Sig din mening og se hvad der sker

Jeg siger min mening, og det har konsekvenser. Nogle døre bliver lukket, andre bliver åbnet. Jeg har valgt, at jeg hellere vil leve med de konsekvenser end gå gennem livet og holde mund om ting, jeg synes er vigtige.

Det er fredag den 15. december 2023, og jeg sidder i en lille mødeboks på Dineros kontor og optager. Normalt har jeg god tid i december til at hygge mig. Men i år har jeg godt nok haft travlt.

To virksomheder, jeg er involveret i, har haft nogle udfordringer, hvor vi skulle finde flere penge. Det er heldigvis kommet på plads. Oven i det har der været sygdom i familien. Ikke noget alvorligt, men nok til, at det har trukket tænder ud.

Jeg plejer at nå portvin, juletræ og alt det hyggelige. I år står træet uden pynt endnu. Min lille julelandsby har jeg dog fået lavet, og der har været ild i pejsen. Lidt jul er der trods alt blevet plads til.

Jannie og jeg har også købt en lille lejlighed i Frankrig, i middelalderbyen Tourrettes-sur-Loup oppe i bjergene mellem Nice og Cannes. Den har en dejlig lille tagterrasse. Men vi har haft så travlt, at vi ikke har været dernede siden. I næste uge tager vi nogle dage derned for blandt andet at sætte maling og andre ting i gang.

Julegaver til børn, som holder jul uden mor og far

Midt i det hele samler jeg igen penge ind til Operation Julegaveregn. Det er niende år, jeg er med til at samle ind, og normalt synes jeg, det er hyggeligt. I år har det været sværere at finde tid og kræfter til det. Det irriterer mig, for sagen betyder meget for mig.

Vi samler ind til omkring 2.000 børn, der bor på institution og ikke holder jul med deres forældre. Rasmus, min gamle PR-guru, og resten af julegaveholdet arbejder på at finde omkring 1,3 millioner kroner. Jeg plejer selv at hjælpe med at samle 300.000-400.000 kroner ind.

Det, der gør indtryk på mig, er forskellen på de gaver, børnene får. Det offentlige gavebeløb ligger i den størrelsesorden, jeg omtaler her, på lidt over 200 kroner. Samtidig regner jeg med, at mange andre børn samlet får julegaver for omkring 1.100-1.200 kroner.

Forestil dig både at skulle holde jul uden mor og far og så komme tilbage i skole eller børnehave, hvor de andre fortæller om deres gaver. Det er ikke let.

Vi prøver at give noget ekstra, typisk i størrelsesordenen 600-800 kroner til en gave. Det er ikke os, der sidder og vælger den samme ting til alle. Pengene går til en pædagog, der kender barnet.

Hvis et barn elsker basketball, kan pædagogen købe en rigtig god basketball og måske noget udstyr. Så bliver gaven noget, der passer til netop det barn.

Nogle skriver til mig, at gaver jo ikke giver børnene deres forældre tilbage, og at det bare er materialisme. Hvorfor sørger vi ikke i stedet for, at de holder jul hos en familie?

Men man kan ikke bare tage et syvårigt barn fra en institution og sætte det ind hos en tilfældig familie. Det er ikke sådan, jeg mener, man hjælper. En god gave løser ikke alt. Men den kan stadig gøre noget godt i et barns jul.

Her den 15. december 2023 er vi stadig bagefter med indsamlingen. Der er mange andre vigtige formål, folk har givet penge til, blandt andet i Ukraine og Gaza. Det forstår jeg godt. Men jeg håber også, at der bliver plads til de her børn.

Hvis du vil støtte, så kig på Julegaveregns hjemmeside, hvor du kan finde oplysninger om indsamlingen. I episodebeskrivelsen står MobilePay 95721. Jeg bliver virkelig glad for hver en skærv.

Et opslag om Mette Frederiksen satte en debat i gang

Det, jeg egentlig vil tale om i dag, er at sige sin mening. Anledningen er et opslag, jeg skrev på Twitter efter et interview med Mette Frederiksen.

En journalist fra Ekstra Bladet holdt efter min mening godt fast i sine spørgsmål. Det var dejligt at se. Interviewet handlede blandt andet om, at vi mangler medarbejdere som sygeplejersker og sosu-assistenter, samtidig med at nogle kvinder stod til at skulle sendes ud af landet.

Som jeg forstod de eksempler, der blev lagt frem, havde kvinderne lært dansk, bestået eksamener og var værdsat på deres arbejdspladser. Og alligevel stod de i en situation, hvor de ikke kunne blive.

Det er ikke en ny problemstilling. Vi har i årevis haft historier om udlændinge, som har gjort en stor indsats for at blive en del af Danmark, og som virksomheder eller arbejdspladser har brug for, men som alligevel må rejse.

Det gør mig rasende. Især når jeg oplever, at svaret fra politikerne glider uden om det konkrete problem.

Vi mistede selv en dygtig medarbejder

Jeg har oplevet det på egen krop som virksomhedsejer. Dengang i Spamfighter havde vi en dygtig medarbejder fra USA med en uddannelse i international markedsføring fra CBS.

Hun var glad for Danmark. Hun havde en kæreste her, bedsteforældre med dansk baggrund og havde lært dansk. Hun blev interviewet til TV Avisen, og interviewet kunne bruges uden undertekster.

Alligevel skulle hun ud af landet. Som jeg husker begrundelsen, blev det blandt andet fremført, at der fandtes arbejdsløse kandidater i engelsk herhjemme.

Men det var jo ikke en person, der bare kunne engelsk, jeg havde brug for. Jeg havde brug for en marketingmedarbejder, som kendte det amerikanske marked. Det er to forskellige ting.

Det er ikke for at tale dårligt om lærere eller folk med en engelskuddannelse. Men at være dygtig til et sprog er ikke automatisk det samme som at kende markedsføring i et bestemt land.

Hun blev meget nedbrudt af forløbet. Vi købte psykologhjælp til hende. Hun havde investeret en masse i at uddanne sig og blive en del af Danmark, og så måtte hun rejse.

Vi endte med at lukke den marketingafdeling i Danmark og åbne kontorer i USA. Så blev medarbejdere ansat og skat betalt der i stedet. Det er jo også en konsekvens af den slags beslutninger.

Jeg er ikke imod, at der bliver stillet krav

Jeg synes selvfølgelig, at man skal opføre sig ordentligt, når man kommer til et andet land. Man skal respektere loven og gøre en indsats for at blive en del af samfundet.

Da jeg selv flyttede til USA, var jeg ekstra opmærksom på regler og skikke. Jeg betragtede det som mit ansvar at forstå det land, jeg var kommet til.

Vi skal hjælpe flygtninge og være ordentlige og hjælpsomme. Vi skal også kunne sætte grænser over for kriminalitet og mennesker, som ikke vil respektere samfundet. Det er min holdning.

Men de mennesker, som lærer sproget, bliver en del af arbejdspladsen og gerne vil bidrage, skal vi efter min mening ikke behandle, som om deres indsats er ligegyldig.

Det er den frustration, der lå bag mit opslag. Jeg skrev noget i retning af: Fuck, hun er klam.

Ja, jeg ved godt, at det er en voldsom formulering

Der kom selvfølgelig en debat. Mange var enige i min frustration, og nogle kritiserede mit sprog.

Jeg kan godt se, at det er vulgært at kalde statsministeren klam. Det er ikke en pæn formulering. Men jeg vil også være ærlig om, at jeg ikke brugte den uden at vide, hvad den ville gøre.

Jeg har været med i den offentlige debat i mange år. Jeg ved godt, hvordan mit sprog bliver opfattet, og at et ord som det kan få folk til at reagere.

Hvis jeg bare havde skrevet, at jeg syntes, svaret var tarveligt, tror jeg ikke, at opslaget var blevet delt og diskuteret på samme måde. Det kan man ærgre sig over. Men sådan oplever jeg vilkårene.

Jeg bruger dem også. Det er ikke kun temperament. Det er også et bevidst valg om at stille tingene på spidsen, fordi jeg vil have en debat om noget, jeg mener er vigtigt.

Min kritik handler også om troværdighed

Min irritation over Mette Frederiksen begyndte ikke med det interview. Jeg husker blandt andet debatten om privatskoler. Hun havde kritiseret, at ressourcestærke forældre valgte folkeskolen fra, og valgte senere selv privatskole til sit barn.

Det reagerede jeg på. For mig bliver det et spørgsmål om at sige ét til andre og gøre noget andet selv. Jeg har svært ved den slags dobbeltmoral hos mennesker, der står som rollemodeller.

Jeg husker også et program, hvor Anders Agger fulgte hende i valgkampen. Jeg holder meget af ham som journalist, men det indtryk, jeg fik af hende i programmet, gjorde ikke min opfattelse bedre.

Det betyder ikke, at jeg er imod al den politik, hun fører. Noget af den opfatter jeg faktisk som ganske blåt. Jeg har selv fået skattelettelser, selv om jeg kan undre mig over prioriteringen, når vi samtidig mangler penge andre steder.

Jeg har heller ikke et problem med mennesker, bare fordi vi er politisk uenige. Jeg holder af Poul Nyrup. Jeg synes i mange sammenhænge, at Pelle Dragsted er en fin fyr, selv om vi sjældent mener det samme. Og jeg har mødt Helle Thorning-Schmidt som et sjovt og festligt menneske.

Man kan godt diskutere og være uenig uden at få den følelse, jeg får her. Min kritik handler om den magtfuldkommenhed og mangel på menneskelig kontakt, jeg oplever hos Mette Frederiksen.

Når jeg ser de polerede billeder med julekåbe, æbleskiver og makrelmad, har jeg svært ved at se, hvor personen slutter, og spindoktoren begynder. Det virker på mig som en meget tæt sammensmeltning af menneske og politisk iscenesættelse.

Det er min opfattelse. Den behøver du ikke dele. Men det er den baggrund, man skal kende, hvis man vil forstå, hvorfor jeg reagerede så stærkt.

Jeg kunne ikke både tage debatten og samle penge ind

Der kom også folk til for at forsvare hende og diskutere med dem, der kritiserede interviewet. Fra min plads på sidelinjen syntes jeg ikke, det gjorde debatten bedre.

Jeg var i gang med at samle penge ind til julegaverne. Jeg kunne simpelthen ikke bruge hele aftenen på både det og en diskussion på Twitter.

Da jeg kunne se, at andre tog debatten, trak jeg mig lidt tilbage. Ikke med popcorn, men med raslebøssen. Jeg havde en anden opgave, jeg også gerne ville lykkes med.

Jeg oplever egentlig ofte den offentlige debat som en tung opgave. Jeg synes, der er ting, man bør sige noget om, og jeg prøver at hjælpe til. Men det er ikke nødvendigvis en fornøjelse at stå i det.

At sige sin mening kan sende dig op eller ud

Et af mine børn har fået en mindre lederstilling og sagde for nylig til mig: Far, jeg har det med at sige min mening, og jeg har en fornemmelse af, at det kan gå to veje.

Jeg svarede: Ja, skat. Det har du fuldstændig ret i. Det er sådan, din far har gjort hele tiden. Du kan gå til tops, eller du kan ryge ud.

Jeg synes, livet er for kort til altid at sidde og putte med det, man mener, fordi man er bange for at blive fyret, degraderet eller overset til en stilling.

Det er let at sige, når man er privilegeret. Det er jeg godt klar over. Men jeg begyndte ikke først at sige min mening, da jeg fik råd til det. Jeg har gjort det siden, jeg var ganske ung, og det har også givet mig problemer og kostet muligheder.

Jeg har valgt, at det er prisen værd. Jeg har ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg altid skal overveje, om den rigtige person mon bliver sur, før jeg tør sige noget.

Der er døre, som ikke åbner sig for mig

Jeg ved godt, at min facon betyder, at jeg næppe bliver inviteret til bal hos dronningen. Det kunne ellers være spændende at se.

Jeg er også blevet indstillet til en meget fin pris, som jeg ikke vil fortælle mere om her. Det er jeg glad for. Men jeg regner ikke med at vinde den.

For hvem har lyst til at stå med en fin pris og en modtager, der lige har kaldt statsministeren klam? Det kan jeg da godt forstå, at nogen ikke har.

Jeg bliver heller ikke inviteret til de fine jagter og golfarrangementer i erhvervslivets højere luftlag. Nu kan jeg hverken skyde eller spille golf, så på den måde er det måske godt nok.

Men når der bliver valgt folk til store virksomheders bestyrelser, ringer de heller ikke til mig. Det har jeg tænkt lidt over.

Kompetencer og fremtoning er ikke det samme

Jeg har ledelseserfaring. Jeg arbejder med teknologi, AI og automatisering i hverdagen. Jeg ved noget om it-ledelse og om at lede unge mennesker.

Vi har omkring 25 unge medarbejdere i supporten. Jeg hører tit, at unge er svære at have med at gøre. Det er ikke min oplevelse. De er fantastiske, hvis man forstår at arbejde med dem.

Jeg har altså nogle kompetencer, som jeg mener kunne være relevante i en bestyrelse. Men jeg har aldrig fået den type tilbud fra de store, fine virksomheder.

Det er ikke et forsøg på at skaffe mig en post. Lige nu trapper jeg snarere noget af mit arbejde ned, så jeg ville sige nej. Men det er interessant at tænke over, hvorfor man ikke bliver spurgt.

Mit eget bud er, at jeg ikke bevæger mig i de rigtige kredse, og at min måde at tale på ikke er tilstrækkelig poleret. Man vælger hellere mennesker, som passer ind i den forventede fremtoning.

Jeg har også en opfattelse af, at ønsket om at fremstå politisk korrekt spiller ind i nogle af de valg. Jeg køber ikke uden videre fortællingen om, at kvinder altid har dårligere muligheder. Jeg kan tværtimod forestille mig profiler, hvor køn og baggrund bliver en fordel, fordi en bestyrelse ønsker en bestemt sammensætning.

Det er min vurdering af det miljø, jeg kigger på. Jeg har ikke et regnestykke, der dokumenterer den. Men min pointe er, at det ikke kun handler om kompetencer. Det handler også om signaler, netværk og om, hvem der opleves som passende.

Jeg har oplevet prisen for at sige fra før

Det går helt tilbage til militæret. Jeg var talsmand for mit kompagni i Den Kongelige Livgarde.

Jeg opdagede noget, som jeg mente var forkert: En befalingsmand tog efter min opfattelse mad, som var til de menige. Jeg rejste mig og prøvede at få det stoppet. Det var jo blandt andet min opgave at tage den fælles sag.

Jeg havde den højeste karakter, A1A. Som jeg husker reglerne, skulle man beholde den, hvis man gik gennem vagtperioden uden anmærkninger.

Det gjorde jeg. Der var ikke noget at udsætte på min vagtperiode. Alligevel fik jeg en lavere karakter bagefter.

Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Min forklaring var, at det var en form for hævn, fordi jeg havde sagt fra. Jeg kan ikke sætte mig ind i hovedet på den, der gav karakteren. Men sådan oplevede jeg forløbet.

Så når jeg siger, at det kan koste noget at sige sin mening, er det ikke kun en teori, jeg har fået som voksen virksomhedsejer.

Vil du op på de bonede gulve, er der et andet spil

Hvis din store drøm er at komme op på de bonede gulve, skal du nok være mere forsigtig end mig.

Så skal du tænke over, hvordan du siger tingene. Tale med de relevante folk, før du udtaler dig. Undgå politiske konflikter og kontroversielle emner. Passe på med debatprogrammer og bandeord. Og lære de rigtige mennesker at kende.

Det er min lidt karikerede beskrivelse, men jeg tror, der er noget i den. Du bliver ikke båret frem, hvis du hele tiden gør det ubehageligt for det miljø, du gerne vil ind i.

Du skal selvfølgelig også være dygtig og handlekraftig. Det er ikke nok at være blankpoleret og kende nogen. Jeg siger ikke, at de mennesker, der lykkes på den vej, ikke kan noget.

Jeg siger bare, at den vej også kræver en anden disciplin omkring fremtoning og offentlige udtalelser, end den jeg selv har valgt.

Min bramfrihed har også været en fordel

Jeg har ikke en MBA og er ikke et menneske med enorme evner på alle områder. Men jeg tror, jeg har givet min karriere et skub ved at være bramfri og sige det, jeg mener.

Det har givet mig en tydelig profil. Jeg kan måske fremstå mere handlekraftig og dygtig, end jeg egentlig er. Og en del af det handler om forventninger.

Når man kommer i meget fint tøj og taler meget formelt, forventer folk noget. Så er det nemt at skuffe dem. Hvis man kommer i mere nedtonet tøj og taler, som jeg gør, kan forventningerne være lavere.

Når man så siger noget nogenlunde begavet, bliver folk positivt overraskede. Det har jeg oplevet mange gange.

Nogen siger, at de kan høre, jeg ikke er født i Gentofte. Det er jeg faktisk. På Gentofte Hospital. Men jeg er vokset op i Bagsværd, og mit sprog er ikke ligefrem det, folk forbinder med de fineste kredse.

Jeg husker også at komme i erhvervssammenhænge, hvor normen var jakke og slips, mens jeg selv havde en mere afslappet skjorte på. Det var længe før, det blev helt almindeligt i it-branchen.

Jeg kunne mærke, at nogen ikke forventede så meget af mig. Så kunne en helt middelbegavet bemærkning næsten blive modtaget, som om Messias var kommet ned på jorden.

Jeg ved ikke, hvor bevidst det var fra begyndelsen. Men i dag ved jeg godt, at min måde at tale på også påvirker folks forventninger. Jeg bruger et sprog, jeg selv forstår og kan lide, og tilsætter nogle gange flere bandeord, end jeg ellers ville bruge.

Sig din mening for det fælles bedste

Det er ikke en opskrift på, at du skal tage mit tøj på eller begynde at bande som mig. Du skal finde din egen måde at være i verden på.

Men jeg vil gerne opfordre dig til at sige din ærlige mening, når du mener, at noget kan blive bedre. Især på din arbejdsplads.

Det afgørende for mig er hensigten. Siger du noget, fordi du oprigtigt vil arbejdspladsens bedste? Vil du fremme det fælles formål? Eller er du bare ude på at genere nogen?

Hvis du siger noget med den første hensigt og bliver straffet for det, synes jeg, du skal overveje, om du er på den rigtige arbejdsplads.

Måske skal du tage dit gode tøj og gå. Finde et sted, hvor det bliver værdsat, at du interesserer dig nok for arbejdet til at sige, hvad du mener.

Arbejdslivet fylder en stor del af vores liv. Jeg synes, det er trist at gå igennem det som et kuet menneske, der ikke tør sige noget og aldrig får brugt sit fulde potentiale.

Så mit råd er: Hav et rent hjerte, og sig det, du ærligt mener kan fremme det fælles bedste. Der kan være omkostninger. Men i mit eget samlede regnskab har det været mere værd at sige min mening end at holde kæft og spille et politisk spil.

Det kan være, jeg tager fejl. Men det er min ærlige mening.

Hjælp mig med at give børnene en julegave

Til sidst vil jeg bede om to ting. Følg gerne podcasten, så du får de næste episoder. Og kig på Operation Julegaveregn, hvis du har mulighed for at hjælpe.

Her i december 2023 mangler vi stadig nogle hundrede tusinde kroner. Jeg har virkelig svært ved at acceptere tanken om, at vi ikke finder penge nok til, at alle de børn, vi samler ind til, får en gave. Det synes jeg, vi har råd til i Danmark.

Du kan finde indsamlingen og oplysninger om støtte på julegaveregn.dk. En hundredkroneseddel eller et andet beløb gør mig rigtig glad.

Jeg håber, vi høres ved inden jul. Ellers må du have en fantastisk juleaften og et vidunderligt nytår.

Indlægget er redigeret fra en podcast optaget den 15. december 2023. Politiske kommentarer er mine vurderinger på det tidspunkt. Indsamlingens mål og manglende beløb gælder julen 2023; se Julegaveregns hjemmeside for aktuelle oplysninger.