Thorborgs Dagbog · Episode 50 · 22. marts 2024 · 12:59
Jeg ville have et bord til Grøftens åbning. Det lyder som et lille mål, men det tog mig flere år, nogle relationer og en del kontanter. Nu har jeg det bord, jeg gerne ville have, og i dag skal jeg derind med Jannie og gode venner.
Redigeret fra podcasten, optaget og udgivet den 22. marts 2024. Historier, planer og tal beskriver situationen på det tidspunkt.
Først træning, så fest
Jeg sidder i min herlige nye bil. En af de funktioner, jeg er gladest for, er ventilationen i sædet. Det er ret rart, når jeg lige har været oppe at træne.
Jeg træner i PureGym, hvor jeg også møder min store søn en gang imellem. Det er sgu hyggeligt.
Flere læger har sagt til mig, at jeg også skal lave cardio. Så jeg høvler løs på en trappemaskine. Jeg elsker at gå op ad bakke.
Jeg er faktisk ved at finde en maskine til hjemmet. Problemet er loftshøjden. Nu har jeg fundet en mindre model, men den står i Silkeborg, og jeg gider ikke rigtig køre helt derover for at prøve den.
Jeg har fået en god rabat, men den koster stadig omkring 40.000 kroner. Det er mange penge. Til gengæld vil jeg gerne slippe for at skulle køre i træningscentret hver gang, jeg vil lave cardio.
Og så kommer jeg med en af mine dumme far-jokes om min egen bagdel og behovet for en stor hammer. Jannie ville vende sine smukke brune øjne, hvis hun hørte den. Hun hader den slags humor.
Vi er enige om utrolig meget i livet, men humor er ikke dér, vi har det største overlap. Jeg elsker at grine af noget, som bare er røvhamrende latterligt. Hun griner ikke nødvendigvis med.
I dag åbner Tivoli og Grøften
Det, jeg egentlig vil tale om, er målsætninger.
I dag åbner Tivoli, og så åbner Grøften også med en stor fest. Der er kommet mange saftige historier fra den åbning gennem årene.
Pressen er der også. Der går folk rundt med store kameraer, og som en ikke ligefrem stor A-kendis kan jeg føle mig lidt tilovers. Jeg er jo ikke Mads Mikkelsen.
Lad os kalde mig C-kendis. Jeg har inviteret Adam Price med, så er der måske lidt større chance for, at der kommer en fotograf forbi vores bord.
Ja, jeg er en linselus. På den ene side synes jeg, det er forfærdelig kedeligt at skulle stille op til billeder. På den anden side er det sjovt i Grøften, for dér skal jeg bare sidde og drikke øl, mens de tager dem.
Opmærksomhed er også en del af min forretning
For mig kan omtale og billeder være med til at øge min markedsværdi. Ikke al omtale er god, selvfølgelig. Men god omtale giver flere mennesker anledning til at følge med i det, jeg laver.
Her i marts 2024 er jeg på vej mod 100.000 følgere på LinkedIn og også mod det samme på Facebook, selv om det går lidt langsommere dér. På X er der omkring 40.000.
Det er ikke noget, alle behøver at gå op i. Hvis man bare gerne vil hygge sig derhjemme, er antallet af følgere ligegyldigt.
Men jeg er forretningsmand. Der er fordele ved at have adgang til pressen og kunne skabe opmærksomhed omkring mine projekter.
Det er også en af grundene til, at nogle gerne vil have mig med som investor. Der følger kontakter og omtale med. Og forhåbentlig også et forretningshoved, som kan hjælpe lidt.
Jeg ville ind til den lukkede fest
For omkring ti år siden fik jeg lyst til at komme med til Grøftens åbning.
Problemet var, at det var en lukket fest. Mange af de samme mennesker blev inviteret år efter år. Der skulle nærmest nogen falde fra, før der blev en plads til andre.
Det kunne være en skuespiller, en politiker eller en anden kendt person, som både var folkelig og kunne skabe god stemning.
En it-direktør var måske ikke det mest oplagte valg. Jeg var ikke så kendt, og erhvervsfolk var ikke nødvendigvis den største del af selskabet.
Men jeg ville gerne ind.
Relationen begyndte helt uskyldigt
Jeg spiste en del i Grøften. Jeg kom også i Industriens Hus og havde forskellige forretningsaftaler i området, så de begyndte at kende mig lidt.
En dag kom en medarbejder og spurgte, om vi måtte tage et billede, fordi hans søn var fan. Selvfølgelig måtte vi det.
Efter det kom han ofte forbi, når jeg var der. Vi sludrede, og jeg bad ham hilse sønnen. Det var bare hyggeligt. Jeg havde ikke begyndt relationen med en bagtanke om at få et bord.
Men på et tidspunkt spurgte jeg, hvad der skulle til for at komme med til åbningen.
Han sagde, at det nærmest var umuligt. Det vidste jeg godt. Så hentede han direktøren, Jakob.
Det viste sig, at vi begge havde været i Den Kongelige Livgarde i samme periode. Vi fik hurtigt en god forbindelse.
Han havde overtaget Grøften og var stadig meget tilbageholdende med at love noget. Men han ville se, hvad han kunne gøre, og fik mit telefonnummer.
Mit første bord var et afbud
Der gik noget tid. Så ringede han.
“Hej Martin. Jeg har fået et afbud. Kan du være i Grøften om et par timer?”
Det kunne jeg godt.
Men han var tydelig: Det var et afbudsbord. Jeg havde ikke fået mit eget faste bord.
Jeg kom, og det var en fantastisk fest med øl, snaps og hele pakken. Jeg blev også alt for fuld. Udenfor kom jeg op at skændes med en fyr, som slog mig i gulvet.
Jeg kom hjem med forrevet tøj, og min kone var rasende. Jeg lignede en idiot.
Og lad mig lige præcisere: Jeg slås ikke i den forstand, at jeg selv går og slår på andre. Jeg kan sige fornærmende ting og gøre det højt. Det er jeg desværre god til. Men når det bliver fysisk, forsøger jeg mest at beskytte mig.
Det er sket nogle gange gennem årene. Nogle af de historier fra Kolding må du få en anden dag. Lad os bare sige, at det ikke altid gør én populær at komme tilbage til sin kones hjemby og være for smart på et diskotek.
Hvordan blev jeg én, de gerne ville have tilbage?
Året efter fik jeg igen et afbudsbord. Så tænkte jeg: Hvordan sikrer jeg, at jeg får et fast bord?
Jeg har været heldig og har tjent nogle penge. Så jeg besluttede, at vi skulle have en rigtig god dag og lægge en regning, restauranten kunne mærke.
Vi var fire mennesker, og jeg mener, regningen endte omkring 12.000 kroner. Det stak helt af, og det var virkelig sjovt.
Jeg ved godt, at nogle synes, det er vanvittigt at bruge så mange penge på én dag. Andre har måske brugt det samme på en fredag aften.
Jeg har selv tjent pengene, har lagt til side og har ikke lånt mig til festen. Så jeg synes også, jeg må bruge dem på noget, der gør mig glad.
Og der skete det, jeg havde håbet.
Fra fast bord til et bedre bord
Omkring en måned senere fik jeg at vide, at jeg havde fået et fast bord.
Det var ikke ligefrem det bedste i restauranten. Men det var mit, og nu var der plads til seks personer.
Så var der også bedre mulighed for at lave en større regning året efter. Og det lykkedes med bravour.
Jeg kan afsløre, at man godt kan drikke Cristal efter sild, snaps, øl og gin og tonic. Også selv om flasken er en magnum. Det var i hvert fald vores oplevelse den dag.
Året efter blev jeg flyttet til et bedre bord. Og sådan fortsatte det.
De seneste par år har jeg fået det bord, jeg selv synes er det bedste i Grøften, på den dag jeg helst vil være der.
Det har krævet blod, sved og kontanter. Men det er en stor fornøjelse.
Et lille mål, jeg faktisk fik opfyldt
I dag skal jeg derind med min kone og nogle af vores bedste venner.
Jeg har en stor omgangskreds, så der er altid nogen, jeg ikke kan få med. Jeg prøver at variere det lidt fra år til år. Denne gang har jeg samlet et rigtig godt hold af søde og sjove mennesker.
Vi skal have øl og snaps og en ordentlig fest. Det bliver sjovt, vildt og sikkert hårdt dagen efter.
Jeg joker også med, om jeg igen får en røvfuld. Det er ikke noget, jeg skal opsøge, men historien om den første åbning har ligesom fulgt med fortællingen.
Nu skal jeg hjem i bad og tage en taxa ind.
Der sker også noget på Saxis
Husk gerne at abonnere på podcasten, hvis du vil have de næste episoder med.
Og hvis du er nysgerrig, så kig på Saxis. Vi solgte otte virksomheder i sidste uge alene. Der er virkelig godt gang i køb og salg.
Det er sgu meget cool. Nogle af de virksomheder kunne ellers være blevet lukket, og arbejdspladserne kunne være forsvundet.
Tak for mig, og ha’ en fantastisk dag.
