Thorborgs Dagbog · Episode 18 · Optaget 28. juni 2023 · 22:43
Hvis AI giver os alle svarene uden at sende os videre til dem, der har skabt indholdet, hvem gider så blive ved med at lave det? Det spørgsmål fylder i mit hoved. Men først skal jeg til bestyrelsesmøde i Dinero og en tur forbi Berlingske.
Redigeret fra podcasten, optaget den 28. juni og udgivet den 2. juli 2023. Planer, forventninger og beskrivelser af AI og klima afspejler mine tanker på det tidspunkt.
En travl dag og et bestyrelsesmøde
Jeg sidder i bilen, så der kan være lidt støj. Jeg bruger et lille AI-værktøj fra Adobe til at fjerne det meste af den. Det kan findes ved at søge på podcast og Adobe, og på det her tidspunkt er det gratis. Det er motherfuckerfedt.
Om en lille times tid skal vi holde bestyrelsesmøde i Dinero. David, som jeg startede virksomheden med, vores Chief Revenue Officer og jeg skal præsentere arbejdet for bestyrelsen. Der sidder blandt andre folk med erfaring fra e-conomic og Visma og en finsk iværksætter, som er vores bestyrelsesformand.
Vi har nogle forskellige ting på programmet. Den største er en ny prisstruktur for Dinero.
Der er kommet en ny bogføringslov, og det betyder en masse arbejde med certificering, produktet og prismodellen. Som jeg forstår planen her i 2023, skal almindelige danske virksomheder over en vis størrelse i de kommende år bruge et certificeret regnskabsprogram.
Det kan selvfølgelig være en fordel for os. Men det kommer også med et kæmpe stykke arbejde. Vores gratis model skal ændres, så den kan leve op til kravene. Der vil stadig være en gratis model, og jeg skal nok fortælle mere om, hvordan den kommer til at fungere.
Vi har arbejdet med det her i mere end et år. Mit team har gjort et gigantisk arbejde, og i dag skal vi præsentere den samlede plan. Forhåbentlig godkender bestyrelsen den.
Når den lille spiller bliver stor
Jeg har egentlig fået lov til at styre Dinero, som det fucking passede mig, gennem de seneste syv år. Vi har været en relativt lille spiller i den store Visma-koncern.
Nu forventer vi, at vi næste år kan lave en bundlinje på over 100 millioner kroner, hvis tingene går nogenlunde vores vej. Det betyder, at lille Dinero begynder at fylde lidt mere i koncernens regnskab. Jeg kan godt mærke, at interessen for, hvad vi laver, er vokset.
Så vidt jeg husker, har jeg ikke før skullet have den slags planer godkendt på samme måde. Det skal jeg nu.
Det er både lidt en ære og lidt irriterende. En ære, fordi mit fantastiske team og jeg har gjort det så godt, at vi er blevet store nok til at få opmærksomheden. Irriterende, fordi skjorten begynder at spænde en lille smule. Det må jeg se, om jeg kan leve med på længere sigt.
Vores mål er, at kunderne bruger mindre tid hos os
Vi skal også præsentere noget, vi kalder automatiseringsbarometeret.
Mange onlinevirksomheder vil gerne have, at kunderne bliver så længe som muligt på deres platform. Det giver mening for eksempelvis Spotify. Man taler om stickiness: Hvor tit kommer brugerne tilbage? Hvor mange minutter bruger de? Hvor mange sider ser de?
Man kunne tro, at det samme gælder for Dinero. Men vores mål er fuldstændig det modsatte.
Jo færre gange folk behøver at bruge Dinero, og jo kortere tid de skal være hos os, desto bedre. Regnskab er ikke noget, de fleste ønsker at bruge deres tid på. Hvis vi kan klare det lettere, hurtigere og mere automatisk, må det være noget, kunderne bliver glade for.
Det yderste mål er næsten, at brugeren aldrig behøver at logge ind eller have noget med os at gøre. Det lyder vanvittigt, og jeg tror heller ikke, vi nogensinde når helt derhen. Men det er retningen.
Barometeret måler på en skala fra 0 til 100, hvor meget vi automatiserer for brugerne. Jo højere tallet er, desto mindre skal de selv gøre. Det kan måske blive vores vigtigste tal fremover.
Jeg synes, det er et fucking cool mål: Kunderne skal kunne løse deres opgaver over for det offentlige med så lidt bøvl og interaktion med os som muligt. Jeg tror, bestyrelsen bliver begejstret for det.
Mine klimatanker på vej til Berlingske
Bagefter skal jeg forbi Berlingske og lave en podcast med chefredaktøren. Jeg glæder mig til at høre, hvad hun vil spørge om.
En af mine kæpheste er klimaet. Jeg synes, mange lægger deres fokus det forkerte sted. Jeg tror ikke på, at vi hver især kan løse ret meget af problemet alene.
Det betyder ikke, at jeg er imod at gøre noget. Jeg sorterer affald, har købt solceller og varmepumpe og tænker over at opføre mig ordentligt. Jeg har også en elbil. Men jeg vil ikke lægge store bånd på mit liv ved at holde op med at rejse eller sige nej til en stor, rød bøf.
Jeg spiser faktisk ikke så meget kød, men for mig handler det om sundhed, ikke om klima.
Jeg mener, at vi skal bruge kræfterne på at påvirke politikerne til at indgå internationale aftaler. Da jeg var teenager i firserne, var jeg meget bange for syreregn og huller i ozonlaget. Jeg husker det som problemer, hvor internationale ændringer og indgreb gjorde en stor forskel, selv om der dengang også blev talt om, at toget nærmest var kørt.
Jeg tror bestemt, vi får klimaproblemer, og jeg tror bestemt, mennesket påvirker klimaet. Men jeg tror ikke, at løsningen er, at én af os tager toget til Rom i stedet for flyet.
Resten af verden vil også have det gode liv
Der er enorme befolkninger i Kina, Indien og andre steder, hvor flere er på vej ind i middelklassen. De har set, hvordan vi lever: Vi har biler, rejser på ferie med familien og får en masse oplevelser.
Jeg tror ikke, de vil acceptere, at vi har hygget os på første klasse i årtier, og at de nu skal spænde livremmen ind, fordi nogen på Østerbro vælger at spise mindre kød og tage toget.
Hvis man har det godt med de valg, skal man endelig træffe dem. Jeg har bare ikke selv tænkt mig at gå væsentligt ned i levestandard.
Jeg forestiller mig i stedet, at der kommer en CO₂-afgift på flyvning. Jeg har råd til at betale den og vil nok fortsætte med at flyve. Andre vil flyve mindre, fordi det bliver dyrere.
Så får flyselskaberne en grund til at spørge: Hvordan får vi afgiften ned, så flere igen kan være med? De vil efterspørge fly og brændstoffer, der forurener mindre. Det giver producenterne et økonomisk incitament til at udvikle bedre løsninger.
Måske bliver noget af det elektrisk. Måske bliver det biobrændstoffer eller Power-to-X, hvor energi fra vind og sol kan indgå i produktionen af brændstof. Det er ikke mit ekspertområde. Min pointe er incitamentet til innovation.
Min bekymring er, at hvis vi bare flyver mindre, bliver der også færre penge til at udvikle de nye løsninger. Jeg tror i hvert fald ikke, at resten af verden holder sig tilbage, fordi jeg gør det. Det er den logik, jeg selv har sat op; du behøver ikke være enig.
Lige nu kører jeg i min dieselbil, som jeg har haft i ni år. Jeg tror ikke, jeg redder særlig meget ved at sælge den og købe en elbil, hvis dieselbilen bare fortsætter med at køre i Polen eller et andet sted. Så kan jeg lige så godt køre i den, til den ikke kan mere. Jeg regner til gengæld ikke med at købe en ny benzin- eller dieselbil igen.
AI ændrer den gamle fødekæde på nettet
Til sidst en tanke om AI. Jeg ved godt, at AI og ChatGPT snart kan lyde som de andre store ord, vi har hørt igen og igen: disruption, brugerdreven innovation og så videre. Ordene kan både bruges og misbruges. Men her tror jeg faktisk, vi står med en udfordring, jeg ikke ved, hvordan vi skal løse.
Jeg forestiller mig, at vi i de kommende år vil bruge traditionelle søgemaskiner mindre. Tag en handelsskoleelev, der skal finde ud af, hvordan man beregner dækningsbidrag.
Før søgte eleven på Google. Google sendte vedkommende videre til Dineros ordbog, hvor der var en forklaring og en beregner. Eleven blev klogere, og vi fik en lille fordel: Vedkommende blev også introduceret til Dinero.
Måske tænkte eleven senere, da det blev tid til at starte en virksomhed: Det var da det regnskabsprogram, jeg kendte.
Det var en lille fødekæde. Google kunne tjene på reklamer i forbindelse med søgningen. Vi fik muligheden for at bygge vores brand. Og eleven fik svar.
Med ChatGPT kan eleven skrive spørgsmålet og få hele svaret direkte, uden at besøge hverken Google eller Dinero.
Men hvor kommer modellens viden fra? Fra indhold, nogen har lagt på nettet. I min optik kan AI dermed komme til at nasse på det arbejde, vi og en masse andre har lavet: Forklaringer, beregninger og perspektiver, som bliver sat sammen og præsenteret et andet sted.
Jeg ser samme dilemma i musik. Når en model finder mønstre i eksisterende musik og bruger dem til at skabe nyt, er det jo heller ikke viden, der kommer ud af ingenting. Der er mennesker og arbejde bag materialet. Det er blandt andet derfor, der opstår konflikter og retssager om brugen af indhold.
Google har data. Hvad får indholdsproducenterne?
Google kan blive et af de første steder, der mærker ændringen. Hvis vi holder op med at søge, forsvinder en vigtig del af grundlaget for søgereklamerne.
Derfor har Google lavet Bard som et modsvar til ChatGPT. Jeg har faktisk ikke selv prøvet det endnu. Jeg har hørt, at det ikke er lige så godt, men mon ikke Google kommer efter det? De har både AI-viden og en helvedes masse data.
Jeg tror, Google på kort sigt nok skal overleve. De kan lave deres egen chatløsning, kombinere den med søgeresultater og sætte reklamer ind. Jeg ved ikke, hvordan brugerfladen kommer til at se ud.
Men hvad med Dinero?
Vi har brugt omkring 500.000–600.000 kroner på en stor ordbog, der forklarer businessbegreber. Jeg går ud fra, at vores indhold er blevet crawlet og kan indgå i de store aktørers AI-løsninger. Jeg kan ikke bevise præcis, hvordan de har brugt vores ordbog. Men problemet er, at vi risikerer at blive skåret ud af fødekæden.
Forestil dig, at vi om tre år næsten ikke har besøgende på ordbogen, fordi svarene bliver serveret hos Google, Microsoft eller andre. Hvad er så vores incitament til at lave og vedligeholde originalt indhold?
Hvis der kommer et nyt businessbegreb, hvor skal modellerne så lære om det? Vi kommer jo ikke til at bruge en halv million på at holde en ordbog ajour, hvis stort set ingen besøger den.
Hvem gider skabe den næste viden?
Det samme spørgsmål kan man stille om hele nettet. Hvad med Wikipedia? Det drives anderledes end en almindelig virksomhed, og der er frivillige bag. Men har de samme lyst til at vedligeholde det, hvis besøgende aldrig kommer ind og ser deres arbejde?
Og hvem vil støtte Wikipedia, hvis man ikke opdager, at det er dér, oplysningerne oprindeligt kommer fra? Hvis svaret bare står i en chat uden tydelig anerkendelse af kilden, bliver forbindelsen usynlig.
Jeg tænker også på musik og andet kreativt indhold. Hvad sker der med lysten til at skabe noget originalt, hvis det straks bliver taget ind i modeller, som andre tjener på?
Vi er blevet vant til, at vi næsten uanset dagens problem kan finde viden på nettet. Det ville være ærgerligt, hvis det åbne indhold begyndte at forsvinde, fordi dem, der laver det, ikke længere får noget ud af det.
Det er sådan, jeg forstår, at platforme som Twitter og Reddit begynder at begrænse adgangen til at crawle deres indhold. De vil ikke bare levere grundlaget for andres AI-forretning uden at få noget tilbage.
Det kan være, jeg overdriver. Det kan også være, der er noget i ligningen, jeg ikke har tænkt på. Men jeg synes, det er et reelt dilemma.
Jeg har selv bygget en søgemaskine
Jeg har jo selv været med til at lave Jubii sammen med min partner og vores medarbejdere. Vi havde også en søgemaskine med en robot, som crawlede nettet.
Det var selvfølgelig ikke på Googles niveau. Vi havde to-tre udviklere på opgaven, mens Google allerede dengang havde langt flere, der arbejdede på algoritmerne. Men jeg har oplevet mekanismen fra den side også: Man finder og organiserer det indhold, andre har lagt ud.
Forskellen, som bekymrer mig nu, er, om brugeren stadig kommer videre til dem, der har lavet det.
Det gælder også denne dagbog
Hvis du lytter til podcasten, bliver jeg glad, hvis du abonnerer på den. Så får du de nye episoder, når de kommer.
Det hænger faktisk sammen med det, jeg lige har sagt: Hvis jeg kan se, at folk bruger det, får jeg mere lyst til at lave det. Jo flere der gider lytte, desto større bliver mit incitament.
Det her er et hobbyprojekt, jeg ikke tjener noget på. Jeg synes bare, det er sjovt og hyggeligt at tømme hovedet. Og der sker noget interessant, når jeg taler med mig selv: Nogle tanker bliver klarere undervejs. Jeg får selv indsigter af det.
Nu skal jeg til bestyrelsesmøde, lave podcast og bagefter hjem til familien. Hav en rasende god dag.
