Episodebillede til Tesla vs. Audi fra Thorborgs Dagbog

Thorborgs Dagbog · Episode 52 · 4. april 2024 · 12:40

Jeg har købt en Audi, som jeg er vanvittigt glad for. Samtidig beholder jeg mine Tesla-aktier. For mig er der en stor forskel på, hvem der bygger den lækreste bil at køre i, og hvem der er længst med teknologien til at lade bilen køre selv.

Redigeret fra podcasten, optaget og udgivet den 4. april 2024. Priser, teknologi og forventninger til Tesla afspejler mine tanker på det tidspunkt.

Jeg har fået ny bil – og Tesla-aktien har fået tæsk

Jeg kører i min nye bil, som jeg har haft i et par uger. Fuck, hvor er jeg glad for den.

Der er to ting, jeg vil tale om: At jeg har købt en ny bil, og at Tesla-aktien er faldet. Og nej, min nye bil er ikke en Tesla.

Jeg får indimellem kommentarer om, at folk har købt Tesla-aktier, eller at jeg skulle have sagt, at de skulle købe dem. Jeg har altid taget store forbehold. Man ved aldrig, hvad der sker med en aktie, og der er ingen, som ved, hvad der kommer til at ske med Tesla.

Jeg synes stadig, det er en interessant case. Når jeg sammenligner værdiansættelsen med en mere moden virksomhed som Microsoft, synes jeg ikke, den virker urimelig, hvis Tesla får den vækst, jeg forventer i de kommende år.

Men det er min vurdering. Det er fuldstændig op til dig, hvad du gør med dine penge.

Jeg ser mere end en bilfabrik

Når jeg ser på Tesla, ser jeg ikke kun bilerne. Jeg ser ladenetværket, arbejdet med robotter, Powerwall og batteriproduktionen.

Jeg tror, mange undervurderer størrelsen og værdien af de andre dele. Jeg ser også Tesla som en af de få producenter, der på det her tidspunkt kan tjene penge på elbilerne.

Men den del, der især gør mig optimistisk, er udviklingen mod selvkørende biler. Den kommer jeg tilbage til, for først skal du høre om min Audi.

Den gamle Audi har tjent mig godt

Min gamle Audi er omkring ti år gammel. Den har kørt snorlige og er en super solid og lækker bil: Gode lædersæder, et godt rat, et lækkert gearskifte og en kvalitet, jeg har været utrolig glad for.

Jeg har den faktisk stadig. Den har efterhånden kørt knap 200.000 kilometer, så selvfølgelig begynder der at være ting, som skal skiftes, og lister, som ikke er helt tætte længere. Det er, hvad man kan forvente af en bil i den alder.

Den havde en nypris på omkring 1,1 million kroner. Jeg købte den for 750.000 kroner, da den var cirka to-to et halvt år gammel. Det synes jeg var en fornuftig pris for en pragtvogn, som har tjent mig rigtig godt.

Min Audi e-tron GT RS er den fedeste bil, jeg har ejet

Den, jeg kører i nu, er en Audi e-tron GT RS. Det er ubetinget den fedeste bil, jeg nogensinde har ejet, og jeg har ellers haft fire forskellige Porscher og alt muligt andet.

Den er latterligt hurtig. Men det er også samlekvaliteten, som gør mig glad: Måden døren lukker på, rattet, sæderne og massagen i dem. Den har night vision og stort set alt det udstyr, jeg kunne ønske mig.

Skærmene er flotte og reagerer hurtigt. Apple CarPlay fungerer bare. Der er et stort B&O-anlæg, og det hele føles gennemført. Jeg har meget lidt dårligt at sige om den.

Som jeg regner på det, stod en tilsvarende konfiguration til omkring 2,2 millioner kroner fra ny. Jeg gav 980.000 kroner for min, som er cirka to et halvt år gammel.

Det er et voldsomt værditab for den første ejer. Når forhandleren sælger den til mig for den pris, har den tidligere ejer jo sandsynligvis fået mindre.

Derfor køber jeg ikke en ny bil i den prisklasse. Jeg ville få det dårligt over sådan et værditab.

Min kommer selvfølgelig også til at falde i værdi. Men hvis jeg for eksempel sælger den om fem-seks år til det halve, har jeg haft en fantastisk bil i de år til en udgift, jeg synes, giver mening.

Jeg ser den som nært beslægtet med Porsche Taycan, men med Audis udseende. Og jeg synes, den er meget smukkere. Det er selvfølgelig smag og behag.

Hvor meget mere kan den selv?

Er alt det her bare pral med min nye bil? Ja, måske ti procent. Jeg er sgu glad for den. Men min egentlige pointe er sammenligningen med min gamle Audi.

Hvor meget har bilen udviklet sig i forhold til at kunne køre selv?

For mig er svaret: Næsten ingenting.

Den adaptive fartpilot er velfungerende, men det var den også i den gamle. Jeg kan ikke komme i tanke om en stor forskel i selve kørslen, når vi taler om automatisering.

Okay, den kan parkere selv. Jeg har prøvet det et par gange, men jeg var nærmest ved at tabe småkagerne af skræk. Jeg synes, det føles underligt og utrygt og ikke særlig intuitivt.

Det kan sagtens være, jeg ikke har lært det ordentligt. Måske har en Audi-entusiast øvet sig på en parkeringsplads og synes, det fungerer fint. Så må du undskylde. Det kan være mig, der er for forskrækket eller ikke har forstået det.

Men min oplevelse er, at der er knapper og pedaler, jeg skal forholde mig til, og jeg synes ikke, det er en hjælp, jeg har lyst til at bruge.

En meget lækker hestevogn

Når jeg samtidig ser Teslas FSD, som de her i april 2024 giver amerikanske brugere mulighed for at prøve gratis i en periode, tænker jeg: Er du sindssyg, mand. Så sidder jeg jo i en hestevogn. En meget, meget lækker hestevogn.

Jeg tror stadig, der går nogle år, før den teknologi for alvor slår igennem, og før vi får den i Danmark på den måde, jeg forestiller mig. Mit gæt er to-tre år eller mere.

Til den tid har jeg haft nogle fantastiske år i min Audi. Så kan jeg købe en Tesla i stedet for min Fiat 500e, og Audi og Tesla kan slås om at være bil nummer ét eller to.

Jeg forestiller mig klart, at jeg skal have en Tesla på et tidspunkt. Men lige nu synes jeg, Audi er langt mere lækker at køre manuelt. Smukkere, mere gennemført og mere luksuriøs.

På det automatiske område synes jeg til gengæld, Tesla er langt foran.

Hvilket forspring er sværest at indhente?

Hvis Tesla ville lave en bil med den kvalitetsoplevelse, jeg får i Audien, hvad skulle de så gøre?

De kunne vælge bedre materialer og løfte oplevelsen af kabinen. Jeg ved godt, den nyere Model 3 allerede har fået et løft, men for mig er den stadig ikke på samme niveau som Audien.

Det ville gøre bilen dyrere og måske tungere. Og vægten kan påvirke rækkevidden. Min Audi kører efter min erfaring ikke meget mere end cirka 340 kilometer på en opladning.

Jeg forestiller mig, at Tesla blandt andet har prioriteret lettere og billigere materialer for at få mere rækkevidde. Så har de samtidig accepteret et kompromis på det luksuriøse.

Min vurdering er, at Tesla kan ændre den prioritering relativt hurtigt, hvis de vælger det.

Vend så spørgsmålet om: Hvad skal Audi gøre for at nå det niveau af selvkørende teknologi, jeg ser hos Tesla?

Det er ikke bare at købe nye maskiner eller ansætte flere folk på fabrikken. Jeg tror, det er mange års arbejde. Måske fem-ti år, hvis de overhovedet får valgt den rigtige retning.

Jeg er skeptisk over for, om de selv når derhen. Jeg tror snarere, at de kan blive nødt til at licensere software, måske fra Tesla. Der kan også komme andre spillere, for eksempel fra Kina. Det kan jeg ikke afvise.

Jeg tror, AI kræver en anden måde at tænke på

For mig er der stor forskel på et system, der virker under bestemte forhold på en motorvej, og den vision, jeg har for en selvkørende bil.

Jeg mener, at de traditionelle producenter er nødt til at tænke grundlæggende anderledes. I min optik er der langt fra en række programmerede “hvis dette, så dette”-regler til et neuralt netværk.

Det er den forskel, jeg ser som central. Jeg tror, Teslas teknologiske forspring er sværere for Audi at indhente, end Audis luksusniveau er for Tesla.

Jeg beholder både aktierne og Audien

Så hvad vil jeg egentlig sige med det hele?

Jeg beholder mine Tesla-aktier. Og jeg beholder min fucking Audi.

Mit håb er, at jeg om nogle år kan købe en Tesla, der er lige så lækker, eller en Audi med software, som giver mig den selvkørende oplevelse, jeg ønsker. Og jeg håber selvfølgelig, at en stigning i mine Tesla-aktier kan være med til at betale den.

Det er en forventning, ikke noget jeg ved vil ske.

Husk: Det her er ikke en opfordring til at købe aktier eller gøre noget som helst med dem. Jeg er som regel den sidste, man skal lytte til. Det er bare sådan, jeg tænker.

Ha’ en rigtig fin og fremragende dag.