Nogle tanker om at tjene penge på en portal

En forretningsmodel for en portal skulle efter min mening tage udgangspunkt i den værdi, den skabte. I august 2012 forklarede jeg, hvordan vi tænkte om betaling og deltagelse på Amino Kapital.

Forretningsmodel for en portal med to parter

Vi ville samle mennesker, som søgte kapital, og mennesker, som havde noget at investere. Begge parter skulle kunne finde noget relevant på markedspladsen.

Jeg understregede, at Amino var en virksomhed med medarbejdere og omkostninger. Jeg var selv medejer og havde både en interesse i at hjælpe iværksættere og i at få driften til at hænge sammen.

Start med den sværeste side at tiltrække

Jeg vurderede, at investorerne var den knappe ressource. Derfor ville vi gøre det let og gratis for dem at oprette sig i starten.

Derefter kunne vi tage betaling fra virksomheder, som ville finde og kontakte investorer. Jeg forstod kritikken af, at den part, der manglede penge, skulle betale, men mente, at rækkefølgen var nødvendig for vores model.

Betaling var ikke en garanti for kvalitet

Jeg fortalte, at vi forsøgte at fjerne useriøse opslag. Jeg sagde samtidig, at vi ikke kunne vide, om alle de resterende investorer var seriøse.

På længere sigt overvejede jeg også betalt kontaktadgang for investorerne. Det skulle give flere indtægter, når markedspladsen var blevet mere etableret.

Priser, investorantal og kapitalbeløb i videoen er vores daværende oplysninger og planer fra 2012. Artiklen beskriver valget af model, ikke et aktuelt tilbud, en godkendelse af konkrete investeringer eller sikker adgang til finansiering.

Forretningsmodel for en portal: Hvem skal betale?

En forretningsmodel for en portal begynder for mig med to spørgsmål: Hvilken værdi skaber vi, og hvem er det sværest at få med? Jeg havde arbejdet intenst med Amino Kapital den seneste tid, og i august 2012 brugte jeg derfor projektet som eksempel på, hvordan jeg tænkte om indtægter på en markedsplads.

Vi havde fået kritik af modellen, og den kunne jeg godt forstå. Hvorfor skulle den, der manglede penge, betale for at være med, mens en investor kunne oprette sig gratis? Det lyder ikke særlig retfærdigt. Men jeg mente, at rækkefølgen var afgørende, hvis tjenesten skulle fungere.

Amino var også en virksomhed med lønninger og regninger

Jeg ville have bygget Amino Kapital, også selv om vi ikke tjente penge på den. Der var et behov, jeg gerne ville løse. Men Amino var ikke et velgørende projekt, der kom ned fra månen.

Jeg fortalte dengang, at vi ikke fik støtte fra kommune, stat eller EU. Min lidt sure bemærkning var, at den hjælp, vi fik fra det offentlige, bestod af at få lov til at betale skatter, moms og afgifter og bruge tid på indberetninger.

Vi havde seks medarbejdere på fuld tid, som fik løn fra selskabet. Jeg ejede tres procent. Min partner Nikolaj og tre andre ejere havde tilsammen de resterende fyrre procent. Derudover kostede udvikling i Manila, markedsføring, servere, forsikringer og husleje penge.

Jeg ville både hjælpe iværksættere og få tjenesten til at bidrage til Aminos drift. De to ting skulle hænge sammen.

Jeg ville have kapitalen ud at arbejde

Jeg kunne se mennesker, der havde penge, men manglede noget at investere i, og virksomheder, der manglede kapital. Nogle skulle starte, andre skulle fremstille en ordre, vokse eller markedsføre sig.

Jeg var samtidig meget kritisk over for bankerne efter krisen. Min oplevelse var, at de havde fået offentlig hjælp, men nu lukkede kassen for virksomhederne, mens de passede deres egen indtjening og lønninger. Jeg fremlagde det som min vrede vurdering. Jeg var heller ikke præcis om, hvilke banker der havde været i problemer, og ville ikke gøre den brede kommentar til en dokumenteret gennemgang af banksektoren.

Jeg kunne selvfølgelig godt se, at banker er selskaber med aktionærer og skal tjene penge. Hvor rimeligt det var efter offentlig støtte, kunne man diskutere. Mit eget mål var at få noget af den kapital, der fandtes, til at rulle ud til danske virksomheder.

Værdien kom fra, at de to parter kunne finde hinanden

For en investor kunne vi samle muligheder for at investere. For en virksomhed kunne vi samle mennesker, som havde penge og interesse i projekter. Jeg mente dengang, at vi kunne lave et katalog i en skala, som de mindre danske tilbud, jeg kendte, ikke havde.

Jeg nævnte på det tidspunkt 56 investorer og omkring 90 millioner kroner, som de efter deres oplysninger gerne ville investere i de rette projekter. Det var de daværende tal på tjenesten, ikke penge, der allerede var udbetalt, eller en garanti for, at et bestemt projekt kunne få dem.

Det var markedspladsens værdi: To parter, som havde noget, den anden manglede, kunne mødes.

Investorerne var den knappe ressource

Var der flest mennesker med penge til investering eller flest, der manglede penge? Jeg mente, at svaret var oplagt. Derfor var investorerne den side, der var vigtigst og sværest at tiltrække i starten.

Hvis du skal have en knap ressource ind, skal det være så let som muligt. Jeg lavede et tænkt eksempel: Beder man ti mennesker betale 1.000 kroner for at stå i en ny database, de ikke kender, siger måske én ja. Er det gratis, og kan de finde spændende projekter derinde, kommer måske fem. Det var et eksempel på friktion, ikke et målt forsøg.

Derfor gjorde vi investorernes oprettelse gratis. Bagsiden var, at der også kunne komme spam, pjattede opslag og useriøse personer ind. Jeg holdt øje og slettede det, jeg kunne se var useriøst.

Det betød ikke, at alle de resterende investorer var seriøse. Det kunne jeg ikke vide. Jeg kunne fjerne det åbenlyst useriøse, men det var ikke det samme som at godkende enhver person eller investering.

Den anden side betalte for adgang til en interessant base

Når der var investorer på plads, kunne vi invitere virksomheder ind. Så havde vi noget at tilbyde. Det var den side, der kunne skabe de første indtægter.

Jeg forstod godt indvendingen: Er det ikke uretfærdigt, at en person, som mangler penge, skal betale? Jo, svarede jeg. Men der skulle penge på bordet, og jeg mente ikke, at modellen ville løbe rundt, hvis vi først tog betaling fra investorerne og endte med en database med ganske få af dem.

Prisen for en kapitalansøger var dengang 499 kroner. Jeg syntes, beløbet var rimeligt og lavt. Jeg sammenlignede med amerikanske tjenester, som efter mine oplysninger kostede omkring 200 dollars, dengang cirka 1.100 kroner. Det var min daværende sammenligning, ikke en opdateret prisundersøgelse.

Prisen skulle også holde de mest useriøse projekter ude

Betalingen havde efter min tanke endnu en funktion. De færreste ville betale omkring 500 kroner for at søge 10.000 til en fladskærm derhjemme. Det skulle hjælpe med at få egentlige projekter ind frem for at fylde databasen med pjat.

Jeg brugte meget grove ord om dårlige projekter. Det afgørende var, at de kunne skræmme investorerne væk. Havde vi først investorerne, mente jeg, at virksomhederne nok skulle komme. Derfor skulle vi passe på den side af markedspladsen.

Jeg fremstillede betaling som et filter for seriøsitet. Det er ikke det samme som, at en betalt annonce i sig selv beviser kvalitet, eller at et projekt dermed er værd at investere i.

De første indtægter var ikke hele økonomien

Jeg regnede på et eksempel med to nye betalende virksomheder om dagen til cirka 500 kroner hver. Det giver omkring 1.000 kroner om dagen og omtrent 30.000 på en måned. Det var et scenarie, ikke et løfte om den omsætning.

Samtidig fortalte jeg, at udviklingsudgiften var omkring 40.000 kroner uden min egen tid, og at jeg forventede cirka 60.000-70.000, når vi var længere med projektet over de næste måneder. Jeg kunne måske selv have lagt omkring hundrede timer i arbejdet.

Tog man tiden og mere af arbejdet med, brugte jeg en kvart million som et eksempel på projektets samlede omkostning. Derudover skulle nogen bruge en del af deres arbejdstid på support og videreudvikling. Min pointe var, at man ikke bare kunne se på de første annonceindtægter og glemme alt det, der skulle betales.

Senere kunne investorerne også betale for at tage kontakt

Jeg kunne have valgt at hæve prisen for kapitalansøgere til eksempelvis 995 kroner. Det troede jeg ikke, jeg ville gøre, fordi det kunne udelukke nogle af dem, vi gerne ville hjælpe.

I stedet overvejede jeg en anden model, når vi nåede omkring hundrede investorer. De skulle stadig kunne oprette en annonce gratis. Virksomheder, der havde betalt for at søge kapital, kunne fortsat kontakte investorerne.

Men ville en investor selv tage kontakt til en bestemt virksomhed, kunne den mulighed kræve betaling. Så kunne vi beholde en spændende base af investorer og samtidig få en indtægt fra dem, der aktivt ville opsøge projekter.

Jeg nævnte for eksempel 995 kroner eller 2.000 kroner for et årsabonnement som mulige beløb. Det var overvejelser i 2012, ikke en beskrivelse af en færdig eller nutidig prisliste.

Find ud af, hvem der får de andre til at komme

Det er hønen og ægget. Jeg jokede med, at man skulle få høns ind, som kunne lægge æg, frem for at samle æg, der bare lå og rådnede. Jeg sammenlignede også med diskoteker, som nogle steder lod kvinder komme gratis ind for at tiltrække flere gæster. Det var et billede på, at begge sider ikke nødvendigvis får samme vilkår fra starten.

For mig var spørgsmålet: Hvem skal jeg først have med, for at de andre også vil komme? På Amino Kapital mente jeg, at investorerne trak virksomhederne til. Den omvendte rækkefølge var mere usikker.

Jeg sagde, at de samme principper lå bag andre Amino-tjenester, blandt andet Amino Freelancer. Jeg ville give et indblik i min strategi: Find den knappe ressource, gør det let for den at deltage, skab værdi for den anden part, og byg indtægterne op i en rækkefølge, som kan holde markedspladsen i gang. Flere af mine erfaringer med at bygge virksomheder finder du i Iværksætter til jeg dør.

Læs også om mine tanker om gratis adgang og betalte muligheder.

Historisk henvisning fra 2012: Det oprindelige Amino Kapital-link fører nu til Capino.

De bedste hilsner

Martin

Husk at følge mig på Facebook