Thorborgs Dagbog · Episode 25 · Optaget 22. september 2023 · 16:07
Jeg optager i bilen i dag og håber, at lyden bliver ordentlig. Med lidt hjælp fra Adobes AI til at rense lyden har jeg en forhåbning om, at det nok skal gå.
Det har været et par hektiske dage. Jeg har talt om kunstig intelligens hos Computerworld, været til gallapremiere i Wallmans og fået en lederpris hos Dansk Industri. Og så sluttede dagen i går med Debatten hos Clement Kjersgaard.
Det sidste fik mit Apple Watch til at reagere på min puls. Men det satte også gang i noget, jeg virkelig bliver vred over: hvordan vi bruger pengene i den offentlige sektor.
Et godt show og en julefrokost, jeg ikke er stolt af
Først lidt om de foregående dage. Jeg havde en rigtig god snak på scenen hos Computerworld om AI. Det var hyggeligt. Bagefter var Wallmans så flinke at invitere mig til gallapremieren på deres nye show.
Og ja, det er reklame: Jeg fik gratis billetter.
Jeg har været i Wallmans seks-syv gange gennem årene. Jeg synes, det er imponerende, at de kan lave så god mad til så mange mennesker og samtidig levere et show i den kvalitet. Det har lidt af det overdådige amerikanske over sig, som man kunne finde på et godt krydstogtskib. Der er glamour, jokes og en vært, som får det hele til at hænge sammen. Det er sgu godt lavet.
Det mindede mig også om en julefrokost, vi holdt derinde i Spamfighter. Vi var omkring tyve medarbejdere, og der røg alt for meget snaps ned. Vi kom til at genere de andre gæster, og det endte med, at et par brede politibetjente eskorterede firmaet ud, så resten kunne nyde deres aften i fred.
Hvis du var en af dem, der måtte lægge øjne eller ører til det, er det ikke noget, jeg er stolt af. Jeg opfører mig normalt pænt, men der har også været episoder, jeg ikke er særlig stolt af. Den julefrokost var en af dem.
Det er egentlig fantastisk, at Wallmans stadig lukker mig ind. Jeg har da heldigvis også opført mig ordentligt siden.
Man bliver ikke for gammel til at være glad for en pris
I går var jeg så heldig at få en lederpris hos Dansk Industri. Det er jeg utrolig glad for. Tusind tak.
Som jeg sagde i min lille takketale, er det lidt som at få en studenterhue. Jeg har ikke den store eksamen bag mig, og jeg bliver hverken for gammel eller for stor til at blive glad for anerkendelse.
Men senere på dagen var jeg i Debatten. Clement inviterer mig ofte, og jeg har sagt nej mange gange. Det er ikke for at være krukket. Det handler om, hvor meget det kræver af mig at være med.
Derfor får Debatten min puls op
Da jeg kom hjem, gav mit Apple Watch mig flere advarsler om høj puls, selv om jeg var inaktiv. Pulsen havde været oppe omkring 130. Jeg lagde nogle af tallene på Twitter, eller X, som det nu hedder.
Det er ikke, fordi jeg er bange. Det er, fordi jeg er på. Jeg er så fucking meget på.
Debatten er live-tv. Du ved, hvad du skal ind og tale om, men tingene kan ændre sig lige inden. Og Clement kan skifte fra den ene person til den anden og ændre spørgsmålet undervejs.
Jeg tror, det er for at forhindre, at politikere og deres spindoktorer kan forberede alle svarene og bare sidde og lire dem af. Ellers bliver det jo røvsygt. Hans konfronterende stil kan slå folk ud af deres indøvede spor, så vi får en levende debat med mennesker og ikke bare professionelle kommunikatører.
Det kunne man også se i går. Når samtalen faldt på skattelettelser, kom argumenterne om færre sygeplejersker og politibetjente igen. Men min pointe er netop, at vi skal have flere penge og mere tid ud til dem, der løser de vigtige opgaver.
Jeg vil have flere penge ud til de svage
Jeg er politisk uafhængig og har ikke planer om at stille op for Liberal Alliance. Men hvis der var folketingsvalg på det tidspunkt, ville jeg stemme på dem. Jeg mener, de er bedst placeret til at sørge for, at de svage i vores samfund får mere.
Hvorfor mener jeg det? Fordi jeg synes, der bliver brugt alt for mange penge på ligegyldige ting.
Et eksempel, jeg tager op i podcasten, er Aarhus Kommune. Jeg henviser til, at kommunen har over hundrede journalister eller kommunikationsfolk ansat. Samtidig taler vi om manglende hænder i ældreplejen og om bleer, som kan holde meget længe.
Det billede gør mig rasende: At der er penge til kommunikation, mens vi diskuterer, om ældre skal vente på hjælp til at blive skiftet. Hvordan kan man prioritere sådan?
Er det vigtigere at svare på mediespørgsmål, lave pjecer og intern kommunikation på rådhuset end at have mennesker nok hos de ældre? Det er det spørgsmål, jeg stiller.
Dinero har én medarbejder til den organiserede kommunikation
Jeg leder selv Dinero. Her i september 2023 forventer jeg, at vi det følgende år kommer til at omsætte for omkring 220 millioner kroner med et overskud på omkring 110 millioner.
Vi får i gennemsnit over tusind medieomtaler om året. Og hvor mange kommunikationsmedarbejdere har jeg? Én.
Henrik står for den organiserede PR og kommunikation. Det kan godt være, jeg tager telefonen eller går i Debatten, men det er ham, der holder styr på arbejdet.
Han er også med i festudvalget og lægger en stor indsats dér, både for Dinero og i Visma. Han er en af kræfterne bag vores julefrokost med omkring otte hundrede mennesker. Og han laver en podcast til iværksættere, som Dinero sponsorerer. Det gør han også inden for sin arbejdsuge.
Jeg er med på, at Aarhus Kommune er en meget større organisation med flere medarbejdere. Jeg siger ikke, at vi er samme slags forretning. Men hvis min virksomhed blev hundrede gange større, ville jeg ikke automatisk ansætte hundrede gange så mange kommunikationsfolk.
Det er den slags prioriteringer, jeg synes, vi skal turde diskutere.
De dyre systemer og de langsomme tilskud
Jeg nævner også ejendomsvurderingssystemet, som jeg i podcasten beskriver som et projekt til omkring fire milliarder kroner. Samtidig peger jeg på Estaldo, en mindre virksomhed i Aalborg, som har lavet et vurderingssystem til sin online ejendomsmæglerforretning for under en million.
Jeg henviser til en sammenligning i Børsen, hvor deres vurderinger ifølge det, jeg har læst, klarede sig nogenlunde lige så godt. Man kan selvfølgelig indvende, at opgaverne ikke er identiske. Det er jeg med på. Men jeg synes stadig, prisforskellen er voldsom og kalder på nogle spørgsmål.
Så er der Amalo. Den historie har jeg fortalt før: Vi solgte omkring firs varmepumper om måneden, indtil det offentlige begyndte at tale om tilskud. Så gik markedet i stå, mens folk ventede.
I podcasten beskriver jeg, at vi endte med omkring tyve installationer på et helt år. Jeg oplevede, at administrationen af en ordning, der skulle hjælpe den grønne omstilling, i stedet satte den i bero. Det er jo det modsatte af hensigten.
Jeg henviser også til væksten i offentlige administrative stillinger siden corona og til, hvor mange sider regler og vejledninger fylder. Min frustration er, at der bliver mere og mere at administrere, mens dem, der skal hjælpe borgerne, føler sig pressede.
Sygeplejerskerne skal være hos patienterne
Vi taler om skattelettelser, samtidig med at skatteindtægterne er høje. Og vi ser en psykiatri, der er presset, og sygeplejersker, der løber stærkt.
Jeg har læst en kronik i Berlingske, hvor tre overlæger peger på, at problemet ikke kun er antallet af sygeplejersker. Det handler også om, hvad vi bruger deres tid på.
Hvis sygeplejersker sidder med administrative opgaver, dårlige computersystemer, registreringer og rapportering, er de ikke ude hos patienterne. Så får dem, der faktisk er hos patienterne, endnu mere travlt.
Min påstand er, at vi bruger de offentlige kroner pivforkert. Jeg synes ikke, vi bare skal begynde at kræve mere ind, før vi har fundet ud af, hvad der sker med de penge, vi allerede har.
Der findes også eksempler på kommuner, som får mere velfærd ud af færre penge. Jeg kan ikke lige huske, hvilken kommune jeg tænker på i optagelsen, men pointen er, at ledelse og drift betyder noget.
En borgmester sagde noget interessant efter udsendelsen
Da kameraerne var slukket, talte jeg med en socialdemokratisk borgmester. Som jeg husker samtalen, sagde han, at han havde penge i kommunen og kunne give mere velfærd, hvis ikke så meget blev bundet i statistiske og administrative opgaver, som ministerierne kræver.
Der skal bruges tid på formularer, prognoser og forskellige krav. Nogle gange må man også hente konsulenter ind til at hjælpe med det. Og de penge kan så ikke bruges på psykiatri, sygeplejersker, folkeskolen, politibetjente og alle de andre vigtige opgaver.
Det er det, jeg mener, vi skal tale om. Ellers bliver diskussionen om højere skat eller skattelettelser noget pseudopladder, mens vi undgår elefanten i rummet: Hvordan driver vi den offentlige sektor?
Vi skal slanke de rigtige steder
Jeg siger ikke, at al administration skal forsvinde. Der er masser af administrative medarbejdere, som gør et godt og helhjertet arbejde. Det gælder også mange af de faggrupper, jeg kritiserer.
Men jeg tror også, mange af jer, som arbejder de steder, kan genkende, at det er gået for vidt. Det bliver mere og mere omfattende.
Skal vi ikke få styr på, hvem der laver hvad, og slanke de rigtige steder? Så menneskerne, der står med borgerne, får mere tid og et større budget til de opgaver, de skal løse.
Jeg vil have bedre psykiatri, bedre behandling og et sundhedsvæsen, hvor almindelige mennesker kan komme til, når de bliver syge. Jeg synes, det er uanstændigt, hvis man bliver nødt til at købe en privat sundhedsforsikring for at få hjælp.
Nu stopper jeg, inden jeg kører af vejen eller mit Apple Watch brænder sammen. Lad os gøre noget ved det.
Indlægget bygger på en podcast optaget 22. september 2023. Tal, eksempler, forventninger og politiske vurderinger gengiver det, jeg fremførte på det tidspunkt.
