Mental load er efter min mening noget, begge køn kan have. Det usynlige ansvar i en familie handler både om fødselsdage, vasketøj og jul og om økonomi, arbejde og alt det andet, som skal fungere. Jeg synes, vi skal se hele billedet og lade familierne finde deres egen måde at indrette sig på.
Det er den 29. juli 2024, og vi er godt i gang med sommeren. Den her uge ser ud til at blive fantastisk. For en gangs skyld sidder jeg ikke i mit badekar foran huset i Skodsborg, men på terrassen i Carlsberg Byen, hvor Dinero og Visma har til huse.
Den tale for Jonas Vingegaard gjorde mig nervøs
Der har været en heftig Tour de France. Jeg har ikke fulgt så meget med, for jeg interesserer mig ikke særlig meget for sport. Men jeg læser da overskrifterne.
Selvfølgelig håbede jeg, at Jonas Vingegaard ville vinde igen. Det giver maksimal eksponering af Visma-brandet, og jeg er Visma-aktionær. Men det er måske også meget at forlange af en mand, som få måneder tidligere var nede at ligge i asfalten med brækkede knogler. Jeg synes, han gjorde det sgu godt.
Sidste år tog jeg imod ham her i Visma-huset, efter at han havde været på Rådhuset og i Tivoli. Han var her en times tid eller halvanden, og jeg skulle holde en tale for ham.
Der var mødt 400–500 medarbejdere op. Danmarks Radio og TV 2 var der, og jeg skulle holde talen på engelsk for en af Danmarks største sportsstjerner.
Det var en af de sværeste taler, jeg nogensinde har holdt. Jeg havde fandeme sved på panden. Jeg tror ikke, hans udfordring på cyklen føltes lige så forfærdelig, som den tale gjorde for mig lige dér.
Men det gik. I de fem minutter kom jeg lidt rundt om, at både Jonas og vi her i huset er nørder. Den positive side af at være fokuseret, arbejde hårdt og blive dygtig. Og så hele det med sportsmanship. Jeg prøvede at knytte hans sportslige sejr sammen med det, vi laver.
Virksomheder har ikke nogen målstreg
Jeg nævnte også den store forskel: Han kan stå øverst på podiet som vinder. Vi her i huset vinder aldrig på helt samme måde.
Der er ikke noget endgame i en virksomhed. Du får et resultat, og så begynder det næste år. Det fortsætter og fortsætter.
Det kan engang imellem være lidt frustrerende som iværksætter og virksomhedsejer. Jonas kan sige: Jeg har vundet Tour de France. Jeg har ikke vundet Dinero eller en regnskabskonkurrence. Ikke i den forstand.
Det er ikke noget, der fylder voldsomt i mit liv. Jeg går egentlig rundt og er glad. Men der er noget interessant i forskellen.
Lokomotivføreren er fri, når han går fra toget
Når folk spørger, hvor meget jeg arbejder, eller om jeg er på ferie, når jeg er på Bornholm, har jeg svært ved at svare.
Jeg er aldrig helt på arbejde, og jeg er aldrig helt på ferie. Sådan har mit liv været i omkring 30 år, siden jeg blev selvstændig.
På Hornbæk Havnefest i weekenden talte jeg med en skidesød lokomotivfører. Han havde en fed, klassisk Porsche. Jeg har også haft klassiske Porscher, så vi fandt hinanden over gamle, fede tyske biler.
Den store forskel på vores liv var egentlig ikke bilen. Det var, at når han går fra sit tog, er han fri. Fri, fri. Han har ikke noget arbejdsrelateret, som han skal spekulere på.
Måske ville jeg ikke trives med det. Jeg har ikke kendt den tilstand i 30 år. Men der er aldrig et tidspunkt, hvor jeg kan sige, at jeg er fuldstændig fri.
Der kan være flere dage, hvor der ingenting sker. Men telefonen ligger stadig i baglommen. Der er mennesker på arbejde i mine virksomheder, noget kan gå galt, og en journalist kan ringe om fem sekunder med en problemstilling, jeg skal forholde mig til.
I går, hvor jeg egentlig havde fri, skrev en bestyrelsesformand til mig. Han sad i en hytte i Finland og kunne ikke komme til en computer. Der var nogle papirer, som skulle sendes til nogle advokater i forbindelse med nogle udfordringer.
Så måtte jeg smide det, jeg havde i hænderne, finde computeren og bruge to-tre timer på at lede efter dokumenterne forskellige steder og sende dem til Norge.
Det er lidt det. Jeg kan blive ringet op om fem sekunder, og så er jeg ikke fri længere.
Tinderbox med venner og familie
Til gengæld har jeg haft en hel del fri den sidste måned. Der har ikke været så mange opringninger fra kontoret, og vi har haft en fed sommer.
På Tinderbox var vi omkring 20, som havde købt en cabana ved Magicbox, den elektroniske del af festivalen. Vi havde vores eget område, hvor der blev fyldt op med vodka og drinks, og så stod vi og festede fuldstændig igennem.
Fed elektronisk musik, dans, grin, netværk og hygge. Jannies bror Jesper, nogle af hans venner og nogle af vores venner. Det er fucking sindssygt hyggeligt.
En pølsevogn og 130.000 kroner til Røde Kors
Vi var også på Roskilde Festival. Jeg har været med i Klub 10, som samler penge ind til Røde Kors, helt tilbage fra de første år for omkring 20 år siden.
Dengang havde vi konceptet Fri Film under Jubii. Vi lavede udendørs biografer rundt omkring i landet. På Frederiksberg Rådhusplads kunne der sidde omkring 10.000 mennesker og se film.
Jeg mener, vi nåede omkring 100.000 mennesker over de år, vi kørte det. Vi solgte Røde Kors-overlevelsestæpper for 100 eller 200 kroner, som vi havde købt langt billigere, og gav overskuddet videre til Røde Kors.
Jeg har drillet med, at TV 2 senere nærmest stjal konceptet. Måske var vi også bare selv blevet trætte af det. Men det er en anden historie.
Når man har været med i Klub 10, kommer man videre til seniorklubben, Klub 100. Vi mødes typisk til julefrokost og på Roskilde Festival, hvor der blandt andet er velgørenhedsauktioner.
Det bakkede jeg også op om i år. Jeg købte en pølsevogn med pølser til 100 mennesker. Dinero gav 130.000 kroner til Røde Kors, og så kommer pølsevognen ud til vores medarbejdere, når vi finder en anledning.
Vi får et fedt arrangement, Røde Kors får penge, og dem med pølsevognen kommer ud. Win-win.
På festivalen møder vi både vores nære venner og en masse andre sjove mennesker. Kendte og ukendte, som man kan netværke og hygge med. Det er en fed tradition.
Jeg har set kronprinsen. Jeg har ikke festet med ham
Telefonen er stadig i baglommen på en festival. Nogle gange må jeg træde ud og tale med en journalist. Det gjorde jeg også på Roskilde i år, og det har jeg måske fortrudt en lille smule.
En BT-journalist spurgte, om jeg troede, kronprinsen kom. Hvor helvede skulle jeg vide det fra?
Jeg har gået i vagt for hans far og set ham komme ind og ud af Amalienborg. Så jeg sagde noget om, at faren var festlig, og at det ikke ville overraske mig, hvis sønnen også syntes, den slags var sjovt.
Jeg havde set kronprinsen på Museo en enkelt gang. Mine unger kommer også i det natteliv. Om han ville komme på Roskilde, vidste jeg sgu ikke.
Det blev til en masse artikler, som nogle læste, som om jeg festede med ham. Så kom kommentarerne på Facebook: Hvorfor fester jeg med en 18-årig?
Jeg har fucking aldrig festet med ham. Jeg har set ham i en klub med plads til flere hundrede mennesker. Det er altså ikke det samme.
Jeg har heller ikke prøvet at antyde, at vi går og fester sammen. Det ville være latterligt. Et hurtigt interview på et par minutter blev til adskillige historier hen over sommeren, med vinkler, jeg syntes var helt mærkelige.
Der er agurketid. Men hold kæft, hvor har det været latterligt at læse.
Bornholm, fulde hoteller og bøger i lufthavnen
Vi har også været til koncerter og hygget os på Bornholm. En koncert blev lidt anderledes end planlagt, fordi den ene af de optrædende ikke dukkede op. I podcasten fortalte jeg, at han havde drukket sig i hegnet. Hans makker stod der til gengæld og var fucking god. Jeg kunne bare ikke huske navnet ordentligt.
Vi kiggede også til hotellerne, som var fulde. Jeg havde hørt, at Bornholm samlet lå omkring indeks 70 på hotelovernatninger, mens vi lå omkring indeks 120. Det er de tal, jeg havde her i sommeren 2024. Et eller andet gør Jannie altså godt. Hun giver den virkelig smadder.
På vej gennem Kastrup Lufthavn så jeg, at begge mine bøger stadig lå hos boghandleren: Min vej som leder og Skab din egen succes.
Det er jeg lidt stolt af. Det er jo ikke alle bøger, som bliver liggende i lufthavnen. Den ene var snart to år gammel og den anden omkring 15 måneder. Jeg syntes, det var meget cool, at man stadig kunne købe dem dér.
Ligestilling handler for mig om muligheder
Men det, jeg egentlig ville tale om, er mental load. Jeg synes, det er en lidt sjov størrelse i debatten.
Jeg bliver irriteret, når kvinder hele tiden bliver gjort til ofre. Mit syn er, at kvinder har opnået enormt meget i Danmark. Jeg peger blandt andet på uddannelse, længere levetid og færre selvmord og på, at kvinder sidder og bestemmer en masse steder.
Vi har her i 2024 en kvindelig statsminister, og vi har haft to. Så jeg synes, det bliver svært at påstå, at man slet ikke kan komme til tops som kvinde.
Det, jeg især reagerer på, er idéen om, at ligestilling skal betyde lige resultater. At der skal være præcis lige mange mænd og kvinder i bestyrelser og på topposter.
Vi taler sjældnere om, at der også skal være lige mange kloakarbejdere eller mennesker ude på boreplatformene. Det er typisk de fine poster, der er fokus på.
Der findes undersøgelser af, hvor mange mænd og kvinder der sidder på bestemte poster. Men jeg savner at se ønskerne bag. Hvor mange ønsker den karriere og de afsavn, den kræver? Jeg har ikke selv set en undersøgelse, som gav mig det svar.
For mig handler ligestilling om lige muligheder. Folk skal have lov til at vælge, hvad de gerne vil.
Jeg forestiller mig for eksempel, at der kan være flere kvinder, som har lyst til at arbejde med fødsler og omsorg, mens flere mænd synes, det er interessant at arbejde på en boreplatform i kulde og stiv kuling. Og nogle kvinder, som skal føde, kan foretrække, at det er en kvinde, der tager imod barnet.
Det må folk selv finde ud af. Min opfattelse er, at vi i Danmark i vidt omfang har mulighederne, uanset køn.
Du bliver ikke god til karate af at se Bruce Lee-film
En bestyrelsespost i en stor virksomhed er heller ikke noget, man bare får, fordi man har høj IQ og en lang uddannelse.
Tag Carlsberg som eksempel. En bestyrelse skal kunne sparre med direktionen om virkelige problemer: Geopolitik, distribution, salg, marketing, ledelse, jura og alt det andet, som virksomheden står med.
Det kræver praktisk erfaring. Man kan ikke bare sætte en person ind, som kun har siddet i skole, og forvente, at vedkommende kan hjælpe med det hele.
Hvor mange Bruce Lee-film skal du se for at blive god til karate? Get my point?
Det betyder ikke, at uddannelse er ligegyldig. Teori skal kobles med praksis. Ud og prøve det af, tilbage og lære noget mere, ud og bruge det igen. Det tager mange år at få erfaring på det niveau.
Min påstand er, at færre kvinder end mænd har valgt at gå hele den vej til de store topposter. Man kan så diskutere, hvorfor.
Jeg tror, en del af forklaringen er valget om at betale prisen. Aftenarbejde, weekender og store afsavn i forhold til familie og venner. Mit bud er, at flere mænd er villige til det.
Jeg spekulerer også på, om noget af det hænger sammen med vores gamle roller som jægere og dem, der tog sig af hjemmet. Om drive, aggression, vovemod og omsorg spiller forskelligt ind. Det er min overvejelse, og der er selvfølgelig masser af undtagelser.
Der er kvinder, som går den vej, og de gør det pissegodt. I min egen ledergruppe er vi tre kvinder og tre mænd. Det er ikke, fordi jeg har besluttet, at det skal se sådan ud. Jeg har valgt dem, jeg synes er de bedste.
På vores bestyrelsesplatform mener jeg, at vi har lige under 30 procent kvinder og lidt over 70 procent mænd. Vi har endda brugt mere energi på at få kvinder ind.
Jeg har haft en fornemmelse af, at der kunne komme kvoter, hvor større virksomheder blev nødt til at få flere kvinder ind. Og så vil jeg selvfølgelig gerne kunne kapitalisere på det. Jeg er jo kapitalist. Det var mine tanker på det her tidspunkt.
Mental load kan også være ansvaret for familiens økonomi
Tilbage til mental load. Debatten, som jeg har fulgt her hen over foråret og sommeren, har især handlet om, at kvinder husker fødselsdage, køber gaver, tager ansvar for jul og sørger for vasketøj og alle mulige andre ting.
Jeg forstår godt tankegangen: Det er opgaver, som fylder i hovedet, selv når man ikke er i gang med at udføre dem.
Men jeg synes, noget mangler. Jeg har oplevelser fra mine egne ægteskaber og forhold, og jeg hører også om det fra andre.
Mange mænd, mig selv inklusive, føler et ansvar for familiens økonomi. At huslejen og forsikringerne bliver betalt, og at der bliver skaffet penge til alle de ting, familien har brug for.
Det er også noget, man går og tænker over. Hvis en vask bliver glemt, er det træls. Men hvis økonomien ikke hænger sammen, kan det ramme tag over hovedet og varme i huset.
Jeg siger ikke det for at gøre de andre opgaver mindre vigtige. Jeg vil bare have balance i betragtningen.
Jeg ser også ofte mænd have ansvar for tagrender, bil, luft i dækkene, forsikring, mekaniker, græs og hæk. Det er også ting, nogen skal huske og tage sig af.
Min oplevelse er, at mange almindelige, moderne par faktisk deler opgaverne nogenlunde. Men så skal vi se på alle opgaverne, også dem uden for hjemmet.
Tre ekstra timer på arbejde kan også være for familien
Hvis jeg arbejder til klokken 18, og min kone kommer hjem klokken 15, så er de tre timer også en indsats, som familien kan få glæde af.
Pengene kan betale husleje og ferie og måske fast track i Legoland. Det er ikke nødvendigvis bare noget, jeg gør for mig selv.
Hvis den ene, mand eller kvinde, arbejder tre timer længere, synes jeg, det kan være fair, at den anden tager nogle opgaver derhjemme. Husker en fødselsdag, putter tøj i vaskemaskinen og hænger det op.
Det er en del af det samlede regnestykke, sådan som jeg ser det.
En gave, jeg ikke har bedt om, kan blive til en gæld
En anden ting, jeg har oplevet, er, at man kan påtage sig opgaver for sin egen skyld og bagefter gøre dem til noget, den anden skylder for.
Det kunne være: Skat, jeg har haft en hård dag. Jeg har skiftet sengetøj.
Så tænker jeg måske: Fik vi ikke rent sengetøj for fem-seks dage siden? Jeg havde det egentlig fint med at vente lidt længere.
Eller der ligger en nullermand i hjørnet, og så bliver hele huset støvsuget, selvom jeg havde tænkt, at vi kunne gøre det på lørdag.
Gardinerne bliver vasket. Flot. Men jeg syntes sådan set, at de var pæne, og kunne godt have ventet nogle måneder.
Hvis den ene gør det, fordi vedkommende selv ønsker det på præcis det tidspunkt, og bagefter siger, at den anden nu skylder en tilsvarende indsats, så kan det føles som at få en gave, man aldrig har bedt om, men som man skal betale tilbage.
Jeg oplever, at nogle kvinder er gode til at give mænd den slags gaver. Så sidder manden og tænker: Det er sgu ikke fair, at jeg står i gæld for noget, jeg ikke har ønsket.
Hvis underbukserne hænger forkert, får jeg også ballade
Min kone er meget moderne og bestemt ikke en af dem, som er slemme med det her. Men vi har da vores lille eksempel med vasketøjet.
Jeg hænger tøj op og får at vide, at underbukserne skal hænge på en anden måde. Hvorfor? Fordi de så tørrer hurtigere.
Ja, whatever. Jeg kan bare have svært ved at huske, hvilken vej de nu skal hænge.
Hvis jeg ikke hænger tøjet op, får jeg ballade. Hvis jeg gør det og hænger underbukserne forkert, får jeg også ballade. Jeg tror faktisk, det er nogenlunde den eneste uoverensstemmelse, vi har.
Men jeg hører fra venner og bekendte om mange af den slags ting. Der bliver stillet meget bestemte krav til, hvordan en opgave skal løses. Hvis den anden ikke gør det præcis sådan, er det ikke godt nok.
Hvis du bliver ved med at høre, at det, du gør, ikke er godt nok, kan jeg godt forstå, at du til sidst trækker dig. At du tænker: Så gider jeg ikke lave en fucking skid. Så er det nemmere at give den gas på arbejdet og gøre sig udmærket dér.
Jeg synes også, debatten kan blive latterligt optaget af pynt på ungernes mad, det helt rigtige økologiske bomuldstøj og alt det, man skal gøre for at være hip med de hippe. Nogle opgaver og krav skaber vi jo selv.
Lad familierne vælge deres eget liv
Min pointe er, at debatten er unuanceret og røvirriterende. Vi er individer. Vi er forskellige mennesker.
Man kan generalisere, hvis man absolut vil dele alle op i to grupper. Men der er masser af kvinder med egenskaber, som bliver kaldt mandlige, og masser af mænd med egenskaber, som bliver kaldt kvindelige.
Hvorfor skal vi putte folk ned i kasser?
Hvis en mand gerne vil gå hjemme, mens konen laver karriere, er det da fint. Hvis en kvinde gerne vil gå på deltid, være mere hjemme og hygge om familien, er det også fint.
Hvorfor skal nogen have dårlig samvittighed over ikke at være karrieremindet nok, uanset om det er en mand eller en kvinde?
Tag udgangspunkt i det enkelte menneskes færdigheder, lyst og interesser. Lad folk tilrettelægge deres familieliv. Hvem tager barsel? Hvem går tidligt? Hvem arbejder på deltid? Hvem tager de huslige opgaver?
Lad familierne finde ud af det, og lad os lade være med at hakke på hinandens forskellige måder at leve på.
Jeg tror, vi bliver lidt lykkeligere, hvis vi giver hinanden den frihed, og staten blander sig mindre i, hvem der gør hvad og hvorfor.
200.000 downloads og en masse kram
Hvis du går og keder dig, så kig på Saxis og Capino. Der er kommet meget mere gang i dem hen over sommeren, end jeg havde troet.
Der er nogle sjove virksomheder til salg og interessante investeringsmuligheder. Hvis du overvejer at købe en virksomhed, har brug for kapital eller har kapital, du vil udlåne eller investere, kan du kigge derind.
Husk også at følge podcasten i den app, du bruger, så du får besked, når jeg har noget nyt at udgive.
I dag, den 29. juli 2024, runder jeg 200.000 downloads. Det synes jeg er meget pænt på den tid, jeg har været i gang, uden at bruge voldsomt meget tid på markedsføring. Især når man tænker på, hvor meget jeg ævler i øst og vest.
Tusind tak. De sidste 14 dage har jeg nok fået 20–30 kram fra mennesker, som kom hen og takkede for podcasten. Det synes jeg fandeme er hyggeligt.
Møder du mig, er du mere end velkommen til at give mig et fistbump, en highfive eller et klap i røven, hvis det er det, du tænker. Jeg synes, det er hyggeligt. Hav det rigtig godt.
Optaget 29. juli 2024. Tal, begivenheder, virksomhedsplaner og holdninger er gengivet i deres historiske sammenhæng.
