Er krisen slut?
Et opsving efter krisen betød efter min vurdering i august 2012 ikke nødvendigvis, at alle fik det bedre samtidig. Jeg så gode regnskaber hos nogle virksomheder, men var bekymret for, om flere mennesker også ville komme i arbejde.
Opsving efter krisen og en ændret arbejdsdeling
Jeg mente, at virksomheder havde fået flere muligheder for at bruge teknologi og få opgaver løst andre steder. Jeg nævnte blandt andet robotter, netbank og samarbejde over internettet.
Min bekymring var, at et bedre regnskab derfor ikke automatisk førte til, at en virksomhed ansatte de samme medarbejdere igen. Det var min fortolkning af udviklingen, ikke en opgørelse over beskæftigelsen.
Jeg forventede forskelle mellem virksomhederne
Jeg forestillede mig, at nogle virksomheder kunne få fremgang, mens andre blev presset. Jeg lagde vægt på, hvilken målgruppe de havde, hvordan de arbejdede, og hvordan de holdt styr på omkostningerne.
Jeg brugte mine egne virksomheder som eksempel på, at forløbene kunne være forskellige. Jeg fortalte, at Amino gik godt, samtidig med at andre ting, jeg arbejdede med, gik dårligt.
Mine bekymringer var forventninger fra 2012
Jeg var også bekymret for husholdningernes økonomi og boligmarkedet. Jeg fremsatte nogle meget bastante prognoser i videoen og sagde samtidig, at jeg kunne tage fejl.
Her er det mine tanker fra dengang, der bliver gengivet. Videoens tal om lån, lønninger og job og dens forudsigelser om boligpriser og uro er ikke aktuelle økonomiske oplysninger eller dokumentation for, at prognoserne blev til virkelighed.
Jeg sluttede med at spørge, om jeg havde overset noget. Det var et oplæg til debat om forandringerne, jeg mente at se.
Opsving efter krisen, men hvem kom med?
Et opsving efter krisen kunne efter min mening godt være i gang, uden at alle mærkede det. I august 2012 så jeg flotte regnskaber fra flere virksomheder og fremhævede Danske Banks resultat som det bedste siden krisens start. Var vi så over krisen? Mit svar var: Ja og nej, tror jeg.
Jeg var ikke et orakel, men prøvede alligevel at give mit bud på de næste år. Jeg mente, at markedet var mærkeligt, og at denne krise kunne ende på en anden måde end tidligere. Det var mine daværende fortolkninger, bekymringer og prognoser.
Jeg forventede ikke, at alle blev løftet samtidig
Mit billede af tidligere kriser var, at økonomien faldt, ramte en bund og derefter kom i gang igen. Industrien begyndte at ansætte, servicefagene fulgte med, og almindelige mennesker fik flere penge mellem hænderne.
Så kom optimismen. Folk gik igen i storcentret og købte ting, de måske ikke havde brug for, begyndte at købe boliger og investerede. Jeg mente ikke, at det var det, vi så nu, og forventede heller ikke, at det bare ville komme af sig selv.
Jeg nævnte forskellige tidligere bobler og årsager til krisen, blandt andet boligmarkedet og billige lån. Men det nye i min forklaring var især, at teknologien nu var blevet moden til at overtage mange opgaver.
Robotter, netbank og samarbejde over internettet
Robotter kunne efter min vurdering udføre flere og mere komplekse opgaver til lavere omkostninger. Internettet havde samtidig gjort det lettere at få arbejde udført i lande med lavere lønninger.
Man kunne tale med medarbejdere over Skype, holde videomøder og sende mails og beskeder. Vi havde også lært mere om at få det samarbejde til at fungere. IT var ikke længere bare noget, virksomheder talte om. Det var en del af driften.
Jeg brugte bankerne som eksempel: Folk klarede mere i netbanken og kom sjældnere i filialen. Jeg sagde dengang, at Danske Bank var ved at lukke en tredjedel af sine filialer. Det var et eksempel i mit indlæg fra 2012, ikke en opdateret oplysning om banken.
Hos Amino havde vi efter min beskrivelse omkring 25.000 besøgende på en almindelig god hverdag og cirka en halv million læsere om måneden. Alligevel drev seks fuldtidsmedarbejdere forretningen. Jeg sammenlignede med en medievirksomhed, der tidligere måske skulle have haft halvtreds eller hundrede ansatte til en tilsvarende størrelse. Det var min illustrative sammenligning.
Jeg nævnte også ejendomsmæglere og andre virksomheder, der brugte systemer til at holde styr på kunder, huske opfølgning og sende nyhedsbreve. Der var sket en masse effektivisering.
Hvorfor skulle de ansætte de samme mennesker igen?
Min bekymring var, at gode regnskaber ikke nødvendigvis gav samme antal nye job som før. En virksomhed fyrede jo ikke robotterne, fordi krisen var ovre. Den lukkede heller ikke sin afdeling i Indien eller Polen, fordi den igen tjente penge.
En bank ville næppe lukke netbanken og genåbne filialer bare for at vende tilbage til den gamle måde at gøre tingene på. Derfor frygtede jeg, at nogle af de opgaver, som før havde givet arbejde, ikke kom tilbage.
Jeg kaldte provokerende nogle af dem for dumme job: At tælle penge i en bank eller samle dele i produktionen. Det var min grove måde at tale om opgaver, jeg mente kunne standardiseres og overtages af teknologi. Jeg fremsatte det som en meget bastant forventning, ikke som en opgørelse over, hvilke mennesker eller job der faktisk var forsvundet.
En større forskel mellem virksomheder og mennesker
Jeg forventede, at virksomheder, som havde taget teknologi, internetmarkedsføring, effektivisering og relevante opgaver i udlandet til sig, kunne blive mere rentable end før. Dem, der ikke havde gjort det, kunne blive efterladt med langt større problemer.
Jeg frygtede også et større A- og B-hold blandt mennesker. Vi er født med forskellige evner og vokser op under forskellige vilkår. Jeg mente, at kreative, effektive og dygtige mennesker kunne få muligheder, mens andre risikerede at få meget svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
Jeg brugte hårde ord og sagde, at man kunne være fucked, hvis man ikke havde særlige evner eller var villig til at arbejde hårdt. Jeg talte også vredt om unge, som var vokset op med at få at vide, at de var prinser og prinsesser, men troede, de kunne springe mange års arbejde over og blive tv-værter eller kendte fra realityprogrammer.
Jeg sammenlignede med folk, der stillede op i X Factor og opdagede, at de ikke havde de talenter, de selv troede. Det var en polemisk kritik af forventninger og indsats. Jeg mente ikke, at alle kunne blive reddet af at blive berømte, og brugte ungdomsuro og tyverier af fladskærme i England som et billede på den materielle frustration, jeg frygtede.
Jeg ville have plads til flere servicejob
Bekymringen handlede ikke kun om unge. Jeg så også serviceopgaver blive færre: Vi scannede selv varer i supermarkedet, og maskiner kunne overtage flere opgaver, også omkring rengøring.
I mit regneeksempel kunne en medarbejder koste en virksomhed 25.000-30.000 kroner om måneden, når forskellige ydelser og omkostninger blev regnet med. Jeg mente, at en virksomhed skulle tjene meget for at betale det, hvis opgaven ikke skabte tilstrækkelig økonomisk værdi.
Jeg frygtede et delt opsving, hvor nogle kunne køre Ferrari og Porsche, mens andre dele af landet blev mere forarmede. Jeg brugte meget voldsomme formuleringer om områder uden for København og nævnte Næstved og Ringsted. Jeg koblede også frygten til desperate familietragedier. Det var min dystre fortolkning, ikke dokumentation for en bestemt årsag til sådanne hændelser.
Mit ønske var at finde en måde, hvor det blev muligt at ansætte flere til service til en lavere samlet omkostning. Folk, der pakkede varer eller hjalp med bagage i lufthavnen, kunne både hjælpe andre og selv have noget værdigt at stå op til om morgenen.
Jeg vidste ikke, om løsningen var lavere skatter eller noget andet. Men jeg mente, at vi skulle finde en måde at få de job til at hænge økonomisk sammen.
Jeg var også bange for et nyt slag til boligmarkedet
En anden del af min bekymring var udløbet af afdragsfrihed på boliglån. Jeg forudså dengang ligefrem et nyt blodbad på boligmarkedet. Jeg var skeptisk, når ejendomsmæglere sagde, at bunden var nået, og lavede en grov joke om deres troværdighed.
Jeg mente, at medierne gav meget taletid til folk med stærke PR-afdelinger og højrøstede budskaber. Journalisterne havde efter min opfattelse for lidt tid, og jeg frygtede, at gode pressefolk kunne få deres udlægning ind, selv om andre havde mere velunderbyggede ting at sige.
Jeg sagde, at mange familier efter min daværende forståelse kunne blive mødt af en væsentlig højere månedlig betaling, når afdragsfriheden udløb. Mit eksempel var en stigning fra 10.000 til 15.000 kroner om måneden. Jeg forventede også, at faldende boligværdier kunne gøre det svært at få nye lån.
Jeg tog selv forbehold for indgreb eller andre forhold, jeg ikke kunne forudse. Mine kommentarer om tidspunkt, procentsatser, lånevilkår og fradrag var del af prognosen fra 2012, ikke en gennemgang af aktuelle låneregler eller rådgivning om et konkret lån.
Jeg frygtede uro og sagde også, at jeg kunne tage fejl
Hvis husholdningerne blev presset, boligerne faldt i værdi, og forskellen mellem rig og fattig voksede, frygtede jeg mere kriminalitet og uro. Jeg nævnte Occupy Wall Street og optøjer i Paris og London og forestillede mig, at vi kunne se lignende ting.
Men jeg sagde også direkte, at jeg kunne tage fuldstændig fejl, og at der sikkert var gode argumenter imod mit billede. Jeg havde bare svært ved at se, hvad der skulle ændre udviklingen.
USA var en sammenligning, ikke mit ideal
Jeg syntes, at USA så ud til at klare sig lidt bedre på nogle områder, og forklarede det blandt andet med, at mennesker dér efter min opfattelse var mere villige til at flytte efter arbejde og tage dårlige job.
Jeg brugte meget grove billeder om forskellen mellem at havne i rendestenen i Danmark og i USA. Jeg mente, at det amerikanske sikkerhedsnet var svagere, og at frygten for at få det rigtig dårligt kunne presse mennesker til hurtigere omstilling, blandt andet til nye muligheder inden for grøn teknologi.
Jeg understregede, at det ikke var for at idealisere det amerikanske samfund. Det var min forklaring dengang. Jeg var samtidig irriteret over mennesker herhjemme, som efter min opfattelse ikke ville rejse efter et arbejde. Jeg mente, det kunne skubbe virksomheder mod medarbejdere udefra, opgaver i andre lande eller flere robotter.
Se på din målgruppe og dine omkostninger
Som virksomhed kunne man godt være i en branche, hvor det gik rigtig godt. Amino gik efter min beskrivelse bedre end nogensinde, mens andre ting, jeg arbejdede med, gik virkelig dårligt. Det afhang af kunderne, markedet og omkostningerne.
Jeg forventede derfor et ustabilt marked i de kommende år. Jeg mente ikke, at politikerne havde forstået ændringerne godt nok. Der kunne efter min tanke blive mangel på arbejdskraft i nogle særlige fag, for eksempel IT, samtidig med at andre havde svært ved at finde arbejde.
Jeg var positiv over for, at folk blev længere på arbejdsmarkedet frem for at gå på efterløn. Men jeg kunne også se, at det ikke løste problemet, hvis der samtidig blev færre job. Derfor måtte vi finde andre måder at få flere med.
Til sidst spurgte jeg, om jeg havde overset noget. Jeg havde ikke en færdig løsning. Jeg sluttede med en provokerende tanke om, hvor lave lønninger man måske skulle helt ned på for at få bestemte opgaver tilbage, og nævnte 10.000-12.000 kroner brutto. Det var min meget barske vurdering af opgavernes økonomi i 2012, ikke en påstand om menneskers værdi eller en nutidig lønanbefaling. Min bekymring var, at de job, jeg så blive overtaget af udlandet, robotter og computere, ikke bare kom tilbage med opsvinget.
Læs også om mine tidligere tanker om robotter og virksomheder.
De bedste hilsner
Martin
Martins rant på vej til supermarkedet 🙂
Btw, det er ikke kun EB der citerer evigt optimistiske ejendomsmæglere og bankanalytikere/økonomer men også Børsen, Berlinske, og DR .. og ikke mindst Ritzau som alle andre medier citerer. Hele Danmark bliver hjernevasket, men tror jeg det er langsomt er ved at gå op for mange.
Jeg er fuldstændig enig i din udgangspunkt omkring de afdragsfrie lån og hvad de vil betyde for boligmarkedet og familiebudgettet, men du glemmer at disse familier som konsekvens også vil have færre penge til forbrug af alle andre forbrugsvarer. Det byder at efterspørgselen vil falde, og de virksomheder der primært servicerer det danske markdet vil blive nødt til at skrue ned for produktionen og fyre folk. Jeg regner derfor med at arbejdsløsheden vil stige om et par år. Vi danskere skal igennem en negativ (men nødvendig) feedback loop og det vil politikere eller økonomer ansat hos banker aldrig sige højt.