Er det forbudt at blive klogere?

Thorborgs Dagbog · Episode 115 · 17. december 2025 · 33:01

Om at ændre holdning, bevare sine værdier og turde tale om svære problemer. Jeg fortæller også om decembertravlhed og arbejdet med Julegaveregnen.

Lyt til episoden

Åbn episode 115 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Hej og velkommen til Thorborgs Dagbog. Det er den 17. december, og jeg er på vej ind til Dinero. Jeg får besøg af Mette fra Capino og Saxis, så vi skal tale om nogle af de ting, vi gerne vil gøre. Det er altid en fornøjelse.

Og så skal jeg have lavet en klumme til Berlingske. Jeg afleverer en cirka en gang om måneden. Den, der lige er kommet, handler om, hvorfor jeg ikke går ind i politik. Den kom online fredag og i avisen lørdag, sådan husker jeg det i hvert fald.

Men det irriterer mig lidt, at december igen ikke er blevet den måned, jeg havde forestillet mig. De sidste par år har jeg tænkt: Denne gang skal det bare være hygge.

Jeg skal lave mit julelandskab. Jeg skal i Tivoli, drikke gløgg og lidt portvin, til julefrokoster, købe gaver og bare fucking slappe af. Jeg er jo en lille juletosse, og jeg glæder mig til alt det.

Og så sker det samme som sidste år. Kalenderen bliver fyldt med opgaver, som jeg ikke rigtig kan sige nej til. Visma kom for eksempel og ville gerne lave en founder-film.

De skal fortælle mere om virksomhederne i koncernen. Noget af det handler om at tiltrække investorer, og noget handler om at forklare andre virksomhedsstiftere, hvorfor de skal sælge til Visma frem for til en anden køber.

Det er jo en spændende opgave. Men den kostede lige fire dage i kalenderen plus formøder og alt det rundt om. Fra morgen til aften skulle jeg sidde i bilen og kigge ind i kameraet, eller lave bænkpres og sige en bestemt sætning, eller stå et andet sted og sige noget andet.

Og formuleringerne skulle være præcise. De var godkendt af Vismas juridiske afdeling. Der er jo en mulighed for, at virksomheden på et tidspunkt går på børsen, og så skal man ikke have en film, hvor Martin Thorborg står og siger noget, der kan misforstås eller bliver opfattet som et løfte, der ikke holder.

Det forstår jeg godt. Det er ikke, fordi jeg brokker mig over, at de passer på. Men jeg er jo ikke skuespiller. Jeg er ikke Ole Thestrup.

Jeg så i øvrigt De grønne slagtere, Blinkende lygter og Adams æbler igen forleden. Hold kæft, hvor er de gode. Men det gør mig altså ikke bedre til at huske et manuskript.

Jeg er god til at improvisere. Når jeg sidder her og taler, ved jeg ikke præcis, hvad jeg kommer til at sige. Jeg har en idé om et emne og nogle ting, jeg gerne vil fortælle, men jeg har ikke skrevet en tale på forhånd.

Så det meste af en uge gik med den film, og der har også været masser af andre opgaver i Dinero. Hotellerne og nogle af mine investeringer har fyldt, men det er især arbejdet i Dinero. Det er mit job, og jeg elsker det. Det tager bare min fucking tid.

Oveni er der Julegaveregnen. Jeg tror, det er tiårsjubilæum i år. Vi samler ind til julegaver til børn, som skal holde jul på en institution, ofte uden deres mor og far.

De kan være sammen med nogle søde pædagoger, men det er stadig ikke det samme som at være hjemme med sine forældre. Og der kan være alle mulige grunde til, at forældrene ikke kan tage vare på dem: alkohol, stoffer, psykiske problemer eller andre svære ting.

Jeg synes, det er et kæmpe privilegium at få lov til at være med og hjælpe de børn. Jeg har gennem årene typisk samlet et sted omkring 200.000-300.000 kroner ind. Nogle år mere, og et år, hvor jeg selv var meget stresset, var det langt mindre.

I år har jeg haft svært ved at få gang i det. Jeg ligger omkring 120.000 kroner i den del, jeg selv går og måler på. Der er også en god bekendt, som igen har givet et meget stort beløb, og det burde jeg selvfølgelig tælle ordentligt med.

Men følelsesmæssigt gør jeg det ikke helt. Han har gjort det i flere år, og selv om jeg oprindelig var med til at opfordre ham, føler jeg lidt, at det er noget, han selv gør nu. Det er måske mærkeligt, men sådan er det i mit hoved.

Jeg får stadig flotte gaver på 1.000, 2.500 og også 10.000 kroner. Det er fantastisk. Det, jeg savner, er de mange mindre bidrag på 50, 100 og 200 kroner.

Tidligere kom der rigtig mange af dem. Hvis 600 mennesker giver 200 kroner, er det 120.000 kroner. Så det er ikke småpenge, når du lægger det sammen. Det er en stor del af det, der kan få en indsamling i mål.

Min egen tolkning er, at flere mennesker har brug for deres penge selv i år. Dem, der har god plads i økonomien, kan stadig give. Men den, som før tænkte, at en hundredkroneseddel kunne man altid undvære, har måske ikke samme mulighed nu.

Det er ikke en videnskabelig måling af danskernes økonomi. Det er det, jeg oplever i min indsamling. Og jeg synes, det er både trist for børnene og trist, hvis mennesker er så pressede, at de ikke har den lille margin længere.

Jeg synes også, der er en mere stram og urolig stemning mange steder. Folk er mindre tolerante. Det ulmer lidt. Der sker mærkelige ting på markederne, og jeg har svært ved at tolke det hele.

Og så ser jeg på USA og tænker, at det politiske klima bliver mere og mere ubehageligt. Jeg synes, Trump skriver mere desperat og ondskabsfuldt, og jeg bliver bekymret, når konflikter med andre lande fylder mere.

Det er min egen oplevelse og min egen bekymring. Jeg sidder ikke med en facitliste over, hvad der kommer til at ske. Men jeg synes, der er noget urovækkende i det.

På X er stemningen også blevet ekstremt grim. Jeg synes, der er et voldsomt had mod Europa i noget af det, der bliver delt fra amerikansk side.

Da jeg så Elon Musk dele et opslag, hvor EU blev koblet til nazisme gennem et flagmotiv, var min grænse nået. Der solgte jeg mine sidste Tesla-aktier.

Og jeg er fuldstændig ligeglad med, om de bagefter går til nye højder. Der var selvfølgelig straks folk, som skrev, at jeg kom til at gå glip af en gevinst. Men det var ikke pointen.

Pointen var integritet. Der er nogle ting, jeg ikke har lyst til at være med til, selv om der måske er penge i dem. Det handler også om det fællesskab, vi er en del af. Det, vi betaler skat til, og det, der gør, at vi kan stå sammen og hjælpe hinanden.

Jeg er ikke en helgen. Jeg har lavet fejl, og jeg kan også være grådig. Men jeg kan godt have en grænse. Og der er den nået for mig i forhold til Musk.

Det betyder heller ikke nødvendigvis, at jeg dømmer et menneske ude for evigt. Hvis noget ændrer sig over tid, kan jeg også se anderledes på det. Jeg prøver at være pragmatisk frem for at låse mig fast på noget, uanset hvad der sker.

Og det bringer mig til det, jeg egentlig vil tale om: Er det blevet forbudt at blive klogere?

Forleden havde nogen på X fundet et tweet fra 2011, hvor jeg havde rost en artikel i Børsen. Det handlede om indvandring og erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft.

Linket virkede ikke, så jeg måtte selv bruge en del tid på at finde artiklen. Jeg ville gerne se, hvad der faktisk stod, i stedet for bare at forholde mig til en gammel overskrift.

Og grundlæggende var budskabet noget, jeg stadig er enig i. Vi skal kunne tage imod mennesker fra andre lande, som vil bidrage, kan klare sig selv og har en vilje til vores samfund og værdier.

Jeg vil gerne have kvalificeret arbejdskraft. Jeg vil gerne møde mennesker, som vil Danmark. Det har jeg ikke skiftet mening om.

Men folk havde kun læst overskriften. De gad ikke bruge de minutter, der skulle til for at finde artiklen. Så de brugte den til at fortælle mig, at jeg nu var en hykler.

Og lad os nu sige, at jeg faktisk havde skiftet mening. Hvad så? Skal jeg mene præcis det samme i 2025, som jeg gjorde i 2011, bare for at kunne se konsekvent ud på et socialt medie?

Jeg er blevet skarpere i forhold til, hvem vi skal lukke ind i Danmark. Det siger jeg gerne. For mig handler det om at tilpasse sine holdninger til det, man oplever og lærer.

Jeg er et optimistisk menneske. Jeg havde en forestilling om, at når mennesker kom hertil, ville de fleste efterhånden blive en naturlig del af samfundet. At man over generationer ville lære hinanden at kende, gifte sig på tværs og bygge et fælles liv.

Og der er rigtig mange, som har gjort det og bidrager godt. Men jeg synes ikke, integrationen er lykkedes i det omfang, jeg dengang forestillede mig. På det område har jeg været mere optimistisk, end jeg nu synes, der var grundlag for.

Jeg mødte Pia Kjærsgaard i Grøften for noget tid siden og gav hende faktisk en undskyldning. Jeg har tidligere skudt fra hoften mod hende, og jeg syntes, det var rimeligt at sige, at hun havde haft ret i nogle af sine bekymringer.

Det betyder ikke, at jeg er enig i alt, hun har sagt, eller at jeg altid har brudt mig om retorikken. Men jeg kan godt anerkende nogle pointer uden at skulle gøre hende til en helgen.

Der kan være mange årsager til de problemer, vi står med. Vi har heller ikke selv været særlig gode til alt omkring integration. Vi har placeret mennesker i områder, hvor de i høj grad kunne leve adskilt fra resten af samfundet.

Og så er der nogle, som efter min opfattelse ikke har særlig stor interesse i at tage danske værdier til sig. Jeg taler ikke om alle. Jeg kender masser af muslimske borgere, som er fantastiske, og som jeg ikke ville være foruden.

Men jeg synes, vi skal kunne sige, at der er nogle grænser for, hvor meget vores fælles kultur skal indrettes efter religiøse krav. Jeg har ikke lyst til et samfund med kønsopdelte svømmehaller eller en forventning om, at alle institutioner og virksomheder skal have bederum.

Jeg synes også, det er dårlig stil at stille sig op på et julemarked og prædike islam. Ligesom jeg heller ikke synes, at det er god stil, hvis nogen går hen til en muslimsk højtid for at provokere.

Det kan være nogle ganske få personer, som gør det. Måske en slags muslimske udgaver af Rasmus Paludan. Derfor skal jeg også passe på med at generalisere. Det er jeg godt klar over.

Men jeg synes, det er fair at være glad for den kultur, vi har, og ønske at passe på den. Det er ikke en påstand om, at alle danskere er ens, eller at Europa er en homogen klump. Der er store forskelle. Men der er også noget, vi har bygget op, som jeg synes er værdifuldt.

Et tillidssamfund. At man kan have en vejbod og regne med, at folk lægger pengene, når de tager nogle grøntsager. At man kan lade en barnevogn stå uden for en café. At man som udgangspunkt kan stole på andre mennesker.

Jeg har oplevet forskelle, når jeg har været i USA. Blandt andet i, hvor meget nogle forældre holder øje med deres børn til en børnefødselsdag, og hvor lidt de stoler på mennesker, de ikke kender.

Det er ikke sådan overalt eller hos alle. Men jeg værdsætter den tillid, vi har her, og jeg synes ikke, vi skal være flove over at være stolte af den.

Så når nogen prøver at latterliggøre mig, fordi jeg har justeret mine holdninger over 14 år, tænker jeg: Hvad siger det egentlig om deres eget syn på udvikling?

Vi læser bøger, hører podcasts, følger nyhederne, møder andre mennesker og får ny viden. Skulle vi så lade være med at bruge det til noget? Skulle vi beskytte vores gamle holdninger mod virkeligheden?

Jeg så en på X skrive noget i retning af, at hvis du kan læse det, du skrev for tre år siden, uden at krumme tæer, så udvikler du dig ikke hurtigt nok.

Tre år er måske lidt brutalt for mig. Men når jeg ser på noget, jeg skrev for ti år siden, kan jeg da godt tænke: Hold kæft, der er sket noget siden.

Det er ikke, fordi alle mine grundlæggende værdier har ændret sig. Jeg fandt et gammelt lederforedrag fra omkring 20 år siden, og meget af det var det samme, som jeg mener i dag.

Tryghed. Respekt. Tillid. Frihed under ansvar. At man taler ordentligt til folk og lader dem arbejde selvstændigt. At man omgiver dem med dygtige kollegaer, som de kan lære af.

Og at man som chef ikke går rundt og tror, at man ved bedst om alt. De værdier har jeg stadig.

Man kan altså godt have de samme grundlæggende værdier og ændre sin vurdering af et konkret problem. Jeg møder stadig et menneske som et menneske. Men jeg kan også se på data eller erfaringer og tænke, at noget ikke fungerer godt nok.

Jeg kan bruge en motorvej som et billede. Lad os forestille os, at der var langt flere ulykker på Helsingørmotorvejen end på Hillerødmotorvejen. Så ville jeg da gerne finde ud af hvorfor.

Det betyder ikke, at jeg hader Helsingørmotorvejen. Det betyder, at jeg synes, vi skal undersøge problemet. Er der et skarpt sving? En mærkelig indsnævring? Er hastigheden forkert i forhold til forholdene? Er der noget med asfalten?

Her kommer lige en ambulance, så jeg skal lige finde ud af, hvor jeg skal lægge mig. Jeg taler håndfrit gennem bilens mikrofon. Telefonen ligger i midterkonsollen.

Men pointen er: Når du ser et mønster, må du gerne være nysgerrig på det. Du behøver ikke betragte nysgerrigheden som et angreb på dem, der er en del af mønstret.

Hvis der er grupper, som oftere end andre står uden for arbejdsmarkedet eller bliver ramt af bestemte problemer, må vi undersøge årsagerne. Der kan være krigstraumer, sociale forhold eller noget andet, som kræver hjælp.

Der kan også være brug for tydeligere forventninger og mere ansvar. Jeg ved ikke på forhånd, hvad forklaringen er i hvert tilfælde. Det er jo netop derfor, jeg synes, man skal undersøge det.

Det samme gælder kriminalitet. Vi skal kunne se på, hvor problemerne er, og finde ud af, hvad der virker. Vi skal ikke bare være bange for at tale om det, fordi nogen kan blive vrede.

Hvis personer begår grov kriminalitet, og der er mulighed for at udvise dem, synes jeg, vi skal bruge den mulighed. Og hvis der er regler eller konventioner, som giver problemer, synes jeg også, det må være muligt at diskutere, om de kan ændres.

Jeg har ikke sat mig ind i alle de juridiske detaljer. Jeg sidder ikke og leverer en færdig plan for, hvilke konventioner vi skal forlade eller genforhandle. Men som iværksætter er jeg vant til at spørge: Er der noget, vi kan tilpasse, hvis det, vi gør nu, ikke virker?

Jeg synes, vi skal kunne stille det spørgsmål uden straks at blive sat i en bestemt bås.

Sagerne om seksuel udnyttelse af børn i England er et forfærdeligt eksempel på, hvor galt det kan gå, når myndigheder ikke reagerer ordentligt. Der har også været kritik af, at frygt for at blive opfattet som racistisk eller skabe spændinger har stået i vejen for at undersøge nogle forhold.

Det synes jeg er dybt alvorligt. Hensynet til ikke at krænke nogen må aldrig blive vigtigere end at beskytte børn og undersøge kriminalitet. Og det er selvfølgelig heller ikke det samme som at dømme alle mennesker med en bestemt baggrund.

Jeg tror faktisk, det skader de mange mennesker, som gør det godt, hvis vi ikke kan tale om dem, der skaber problemer. Så bliver det hele bare noget uklart, hvor folk bliver sat i bås med personer, de ikke har noget ønske om at blive sammenlignet med.

Jeg stod også forleden og talte med to svenskere. Kloge, søde mennesker med gode job. Jeg begyndte at tale om nogle af problemerne i Sverige, og oplevelsen var mærkelig.

Den ene ville næsten ikke forholde sig til det. Jeg nævnte blandt andet kriminalitet omkring Stockholm og de alvorlige problemer med vold og sprængninger. Men samtalen lukkede bare ned.

Han afviste det ikke med et argument. Han ville bare ikke tale om det. Til sidst var det noget med, at vi skulle videre med projektet. Og så var den samtale færdig.

Det er selvfølgelig min oplevelse af én samtale. Men jeg synes, den illustrerer noget, som bekymrer mig: at et emne kan blive så tabubelagt, at selv fornuftige mennesker ikke har lyst til at tage det i deres mund.

Og problemerne i Sverige bliver jo ikke nødvendigvis i Sverige. Vi har set, at unge mennesker kan blive sendt til Danmark for at begå alvorlig kriminalitet. Så det er også noget, som rammer os.

Derfor bliver jeg frustreret, hvis vi ikke kan have en diskussion om problemerne uden, at det hele straks handler om, hvad man skal kalde hinanden.

Jeg vil gerne kunne sige, at jeg tog fejl i noget. Jeg vil gerne kunne lære af det, jeg ser. Og jeg vil gerne kunne ændre en holdning, når jeg har fået mere viden. Det synes jeg ikke er hykleri. Det synes jeg er en del af at udvikle sig som menneske.

Nå, det var faktisk slet ikke det, jeg havde tænkt mig at bruge hele episoden på. Jeg ville også tale om nogle andre ting, men nu er jeg ved Dinero, og jeg har en arbejdsdag, der skal passes.

Jeg har stadig et stykke vej til det mål, jeg gerne vil nå med Julegaveregnen. Så hvis du har en halvtredser eller en hundredkroneseddel, du kan undvære, vil jeg virkelig gerne bede dig om at hjælpe.

Du kan finde oplysningerne hos Julegaveregnen eller på min Facebook, som er fuld af mine opslag om indsamlingen. Og hvis du har lyst til at skrive en kommentar om, at du har bidraget, hjælper det også med at få flere til at se det.

Jeg har selv lagt 10.000 kroner i en kampagne for at prøve at få gang i det. Jeg ved ikke, hvor meget det kommer til at give, men jeg prøver. Det fylder faktisk så meget, at jeg kan få ondt i maven over det.

Der er også andre private ting, som presser lige nu, og dem fortæller jeg ikke om. Men de børn skal altså have de gaver. Det betyder noget.

Jeg beder sjældent om noget, men her gør jeg. Hvis du har mulighed for det, så hjælp med det beløb, der giver mening for dig. Jeg håber virkelig, vi kan komme i mål igen.

Og hvis vi ikke høres ved inden, så kæmpe glædelig jul og et fantastisk nytår. Tak, fordi du lyttede med.