Hvis du søger job eller prøver at få kunder, så prøv lige at google dig selv. Hvad møder de andre? Dine sociale medier og gamle kommentarer fortæller en historie om dig, og den historie kan have konsekvenser, som du slet ikke har tænkt over.
Det er den 12. juli 2024. Solen skinner fra en skyfri himmel, og Øresund glimtrer i baggrunden. Det sidste er faktisk lidt løgn, for jeg sidder med ryggen til og kan ikke se det. Det gjorde jeg lige før. Jeg fik bare sagt det, som om jeg sidder og kigger ud over vandet. Solen kom i øjnene, så jeg måtte vende mig.
Mads giver den gas, og så kommer der tre fridage
Vi var på Dyrehavsbakken i går og hyggede os. Det er jo vildt, at en gammel kilde og nogle boder kan blive til en forlystelsespark, som folk stadig har glæde af så mange år senere.
Bakken er også min søn Mads’ arbejdsplads. Han giver den eddermame gas. Han står i forskellige tombolaer næsten hver dag, arbejder i 7-Eleven og driver oveni sin forretning med nødforsyninger på Forsyninger.dk.
Han kører selv varerne ud på Sjælland. Han låner vores gamle Audi, smider forsyningerne bagi og rejser land og rige rundt.
Nu er han færdig med eksamenerne og har knoklet som en sindssyg. Når han er færdig på Bakken, tager han også til fest eller ud at drikke øl med vennerne næsten hver aften.
Og så får han tre dage fri. Hvad sker der? Han kollapser og ligger i sengen med snot og feber.
Jeg sagde: Velkommen til voksenlivet. Man giver den gas, og lige når man endelig har fri, siger kroppen stop. Så ligger man dér, netop hvor man skulle have været til musikfestival med vennerne oppe ved Tisvilde.
Måske er det meget godt, at han får slappet af. Men det skulle heller ikke undre mig, hvis han vågner op i eftermiddag, får livet tilbage og starter bilen for at køre op og feste.
Beauty and Style flytter ind til København
Jannies søster, Sophie, har sammen med sin søn Oliver og sin kæreste Søren overtaget Beauty and Style. De købte virksomheden for omkring et halvt år siden og er nu ved at flytte den sjællandske del fra Hedehusene ind til København.
Det er ved Nytorv, hvor domhuset ligger, mere eller mindre oven på Max Burger. De tilbyder kosmetolog- og frisøruddannelser, og man kan komme ind og få billige behandlinger af eleverne. Det er et sjovt koncept, og de giver den gas.
De har boet hos os hele ugen, mens de har flyttet og gjort klar. Når de kom hjem, fik de en kold bajer i hånden, og så sad vi og hyggede os. I går tog vi altså på Bakken sammen.
Sådan ser en vinder ud: Vi købte alle lodderne
Søren og jeg gik hen til en tombola, hvor man kunne vinde chokolade. Først smed jeg 100 kroner. Jeg vandt sgu ikke noget.
Til sidst blev vi enige om at købe alle pladerne. Vi delte boden i to, så jeg tog den ene side, og Søren tog den anden. Så måtte vi jo vinde.
Jeg valgte en Toblerone. Den kommer fra mit andet hjemland, Schweiz. Min mor er schweizer, så jeg er halv schweizer. Det var et oplagt valg.
Vi væltede tilbage til damerne, som syntes, det var flot, at vi havde vundet. Så måtte vi jo indrømme, at vi havde købt det hele.
Jeg lagde en video på Twitter med noget i retning af: Sådan ser en vinder ud. Nedenunder skrev jeg, at vi havde købt alle pladerne. Der kom nogle kommentarer om, at det var typisk kapitalisme. Det var med et glimt i øjet, men jeg kom faktisk til at tænke: Det er fuldstændig korrekt.
Kapitalisme behøver ikke være et nulsumsspil
Der er et chokoladefirma, som har solgt noget chokolade. Det giver omsætning, arbejdspladser og eksport. Der er en stadejer på Bakken, som har købt chokoladen og sælger lodder.
Der var ikke rigtig andre ved boden, da vi kom. Vi købte lodder for 640 kroner oven i de 100, jeg allerede havde brugt. Så der kom 740 kroner ind. Den unge gut ved boden har tjent til sin løn, og ejeren har også fået noget ud af det.
Barnet, vi havde med, var glad for chokoladen. Søren og jeg havde det skideskægt, jokede med fyren og fik lavet noget sjovt indhold til Twitter. Damerne syntes, vi var nogle fandens karle, da vi kom tilbage med chokolade, og nu glæder vi os til at spise den.
I den lille historie har alle vundet.
Jeg synes, mange socialister taler om verden, som om den er et nulsumsspil: Hvis nogen vinder, må andre tabe. Men verden udvikler sig jo hele tiden.
Et landbrug kunne engang brødføde et mindre antal familier. Nu kan den samme jord med bedre kornsorter, maskiner, gødning og metoder brødføde langt flere. Vi bliver dygtigere til at gøre tingene.
Det gælder også AI og de produkter, vi udvikler i Dinero. Når vi kan hjælpe små iværksættere med at spare tid på bogføringen, kan de bruge tiden med familien eller på at skabe en bedre forretning. Den slags gør verden mere effektiv og skaber mere værdi.
Hvilket årti ville du hellere have været født i?
Jeg bliver nogle gange træt af den meget negative fortælling om verden. Jeg ser fremskridt i uddannelse, fattigdom og børns mulighed for at overleve og få et bedre liv.
Når folk synes, at alt er elendigt, spørger jeg: Hvornår ville du så hellere have været født?
I middelalderen? I 1800-tallet? I en etværelses lejlighed på Vesterbro med fire unger, lokum i gården og ingen varme om vinteren?
Eller i firserne, hvor vi levede med atomtruslen, og ozonlaget blev ødelagt af kølemidler? Atomtruslen er begyndt at fylde igen, men den fyldte godt nok også dengang.
Husk også behandlingsmulighederne. Muligheden for at få en ny hofte, medicin mod smerter og behandling for kræft. Går du langt nok tilbage, var der ikke penicillin, og en ganske simpel infektion kunne slå dig ihjel. Også hvis du var konge.
Det romantiske billede af gamle dage skal man sgu lige prøve at holde op mod det liv, mennesker faktisk havde. Jeg synes, vi er pisseprivilegerede.
Så kan man selvfølgelig sige: Hvad med kakaobønnerne til den chokolade? Kunne der være et barn et sted, som var blevet tvunget til at arbejde med dem?
Jeg ved faktisk ikke, hvordan den konkrete forsyningskæde ser ud. Det kan også være voksne mennesker, der har produceret dem. Jeg har ikke undersøgt det.
Jeg kom også med den hårde sammenligning, at hvis et barn lever under så svære vilkår, kan arbejde på en farm være et bedre alternativ end at blive solgt til prostitution. Verden har nuancer og nogle forfærdelige alternativer. Min opfattelse er stadig, at livet i tidligere tider var værre for langt de fleste.
Der er selvfølgelig nogen, som vinder mere end andre. De kan have taget en større chance, arbejdet hårdere eller været heldigere. Der er ikke lighed eller retfærdighed i alle menneskers udgangspunkt.
Da jeg som barn sagde, at noget var uretfærdigt, sagde min far: Du skal fandme være glad for, at verden ikke er retfærdig. Ellers var det ikke sikkert, at det var dig, der var født i Danmark og fik mad tre gange om dagen.
Hvad finder man, når man googler dig?
Men dagens egentlige emne er de digitale spor, vi sætter. Det kom jeg til at tale med Jannie om.
Du bruger måske Instagram, skriver på Reddit under dit eget navn eller er medlem af en forening, der offentliggør medlemmer. Når jeg googler folk, finder jeg nogle gange en løbeforening, en skydeforening eller en gammel debat på Amino.
Der kan ligge tusind forskellige ting. Prøv en vanity search: Søg på dit eget navn og se, hvad der dukker op.
Det er især relevant, hvis du søger job, vil have nye kunder eller gerne vil ind som leverandør. For andre mennesker kan jo foretage den samme søgning.
Et forslag om et job blev opfattet som en fornærmelse
Min datter Emma skulle finde et nyt job, efter at hendes arbejde i Letz Sushi forsvandt. Jeg skrev på Facebook, at hun søgte, og der kom omkring 55 forslag. Det er jo superprivilegeret.
Jeg sendte dem videre til hende og blandede mig ikke mere. Hun fik et job i Lagkagehuset og er nu chef for omkring 20 mennesker i Carlsberg Byen.
Hvis du kommer forbi, så vink til hende. Det er den glade, søde pige, der ligner mig så meget, at Apples billedgenkendelse nogle gange blander vores billeder sammen. Til hendes store irritation.
I kommentarerne var der en ung kvinde, som skrev, at hun gerne ville have haft en far, der kunne dele hendes jobsøgning. Hun havde ikke noget job og spurgte, om jeg ikke også ville dele hendes opslag.
Jeg foreslog, at hun kunne søge hos min datter. Jeg vidste, at der manglede to medarbejdere, og at en af stillingerne var som team lead, altså en mellemlederstilling.
Det virkede, som om hun opfattede det som en hån. Jeg sad og tænkte: Hvis du er relativt ung, bor i København og mangler et job, hvorfor er et forslag om en fuldtidsstilling i Lagkagehuset så en fornærmelse?
Stærke holdninger på en offentlig profil har konsekvenser
Jeg gik ind og kiggede på hendes profil. Det første, jeg så, var sloganet “From the river to the sea”. Der lå også videoer af demonstrationer og optog.
Jeg vil ikke gøre mig til ekspert i konflikten i Gaza. Jeg er måske en af de få, der indrømmer, at jeg ikke fatter en skid af hele situationen. Jeg har kæmpe empati og sorg over børn og andre uskyldige mennesker, der bliver fanget i den, uanset deres baggrund og hudfarve.
Jeg synes, det er forfærdeligt, når krigsledere ikke skyr nogen midler, og civilbefolkningen betaler prisen.
Sådan som jeg forstod sloganet på det tidspunkt, signalerede det et ønske om, at der slet ikke skulle være en israelsk stat. Det var min forståelse, og jeg sagde også, at man måtte korrigere mig. Under alle omstændigheder læste jeg profilen som et meget stærkt politisk signal.
Jeg kendte ikke hendes baggrund. Der er heller ikke i sig selv noget galt i, at mennesker med en personlig tilknytning til en konflikt tager følelsesmæssigt del i den.
Men jeg kom til at tænke på, hvor ofte en kundes, leverandørs eller mulig medarbejders profil får mig til at tænke: What the fuck, hvad er det for en person?
Jeg skal være den første til at indrømme, at det påvirker min lyst til at handle med folk, ansætte dem eller have noget med dem at gøre. Det gælder også venner og bekendte.
Min reaktion på hendes profil var meget kontant: Hende ville jeg ikke have lyst til at ansætte. Det kan godt være, at det er uretfærdigt. Men det var min reaktion.
Jeg tror, nogle mennesker ikke tænker over, at deres offentlige signaler kan mindske lysten hos andre til at indgå i en relation med dem. Det kan være et job, en kunde, en samarbejdspartner, en ven eller en kæreste.
Hvis jeg for eksempel ser en person, som går meget op i at være kommunist, tænker jeg, at vores tankegods og indstilling til samfundet nok er meget forskellige. Det får mig heller ikke til at tænke, at vi skal arbejde sammen.
Så kan vedkommende sige: Jeg ønsker slet ikke en arbejdsgiver som dig. Fair nok. Det går begge veje. Man skal bare vide, at ens valg kan have konsekvenser, hvis telefonen ikke ringer, eller man sender en masse ansøgninger uden svar.
En profil fortæller mere end dit CV
Jeg regner med, at en HR-person, som sidder med nogle interessante ansøgninger, også prøver at få et indblik i personen bag.
Hvilke hobbyer har du? Hvordan skriver og formulerer du dig? Hvordan fremstår du i videoer? Hvilke brands omgiver du dig med? Hvilke politiske eller religiøse holdninger viser du?
Er du en, der skriver vrede ting om alle, eller virker du afbalanceret og venlig?
De sociale medier kan give et meget tydeligt indtryk. Hvis du bygger en lille virksomhed og skal samle kunder ind, eller søger job, ville jeg som minimum overveje at gøre mine profiler private, hvis jeg ikke ønsker, at mine personlige holdninger skal være det første, andre møder.
Ja, jeg siger selv meget offentligt
Nu kan du sige: Martin, for helvede, du er da den værste af alle. Du ytrer dig om politik og alt muligt andet.
Ja tak. Men da jeg byggede min karriere og mine forretninger op, holdt jeg lavere profil med mine politiske og antireligiøse holdninger. Min facon kunne jeg ikke helt gemme væk. Men jeg passede på med de andre ting.
Facebook eksisterede heller ikke, da jeg var yngre og begyndte at bygge virksomheder. Eksponeringen var noget andet.
I dag er jeg meget mere ligeglad. Jeg har lige deltaget i et BT-interview med spørgsmål om mig og min bil. Journalisten spurgte om det vildeste, jeg havde lavet i bilen.
Jeg fortalte om tiden lige efter min skilsmisse, hvor jeg var ked af det, og hele verden lignede lort. Jeg havde mødt min nuværende kone, som trøstede mig med oralsex på vej hjem fra min ekskone.
Det gav mig en følelse af, at jeg var videre. Der skal ikke tolkes mere på det.
Kan sådan en historie give mig problemer? Ja. Kan den få nogen til at vælge mig fra som kunde eller leverandør? Ja.
Hvorfor fortæller jeg den så? Fordi jeg har råd til konsekvenserne, og fordi jeg elsker at være mig selv og sige, hvad jeg har lyst til.
Jeg har pengene, status og det momentum, jeg har. Jeg kan leve med, at en del af Danmarks befolkning ikke kunne drømme om at købe noget af mig eller se noget med mig.
Når jeg giver udtryk for mine antireligiøse holdninger og min mistillid til meget religiøse mennesker, er der selvfølgelig nogen, som tænker: Den idiot gider jeg ikke handle med. Når jeg kalder Dansk Folkeparti et fjollet parti, kan DF-vælgere vælge noget andet.
Det kan koste indtægt eller anseelse i deres øjne. Så hvis du er ny i forretningslivet, skal du kende konsekvenserne af at være meget offentlig om dine politiske, religiøse og samfundsmæssige holdninger.
Ryd op i det, du ikke længere vil stå inde for
Mit råd er at søge på dit navn og se, hvilke spor der ligger derude.
Har du skrevet noget dumt i en gammel debat på Amino, som du ikke længere vil stå inde for, kan du skrive til mig og bede om at få det slettet. Når indholdet er væk, kan det med tiden også forsvinde fra Googles søgninger.
Hvis der ligger noget på Reddit, kan det være sværere. Jeg har hørt om advokater, som arbejder med at få indhold fjernet. Det kan blive en dyrere omgang.
Der findes også reputation management. Nogle søgemaskinebureauer arbejder med at få positive eller andre historier til at fylde i søgeresultaterne, så de dårlige historier kommer længere ned.
Jeg har set forretningsfolk med MeToo-sager, hvor de historier bagefter var blevet meget svære at finde i søgningerne. De lå langt nede.
Der kan også være mulighed for at bede Google om at fjerne søgeresultater. Jeg kender ikke de præcise regler. Man ser nogle gange en besked om, at resultater kan være fjernet efter europæiske regler om databeskyttelse. Det er en mulighed at undersøge, ikke noget jeg kan love gælder for alt.
Og så er der jo dine egne sociale medier. Dem har du selv kontrol over.
Hvis der ligger et ti år gammelt opslag, hvor du er fuld af Bacardi og viser bryster, så kan det være en god idé at slette det. Medmindre du søger job på Bada Bing, som jeg jokede med.
Nu står den på træning og måske frokost på Ven
Nu skal jeg træne. Det gider jeg faktisk ikke, men jeg gør det hver dag, så det må jeg også hellere gøre i dag. Armbøjninger, lidt mave og lidt ryg.
Bagefter håber jeg, at Sophie, Søren og Oliver bliver færdige inde i København, så vi kan tage RIB’en og sejle til Ven til frokost.
Der ligger en fantastisk lille svensk restaurant ved havnen, hvor man kan få de vildeste rejemadder. Og med de svenske priser og kursen, som den er her i sommeren 2024, synes jeg, det er til at komme i nærheden af.
Kan du have en helt smuk og herlig sommerdag.
Optaget 12. juli 2024. Historier, arbejdspladser, virksomheder og holdninger er gengivet i deres historiske sammenhæng.
