har også givet hende et godt råd: Sæt dig først ned og tænk over, hvad den ideelle arbejdsplads og det ideelle arbejde ville være. Kig derefter på henvendelserne og vælg de steder, hvor du kan udvikle dig mest.
Det synes jeg er rigtig klogt. Hvis man kun kigger på tilbuddene, kan man komme til at vælge ud fra, hvad andre tilfældigvis foreslår. Man skal også vide, hvad man selv leder efter.
Hun fik omkring 27.500 kroner plus bonus i sit gamle job. Om næste job giver 24.000, 25.000 eller 30.000, er efter min mening ikke det vigtigste lige nu, hvis økonomien hænger sammen med lejligheden.
Det afgørende er udfordringerne og mulighederne. Hun er begyndt på en lederrejse og har fundet noget, hun synes er spændende. Så jeg synes, hun skal undersøge, om hun kan fortsætte den, frem for bare at tage et job uden det ansvar.
God ledelse kan læres på flere måder
Emma har ikke lyst til en længere uddannelse lige nu. Til gengæld har hun været glad for lederkurserne og træningen, hun fik på arbejdet.
Det kan også være en vej. Jeg synes, der er stor værdi i ledere, som er empatiske, til at stole på, møder til tiden, er ordentlige over for medarbejderne og samtidig kan motivere dem til at gøre deres bedste.
Hvis hun bliver dygtig til det, åbner det mange muligheder. Måske vil hun en dag være selvstændig og åbne en butik. Måske vil hun gå videre i en større virksomhed. Måske finder hun noget helt tredje.
Jeg presser hende ikke til en bestemt titel eller karriere. Hun må selv finde ud af, hvad hun vil. Hun kan også senere vælge en uddannelse eller en helt anden retning, for eksempel arbejde med mennesker som folkeskolelærer.
Jeg har svært ved at se, at en lang uddannelse i sig selv gør nogen til en god leder. Der kan være kurser i regnskabsforståelse, strategi og andre fag, som er nyttige. Men meget kan også læres gennem praksis og sparring.
Jeg har ikke selv taget en MBA. Jeg er uddannet kontorassistent og har lært rigtig meget undervejs. Den forretning, David, jeg og vores kolleger har bygget i Dinero, er ikke opstået, fordi nogen kom ind og gav os en færdig model.
Vi forventer i år omkring 220 millioner kroner i omsætning og omkring 100 millioner på bundlinjen, hvis det går som planlagt. Det er noget, teamet har arbejdet sig frem til.
Mange af vores ledere har heller ikke kæmpestore uddannelser bag sig. Over halvdelen af mit øverste ledelsesteam begyndte i supporten for otte-ti år siden, nogle som studerende, og har arbejdet sig videre.
Det er en af grundene til, at jeg ser muligheder i Emmas vej. Men muligheder er ikke et løfte om, at hun automatisk bliver direktør. Hun skal selv vælge og gøre arbejdet.
Forstå mennesker, også når teknologien rykker
Kunstig intelligens buldrer ind over os. Jeg prøver selvfølgelig også at hjælpe mine børn til at tænke over, hvor de kan skabe værdi, frem for bare at vælge noget, som måske hurtigt bliver løst billigere af teknologi.
God ledelse tror jeg ikke forsvinder foreløbig. At forstå andre mennesker, deres behov og drømme og at hjælpe dem med at fungere sammen er noget, jeg tror, der bliver ved med at være brug for.
Man skal kunne behandle mennesker forskelligt for at behandle dem ordentligt. Den ene har brug for noget andet end den anden. Det er ikke bare et regnestykke.
Det er min vurdering af fremtiden, og det er en retning, jeg gerne støtter Emma i at undersøge, fordi hun allerede synes, den er spændende.
Hjælp dem, men tag ikke deres egen indsats fra dem
Min pointe i dag er egentlig enkel: Giv børnene ubetinget kærlighed, sæt nogle grænser og sørg for at nære deres drive.
Det betyder ikke, at alle skal være forretningsfolk. Hvis de vil noget andet, skal man også støtte det. Men man skal passe på med at tage lysten til selv at gøre noget fra dem.
Lad dem begå fejl. Trøst dem, når de falder på skateboardet eller mister et job. Hjælp dem videre. Men ikke så meget, at de mister fornemmelsen af selv at kunne handle.
Hvorfor skulle mine børn ikke have nogen fordele af, at deres forældre har gjort det godt? Jeg synes, det ville være mærkeligt at nægte dem enhver hjælp for at bevise et princip.
Hvis jeg selv havde stået som barn og havde en far, der kunne hjælpe mig videre, ville jeg da også ønske, at han interesserede sig for det. Hjælpen kan være en måde at vise kærlighed på.
For mig går grænsen ved, om jeg overtager hendes opgave. At dele hendes erfaring og en kontaktadresse er hjælp. At tage med til samtalen, forhandle for hende eller få nogen til at ansætte hende som en tjeneste ville være noget andet.
Hun har mærket, at jeg smider det, jeg har i hænderne, når hun har brug for mig. Det er jeg glad for. Men nu skal hun selv svare, vælge, tage samtalerne og passe det næste arbejde.
Jan og jeg vil give mod på at prøve noget andet
Den 18. og 19. februar laver Jan Elhøj og jeg show på Bremen. Han er lige kommet hjem fra Korea, og vi sidder og planlægger.
Vi skal sidde i et par stole på scenen og tale om vores lidt krogede veje gennem uddannelse, arbejde og livet. Hvorfor er vi endt, hvor vi er? Og hvilke greb har vi brugt, bevidst og ubevidst, til at komme ud af kedelige job og over i noget, vi gerne ville?
Vi har rejst, lavet projekter og prøvet nye ting. Jeg siger ikke, at alle kan eller skal leve som os. Men jeg tror, vi kan hjælpe med at afmontere nogle af de forestillinger, som holder folk tilbage.
Vi har kun det her ene liv. Det er synd at gå gennem hver dag og tænke, at det bare er en optakt til det rigtige liv. Mens vi lægger planer om, hvornår det skal begynde, er livet allerede i gang.
Jan sagde forleden noget i retning af, at man jo ikke ser en masse tidligere iværksættere ligge hjemløse med deres laptops over hovedet. Det var hans måde at udfordre frygten på. At prøve noget kan gå galt, men vi kan også komme til at forestille os katastrofer, som gør os helt handlingslammede.
Vores mål er, at folk går hjem fra Bremen med et smil på læben, mere mod og optimisme og måske lyst til at ændre noget i deres tilværelse.
Vi lover at gøre vores bedste. Og så håber jeg, at du får en rigtig fantastisk dag.
Lyt til episoden
Optaget den 8. februar 2024. Historier, priser, fremtidsplaner og vurderinger afspejler optagelsestidspunktet.
