Kapital til din Startup
Kapital til en startup var emnet efter en samtale med Rico fra Agera i juli 2014. Jeg ville dele nogle tanker om, hvordan risiko, ejerandele og forventninger kunne ændre sig gennem flere kapitalrunder.
Kapital til en startup kunne komme i flere runder
Videoen begyndte med en samtale med Rico fra Agera. Jeg fortalte, at han som 22-årig stod med omkring 40 medarbejdere, heraf cirka 12–14 svenskere. Der var fuld fart på, og vi kom til at tale om at skaffe kapital.
Hans spørgsmål var godt: Hvorfor fik nogle virksomheder penge flere gange? Hvis en startup først fik 30 millioner og derefter 40 millioner, var det så tegn på, at noget var gået galt?
Jeg brugte Autobutler som eksempel, men understregede, at jeg ikke kendte alle detaljerne. Det var mere en case til at forklare tankegangen end en gennemgang af deres konkrete aftaler.
Jeg var heller ikke ekspert i venturekapital. Jeg havde selv hentet kapital nogle få gange og ellers forsøgt at klare mig selv. Her delte jeg mine tanker i juli 2014.
De første penge kom, mens meget stadig var usikkert
Jeg begyndte med de tidlige penge, som jeg omtalte som angel capital, og nævnte venner og familie. Man havde fået en idé og arbejdet lidt på den, havde måske selv nogle penge og fik hjælp fra forældre eller venner.
Jeg kom også med den tørre bemærkning, at man kunne diskutere, om det var en god idé, hvis man gerne ville beholde de venner. Pointen var, at den tidlige investering var forbundet med en stor risiko.
Måske havde man en prototype og noget, der viste, at folk kunne lide konceptet. Men det var ikke det samme som at vide, at det kunne blive en forretning.
Derfor kaldte jeg de første penge dyre. Prisen handlede om, hvor stor en del af virksomheden man skulle afgive, ikke kun om hvor mange kroner der kom ind.
En god idé var ikke nødvendigvis en god forretning
Jeg brugte udtrykkene proof of concept og proof of business. Først: Holder konceptet, og er folk glade for det? Dernæst: Kan det også løbe rundt som en forretning?
Mit lidt fjollede eksempel var en bank, hvor man afleverede en hundredekroneseddel og fik en tusindekroneseddel tilbage. Kunderne ville være glade. På den måde holdt konceptet jo.
Men banken tabte 900 kroner hver gang. Det blev ikke en bedre forretning af at gentage det. Det var forskellen, jeg ville vise: Begejstrede brugere er ikke i sig selv bevis på en bæredygtig økonomi.
Når investoren kom ind meget tidligt, var der stadig mange af de spørgsmål, som ikke var besvaret. Jeg nævnte, at man i nogle tilfælde kunne ende med at afgive halvdelen af virksomheden. Derfor ville jeg være opmærksom på forhandlingen og på, hvad man faktisk havde at vise frem.
Hvorfor ikke bare hente alle pengene med det samme?
Man kunne forestille sig at hente et stort beløb fra begyndelsen, hvis nogen ville investere det. Men hvis virksomheden endnu ikke havde vist, at der var en forretning, kunne man komme til at afgive en meget stor ejerandel.
Det var min forklaring på, hvorfor investeringer ofte blev taget i portioner. Man hentede penge, brugte dem til at nå længere og kunne forhåbentlig vise noget mere, når man skulle hente den næste runde.
Hvis usikkerheden var blevet mindre og mulighederne større, kunne næste investor måske betale mere for en mindre del. Det var tankegangen, jeg ville forklare, ikke en lov om, at næste runde altid ville blive bedre.
Autobutler var et regneeksempel med rygter og gæt
Jeg nævnte tidlige investorer, som jeg mente havde været med omkring Autobutler, blandt andre Jesper Buch og folk bag Bilbasen og Benjamin Media. Jeg sagde også, at jeg ikke vidste, hvor mange penge de havde skudt ind.
Derefter gengav jeg et rygte om 30 millioner kroner for 25 procent af virksomheden. Jeg vidste ikke, om det passede, men syntes, det lød plausibelt som eksempel.
Jeg talte også om en efterfølgende runde på 40 millioner. Ejerandelen kendte jeg ikke. Jeg gættede og brugte forskellige tal omkring 10–15 procent i forklaringen. Det var derfor ikke en præcis oplysning om deres ejerforhold.
Det interessante for mit argument var, hvordan en investor kunne se en virksomhed anderledes et halvt år senere. Den tidligere investor havde undersøgt forretningen, og pengene kunne i mellemtiden være kommet i arbejde.
Et nyt marked kunne ændre investorens vurdering
Jeg forestillede mig, at virksomheden havde åbnet kontorer i flere lande og vist, at modellen også kunne fungere dér. Hvis noget virkede i Danmark og bagefter også i Sverige og Norge, havde man fået et andet grundlag for at tale om markedets størrelse.
Investoren ville efter min forklaring se på både muligheden for, at det gik godt, og hvor meget der kunne komme tilbage, hvis det gjorde. Mindre usikkerhed og et større marked kunne tilsammen gøre investeringen mere interessant.
Jeg brugte et regneeksempel, hvor chancen blev tre gange større og mulighederne fire-fem gange større. Det var et billede på argumentet, ikke en beregnet værdiansættelse eller en faktisk sandsynlighed for Autobutler.
Den næste investor kunne derfor ikke nødvendigvis forvente den samme ejerandel for pengene som den første. Men det afhang af, hvad virksomheden havde opnået, og hvad parterne kunne blive enige om.
Faren var, at den næste portion ikke kom
Der var også et farligt spil i at hente lidt ad gangen. Kunne man få den næste portion, når man havde brug for den?
Jeg forestillede mig en virksomhed, som kunne få 50 millioner for halvdelen, men valgte kun at hente 25 millioner for en fjerdedel. Hvis udviklingen gik godt, kunne det være en god beslutning.
Men hvad nu, hvis de første penge var brugt, et par nye lande ikke fungerede, eller produktet svigtede? Så kunne man stå og mangle de penge, man tidligere havde haft mulighed for at tage ind.
Når man signalerede, at man var i problemer og virkelig havde brug for kapitalen, kunne investorernes forhandlingsposition blive stærkere. Jeg skitserede, at næste beløb måske ville koste en langt større del af virksomheden, eller at man kun kunne få et mindre beløb for den samme ejerandel.
Tallene skiftede i mine eksempler. Det afgørende var den ændrede situation: Det kunne være dyrt at være nødt til at hente penge på et dårligt tidspunkt.
En bekendt havde anbefalet mig at have en buffer
Jeg gengav et råd fra en god bekendt: Hvis jeg skulle hente kapital, skulle jeg hente rigeligt, måske dobbelt så meget som jeg forventede at få brug for.
Ikke for at bruge alle pengene, men fordi det var lettere at tale med investorer, mens virksomheden var på vej frem og interessant. Kom der en nedtur, kunne pengene blive dyrere eller sværere at få.
Hans tanke var at have noget til en regnvejrsdag. Jeg nævnte også min bekymring for, at banken kunne lukke pengekassen, og at investorerne kunne kræve en større andel, netop når man stod og manglede hjælp.
Det var et råd, jeg tog med i mine overvejelser, ikke en færdig opskrift på, hvor meget enhver virksomhed skulle rejse.
Jeg overvejede selv Dineros næste skridt
Området interesserede mig også, fordi jeg forventede, at Dinero på et tidspunkt skulle bruge penge. Jeg ville derfor ud og undersøge kapitalmarkedet.
Jeg vidste endnu ikke, hvor stort beløbet skulle være, eller hvor meget af virksomheden jeg ville afgive. Jeg lovede at fortælle mere, når vi kom længere.
Jeg var optimistisk. Efter min vurdering havde vi både et koncept, brugerne kunne lide, og en forretning, som udviklede sig positivt i brugere og omsætning. Jeg håbede derfor, at vi kunne hente et pænt beløb for en forholdsvis lille ejerandel.
Men jeg sluttede også med usikkerheden: Hvem vidste? Det var mine forventninger i juli 2014, før jeg kendte resultatet af en kommende kapitalproces.
Kapital til en startup på forskellige tidspunkter
Jeg skelnede mellem at have en idé, at vise at konceptet kunne fungere og at vise, at der var en forretning i det. En investor skulle vurdere forskellige usikkerheder på de forskellige trin.
Min pointe var, at man kunne komme til at afgive en stor del af virksomheden, hvis man hentede penge meget tidligt. Det var ikke kun beløbet, der var interessant.
Den næste kapitalrunde krævede noget at vise frem
Jeg talte om at bruge pengene til at nå længere og opfylde de forventninger, man havde skabt. Hvis udviklingen blev svagere end ventet, kunne næste forhandling blive vanskeligere.
Jeg nævnte venner, familie og andre investorer og brugte Autobutler som eksempel. Tallene om virksomhedens kapital og ejerandele var rygter og mine gæt, ikke oplysninger jeg havde kontrolleret.
Hvor meget luft skulle der være?
Jeg gengav en vens råd om at hente nok kapital til at have en buffer. Vi talte også om mulighederne i Dinero, men jeg havde ikke en færdig plan for beløb eller ejerandele.
Jeg sagde selv, at jeg ikke var ekspert. Videoen er mine overvejelser fra 2014 og beskriver ikke aktuelle investeringsvilkår, en bestemt værdiansættelse eller en sikker vej til næste kapitalrunde.
Mine erfaringer med livet som iværksætter finder du også i Iværksætter til jeg dør.
Læs også om Ageras planer om at bygge virksomhed i udlandet.
Historisk Dinero-henvisning fra 2014: Det oprindelige kampagnelink fører nu til Dineros aktuelle hjemmeside.