Du rager mig en papand

Skriv mails med modtageren i centrum, hvis du vil have folk til at åbne, læse og reagere. Det var min pointe i denne video fra august 2014. Anledningen var en mail fra Harald Nyborg, hvor jeg blev bedt om at svare på et spørgeskema. Idéen var god, men emnelinjen begyndte efter min mening det forkerte sted.

Skriv mails med modtageren i centrum allerede i emnelinjen

Jeg havde handlet hos Harald Nyborg, og så vidt jeg huskede, havde det været en god oplevelse. Jeg havde fået bestilt det, jeg skulle, og alt var fint.

Derefter kom en mail med et spørgeskema. Det syntes jeg faktisk var smart: Følg op med kunden, spørg hvad der gik godt og dårligt, og brug det til at lære noget.

Jeg ville ikke hænge virksomheden ud. Det var ikke en stor fejl, jeg havde opdaget. Det var bare et eksempel på en dum formulering, som efter min mening kunne gøre det sværere at få folk til at reagere.

Jeg gengav emnelinjen som: Dit svar er meget vigtigt for Harald Nyborg.

Hvorfor skulle jeg interessere mig for, hvad der var vigtigt for virksomheden?

Jeg kunne godt forstå tanken hos den person, der havde skrevet mailen. Feedbacken var vigtig for virksomheden, fordi den kunne hjælpe med at betjene kunderne bedre.

Men som kunde begyndte jeg et andet sted. Hvorfor skulle jeg bruge min tid på at svare? Jeg fik ikke noget for det, og det, der var vigtigt for Harald Nyborg, var ikke automatisk vigtigt for mig.

Jeg sagde det ret groft i videoen: Hvem fanden går op i det? Det var min provokation om budskabet. Hvis afsenderen ville have mig til at gøre noget, skulle der være en grund, jeg kunne se fra min side af bordet.

Jeg ville hellere høre, hvordan min oplevelse kunne blive bedre

Jeg forsøgte at finde en anden overskrift, mens jeg talte. Et af forslagene syntes jeg selv var dårligt, og jeg sagde, at jeg var lidt træt i hovedet. Det var ikke en præsentation af en færdig kampagne.

Retningen var noget som: Din mening tæller. Eller en formulering om, hvordan min oplevelse kunne blive bedre. Noget, som begyndte med mig som modtager.

Indholdet kunne så forklare, at jeg havde handlet hos virksomheden, og at de gerne ville gøre det bedre næste gang. Hvis jeg svarede på nogle få spørgsmål, kunne det hjælpe dem med at forbedre min oplevelse.

Jeg brugte tre spørgsmål og en meget stor forbedring som et tænkt eksempel. Det var min måde at vise forskellen i vinklen på, ikke noget jeg vidste om spørgeskemaets længde eller resultat.

Det samme problem kunne jeg se i jobansøgninger

Jeg sammenlignede med ansøgninger, hvor nogen skrev til mig, at de meget gerne ville have et job, eller at det var vigtigt for dem at udvikle sig.

Det kunne jeg godt forstå fra deres side. Men hvis jeg skulle blive interesseret som arbejdsgiver, skulle jeg også kunne se, hvad de kunne bidrage med hos mig.

Jeg spidsede det til og spurgte, om de kunne arbejde, så blodet sprøjtede ud af årerne. Det var mit voldsomme billede på indsats og evnen til at løse opgaven, ikke et bogstaveligt krav.

Hvad ansøgeren, praktikanten eller virksomheden selv ønskede, var ikke nok til at få modtageren til at reagere. Afsenderen skulle vise, hvordan det passede til modtagerens behov og ønsker.

Tænk over, hvem der sidder i den anden ende

Hvis du sendte en mail og ville have nogen til at gøre noget, var mit råd at stoppe op og tænke: Hvem modtager den? Hvad er vigtigt for den person? Hvilket problem eller ønske skal budskabet tale ind i?

Det gjaldt både kunden, der blev bedt om feedback, og arbejdsgiveren, der skulle læse en ansøgning. Du skulle gøre modtageren interesseret, før du kunne forvente et svar eller en handling.

Det var den tanke, jeg ville have frem med den skarpe titel: Begynd med modtageren. Din egen interesse i at få et svar er ikke i sig selv et argument for, at den anden skal give dig det.

Læs også e-pusher om min tilgang til at sælge på nettet.