Sejtræk – Lars Bachmanns julekalender

Udholdenhed som iværksætter var det vigtigste, jeg tog med hjem fra en rejse, hvor jeg interviewede 32 iværksættere rundt omkring i verden. Jeg fortalte om det i Lars Bachmanns julekalender i 2012, mens jeg kørte sent hjem fra arbejde. Historierne var forskellige, men igen og igen hørte jeg om mennesker, som blev ved, da det blev rigtig svært.

Udholdenhed som iværksætter: Det lyder ikke særlig spændende

Der var mørkt i bilen. Jeg tændte et lille lys, så man kunne se mig, og slukkede det igen. Man behøvede ikke sidde og kigge på mig hele tiden.

Klokken var kvart i ni om aftenen. Jeg havde været på arbejde siden ni om morgenen. Den lange dag passede faktisk meget godt til det, jeg ville fortælle.

Lars havde spurgt, om jeg ville være med i hans julekalender igen. Jeg mente, det var tredje gang. Jeg havde sagt ja og gået og tænkt over, hvad mit bidrag skulle handle om.

Efter tre et halvt år i USA havde jeg på vejen hjem rejst rundt i fire et halvt måned sammen med familien. Jeg havde besøgt 32 iværksættere og lavet interviews med dem.

Jeg syntes, der var seks ting, som gik igen hos dem, der havde succes. Her valgte jeg at tale om den ene, jeg af hjertet troede var vigtigst, og som jeg havde mødt flest steder: Udholdenhed.

Jeg vidste godt, at det ikke nødvendigvis var et svar, man blev specielt begejstret for. Det lød jo ikke som en smart hemmelighed. Men jeg mente, det kunne være afgørende for, om man havde det i sig, som iværksætteri krævede.

Mit eget eksempel den aften var Amino

Uanset hvilket projekt man gik i gang med, mente jeg, at der ville komme et tidspunkt, hvor det blev svært. Pengene kunne blive små. Der kunne være noget, som bare krævede et sejtræk.

Jeg stod selv med nogle ting, der skulle være færdige. I 2012 oplevede jeg, at Google Plus og Facebook trak i den debat, jeg gerne ville have på Amino.

Jeg sad derfor sent og planlagde tiltag, som skulle hjælpe os med at beholde iværksætterdebatten inde på Amino, så den ikke flyttede væk til de andre.

Der var også ting, jeg burde gøre i forhold til familien og på andre områder. Men den aften havde jeg valgt at arbejde til kvart i ni. Jeg regnede med at stå tidligt op næste morgen og overvejede endda at arbejde mere, når jeg kom hjem.

Det var den situation, jeg fortalte fra. Jeg ville vise, at det også i min egen forretning var nødvendigt at blive ved med at tage fat.

Kai og hotellet langt oppe i Australien

En af dem, jeg havde interviewet, var Kai. Jeg fortalte om at flyve til Darwin i Northern Territory i Australien, langt mod nord, hvor det var fugtigt og varmt.

Derefter skulle man køre et stykke ud til området ved Adelaide River, som jeg beskrev som fuldt af krokodiller. Her boede Kai, omkring 60 år gammel, på sin egen ø og drev et lille hotel med fire værelser.

Da jeg besøgte ham, havde han dagen før serveret hamburgere for 35 lystfiskere. Det gav et billede af, hvor meget der kunne være at lave i den lille forretning.

Der skulle skiftes sengetøj, lappes tag og hentes brændstof til generatoren, så der var strøm. Mad og alle mulige andre forsyninger skulle også skaffes. Jeg beskrev, hvordan han stort set gjorde det hele selv.

Jeg fortalte også om oversvømmelser, hvor han måtte bygge op igen. Det var voldsomt at forestille sig det arbejde og det tab, som han skulle håndtere på egen hånd.

Jeg spurgte ham, hvordan fanden han kunne blive ved, når han var omkring 60. Hans svar handlede om at tygge sig igennem det: Når det blev hårdt, tyggede han. Når det blev endnu hårdere, tyggede han mere. Og når det blev rigtig, rigtig hårdt, blev han ved med at tygge.

Hold da kæft, det svar gjorde indtryk på mig. Min fortolkning var helt enkel: Han gav den gas og gav ikke op.

Thomas på Hawaii fandt flere timer

Jeg fortalte også om Thomas på Hawaii. Han havde efter min beskrivelse kæmpet i 35–40 år for at skabe sit designcenter.

Ved siden af havde han haft en kontormøbelfabrikation i Reno. Jeg nævnte, at han havde været nabo til stifterne af Skagen Design.

Jeg havde stillet ham det samme spørgsmål: Hvad gjorde du, da det blev rigtig hårdt?

Hans svar var, at han stod to timer tidligere op og gik to timer senere i seng. Det var sådan, han fortalte om sin indsats i den svære periode.

For mig var det endnu en historie om et menneske, som havde valgt at sætte mere ind på den drøm, han allerede arbejdede for.

Ægteparret, som sov bag iskiosken

Et ungt ægtepar i Los Angeles i Californien fortalte en anden version af det samme. De havde iskiosker og lavede økologisk is.

Da det blev svært, havde de fyret deres personale og opgivet deres bolig for at sove bag iskiosken.

De stod op ved fem-seks-tiden om morgenen, lavede is og knoklede hele dagen til omkring elleve om aftenen. Så faldt de om på luftmadrasser bag disken og begyndte igen næste morgen.

Sådan fortalte de, at de var blevet ved. Da jeg talte med dem, havde de tre iskiosker.

Jeg hørte historier af den slags igen og igen på rejsen. Mennesker, som havde været igennem en periode, hvor det krævede meget mere af dem, end man så, når man bagefter stod og kiggede på resultatet.

Iværksætteri var et maraton i mit billede

Min pointe var, at iværksætteri ikke var et 100-meterløb. Det var et maraton.

Man skulle efter min opfattelse regne med at møde muren. Det tidspunkt, hvor man tænkte: Det her kan ikke lade sig gøre. Det er for hårdt. Måske går det galt. Måske tager banken det hele.

Man kunne begynde at tvivle på sin drøm. Netop derfor mente jeg, at man skulle forberede sig mentalt, før man stod i den situation.

Jeg satte det meget kontant op i julekalenderen: Når den dag kom, skulle man kigge sig selv i spejlet og sige, at man ikke ville give op. Give den en skalle og blive ved.

Mine historier om længere arbejdsdage og mindre søvn var de konkrete, hårde forløb, folk havde fortalt mig om, og den måde jeg beskrev min egen aften på. Det var ikke en fælles arbejdstidsplan for enhver virksomhed.

Det, jeg ville have frem, var udholdenheden. Den evne til at fortsætte med at arbejde på noget, der var værd at kæmpe for, også når den første begejstring var væk, og det blev tungt. Flere af mine erfaringer med livet som iværksætter finder du i Iværksætter til jeg dør.

Med det budskab takkede jeg Lars for igen at lade mig være med. Det havde været en fornøjelse, og jeg håbede, der også ville være plads til mig året efter.