Vælg din målgruppe og giv den alt
Vælg din målgruppe, hvis du vil være rigtig god for nogen. I juli 2014 arbejdede jeg med at gøre Dineros fokus tydeligere, og det betød også at sige nej til ønsker, som lå uden for det fokus.
Vælg din målgruppe, og find også ud af, hvem du ikke skal være noget for
Jeg tog igen udgangspunkt i arbejdet med Dinero. Jeg var blevet administrerende direktør i virksomheden, som jeg havde været med til at stifte knap to år tidligere, og vi havde taget beslutningen om ikke at åbne vores API for webshops.
Jeg havde allerede forklaret nogle af årsagerne i en anden video. Her ville jeg gå længere ned i den del, som handlede om målgruppen og om, hvilken virksomhed vi ville være.
Hvis man ville skabe en god virksomhed, mente jeg, det var vigtigt at kende målgruppen virkelig godt. Hvem gik man efter, og hvordan kunne man blive den bedste for netop de mennesker?
Det behøvede ikke kun at være nystartede iværksættere
Vores fundament var et enkelt og brugervenligt regnskabssystem til de helt små. Men ordet iværksætter var ikke altid præcist nok.
Jeg nævnte mennesker, som solgte deres timer: Grafikeren, programmøren, den lille håndværker og foredragsholderen. Det kunne også være en lille, nystartet webshop. Det vigtige var ikke kun titlen eller branchen.
Det var en meget lille organisation, måske én person, måske to-tre. Den kunne være nystartet eller bare have valgt at være lille. De mennesker havde ikke brug for et stort system, men for hjælp til at få administrationen til at fylde mindre.
Jeg var stadig ved at finde den præcise formulering. Det sagde jeg også i videoen. Målgruppen var ikke fuldstændig indkredset i en færdig sætning, og derfor arbejdede jeg også med at gøre det tydeligt, hvem vi ikke skulle bygge for.
Store organisationer var ikke dér, vores passion lå
Vi vidste fra begyndelsen, at Dinero ikke skulle være noget for store virksomheder. Dels lå vores hjerte ikke dér, dels havde vi ikke den samme viden og passion for at drive meget store organisationer.
Jeg nævnte Navision og e-conomic som eksempler på løsninger, der efter min opfattelse dækkede større virksomheders behov. Jeg så en anden mulighed hos de helt små.
Hvis et system skulle håndtere 50–100 medarbejdere, avancerede integrationer og økonomi på tværs af mange afdelinger, blev det en anden opgave. Jeg brugte et eksempel med ti butikker, hvor man skulle kunne se omkostninger i hver butik eller afdeling.
Det kunne være både nyttigt og nødvendigt, men det gjorde også systemet mere komplekst. Min vurdering var, at den del af markedet allerede var godt dækket, mens vi kunne gøre en forskel for mennesker med enklere behov.
De skulle have et hurtigt overblik over økonomien og hjælp til at få deres penge hjem. Det var den hverdag, vi ville forbedre.
En stor webshop kunne trække os væk fra kernebrugerne
Min forklaring på vores nej til webshop-API’et var, at en webshop med behov for den type integration kunne ligge uden for den målgruppe, vi ville prioritere.
Det var ikke, fordi vi ikke kunne bygge forbindelsen. Det var den samlede energi til at udvikle, sikre og vedligeholde den, som bekymrede mig, sammen med risikoen for at gøre systemet langsommere for vores øvrige brugere.
Jeg vurderede dengang, at arbejdet kunne forsinke udviklingen for kernebrugerne med mindst et halvt år. Det var min forventning til prioriteringen i juli 2014, ikke en efterfølgende måling.
Jeg ville hellere bruge den tid på de funktioner, som de mennesker, vi først og fremmest byggede for, havde glæde af.
Hans og Benny skulle hjælpe os med at træffe valgene
Vi havde omkring ti medarbejdere, og jeg forestillede mig, at vi kunne blive 20–25. Derfor var det vigtigt, at jeg kunne forklare vores kerneværdier klart nok til, at andre også kunne bruge dem i deres arbejde.
Jeg ville have konkrete mennesker op på tavlen. Hans på 25 år, som var grafiker. Benny på 35, som var VVS’er og stod ude hos en kunde og ordnede et toilet.
De var eksempler på vores kunder, ikke to bestemte personer, jeg havde interviewet. Men når vi kunne forestille os deres hverdag, kunne vi spørge: Ville Hans blive glad for det her? Ville det hjælpe Benny?
Det gjaldt en ny funktion, en pressemeddelelse, en tekst på hjemmesiden eller et nyhedsbrev. I stedet for at tale abstrakt om alle virksomheder kunne vi tage stilling til, om det gav mening for de mennesker, vi ville hjælpe.
Når spørgsmålet var et API til store webshops, var mit svar, at det ikke var det, der gjorde de to eksempler glade. Det gjorde prioriteringen lettere at forklare.
Fokus skulle være tydeligt for både medarbejdere og investorer
Jeg ville kunne kommunikere samme retning til målgruppen, kommende investorer og medarbejderne. Hvem var vi, hvad satte kunderne pris på, og hvilken rolle skulle Dinero have i deres hverdag?
Jeg stillede det meget følelsesladet: Hvad skulle få kunderne til at græde, hvis vi ikke var der dagen efter? Jeg ville have os til at tænke over den værdi, der gjorde os vigtige for dem.
Derfor begyndte vi at skære ting fra, som efter min mening mudrede budskabet og gjorde det uklart, hvem vi var. Et ønske kunne godt være forståeligt og stadig ikke bringe os tættere på det, vores kernekunder satte højt.
Markedets reaktion havde gjort os klogere
Jeg sagde ikke, at man skulle kende alle svarene, før man begyndte. I starten kunne man have en vag idé og måtte se, hvordan markedet tog imod produktet.
Freelancere og små iværksættere havde taget godt imod Dinero. Det havde webshops også. Men når vi så på de større webshops og på, hvad de ville kræve af os, måtte vi vælge.
Jeg talte også om muligheden for at bogføre samlet salg manuelt fra en webshop. Jeg nævnte forskellige intervaller og forklarede det ud fra min forståelse af dokumentation og fakturaer dengang.
Jeg gik ikke ind i de konkrete regler og var usikker på, om der fandtes en præcis regel for hyppigheden. Mine bastante udsagn om, hvad man måtte, skal derfor læses som en historisk del af argumentet, ikke som vejledning om gældende bogføringskrav.
Det strategiske skel for mig var mellem en lille webshop med en enkel administration og en større webshop, der ønskede en omfattende automatisk integration. Det sidste lå uden for den retning, vi havde valgt.
Jeg fortrød, at jeg havde ladet mig overtale
Vi havde i begyndelsen sagt, at der ikke kom noget API. Det holdt vi fast i længe, men jeg lod mig påvirke af kendte iværksættere, som mente, at vi var dumme, hvis vi ikke gjorde det.
Til sidst tænkte jeg, at det jo ikke var så svært at bygge, og sagde ja. Det var den fejl, jeg tog på mig i videoen. Jeg kaldte det svagt og dumt og sagde, at jeg fortrød det.
Det var ikke et argument for aldrig at lytte til andre. Det var min erfaring med at lade mig lokke væk fra en prioritering, som jeg senere kunne se betydningen af. Den fejl ville jeg lære af.
Andre forbindelser kunne passe bedre til målgruppen
Jeg sagde samtidig, at API’et stadig skulle komme i en form, som gav mening for vores kunder. Jeg nævnte tids- og sagsstyring, små lønsystemer, kørselsregnskaber og betalingssystemer.
Grafikeren kunne for eksempel have glæde af at registrere sin tid eller sende en faktura med et betalingslink, så kunden kunne betale med kort. Håndværkeren kunne have brug for at få sit kørselsregnskab ind i Dinero.
Det var de anvendelser, jeg forventede, vi skulle arbejde videre med. De var løfter og planer i 2014, ikke en opdateret liste over Dineros nuværende integrationer.
Mit budskab var at vælge en målgruppe, forstå den bedre og være villig til at sige nej til noget andet. Så kunne vi bruge kræfterne på at blive vigtigere for netop de mennesker, vi ville være noget for.
Vælg din målgruppe og forstå dens hverdag
Vi ville lave et enkelt regnskabsprogram til de helt små virksomheder. Jeg nævner blandt andet grafikere, programmører, foredragsholdere og små håndværkere.
Det var mennesker, som skulle have hjælp til administration og overblik, uden at de behøvede et stort og kompliceret system.
Jeg var stadig ved at finde den præcise formulering af målgruppen. Men vi vidste, at store organisationer med mange afdelinger og avancerede behov ikke var det, vi ville bygge til.
Konkrete kunder gjorde prioriteringen lettere
Jeg brugte en grafiker og en VVS’er som eksempler på mennesker, medarbejderne kunne forestille sig. Ville en ny funktion hjælpe dem? Ville teksten på hjemmesiden give mening for dem?
Det skulle gøre det lettere at vælge både funktioner og kommunikation. Vi skulle kunne forklare, hvilken rolle Dinero havde i deres hverdag.
Et nej til noget kunne give plads til noget andet
Et af eksemplerne var beslutningen om ikke at lave den webshopforbindelse, vi havde stillet nogle kunder i udsigt. Vi vurderede dengang, at arbejdet ville tage for meget opmærksomhed fra vores kernebrugere.
Det handlede i min forklaring om prioritering. Andre forbindelser, eksempelvis til tidsregistrering og betaling, kunne passe bedre til de kunder, vi ønskede at hjælpe.
Jeg fortrød, at jeg havde ladet mig presse til et løfte, som ikke passede til den retning. Mit budskab var at lære af det og gøre valgene klarere.
Historien er fra 2014. Den beskriver hverken Dineros nuværende API eller gældende regler for bogføring af webshops.
Læs også Iværksætter til jeg dør for flere af mine erfaringer med kunder og forretning.
Læs også om min undskyldning til Dineros kunder i 2014.
Historisk henvisning fra 2014: Den oprindelige Dinero-kampagneside fører nu til Dineros aktuelle hjemmeside.