Vise ord fra en restauratør i Tasmanien

Motivation i en restaurant var noget af det, jeg blev klogere på hos Jan i Tasmanien i 2012. Han drev restaurant Dannevang i Devonport og delte idéer om både ledelse og marketing.

Motivation i en restaurant gennem små opgaver

Jan fortalte, at nogle medarbejdere ikke var særligt udadvendte. Derfor lavede han små konkurrencer, hvor de kunne få en præmie for at tale med gæsterne og finde ud af noget om dem.

En opgave kunne være at spørge borgmesteren, hvilket syltetøj han spiste til morgenmad. Gæsterne oplevede interesse, mens medarbejderne fik en sjov anledning til at tage kontakt.

Lad medarbejderne møde de vigtige gæster

Han lod også personalet selv servere for de gæster, andre ejere måske ville have taget sig af personligt. Det gav medarbejderne ansvar og en oplevelse af, at de godt kunne klare opgaven.

Jan gjorde samtidig noget ud af at undersøge, hvad folk i området ville spise. Han talte med gæster på lokale caféer og brugte det, han lærte, til at tænke over sin egen menu.

En bøfudfordring, som folk talte om

En anden idé var en stor bøfudfordring: Kunne man spise hele måltidet, blev det gratis. Ifølge historien var det kun få, der kunne.

Det interessante for mig var, at deltagerne kom med venner. Mens nogle prøvede udfordringen, købte resten af selskabet noget at drikke. Jan forklarede modellen som en god forretning, også når et måltid endte med at være gratis.

De gæster, der klarede udfordringen, fik også en historie at fortælle videre. Jeg havde ikke selv gennemgået restaurantens regnskab, men syntes, samspillet mellem oplevelse, personale og omtale var tankevækkende.

Motivation i en restaurant: Jan gør kontakt med gæsterne til en leg

Jeg er i Tasmanien på min lange rejse, hvor jeg optager interviews med danske iværksættere, der er flyttet ud. Jeg har lige talt med Jan, som driver restaurant Dannevang i Devonport. Han er vokset op på Vesterbro og flyttede til Australien, da han var omkring 20 år. Først syv eller otte år før vores samtale blev han selvstændig med sin restaurant.

I videoen beskriver jeg Devonport som en lille by med omkring 20.000 indbyggere. Vi har haft en times samtale, som jeg planlægger at lægge på Amino TV senere. Det, jeg især tager med mig, er hans måde at motivere personalet på.

Flere af medarbejderne er fra øen og ikke særlig udadvendte. Jan laver derfor små konkurrencer med præmier. De får en opgave, hvor de skal gå hen til en gæst og finde ud af noget om vedkommende.

Når borgmesteren kommer, kan opgaven være: Find ud af, hvilket syltetøj han spiser til morgenmad. Så er der en præmie. Det giver personalet en anledning til at tage kontakt, og de synes, at det er sjovt at arbejde der.

Gæsterne oplever samtidig, at nogen interesserer sig for dem og spørger om hyggelige ting. Og medarbejderne bliver mere udadvendte. Det synes jeg er skidesmart: Den samme lille leg kan gavne både arbejdsglæden og gæsternes oplevelse.

Ejeren behøver ikke overtage de fine gæster

Jan lader også medarbejderne selv servere for de vigtige gæster. På andre restauranter ville ejeren måske straks gå ud og tage sig af borgmesteren eller bankdirektøren.

Her får personalet lov. Det lyder måske meget normalt for os, men som Jan fortæller om det, er det en stor ting for hans medarbejdere. De tænker: Hold da kæft, jeg fik lov at servere for borgmesteren.

Det giver dem ansvar og en følelse af, at de kan noget. Jeg beskriver det som, at de bliver styrket af at få lov til selv at klare opgaven, frem for at ejeren tager over. Læs også Min vej som leder om mine erfaringer med ansvar og motivation i ledelse.

Han undersøger, hvad folk faktisk vil spise

Jan gør også noget ud af at finde ud af, hvad gæsterne vil have på menuen. I fortællingen går han ud på lokale caféer og taler med folk. Han lader, som om han kommer fra Afrika og er ved at lave en undersøgelse, og spørger ind til, hvad de spiser på stedet.

Det er den fremgangsmåde, jeg gengiver fra samtalen. Min pointe er, at han opsøger viden om de lokale gæsters ønsker og bruger den til at beslutte, hvilken menu han vil lave.

To bøffer på 800 gram kan blive gratis

Hans marketingidé er en bøfudfordring. Spiser man to bøffer på hver 800 gram med pomfritter og tilbehør, får man måltidet gratis. Ifølge Jan er det kun omkring fem procent af kunderne, der kan klare det.

Hvis man ikke kan, betaler man for de to bøffer. I videoen nævner jeg en pris på 70 dollar, som jeg dengang omregner til omkring 400 kroner. Det er den historiske pris, jeg fortæller om i 2012.

Det interessante er, hvem der kommer. Det er ikke typisk en person alene, og man tager heller ikke sin date med for at sidde og æde omkring to kilo mad. Det er snarere fem, seks eller syv gutter, hvor to af dem vil dyste om, hvem der kan.

Mens de prøver, sidder vennerne og følger med. Jan fortæller, at resten af selskabet i gennemsnit drikker en hel kasse øl. Derfor kan besøget være en god forretning, uanset om en af deltagerne ender med at få bøfferne gratis.

En oplevelse, der bliver fortalt videre

Dem, der klarer udfordringen, går bagefter på arbejde og praler med det. Der er 1,6 kilo kød plus tilbehøret i historien. Det er noget, folk taler om, og på den måde bliver udfordringen også til omtale af restauranten.

Jeg beskriver begejstret Dannevang som en meget succesfuld restaurant i Devonport. Det er min gengivelse af besøget og Jans model. Jeg har ikke gennemgået regnskabet eller lavet en rangliste over byens restauranter.

Det tankevækkende for mig er, at man kan rejse helt til en lille by på Tasmanien og blive klogere på både marketing og personaleledelse. Jeg joker i videoen med, at Australien og Tasmanien virker bagefter Europa på internet og mode. Men her møder jeg konkrete idéer, som jeg synes er værd at lære af.

Følg med på Amino TV, siger jeg i optagelsen. Der er flere af den slags historier på vej fra rejsen.

De bedste hilsner

Martin

Ps. Husk at du kan se mange flere videoer med mig på Amino TV