Millionærskatten gør Danmark fattigere

Thorborgs Dagbog · Episode 125 · 4. marts 2026 · 26:53

Om Dineros nye AI-rådgiver, formueskat og lysten til at bygge virksomheder. Jeg fortæller, hvorfor jeg frygter, at en millionærskat vil gøre Danmark fattigere.

Lyt til episoden

Åbn episode 125 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Det er den 4. marts, og det er blevet forår. Jeg sidder i mit badekar og kigger ud over Øresund, som næsten ligger helt stille. Solen skinner, og der flyver fugle forbi. Det er fandme lækkert, og jeg har brug for lige at komme ned i gear, for de sidste fjorten dage har været fuldstændig vanvittige.

Vi har lanceret vores nye AI-rådgiver i Dinero. Vi har kaldt den en virtuel CFO, men navnet kan godt ende med at blive noget andet. Det går jeg ikke så meget op i. Jeg går op i, hvad den kan hjælpe vores kunder med. Ved optagelsen er den blevet rullet ud til vores godt hundrede tusind brugere, og idéen er, at man begynder med at fortælle, hvad man gerne vil opnå.

Det kan være, at du vil have mere tid med familien, arbejde fra udlandet eller tjene flere penge. Så svarer du på nogle spørgsmål og beskriver dit mål, lidt ligesom når du taler med ChatGPT. Vi bruger derefter dit regnskab og andre relevante oplysninger til at hjælpe med at lave en plan. Det kan være information om din hjemmeside, dine anmeldelser og statistiske sammenligninger med andre virksomheder.

En rådgiver skal kunne gøre mere end at give generiske forslag

Vi har fået meget feedback, både god og dårlig. Nogle mener, at forslagene er for generiske. I nogle tilfælde tror jeg, det skyldes, at man ikke har opdaget, hvor langt man kan arbejde videre med hvert forslag. Man kan chatte om det og få det gjort mere præcist. Men vi skal selvfølgelig lytte til kritikken og gøre det lettere at bruge værktøjet ordentligt.

Der er også virksomheder, hvor vi har så lidt data, at vi ikke kan være nær så konkrete, som vi gerne vil. Det skal vi være ærlige om. Til gengæld har vi fået feedback fra folk, som har ændret dele af deres forretning, fundet nye måder at markedsføre sig på eller opdaget, at det, de lover på deres hjemmeside, ikke er det samme som det, kunderne oplever.

Hvis kunderne på Trustpilot fortæller noget helt andet end det, du selv skriver på hjemmesiden, så har du noget at arbejde med. Enten skal du ændre det, du lover, eller også skal du blive bedre til at levere det. Det er sådan noget, vi gerne vil hjælpe med at få øje på.

Der er også flere muligheder på vej. Forestil dig en nystartet snedker, som gerne vil have et realistisk budget for sit første år. Hvis vi kan se på anonymiserede regnskabstal fra andre snedkere i deres første år, har vi et andet udgangspunkt end en almindelig sprogmodel, som ikke har adgang til de data. Vi kan arbejde langt mere konkret med, hvad der faktisk bliver brugt penge på i den type virksomhed.

Det er selvfølgelig ikke det samme som, at vi kan forudsige præcis, hvordan én bestemt forretning vil gå. Men vi kan give et bedre grundlag at tage stilling til. Jeg synes, det er fandme cool, og vi er kun lige begyndt. Lige nu kommer der nye versioner i et højt tempo, og hver gang prøver vi at gøre det bedre.

Der er rigeligt arbejde, men jeg kan ikke love, hvordan verden ser ud om fem år

Lanceringen har givet en del pressearbejde. I sidste uge var jeg i Milano med nogle gode kolleger for at besøge Fiscozen, som også er en del af Visma, og hvor jeg er kommet i bestyrelsen. Vi skulle hjælpe med marketing, produktudvikling og strategi, men det var mest mine kolleger, der fik gjort det, for jeg blev dynget til med interview.

Jeg sad ude i deres kantine og var live på tv og talte med forskellige aviser. Det er fortsat siden, og jeg har været nødt til at sige nej til en del. Når jeg samtidig har pissetravlt i det daglige, kan jeg ikke holde til at være med til alt, hverken tidsmæssigt eller mentalt.

Samtidig står vi i en virksomhed, hvor behovet for supportmedarbejdere bliver mindre, og det giver naturligt spørgsmål andre steder: Gælder det også mit job? Hvad med udvikling, salg og marketing? Lige nu er der rigeligt at lave på de områder. Men jeg kan ikke stå og love noget til evig tid. Hvis teknologien om tre eller fem år kan noget helt andet, så står vi også i en anden situation.

Det, vi kan gøre, er at blive bedre til at bruge de værktøjer, der findes, og følge med i udviklingen. Jeg prøver selv at finde tiden til det på et overordnet plan. Jeg følger, hvad andre bruger AI til, og tager de ting til mig, hvor jeg kan se, at jeg kan spare tid eller lave et bedre stykke arbejde.

Jeg har ikke selv lyst til at bruge flere dage på at sætte en personlig agent op på en lille computer, før jeg ved, hvad jeg vil bruge den til. Jeg er ikke enormt teknisk stærk, og lige nu er det mere værdifuldt for mig at følge dem, som eksperimenterer og lærer af både de gode resultater og fejlene.

Jannies brug af en agent til at finde hoteller på vores Thailandstur var til gengæld en konkret opgave. Hun gav den øerne, datoerne og vores ønsker, og den sparede os for flere aftener med sammenligninger. Når systemerne også kan hjælpe mere med selve bookingen, ændringerne og andre praktiske ting inden for nogle ordentlige rammer, bliver det endnu mere interessant for mig.

I går havde vi også besøg af folk fra Conta Azul i Brasilien, som er en anden Visma-virksomhed. Vi brugte en halv dag på at tale om AI, support, marketing og de ting, vi arbejder med. Det er superspændende, men det kommer jo oven i det almindelige arbejde. Og oven i det hele bliver jeg også ringet ned om formueskat.

Jeg synes, en formueskat er forkert

Jeg har to indvendinger mod den formueskat, der bliver diskuteret ved optagelsen. Den ene er principiel. Jeg har tjent mine penge selv, betalt skat af min indkomst og af mine gevinster og valgt at blive i Danmark, selvom jeg kunne have flyttet til et andet land. Når man bagefter vil lægge en ny årlig skat på den formue, som er tilbage, synes jeg, det er forkert.

Den anden indvending handler om konsekvenserne. Jeg synes, det bliver fremstillet som om, en stor formue er det samme som en kæmpe bunke kontanter, man bare kan tage lidt fra. Det er ikke sådan, min økonomi ser ud. Omkring 95 procent af min formue er, sådan som jeg opgør den, bundet i unoterede aktier og ejendomme.

Det er blandt andet Visma, Capino, Saxis, Shup, Amalo, RenBåd og vores hoteller på Bornholm. Det er virksomheder og arbejdspladser, og noget af det er projekter, som endnu ikke har givet overskud. Jeg har ikke bare et stort kontantbeløb eller en masse børsnoterede aktier, jeg uden videre kan sælge lidt af hvert år.

Så når nogen siger, at det jo kun er en halv procent, og at jeg sagtens kan betale, så mangler de en del af billedet. Hvis der skal betales en årlig skat af værdier, som ikke giver kontanter til ejeren, skal pengene findes et sted. Det kan i mit tilfælde betyde, at jeg med tiden må sælge dele af nogle virksomheder eller måske et hotel.

Redaktionel præcisering: Debatten i episoden handler om et politisk forslag. Socialdemokratiets beskrevne forslag er 0,5 procent årligt af den omfattede formue over 25 millioner kroner for enlige og 50 millioner for par, med yderligere undtagelser i beregningsgrundlaget. Episodens øvrige satser og beløb er eksempler, overslag eller bekymringer om fremtidige ændringer.

En værdi på papiret er ikke nødvendigvis penge i banken

Det samme problem kan ramme en iværksætter, som rejser kapital til en høj værdiansættelse. Det kan på papiret se ud, som om vedkommende er meget rig, men pengene er kommet ind i virksomheden for at udvikle den. De ligger ikke nødvendigvis på stifterens private konto.

Eller tag en landmand med bygninger, maskiner og andre aktiver af stor værdi. Hvis den løbende indtjening er langt mindre end værdien af det, der er investeret i driften, kan en ekstra årlig skat få stor betydning. Man kan godt have en stor formue uden at have en tilsvarende stor likviditet.

Jeg bruger Norge som en advarsel, fordi de har en formueskat, der omfatter langt flere end en lille håndfuld milliardærer. De præcise satser og grænser skal man slå op, for mine tal i optagelsen er fra hukommelsen. Norge har haft formueskat i lang tid; det, jeg især reagerer på, er debatten om de senere ændringer og om velhavende mennesker, der er flyttet ud.

Min bekymring er også, at en ny skat bliver et nyt håndtag, som politikerne senere kan dreje på. Hvis man starter med en bestemt sats og en bestemt grænse, er der ingen garanti for, at det bliver ved med at være sådan. Når staten på et tidspunkt mangler penge, kan nogen få idéen om at sænke grænsen eller hæve satsen. Det er en frygt, jeg har, ikke noget, jeg påstår allerede er besluttet.

Vi har brug for flere nye virksomheder

Det, der gør mig endnu mere bekymret, er, at jeg synes, dansk iværksætteri står et dårligt sted. Vi har set på virksomhedsregistreringerne, og vores analyse peger på færre nye enkeltmandsvirksomheder og på, at noget af væksten i antallet af anpartsselskaber handler om holdingselskaber. Jeg ved ikke, hvorfor der er kommet flere af dem, men et holdingselskab er jo ikke i sig selv en ny driftsvirksomhed med ansatte og eksport.

Jeg synes, det burde være et kæmpe tema: Hvordan får vi flere mennesker til at skabe nye virksomheder? I stedet bliver meget af diskussionen til, hvordan vi får flere penge ud af iværksættere og mennesker, som har opbygget en formue.

Danmark lever i høj grad af nogle store virksomheder, som blev skabt for mange år siden. Det er fantastisk, at vi har dem, men det gør os også sårbare. Når en meget stor virksomhed får modvind, påvirker det mange andre ting. Jeg nævner Novo Nordisk som et eksempel på, hvor meget et enkelt selskab kan fylde i økonomien og i folks investeringer.

Vi skal have et nyt lag af virksomheder, som kan blive store i fremtiden. Og når nogle af de succesrige danske teknologivirksomheder får brug for mere kapital og flere muligheder, har vi set, at de flytter eller får et stort tyngdepunkt i udlandet. Jeg synes, vi skal være meget forsigtige med at give dem endnu en grund til at gøre det.

Jeg talte med en ven, som er begyndt at få succes med sin virksomhed, og som allerede overvejer at flytte. Hans tanke er, at selv hvis skatten ikke kommer nu, kan den komme senere. Hvis én af mine venner tænker sådan, er han næppe den eneste. Bare det at åbne diskussionen kan derfor påvirke beslutningerne.

Det er en global verden, og mennesker med internationalt arbejde kan ofte vælge mellem flere lande. Jeg nævner Sverige og Cypern i podcasten som eksempler på steder, nogen kunne overveje, men man kan ikke bare reducere en flytning til et bestemt antal dage og så konkludere, at alle danske skatter forsvinder.

Redaktionel præcisering: Skattepligt ved flytning afhænger blandt andet af bolig, ophold, arbejde og tilknytning. Fraflytterskat på aktier kan fortsat gælde, og henstand er en udskydelse på bestemte betingelser, ikke automatisk skattefrihed. Optagelsens forenklede eksempler om flytning er ikke en beskrivelse af, hvordan man konkret undgår skat.

Jeg er ikke på vej væk, men jeg forstår dem, der overvejer det

Jeg er ikke selv ude og true med at flytte. Jeg er glad for Danmark, og jeg skal nok overleve. Men jeg synes, man er nødt til at tage alvorligt, når mennesker siger, at de vil fravælge landet. Det gælder også dygtige ledere, som kunne komme hertil og hjælpe med at drive store internationale virksomheder.

Jeg bliver irriteret, når debatten bliver til, at danske velhavende mennesker bare er glade for at betale mere, og at erfaringerne fra Norge derfor ikke betyder noget. Har man faktisk spurgt dem? Jeg synes, der bliver fremsat nogle meget sikre påstande om andre menneskers motiver, og jeg er ikke overbevist om, at de holder.

Man kan selvfølgelig finde undersøgelser og mennesker, som er uenige om effekten. Jeg prøver ikke at lade som om, jeg kan afgøre hele den økonomiske debat her fra mit badekar. Men jeg synes, risikoen bliver behandlet for let. Hvis nogle af dem, som bygger virksomheder og investerer, ændrer adfærd eller flytter, kan det have en pris, der er større end den skat, man håber at hente.

Når jeg ser på vores hoteller i Gudhjem, ser jeg heller ikke bare en privat formue. Vi har taget tre hoteller, som trængte voldsomt til at blive sat i stand, og gjort noget ved dem. Vi har skabt arbejdspladser, fået glade gæster ind og været med til at skabe aktivitet i byen.

Når der kommer flere gæster, bliver grundlaget også bedre for bageren, købmanden, restauranterne og andre lokale virksomheder. Det er sådan, et lille lokalsamfund kan få mere liv. Derfor bliver jeg frustreret, når diskussionen om min formue slet ikke tager højde for, hvad pengene er bundet i, og hvad de er med til at skabe.

Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der har det svært

Så kommer spørgsmålet: Martin, tænker du ikke på de svage i Danmark? Jo, selvfølgelig gør jeg det. Det er netop derfor, jeg ikke synes, vi skal gøre landet fattigere. Jeg vil gerne have et samfund med penge til at hjælpe mennesker, som har brug for det, men jeg tror ikke, vi kommer derhen ved at gøre det mindre attraktivt at skabe noget nyt.

I debatten bliver der talt om et provenu på omkring seks milliarder kroner. Jeg synes, det er for lidt til at tage så stor en risiko med, når man ser det i forhold til den samlede offentlige økonomi. Tallene, jeg nævner i optagelsen om budgetter og overskud, er brede overslag. Min pointe er, at man også bør kigge på, hvordan vi bruger de mange penge, vi allerede har.

Jeg har for eksempel reageret på opgørelser om flere administrative medarbejdere i det offentlige. I podcasten nævner jeg omkring femten tusind over en årrække. Det er ikke et tal, som alene fortæller, hvad hver enkelt laver, og jeg skal ikke stå og lade som om, jeg ved det. Men jeg synes, vi bør spørge, om mere administration har givet den velfærd, vi gerne vil have.

Vi mangler mennesker i psykiatrien, på sygehusene, i skolerne og i andre funktioner tæt på borgerne. Jeg ville hellere have, at vi ser på, om nogle opgaver og regler kan fjernes, og om der over tid kan flyttes ressourcer til de steder. Det behøver ikke betyde, at man skal fyre en masse mennesker fra den ene dag til den anden. Man kan også arbejde med naturlig afgang og med omskoling, hvor det giver mening.

En ny skat kræver også nogen, der skal administrere den

En formueskat er heller ikke gratis at drive. Hvordan skal man vurdere værdien af Capino, Saxis, Shup, RenBåd, Amalo og hotellerne? Det er ikke bare tal, man kan slå op på en børs. Der skal være regler, beregninger, kontrol og håndtering af uenighed.

Vi har set, hvor svært det kan være at bygge et system til ejendomsvurderinger. Jeg synes, det er værd at spørge, hvor stor en ny opgave det bliver at vurdere alle mulige forskellige private aktiver og unoterede virksomheder. En landmands bygninger og maskiner, en iværksætters ejerandel og en hotelvirksomhed er ikke nødvendigvis lette at sætte én sikker pris på.

Jeg ved ikke, hvad den administration konkret vil koste, så de beløb, jeg slynger ud i podcasten, er min bekymring og ikke en færdig beregning. Men omkostningen skal med i diskussionen, sammen med det, som eventuelt sker, hvis mennesker flytter eller investerer mindre.

Jeg har også svært ved bare at høre, at vi vil have færre børn i klasserne, uden at få en ordentlig forklaring på, hvor lærerne og lokalerne skal komme fra. Det kan godt være et fint mål, men der skal være mennesker til at gøre det. Det svarer til at bygge et nyt sygehus, hvis der ikke er sygeplejersker til at arbejde i det. Bygningen løser ikke hele problemet.

Jeg synes, det lugter af valgkamp

Min oplevelse er, at meget af det her handler om valgkamp og om at få de røde vælgere tilbage. Socialdemokratiet har ført politik, som nogle af deres vælgere synes er for blå, og så kommer der et forslag, der kan samle dem omkring at få mere ud af de rigeste. Jeg synes, det er symbolpolitik med nogle potentielt alvorlige konsekvenser.

Jeg kan godt anerkende, at Mette Frederiksen har været dygtig på dele af det udenrigspolitiske område. Jeg synes, hun har håndteret nogle af de svære internationale situationer godt. Men jeg er meget utilfreds med den indenrigspolitiske retning, og jeg kunne godt tænke mig noget andet.

Hvem det så skal være, er ikke helt let. Jeg kan godt lide Alex Vanopslagh og synes, han er en dygtig politiker. Hans underholdende og provokerende facon giver ham mange fans, men den støder også nogle mennesker fra sig. Jeg skal ikke spille hellig på det område, for jeg er bestemt ikke et hak bedre, men jeg prøver heller ikke at blive statsminister.

Troels Lund Poulsen er et andet bud. Han er sikkert både flink og klog, men jeg oplever ikke, at han har den store karisma, som kan samle folk. På den anden side var Poul Schlüter heller ikke nødvendigvis typen, man på forhånd havde forestillet sig i den rolle. Så jeg ved det ikke. Blå blok virker bare ikke særlig stærk ved optagelsen.

Og hvis nogen med en stor formue selv synes, det er en glimrende idé at betale mere, så må de hjertens gerne donere flere penge. Det skal de være meget velkomne til. Jeg mener bare ikke, at deres personlige holdning fjerner de problemer, jeg ser i at indføre den nye skat for alle de andre.

Nu vil jeg gøre noget nyttigt og prøve at få nogle lidt roligere dage. Da jeg kom hjem fra arbejde forleden, var jeg så presset, at jeg rystede på hænderne. Det er længe siden, jeg har bragt mig selv i den situation, og det er ikke særlig smart. Jeg skal lige have tempoet ned igen.