Slaget vindes på den lange bane

Tænk langsigtet var mit budskab i december 2012, da jeg talte om karriere og forretning. Jeg mente, at man skulle se på, hvor man ville hen, frem for kun at vælge ud fra det, der gav mest her og nu.

Tænk langsigtet om din retning

Jeg brugte karrieren som eksempel. Et arbejde kunne være interessant, fordi det gav erfaring eller adgang til et område, man gerne ville udvikle sig inden for.

Mine eksempler om lav løn og frivilligt arbejde var del af argumentet dengang. De fastlægger ikke regler eller vilkår for et konkret arbejdsforhold.

En forretning skulle bygges op

Jeg talte også om en webshop, hvor god service og tilfredse kunder over tid kunne skabe mere aktivitet. Med større volumen kunne der opstå muligheder for bedre indkøb og mere effektiv drift.

Det var mit billede af et muligt forløb. Det er ikke et løfte om, at lave priser eller fri fragt automatisk fører til en lønsom virksomhed.

Min egen prioritering i Amino

Jeg fortalte, at Amino både var en passion og en forretning, jeg skulle kunne leve af. Jeg ville holde værdien for brugerne høj og have plads til at udvikle og effektivisere.

Jeg havde i flere år levet af andre projekter og foredrag ved siden af. Priserne, medlemstallene og resultatet, jeg omtalte, hørte til situationen i 2012.

Min pointe var tålmodighed og en bevidst retning, ikke at alle skulle følge samme tiårsplan. Til sidst mindede jeg om, at selve vejen mod målet også var en stor del af det, der gjorde arbejdet værdifuldt.

Tænk langsigtet: Hvor vil du egentlig hen?

Folk spurgte mig ofte, hvad nøglen eller hemmeligheden til succes var. Jeg mente ikke, der fandtes én nøgle, hvor man bare gjorde den ene ting, og så fungerede hele lortet. Men en egenskab gik efter min opfattelse igen hos næsten alle de succesfulde mennesker, jeg kendte: De spillede på den lange bane.

Jeg havde tidligere talt om at sejtrække og blive ved. Her ville jeg fremhæve en anden side af det: At vide, hvor man var, hvor man ville hen, og være villig til at tage nogle skridt, som ikke gav den største gevinst med det samme.

Jeg havde haft så meget at se til, at jeg ikke havde haft overskud til at lave videoer i nogle uger. Men jeg havde ikke glemt dem, der fulgte med. Jeg kunne heller ikke huske præcis, hvad jeg tidligere havde sagt om emnet, men jeg syntes stadig, det var vigtigt.

Et job kunne være en vej ind

Mit første eksempel var en lønmodtager, som gerne ville have et fedt job. Hvor var man i dag, og hvor ville man gerne ende? Derefter kunne man prøve at positionere sig, så man faktisk kom i den retning.

Det kunne i mit eksempel betyde et job med lavere løn eller et job under ens kvalifikationer for at få foden indenfor i den virksomhed, man virkelig ønskede at arbejde i. Jeg nævnte også folk, som havde tilbudt at arbejde gratis eller som volontører.

Jeg kendte mennesker, som efter min opfattelse havde fået deres chance på den måde. Når de først var inde, havde de muligheden for at vise kolleger og chefer, at de kunne mere.

Det kunne tage fem, seks eller syv år at komme derhen, hvor man ville være. I mit argument var man villig til at leve med en lavere løn eller andre ulemper undervejs, fordi man havde det længere sigte.

Webshoppen skulle opbygge noget, før den høstede

Som iværksætter kunne man bruge samme tankegang. Jeg forestillede mig en webshop med fri fragt, forholdsvis lave priser og rigtig god service i en længere periode.

Måske måtte ejeren køre taxa i weekenderne for at få økonomien til at hænge sammen, mens forretningen blev bygget op. Det var et tænkt eksempel på at finansiere den lange indsats med andet arbejde.

Hvis man gav kunderne en god oplevelse, var aktiv på sociale medier og virkelig gav den gas, forestillede jeg mig, at der kunne komme mere volumen. Glade kunder kunne give gode anmeldelser på Trustpilot, blogge om butikken og omtale den på Facebook og Twitter.

På den måde kunne man opbygge links, et godt ry og momentum. Det var min beskrivelse af mulighederne i 2012.

Volumen kunne gøre forretningen mere effektiv

Når der kom mere aktivitet, kunne nye muligheder åbne sig. Man kunne måske købe billigere ind, få bedre rabatter eller begynde at importere varerne direkte i stedet for at gå gennem en grossist.

Jeg nævnte også fragt. Der kunne være noget at forhandle om, eller man kunne vælge en anden leverandør. Større volumen kunne altså ændre de vilkår, man havde som lille virksomhed.

Når man havde fået et godt ry som både billig og fantastisk, kunne man efter min opfattelse langsomt hæve priserne en lille smule uden at være ublu. Så kunne bundlinjen begynde at komme.

Det kunne tage fem år, før det hang rigtig godt sammen. Til gengæld kunne man stå med en stor og spændende forretning. Det var dét perspektiv, jeg ville have frem: Man behøvede ikke trække mest muligt ud af hvert eneste skridt fra første dag.

Amino var både hjerteblod og en forretning

Amino var min store passion. Jeg elskede at arbejde med iværksættere. Men jeg kunne ikke arbejde gratis resten af livet; jeg skulle også tjene nogle penge.

Jeg havde været gennem dotcom-krakket i 2000 og finanskrisen. Det havde påvirket, hvad jeg havde tjent gennem årene. Jeg sagde åbent, at jeg ikke havde penge til resten af livet.

Amino var startet i 2005. I begyndelsen havde jeg måske tænkt på det som noget, jeg lavede gratis, men fra omkring 2007 havde jeg set det som en forretning, jeg gerne ville leve af.

Det kunne jeg kun, hvis jeg skabte værdi for iværksætterne. Derfor ville jeg holde priserne lave og servicen høj, samtidig med at jeg kunne betale mig selv en løn at leve for, betale medarbejderne fair og udvikle virksomheden.

Jeg kunne have sat prisen op, men valgte det lange sigte

Jeg brugte Amino Plus som eksempel. Prisen, jeg omtalte dengang, var 99 kroner om måneden. Jeg mente selv, det var latterligt billigt, hvis man forstod at udnytte mulighederne.

Jeg forestillede mig, at jeg kunne sætte prisen op til 199 kroner. Måske ville jeg miste omkring 25 procent af plusmedlemmerne, men jeg forventede stadig en langt bedre lønsomhed.

Det var mine overvejelser og skøn, ikke en afprøvet prisændring. Jeg forestillede mig, at folk ville brokke sig lidt, men efterhånden se værdien i freelanceopgaver, rabatter eller det, de ellers brugte medlemskabet til.

Jeg gjorde det ikke. Min strategi var også, at studerende skulle have råd til at være med. Amino var ikke nonprofit, men jeg ville have, at folk oplevede enorm værdi for pengene.

Lave priser var også en konkurrencemæssig strategi

Jeg nævnte Amino Virksomhedsbørs som billigt sammenlignet med en virksomhedsmægler. Og jeg fortalte, at Amino Kapital dengang kostede 1.000 kroner for adgang til at vælge mellem omkring 130–140 investorer.

Jeg syntes, priserne var meget lave. Samtidig var det en bevidst del af min strategi: Jeg mente, det ville være svært for en konkurrent at bygge en tilsvarende kapitalbørs eller virksomhedsbørs og drive den lønsomt til de priser.

Jeg ville vokse, mens kunderne tænkte: Det er fandme billigt, det er effektivt, og det virker. Min ambition var, at Amino skulle blive en de facto-standard.

De penge, der var tilbage efter udvikling, ville jeg også bruge på at effektivisere. Jeg beskrev en virksomhed med seks medarbejdere og næsten 25.000 besøgende om dagen. Jeg fortalte, at vi formidlede to-tre virksomhedshandler om ugen og hjalp mennesker med at skaffe kapital.

Det var tallene og situationen, jeg beskrev i december 2012. Med mere volumen og en effektiv drift forventede jeg at kunne skabe en god lønsomhed over tid.

Jeg havde levet af andre ting, mens Amino voksede

I fem-seks år havde jeg levet af andre projekter, foredrag og arbejde ved siden af. Jeg havde knoklet med de ting for at få mit eget liv til at hænge sammen.

Nu fortalte jeg, at jeg kunne få en fornuftig løn fra Amino, og at vi kunne gå ud af 2012 med et fornuftigt overskud. Ikke noget enormt, men et år, hvor jeg ikke havde puttet flere penge i.

Jeg kunne begynde at trække lidt af det, jeg havde investeret, ud igen. Langtfra alt. Der var stadig en hel del tilbage, men det begyndte langsomt at komme retur, samtidig med at folk var positive.

Lad planten vokse, før du spiser den

Min opfordring var at tænke på en karriere eller en iværksætterforretning som måske et syv- eller tiårsforløb. Kend din retning, og tegn en vej derhen.

Tag det roligt i den forstand, at du har tålmodighed. Jeg mente ikke, at man skulle holde op med at knokle. Der skulle stadig fuld hammer og fuld skrue på.

Mit billede var frøet i jorden. Hvis man trak den lille plante op og åd den, så snart den viste sig, fik den aldrig lov at vokse. Sådan syntes jeg, alt for mange mennesker tænkte: Hvad er der i det for mig lige her og nu?

Jeg satte det skarpt op. Efter min opfattelse handlede forskellen ofte om, hvor meget man ville acceptere af ulemper på den korte og mellemlange bane for at få en større gevinst senere.

Jeg sagde meget kontant, at hvis man ikke var klar til det, blev det svært at blive virkelig dygtig, få den karriere, man ønskede, eller skabe noget, der sparkede røv.

Vejen derhen var også livet

Man skulle vide med sig selv, at det, man lavede, var det rigtige, have tålmodighed og have det sjovt undervejs. Læs også Skab din egen succes om at finde din egen vej og skabe et liv, du er glad for.

Jeg sluttede med en lille advarsel mod at glæde sig alt for meget til selve gevinsten. Når den endelig kom, kunne man opdage, at det faktisk var vejen derhen, der havde været den fede del.

At stå med gevinsten i hånden kunne være fedt i 20 sekunder. Men de syv-ti år, man havde brugt på at skabe den, var det, der kaldtes livet. Og det var den del, jeg syntes, man skulle huske at sætte pris på.

Læs også om mine tanker om karrierevalg på længere sigt.

Historisk henvisning fra 2012: Her henviste jeg til mit interview med Jesper om arbejdet som bodyguard i Asien. Interviewlinket kunne ikke åbnes ved gennemgangen.