Sådan holder jeg mit gode humør

Thorborgs Dagbog · Episode 118 · 21. januar 2026 · 23:48

Om træning, politik og det at holde optimismen oppe. Jeg fortæller om aktierne efter Jubii, håndproblemerne og min metode til at finde en mulighed i det, der går galt.

Lyt til episoden

Åbn episode 118 på Buzzsprout · Find flere episoder på skrift

Herunder finder du en redigeret tekstversion af podcasten. Tal, planer og omtale af aktuelle begivenheder er fra tidspunktet for optagelsen.

Det er den 21. januar, og det er pivkoldt. Jeg sidder i mit badekar og kigger ud over Øresund, og der er rimfrost alle vegne. Jeg er nødt til at holde den ene hånd oppe af det varme vand for at tale ind i telefonen, så om lidt fryser den vel til is og knækker af. Det gør den nok ikke, men du skal vide, at det er et kæmpe offer, jeg bringer. Nej, det er det selvfølgelig ikke.

Jeg er kommet hjem fra ferie, hvor jeg i tre uger stort set ikke har lavet en skid træningsmæssigt. Måske to gange tyve armbøjninger. Vi har til gengæld gået en masse, så der har været bevægelse, men ellers har jeg drukket nogle bajere og slappet af. Nu skal jeg i gang med træningen igen. Jeg træner normalt hver morgen med forskellige øvelser fordelt over ugen: armbøjninger, mave- og rygøvelser, lidt yogaagtigt, bentræning og planke. Oven i det bruger jeg min trappemaskine et par gange om ugen.

Nu har jeg også fået lyst til at svømme. Det gjorde jeg lidt på ferien, og jeg blev faktisk overrasket over, hvor meget pulsen kom op. Jeg havde forestillet mig, at det nærmest ville være zone 1, men på mit ur kunne jeg se, at jeg kom op i zone 2 og 3, selvom jeg syntes, det var meget behageligt. Så måske kunne jeg erstatte en tur på trappemaskinen med en halv time eller fyrre minutter i Skodsborg Kurbad.

Jeg skal bare finde ud af, hvordan jeg kan høre en lydbog eller en podcast imens, for ellers synes jeg, det bliver kedeligt at ligge og svømme frem og tilbage. Jeg fandt ud af, at Bluetooth ikke rigtig er en løsning under vand, så det er ikke bare at lade telefonen ligge på kanten og tage et par hovedtelefoner på. Så skal jeg åbenbart have noget med en indbygget afspiller og lægge lydfilerne ind på den. Det lyder røvbesværligt. Hvis du selv svømmer og har fundet en god måde at høre bøger på samtidig, så må du meget gerne skrive til mig.

Jeg gider ikke bruge mit liv på diskussioner, ingen vil lære af

En sød lytter, Jonas, har spurgt, hvordan jeg holder optimismen oppe. Det kan jo godt være svært i øjeblikket, for der sker rigtig meget ude i verden. Jeg bruger nogle timer om dagen på X, fordi jeg interesserer mig for storpolitik, og hold nu kæft, hvor er det til tider sindssygt.

Jeg er ikke Nostradamus, men jeg må indrømme, at min frygt for Donald Trump, som jeg har haft i mange år, ikke er blevet mindre. Jeg kan tydeligt huske, hvordan både amerikanske venner og danskere sagde, at nu havde han prøvet at være præsident en gang, og i anden omgang ville han blive mere af en statsmand. Nu havde han lært det. Det er ikke sådan, jeg synes, det er gået.

Jeg oplever dog også, at der er blevet lidt færre af de mest ihærdige Trump-fans i de diskussioner, jeg deltager i. Der er stadig en lille klikke, og jeg blokerer nærmest aldrig nogen, men jeg er simpelthen blevet nødt til at mute nogle af dem. Jeg fandt ud af, at de gjorde mig i dårligt humør, og jeg gider ikke diskutere med mennesker, som hverken har til hensigt at lytte eller at ændre mening.

Det er fint at have forskellige holdninger. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvis man efter flere år stadig forklarer enhver mærkelig handling med, at Trump spiller et eller andet genialt 47-dimensionelt skakspil, og at vi bare ikke har forstået den store masterplan endnu, så bliver det uinteressant for mig. Hvis man på forhånd har besluttet, at alt, han gør, er genialt, er der jo ikke noget at tale om.

Man må kunne erkende, når tingene bliver for skøre, og man må også kunne sige, når nogen, man ellers er uenig med, har en pointe. Jeg kan for eksempel godt se, at han havde en pointe om vores afhængighed af russisk gas. Men hvis vi bare flytter afhængigheden over til USA, så synes jeg ikke, at vi nødvendigvis har løst det grundlæggende problem.

Vi skal kunne klare mere selv

Jeg synes, vi skal tage vores energiforsyning langt mere alvorligt. Vi kan ikke bare være afhængige af, om russerne, amerikanerne eller andre vil os det godt. Jeg vil gerne have, at vi ser på mulighederne i Nordsøen og tager diskussionen om, hvordan vi gør os mindre sårbare. Ja, det koster penge, og ja, der er et klimahensyn, men forsyningssikkerhed er altså også vigtigt.

Jeg er tilhænger af EU, ligesom jeg er tilhænger af Danmark, selvom der er masser af ting begge steder, jeg synes, vi skal lave om. Min bekymring er, hvor godt det europæiske sammenhold kan holde til en stor konflikt med USA. Hvis spanske eller italienske virksomheder bliver ramt af told på deres amerikanske eksport på grund af konflikten om Grønland, kunne jeg godt frygte, at nogen begynder at spørge, hvorfor de skal betale prisen.

Det er ikke, fordi jeg selv mener, at Grønland bare er en ligegyldig isklump. Jeg prøver at forestille mig den retorik, som nogen kunne bruge: Hvorfor skal deres virksomheder miste et vigtigt marked for at hjælpe Danmark med at holde fast i en ø i Nordatlanten med omkring 56.000 indbyggere? Den tanke bekymrer mig, fordi vi i forvejen ser, at EU-landene ikke altid trækker i samme retning. Der er nogle løse kanoner rundt omkring, som kan slå en kile ind i sammenholdet.

Derfor synes jeg, det er supervigtigt, at vi i Danmark bakker op om EU og samtidig sørger for, at vi selv kan klare så meget som muligt. Vi er selvfølgelig dybt afhængige af amerikansk teknologi. Hvis der virkelig blev trukket i det store håndtag på alt det software og den infrastruktur, vi bruger, ville det give kolossale problemer. Vi har amerikanske systemer overalt, fra virksomhedernes computere til netværk, telefoni og tjenester, vi bruger i hverdagen.

Det betyder ikke, at vi skal give op. Tværtimod synes jeg, at vi skal finde de steder, hvor vi faktisk kan gøre noget. Energi må være et af dem. Jeg er for vind og sol, og jeg er også interesseret i atomkraft, men det er ikke noget, vi bare ruller ud i morgen. Så jeg vil gerne have, at vi tager alle de realistiske muligheder alvorligt og gør os mindre afhængige så hurtigt, vi kan.

Jeg ved ikke nok om gasudvinding til at forklare, hvad der konkret kan sættes i gang, eller hvor hurtigt det kan ske. Det siger jeg også helt åbent. Min pointe er, at vi bliver nødt til at tænke mere i, hvordan vi kan stå på egne ben. Jeg synes, vi har været for naive i Danmark og Europa og for længe regnet med, at ordentlighed, diplomati og en aftale er en aftale var nok. Det skal vi stadig holde fast i, men vi skal også kunne beskytte os selv, når andre ikke spiller efter de samme regler.

Redaktionel præcisering: Danmark havde allerede gasproduktion i Nordsøen ved optagelsen, og Tyra-feltet nåede fuld drift i 2025. Episodens ønske om større energiuafhængighed skal derfor ikke læses som, at dansk gasproduktion var ophørt.

Jeg vil gerne have loyalitet begge veje i rigsfællesskabet

Jeg lavede også et opslag om Grønland på Facebook. Der kom mange positive kommentarer, men også nogle negative fra grønlændere, og dem blev jeg faktisk ked af. Jeg synes, vi står i en situation, hvor Danmark og resten af Europa tager nogle store risici for at holde Grønland sikkert, og så har jeg svært ved, at samtalen samtidig hele tiden skal handle om, at man vil ud af fællesskabet.

Min søn Mads skal i Den Kongelige Livgarde. Han kunne i princippet komme i en situation, hvor han som soldat skulle være med til at beskytte Grønland. Det gør selvfølgelig også diskussionen personlig for mig. Jeg føler, at der er nogle ofre og et ansvar, som vi må tale ærligt om, og jeg synes godt, man kan forlange en form for loyalitet den anden vej.

Nogle reagerede på, at jeg skrev, at jeg havde svært ved at se, hvordan Grønland med så få indbyggere skulle kunne varetage alle funktionerne som en fuldstændig selvstændig stat. Det handler ikke om, at grønlændere er dumme. Det handler om antallet af mennesker og om, hvor svært det er at have tilstrækkeligt mange uddannede folk til politi, retsvæsen, sundhedsvæsen, forsvar og alle de andre funktioner, et land har brug for.

Måske kan det ændre sig med tiden, men så skal der ske en hel del. Blandt andet skal der skabes mere aktivitet og flere muligheder. Jeg vil gerne se mere turisme og mere investering. Jeg bliver også irriteret, når diskussionen alene handler om, hvad Danmark har gjort forkert i fortiden, uden at vi samtidig kan tale om det, som fællesskabet giver i dag.

Jeg har hørt om de særlige adgangsmuligheder, grønlandske studerende har til uddannelser i Danmark, og jeg ser det som et privilegium. Det har jeg ikke et problem med. Jeg synes sådan set, det er fint, at vi hjælper. Det samme gælder den økonomiske støtte og de mange opgaver, Danmark bidrager til. I podcasten regner jeg med et samlet beløb på over ni milliarder kroner, når jeg forsøger at tage både bloktilskud og øvrige opgaver med, men det er mit overslag og ikke et dokumenteret regnskab over alle udgifterne.

Redaktionel præcisering: Særordningen for grønlandske ansøgere giver særlige muligheder for optagelse, men er ikke ubetinget adgang til enhver uddannelse. Der gælder blandt andet adgangskrav og betingelser om tilknytning til Grønland.

Hvis man vil være selvstændig, synes jeg, man skal tale konkret om en plan og en tidsramme. Og hvis man vil blive i fællesskabet, kunne jeg godt tænke mig, at vi i højere grad taler om et samlet kongerige, hvor vi holder sammen og taler pænt om hinanden. Det betyder ikke, at vi skal blande os i grønlandsk kultur, traditioner eller den måde, man indretter sin hverdag på. Det betyder, at vi tager fællesskabet alvorligt.

Nogle skrev, at jeg burde sætte mig bedre ind i Grønland og grønlændernes situation. Det kan der sikkert være noget om. Men jeg synes også, det må kunne gå den anden vej. Der er almindelige danskere, som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og som samtidig ser, at der bliver sendt mange penge til et sted, hvor en del af befolkningen taler om at forlade fællesskabet. Deres oplevelse må også have plads i samtalen.

Jeg siger ikke, at vi skal lade som om, historien ikke er sket, eller at der ikke er begået fejl. Det er der. Jeg synes bare, at vi også må kunne tale om, hvordan vi kommer videre sammen. Hvis et ægteskab skal fungere, kan man heller ikke nøjes med at blive ved med at genfortælle alt det, den anden gjorde forkert for tyve år siden. På et tidspunkt må man enten vælge fællesskabet og arbejde på det eller tale ærligt om, hvordan man vil gå hver til sit.

Først bliver jeg vred, og bagefter leder jeg efter fordelen

Nå, det var jo egentlig ikke Grønland, jeg skulle tale om. Det var mit gode humør, og nu kan du se, at jeg også selv kan blive irriteret. Jeg har bare en metode, som jeg forsøger at bruge, når der sker noget dårligt.

Min gamle ven Rolf Høegh, som er salgstræner, sagde noget i retning af, at man godt må blive vred og sparke til noget, men bagefter skal man tage en dyb indånding og komme videre. Det er ikke et ordret citat, men sådan husker jeg pointen. Når jeg bliver ramt af noget, reagerer jeg også. Jeg kan blive vred og ked af det, råbe højt eller slå i bordet. Jeg er ikke sådan et menneske, som bare står og smiler til enhver ulykke.

Men når følelserne har lagt sig lidt, prøver jeg at tænke rationelt over situationen. Hvilken fordel kan der være i det her? Hvad kan det skubbe mig hen imod? Det lyder selvfølgelig lettere, end det er, men jeg forsøger altid at finde noget, jeg kan bruge, og fokusere på det.

Et ret voldsomt eksempel er pengene efter Jubii. Jeg stod med aktier, som på et tidspunkt var omkring hundrede millioner kroner værd, men jeg kunne ikke sælge dem på grund af en lockup. Inden jeg fik lov, faldt de voldsomt. Til sidst var der måske femten-tyve millioner tilbage før skat og noget i retning af ti-tolv millioner efter skat, sådan som jeg husker det.

Det er stadig mange penge. Det er jeg fuldstændig klar over, og jeg sidder ikke og beklager mig over at have haft ti millioner. Men prøv alligevel at forestille dig forskellen. Jeg havde regnet med, at de hundrede millioner måske skulle blive til endnu mere, og jeg var pludselig i en situation, hvor jeg følte, at jeg aldrig behøvede at arbejde igen.

Det gav faktisk et mærkeligt tomrum. Jeg havde brugt så meget energi på at bygge virksomheder, tjene penge og skabe frihed og tryghed, og så stod jeg pludselig der og tænkte: Hvorfor skal jeg overhovedet gå på arbejde? Skal jeg så ikke bygge virksomheder mere? En stor del af den drivkraft, jeg havde haft, var væk.

Da aktierne faldt, kom den drivkraft tilbage. Der er meget stor forskel på at have hundrede millioner og ti millioner, hvis man gerne vil leve det liv, jeg lever. Man kan sikkert indrette sig anderledes og leve billigt i Thailand, men jeg har ikke lyst til at bo der. Så pludselig gav det igen mening at bygge forretninger, knokle og holde foredrag.

Var det fedt at miste de penge? Nej. Ville jeg vælge at gøre det igen? Nej, selvfølgelig ikke. Men det var sket, og jeg kunne ikke ændre det. Jeg kunne blive ved med at fortælle en sørgelig historie om dengang, jeg havde været god for hundrede millioner, eller jeg kunne finde noget i det, som gav mig en ny retning. For mig var den fordel, at jeg fik mit formål tilbage.

Håndproblemerne sendte mig ud på YouTube

Et andet eksempel er mine problemer med hænderne. Jeg fik så kraftige gener, at jeg i mange år havde svært ved at skrive. Det begyndte, da jeg arbejdede med E-pusher, og det var selvfølgelig enormt irriterende. Men det skubbede mig over i at lave video.

Jeg begyndte på YouTube, før det rigtigt var blevet almindeligt at kalde folk youtubere. Jeg mener, det var omkring 2008, og jeg lavede Thorborgs Talkshow. Hvis du går tilbage til de gamle videoer, kan du se noget af det pinligste i hele verden: mig, der går rundt og forsøger at sætte lys, stille et kamera op og få det til at fungere.

Jeg tror først, jeg begyndte at blive glad for resultatet, da jeg havde lavet over hundrede videoer. Der endte med at ligge flere hundrede derinde, og det var jeg måske aldrig kommet i gang med, hvis jeg ikke havde fået de problemer med at skrive. Det var jo ikke, fordi håndproblemerne var gode. De tvang mig bare til at finde en anden vej, og den vej gav mig noget, jeg ellers ikke havde fået.

Hella Joof har beskrevet det som at finde gaven i lorten. Jeg synes egentlig, formuleringen er lidt vulgær, hvilket nok lyder mærkeligt fra en, der selv bander så meget, men pointen er rigtig god. Når der sker noget dårligt, prøver jeg at finde den mulighed, som ligger gemt i det.

Der er ikke noget galt i at blive vred, ked af det eller føle afmagt. Jeg gør det også selv. Men på et tidspunkt, når jeg har reageret, forsøger jeg at vende mig rundt og spørge, hvad jeg nu kan bruge situationen til. Det er sådan, jeg holder mit humør og min optimisme oppe. Der er ikke noget så galt, at det ikke kan blive godt for noget.

Nu skal jeg have tøj på og ind i Dinero og arbejde med nogle AI-projekter. Senere skal jeg i radioen og tale om milliardærer og forestillingen om, at de alle sammen er onde. Det mener jeg ikke. Nogle er sikkert, men de fleste af dem, jeg kender, er faktisk flinke og rare mennesker.