Jeg er i gang med at skrive en ny bog om mit liv, virksomhederne og de mennesker, der har formet mig. Læs mere om den nye bog her. Herunder kan du læse prologen.
Prolog – Den dag min far døde
Jeg sad ved min fars sygeseng og holdt ham i hånden, og det havde jeg efterhånden gjort rigtig mange timer i løbet af de sidste tre uger. Min lillesøster Katrine og jeg kørte 12-timers vagter, fordi min mor simpelthen var helt færdig. Min far var ved at dø af prostatakræft, mine forældre havde været sammen hele deres liv, og min mor var naturligvis fuldstændig nedbrudt over at se den mand, hun havde delt næsten hele sit voksne liv med, ligge og forsvinde langsomt foran hende.
Hun var hos ham så meget, hun kunne, masserede hans fødder og sad og talte med ham, men hun skulle også have lov til at sove og få lidt fred en gang imellem, så min søster og jeg skiftedes til at være der. I løbet af de tre uger blev han dårligere og dårligere, og til sidst var han stort set bevidstløs. Indimellem vågnede han med smerter, og så ringede vi efter hjemmeplejen, som kom og gav ham mere morfin. Han kunne ikke længere drikke, så vi sad med sådan nogle små skumsvampe med vand og fugtede hans læber og prøvede i det hele taget at gøre det så tåleligt som muligt.
Det var forfærdeligt at se på, og på et tidspunkt blev jeg faktisk så desperat, at jeg begyndte at overveje, om jeg selv skulle slå min far ihjel. Det lyder jo fuldstændig vanvittigt, når man siger det sådan, men jeg havde set, hvordan hjemmeplejen gav ham morfin, jeg vidste, hvor den lå, og jeg vidste nogenlunde, hvor meget de gav ham. Jeg vidste også godt, at hvis jeg gav ham nok, så ville det være slut, og derfor sad jeg flere nætter og tænkte på, om jeg simpelthen havde nosser nok til at give min egen far en overdosis.
For han skulle jo dø. Det var ikke sådan, at der var en eller anden fantastisk behandling lige rundt om hjørnet, og at han pludselig kunne rejse sig fra sengen og sige: »Nå, det var sgu da noget værre noget. Skal vi ikke få en kop kaffe?« Han var døende, og spørgsmålet var alene, hvor lang tid det skulle tage, og hvor meget han skulle nå at lide først.
Det værste var næsten, at hovedet havde været med ham langt hen ad vejen, mens kroppen stille og roligt gav op. Min far var 88 år gammel, og få uger tidligere havde han fået sin sidste lønseddel. Ja, 88 år, og manden arbejdede stadig. Han var civilingeniør og akustiker og havde arbejdet på den samme højttalerfabrik i mere end 60 år. Selv kort før han døde, kunne han sidde og være irriteret over, at han havde fået en ny chef, og spekulere på, hvad det mon kom til at betyde for hans arbejde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at far, du er 88 år gammel og ved at dø af kræft, så jeg tror sgu ikke, du behøver bekymre dig så meget om din nye chef.
Men sådan var han. Arbejdet fyldte enormt meget i hans liv, og på en eller anden måde forestillede han sig vel stadig, at livet fortsatte, selv om han samtidig udmærket vidste, at det ikke gjorde. Han var heller ikke religiøs, så der var ikke noget med, at han skulle op og sidde på en sky og spille harpe sammen med Sankt Peter. Når lyset blev slukket, så blev det slukket, og det tror jeg faktisk gjorde det endnu sværere for ham at acceptere, hvad der var ved at ske.
Den sidste morgen sad jeg igen ved siden af ham og holdt ham i hånden, men jeg kunne mærke, at der var noget anderledes. Han trak vejret på en anden måde, han gispede mere, og hele kroppen opførte sig anderledes. Jeg havde tidligere talt med en gammel bekendt om det her med at sidde hos et menneske, der skal dø, og han havde sagt til mig, at når det var ved at være tid, så ville jeg vide det. Han havde også sagt, at når øjeblikket kom, skulle jeg fortælle min far, at det var okay, at jeg elskede ham, og at han ikke længere behøvede at bekymre sig om os og det vil forkorte processen og få ham til at give slip på livet.
Så det gjorde jeg. Jeg sad med hans hånd i min og fortalte ham, at jeg elskede ham, og at jeg nok skulle passe på min mor og min lillesøster. Han behøvede ikke bekymre sig om noget, for den store stærke dreng havde styr på det hele. Den store stærke dreng var så i øvrigt 46 år gammel på det tidspunkt, men sådan føltes det. Jeg fortalte ham, at alt var okay, at han godt måtte give slip, og at han godt måtte dø. Sekunder efter åndede han ud, og så var han død.
Jeg sad stadig med hans hånd i min, og efter lidt tid kaldte jeg på min mor, som kom ind og brød fuldstændig sammen. Bagefter ringede jeg til min søster, og i det sekund hun tog telefonen, begyndte jeg at græde så meget, at jeg ikke kunne få ordene frem. Det behøvede jeg heller ikke, for hun vidste med det samme, hvad der var sket.
Min far havde altid sagt, at han elskede sit hus, og at han kun skulle ud derfra med benene først. Han skulle fandeme ikke på plejehjem, han skulle ikke flytte, og han skulle blive i sit hus til det sidste. Da bedemanden kom og hentede ham, sørgede vi derfor selvfølgelig for, at han blev båret ud med benene først, præcis som han havde ønsket. Midt i alt det forfærdelige var der faktisk noget befriende ved, at vi kunne smile lidt af det, for det var så typisk min far. Han havde sagt, hvordan det skulle være, og til sidst fik han selvfølgelig også ret.
Det mærkelige ved hele forløbet var, at det sidste år af min fars liv også blev det år, hvor jeg kom tættest på ham. Min far havde været en meget fraværende far. Han havde 3 børn fra et tidligere ægteskab og var i en alder af 42 år ikke lige klar til flere unger. Men min mor ville have børn og så var hans holdning at dem måtte hun primært tage sige af. Dertil var han gift med sit job og i øvrigt var en ret speciel mand. Han var ekstremt intelligent og sandsynligvis også et godt stykke ude på autismespektret, selv om det selvfølgelig ikke var noget, man talte om dengang.
Han kunne stort set svare på alle spørgsmål i Trivial Pursuit, medmindre det handlede om sport eller underholdning, han talte fire-fem sprog flydende, var en fantastisk ingeniør, lavede opfindelser, skrev videnskabelige artikler og blev hædret af nogle af verdens dygtigste mennesker inden for audio og akustik. Han kunne en hel masse ting, som jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne, men han var ikke specielt god til at være far på den måde, jeg selv havde brug for. Han kom ikke rigtig til mine ting, han spurgte ikke ret meget ind til, hvad jeg lavede, og jeg brugte en stor del af mit liv på at forsøge at imponere ham.
Det var en konkurrence, jeg aldrig kunne vinde, for hvordan fanden skulle jeg konkurrere med ham? Jeg taler ikke fem sprog, jeg er ikke specielt god til matematik, jeg er en elendig skakspiller, og kilometer efter ham på det intellektuelle. Og det gjord det ikke bedre, at hans pædagogiske trick for at få mig til at gøre det bedre, var at udpensle hvor dårligt jeg gjorde det.
Da min far blev indlagt på Herlev Hospital, og vi fik at vide, at han skulle dø, besluttede jeg mig derfor for, at nu skulle vi fandeme have noget ud af den tid, der var tilbage. Jeg besøgte ham hele tiden og købte is og chokolade til ham, fordi han elskede begge dele, og selv da appetitten begyndte at forsvinde, kunne man næsten altid lokke lidt is i ham.
En dag sad vi bare og talte, og så kiggede han på mig og sagde: »Martin, jeg elsker dig.«
Det have jeg aldrig hørt min far sige til mig før, og der skulle altså gå 46 år, før det skete. Jeg kiggede på ham og sagde, at jeg også elskede ham, og det blev et af de øjeblikke, jeg aldrig kommer til at glemme og som gjorde at jeg sluttede helt fred med hvem han var og den relation vi havde haft.
Året inden havde jeg i forbindelse med min skilsmisse gået til psykolog, og jeg var begyndt at rode rundt i min barndom og mit forhold til mine forældre. Jeg havde været vred på min far over de ting, han ikke havde gjort, den interesse, han ikke havde vist, og alt det, jeg syntes, jeg havde manglet. Men jeg var også begyndt at forstå ham bedre, for hans egen barndom havde fandeme heller ikke været nogen dans på roser. Han voksede op under anden verdenskrig, og hans egne forældre havde bestemt ikke været verdens mest kærlige mennesker.
På et tidspunkt gik det op for mig, at min far faktisk havde været en bedre far for mig, end hans far havde været for ham, og måske er det i virkeligheden sådan, det fungerer. Man flytter sig lidt i forhold til sine egne forældre, og så håber man på, at ens børn kan flytte sig lidt mere. Jeg har selv gjort meget ud af at være en bedre far for mine børn, end min far var for mig. Og jeg har helt sikkert også begået fejl undervejs, og det kommer vi tilbage til.
Min far var meget optaget af tid og især relativitet, og allerede da jeg var barn, fortalte han mig om Einsteins gamle eksempel med, at hvis du sidder sammen med en smuk kvinde i en time, kan det føles som et minut, mens et minut med hånden på en varm kogeplade kan føles som en time. Han kunne også tale om døgnfluer og spekulere på, om det ene døgn, de lever, måske føles lige så langt for dem, som vores 80 eller 90 år gør for os. Det var den slags ting, han gik og tænkte over, og som barn syntes jeg både, det var enormt spændende og en lille smule skræmmende.
På hospitalet kom der på et tidspunkt en læge og foreslog, at de gav ham binyrebarkhormon. Det kunne måske give ham 14 gode dage, og bagefter ville han sandsynligvis få en ordentlig nedtur, men de 14 dage kunne til gengæld blive rigtig gode. Beslutningen var ikke specielt svær, for manden skulle dø, så selvfølgelig skulle han have de 14 dage.
Og hold kæft, hvor det virkede.
Han livede fuldstændig op, holdt nærmest hof på hospitalsstuen, flirtede med sygeplejerskerne, fik besøg, snakkede med alle og var pludselig næsten sig selv igen, bare mere energisk og nærværende. Han havde 14 fantastiske dage, og bagefter kom nedturen, præcis som lægen havde sagt.
En aften sad jeg alene sammen med ham, og så sagde han: ”Martin, de 14 dage, jeg har haft her på hospitalet, har varet lige så længe som resten af mit liv.”
Den sætning har jeg tænkt rigtig meget over siden, fordi den på en eller anden måde rummede hele min far. Her sad ingeniøren, naturvidenskabsmanden og manden, der hele sit liv havde interesseret sig for tid og relativitet, som 88-årig og kort før sin død og fortalte mig, at 14 dage kunne vare lige så længe som resten af hans liv. Det synes jeg stadig fandeme er smukt og tankevækkende.
Da min far døde, skete der noget mærkeligt med mig, for jeg følte på en eller anden måde, at jeg blev voksen, selv om jeg var 46 år gammel. Det lyder selvfølgelig idiotisk, for jeg havde børn, havde været gift og var blevet skilt, havde startet virksomheder, tjent penge, tabt penge, haft hundredvis af ansatte, boet i udlandet og oplevet mere end rigeligt. Alligevel havde jeg aldrig rigtig følt mig voksen helt ind i knoglerne, men det gjorde jeg pludselig, da min far døde, og jeg blev den ældste mand i familien.
Der forsvandt en form for uskyld, som jeg ikke engang havde været klar over, at jeg stadig havde. Indtil da havde livet på en eller anden måde stadig været lidt en leg, men nu havde jeg siddet med min fars hånd i min og fortalt ham, at han godt måtte dø, og sådan noget ændrer et menneske. Jeg ved ikke præcis hvordan, og jeg tror hverken, det gjorde mig til et bedre eller et dårligere menneske, men der kom en alvor ind i mit liv, som ikke havde været der på samme måde før.
Jeg besøger ikke min fars grav, medmindre jeg er der sammen med min mor, fordi det betyder noget for hende. For mig ligger min far ikke nede i den grav. Der ligger nogle jordiske rester, men det er ikke ham. Min far er i mit hjerte, og jeg tænker stadig på ham rigtig tit og kan i dag se, hvor meget af mig der faktisk kommer fra ham, både det gode og det dårlige.
Min arbejdsmoral, min nysgerrighed, mit behov for at forstå ting og helt sikkert også mit behov for at bevise, at jeg er god nok, kommer i høj grad fra ham. Det sidste har været en kæmpe drivkraft gennem hele mit liv, fordi jeg gerne ville vise min far, at jeg kunne noget, men i mange år begik jeg den fejl, at jeg forsøgte at slå ham på hans egen banehalvdel.
Det kunne jeg ikke, og det kommer jeg aldrig til. Jeg bliver aldrig lige så god som ham til matematik, jeg kommer aldrig til at tale fem sprog, og jeg bliver aldrig den ingeniør, han var. Til gengæld fandt jeg efterhånden ud af, at jeg kunne noget andet. Jeg kunne bygge virksomheder, tjene penge, sælge, få ideer og føre dem ud i livet, og når tingene gik ad helvede til, havde jeg en evne til at rejse mig og prøve igen.
Jeg fandt min egen banehalvdel, og jeg tror faktisk, at min far nåede at se det. Det håber jeg i hvert fald, og måske var det også derfor, han til sidst kunne sidde på hospitalet og sige til mig, at han elskede mig.
Det er på mange måder også det, den her bog handler om. Det er ikke historien om en mand, der som 18-årig lagde en genial plan for sit liv og derefter fulgte den slavisk, for sådan var det fandeme ikke. Mit liv er snarere blevet til gennem en mærkelig blanding af ambitioner, hårdt arbejde, tilfældigheder, held, dumhed og en til tider imponerende evne til at træffe nogle helt åndssvage beslutninger. Nogle gange gik det fantastisk, andre gange gik det helt ad helvede til, men der kom trods alt et liv ud af det.
Når jeg tænker på min far, vender jeg derfor tit tilbage til de 14 dage på hospitalet, som for ham kunne vare lige så meget som de foregående 88 år. For måske er det slet ikke antallet af år, der er det interessante, når man til sidst skal gøre sit liv op. Måske handler det langt mere om, hvor meget man nåede at putte ind i de år, man fik, hvem man brugte dem sammen med, hvad man gjorde med dem, og om man rent faktisk huskede at leve, mens man havde muligheden.
Jeg har i hvert fald forsøgt at putte så meget ind i mine år, som jeg overhovedet kunne, og jeg har lavet rigeligt med både gode og dårlige beslutninger undervejs.
Det er den historie, den her bog handler om.
Vil du høre mere om bogen, når der er nyt? Følg mig på Facebook.
