Thorborgs Dagbog · Episode 67 · Optaget 30. juli 2024 · 15:19
Jeg står og hakker løg, mens jeg optager. Hvis jeg begynder at græde, er det altså ikke, fordi jeg bliver rørt. Jeg prøver bare at slå to fluer med ét smæk.
Det har været nogle underholdende dage. Jeg har blandet mig i det, man næsten kunne kalde Legoland-gate: Debatten om, at nogle gæster kan betale for at komme hurtigere til forlystelserne.
Det pisser virkelig nogle danskere af, at andre kan købe sig til mindre kø. Men er Legoland ikke bare en lille version af den verden, vi ellers lever i?
Hvorfor er det lige Legoland, der får skældud?
For det første bliver jeg lidt provokeret af, at historien dukker op igen med mellemrum. Jeg har oplevet ordningen i mange år. Det er ikke noget helt nyt, Legoland lige har fundet på.
For det andet har mange af de forlystelsesparker, jeg har besøgt rundt om i verden, lignende muligheder. Det gælder blandt andet Disney og Universal. Man kan betale ekstra for en fordel.
Jeg har selv haft guldkort til Tivoli. Det giver mulighed for at tage andre med, få nogle fordele og komme ind uden først at stå i kø for at købe billetter. Det er meget rart, hvis man for eksempel skal til Fredagsrock.
Jeg sammenligner ikke alle de forskellige ordninger én til én. Men hvis argumentet er, at det er forkert at kunne betale sig til en fordel, så er der virkelig meget andet, vi også skal diskutere.
Vi køber os til fordele mange andre steder
Jeg kan købe en pladsbillet i toget. Så har jeg en plads at sidde på, mens en anden måske må stå.
I lufthavnen kan jeg købe adgang til fast track og komme hurtigere gennem sikkerhedskontrollen. Hos flyselskaber kan jeg betale for at komme tidligt om bord. Og i nogle fly kan jeg vælge business class eller første klasse med mere plads, bedre mad og andre fordele.
I visse biografer kan du købe et sæde, du kan læne tilbage i, mens andre sidder mere almindeligt. Til koncerter findes der forskellige billetkategorier, og i teatret betaler man forskelligt alt efter, hvor man sidder.
Jeg har også været til musik hos Danmarks Radio, hvor salen var opdelt i zoner med forskellige priser. Nogle sad foran, andre længere tilbage.
Hvor jeg end kigger hen, finder jeg steder, hvor der er forskel på det, du får, alt efter hvad du vil betale. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor det lige er Legolands køsystem, som skal udløse så stor forargelse.
Børn ser også forskelle uden for køen
Så kommer indvendingen: Martin, kan du ikke se, at Legoland er et sted for børn? De andre eksempler handler primært om voksne.
Biografer og teatre er nu også for børn. Men lad den ligge. Jeg forstår godt spørgsmålet om, hvordan børn oplever, at nogen kommer foran dem.
Jeg tænker bare, at børn allerede ser forskelle alle mulige andre steder i parken. Et barn får en stor is, mens et andet ikke får nogen. Nogle bliver kørt dertil i en lækker bil. Nogle spiser på restaurant, andre har en madpakke med. Der er forskel på tøjet og på, hvad forældrene kan eller vil købe.
Det er ikke, fordi jeg ønsker et samfund med enorm forskel på rig og fattig. Stor ulighed kan skabe spændinger, uro og konflikter. Det skal vi tage alvorligt.
Men jeg synes også, vi skal kunne skelne mellem meget store sociale problemer og det, at der findes forskelle mellem mennesker.
Relativ fattigdom er også en oplevelse
Jeg taler i podcasten om relativ fattigdom. Jeg kender ikke alle detaljerne i, hvordan den bliver beregnet. Min pointe er, at man kan have mindre end andre, selv om det generelle velstandsniveau er steget.
Hvis alle bliver rigere, kan der stadig være nogen, vi betegner som fattige i forhold til resten. Som et helt overdrevet tankeeksperiment: Hvis de mindst velhavende fik råd til kaviar, kunne de stadig være relativt fattige, hvis andre var blevet meget rigere.
Det betyder ikke, at relativ fattigdom er ligegyldig. Hvis et barn føler sig meget fattigere end de andre, kan den oplevelse gøre ondt. Det forstår jeg godt.
Jeg prøver samtidig at sætte vores velstand i et historisk perspektiv. I podcasten siger jeg meget firkantet, at mennesker med få penge i Danmark på nogle måder har det bedre end kongelige for hundrede år siden. Det er min måde at understrege, hvor meget levestandarden har ændret sig.
Jeg ser større og mere synlige kontraster i andre dele af verden, hvor hjemløshed og enorm rigdom findes side om side. Herhjemme forbinder jeg også en del hjemløshed med psykiske problemer og social udsathed, og jeg nævner mennesker, der kommer hertil fra andre lande. Det er mine overvejelser i optagelsen, ikke en kortlægning af alle årsager til hjemløshed.
For stor ulighed er ikke noget, jeg ønsker. Men jeg mener, at en vis forskel også kan være en drivkraft.
At ville noget mere er en del af vores drivkraft
Du ser nogen, der har noget, du gerne vil have, og tænker: Det vil jeg gøre mig umage for at opnå. Det kan være noget, der får dig til at tage en uddannelse, finde et arbejde eller starte en virksomhed.
Jeg tror, lysten til noget mere ligger dybt i mange mennesker. Det behøver ikke være økonomisk. Du kan også ville være klogere, mere berejst, mere vidende eller en bedre forælder.
At se nogen, der gør noget bedre end dig selv, kan anspore dig til at udvikle dig. Jeg bruger i podcasten det overdrevne billede, at vi ellers stadig ville bo i stenhuler og ikke have opfundet ilden.
Jeg siger ikke, at alle bliver motiveret på samme måde. Men jeg ved, at den drivkraft har betydet noget for mig.
Jeg følte mig fattig, selv om jeg kom på skiferie
Min mor var schweizer og blev født i Klosters. Vi tog derned, da jeg var barn. Det var en lang tur gennem Tyskland i mine forældres lille bil, og vi boede i familiens gamle bondehus.
Klosters var på det tidspunkt blevet et mondænt skisportssted. Vi kom kørende blandt Porscher og Range Rovers. Den britiske kongefamilie kom også i byen.
Var jeg fattig? Nej. Mange af mine kammerater kom slet ikke på skiferie. Men jeg kunne godt føle mig fattig sammenlignet med de mennesker, jeg så omkring mig.
Mine forældre havde kun råd til et halvdagskort til lifterne. Jeg kunne først begynde at stå på ski omkring middag. Så prøvede jeg at få så meget ud af eftermiddagen som muligt.
Når det blev mørkt omkring halv fem, skulle jeg gå cirka halvanden kilometer op ad bakken til huset. Jeg havde skiene på nakken og gik i skistøvler. Det var hårdt.
På vejen kom jeg forbi et stort hotel med en glasrude, hvor jeg kunne se børn hygge sig i swimmingpoolen. De havde været på ski fra morgenstunden og behøvede ikke blive ude til det blev mørkt. Og de skulle ikke gå hele vejen hjem op ad bjerget.
Jeg kan stadig huske, hvad jeg lovede mig selv: Når jeg blev voksen, skulle mine børn være dem, der lå i swimmingpoolen.
Det gav mig energi til at gå ud og gøre det godt. Jeg siger ikke, at alle ville reagere sådan. Det var bare sådan, jeg blev motiveret.
Forskelle kan få os til at gøre os umage
Hvis uligheden holder sig inden for rimelige grænser, tror jeg, den kan få mennesker til at gøre sig umage. Finde et job, gøre det godt, skabe arbejdspladser eller starte noget, som forbedrer deres eget liv.
Mange vil gerne give deres børn et bedre liv, end de selv havde. Eller have det bedre, end deres forældre havde. Den drivkraft synes jeg ikke, vi skal tage fra dem.
Det betyder ikke, at jeg påstår, at et køsystem i Legoland gør børn til iværksættere. Men jeg tror heller ikke, det er køsystemet, børnene lægger allermest mærke til.
Jeg har set mange børn i forlystelsesparker skrige efter en is og pege på et andet barn, der har fået en. Jeg har set trætte børn i kø. Men jeg kan ikke huske at have set et barn råbe og skrige specifikt over, at nogen havde en anden køordning.
Derfor synes jeg, det er lidt tarveligt at hænge Legoland ud for en forskel, som findes overalt i vores samfund. Nogle rejser på første klasse, andre på anden klasse, og nogle har ikke råd til at rejse. Det kan vi diskutere, men det er også den verden, børnene skal leve i.
Mine børn skal selv spare halvdelen op
Vi bor i et velhavende område i Skodsborg. Jeg prøver at lære mine børn, at de også selv skal yde en indsats.
Da de var under atten, var aftalen, at hvis de ville spare op til noget, kunne jeg give halvdelen. Men den anden halvdel skulle de selv skaffe. Det gav dem en grund til at få et arbejde.
Min datter har arbejdet flere år i 7-Eleven og senere hos Letz Sushi. Her i juli 2024 er hun blevet chef i Lagkagehuset som tyveårig med ansvar for omkring tyve ansatte.
Min søn Mads har også flere år i 7-Eleven bag sig og har et ekstra job på Bakken i sommerferien. Han har desuden åbnet en webshop med nødmad til preppere og andre, som gerne vil have et lager, hvis forsyningerne bliver ramt.
Holger på femten har gået med aviser og blev kåret som årets avisbud. Nu kæmper han for at få det job i Netto, han drømmer om.
Du må lave din egen konklusion. Men det er sådan, jeg har prøvet at kombinere vores muligheder med, at børnene selv gør sig umage.
Jeg overlever også de vrede beskeder
Jeg har deltaget i artikler i både Jyllands-Posten og BT om den her debat. Jeg har fået nogle mails og Messenger-beskeder, hvor folk kalder mig grimme ting. Og under mediernes opslag på Facebook er der også blevet givet gas.
En enkelt sætning fra et langt interview kan ende som overskrift. Så kan jeg egentlig godt forstå, at nogle reagerer på den. Fred være med det. Jeg overlever.
Min pointe er ikke, at alle skal være ens motiveret, eller at stor ulighed er godt. Jeg synes bare, forskelle inden for rimelige grænser kan skabe dynamik. Og jeg synes, Legoland får skældud for noget, som er en del af resten af verden.
Husk at følge podcasten dér, hvor du lytter. Og tak, hvis du er en af dem, der har været med til at få den op på omkring to hundrede tusinde downloads. Det synes jeg faktisk er ret vildt.
Hav en fantastisk dag og aften.
Indlægget bygger på en podcast optaget 30. juli 2024. Omtalte ordninger, familiehistorier og vurderinger af ulighed gengiver mine tanker på det tidspunkt.
