Personlig branding i en splittet verden

Personlig branding blev efter min mening stadig vigtigere, da jeg tog emnet op i september 2012. Jeg var optaget af, hvordan mennesker kunne vise, hvad de stod for, og hvad de kunne hjælpe andre med.

Personlig branding gennem konkret hjælp

Jeg brugte en revisor som eksempel. Når en revisor svarede godt på spørgsmål i et forum, kunne andre få et indtryk af både fagligheden og personen bag.

Det var en anden måde at blive kendt på end blot at vise et firmanavn. Jeg mente, at hjælpsomme svar kunne gøre det lettere for nogen senere at vælge netop den person. Læs også E-pusher om at sælge og markedsføre på nettet.

Relationer betød noget for mit valg

Jeg talte om, at jeg ofte valgte en bestemt rådgiver frem for et stort logo. Tillid til personen og anbefalinger fra andre spillede en rolle.

Sociale netværk gav efter min opfattelse flere muligheder for at møde mennesker og holde kontakten. Jeg så det som en del af en mere personlig måde at orientere sig på.

Profilen skulle passe til personen

Min pointe var ikke at opfinde en rolle, man skulle spille. Jeg mente, at man skulle være tydelig om sine interesser, sine kompetencer og det, man faktisk havde lyst til at bidrage med.

Det kunne være faglig viden, erfaringer eller hjælp til andre. En profil blev for mig mere troværdig, når den kunne genkendes i det, personen gjorde.

Videoens vurderinger af virksomheder, medier og relationer er mine tanker fra 2012. Historien dokumenterer ikke en bestemt effekt på salg eller garanterer, at en personlig profil skaber kunder.

En samtale efter at have afleveret børnene

Jeg havde lige afleveret børnene i skolen og talt med en anden forælder om markedsføring. Jeg kunne ikke lade være. Det var nok en slags miljøskade hos mig.

Vi kom blandt andet til at tale om revisionsfirmaer og om noget, jeg syntes var sjovt at se på Amino. Med mellemrum kom en revisor ind, svarede på spørgsmål i to, tre eller fire uger og gav den gas, måske en time om dagen.

Så så vi ikke vedkommende i nogle måneder. Min forklaring var, at revisoren nu havde travlt med de kunder, der var kommet ud af hjælpen. Det var min observation og fortolkning, ikke en måling af alle revisorers salg.

Det gode svar kunne blive begyndelsen på en kunderelation

Hvis jeg som iværksætter spurgte om noget i forbindelse med en selvangivelse og fik et godt svar, havde jeg allerede fået et indtryk af personen. Stod jeg to uger senere med et årsregnskab, hvem ville jeg så vælge?

Jeg ville naturligt overveje den, som havde vist, hvad han eller hun kunne. Den gratis hjælp var i den sammenhæng også markedsføring.

Andre revisorer kunne se, at der var mulige kunder på Amino, men svarede bare, at spørgeren kunne ringe til dem. Jeg beskrev det lidt groft som en underforstået besked om at begynde at betale en høj timetakst.

Jeg brugte 1.700 kroner i timen som billede på den tilgang, ikke som en dokumenteret fælles pris. To minutter senere kunne en anden revisor have svaret på selve spørgsmålet.

Jeg oplevede en frustration hos dem, som ikke forstod, hvorfor nogen ville arbejde gratis. De overså efter min mening, at man ved at hjælpe kunne vise sin faglighed og blive husket.

Fra loyalitet mod kanalen til loyalitet mod personen

Samtalen fik mig til at tænke på en større forandring. Tidligere talte man måske om, at man så Danmarks Radio eller TV 2. Selvfølgelig skiftede man også dengang, men jeg oplevede en tydeligere opdeling efter kanal.

Nu mente jeg, at flere fulgte en bestemt studievært eller et bestemt program. Hvis en krimiserie flyttede fra en kanal til en anden, fulgte seeren måske med serien.

Midt i tanken opdagede jeg, at motorvejen var stoppet til, og overvejede at komme af den. Vi havde åbenbart god tid sammen i bilen. Så fortsatte jeg med det, jeg kaldte bevægelsen fra en stor søjle til en person eller et konkret produkt.

Jeg ville vælge rådgiveren frem for logoet

Når en iværksætter spurgte, hvilken bank der var bedst, syntes jeg, det vigtigste spørgsmål var, hvem man sad over for. Jeg sagde meget firkantet, at forskellen mellem bankerne ikke var så stor, og at bankrådgiveren betød mest.

Det var min måde at fremhæve den personlige relation på, ikke en sammenligning af bankernes vilkår. Jeg nævnte Danske Bank og Jyske Bank som eksempler på de store navne.

På samme måde spurgte jeg, om det afgørende virkelig var Deloitte eller KPMG. Jeg sammenlignede provokerende firmanavnene med to liter mælk. For mig var det rådgiveren, kompetencen og tilliden, som gjorde forskellen.

Jeg så en bevægelse fra det store brand over mod det personlige brand. Derfor mente jeg, at det blev vigtigere at arbejde med, hvad andre forbandt med én selv.

Joe og Bill var mit billede på branding

Jeg genfortalte en historie om kvæg og brændemærker i USA. I mit eksempel havde Joe godt kvæg, som fik frisk græs, mens Bill havde dårligere kvæg. Lokalt vidste folk, hvem de skulle købe hos.

Da jernbanen i fortællingen gjorde det muligt at sende kvæget længere væk, kendte køberne ikke længere landmanden. Joe satte derfor sit mærke på kvæget, så folk kunne genkende det.

Jeg brugte historien til at forklare brandet som en forventning om kvalitet: Købte man det med Joes mærke, vidste man, hvad man fik. Den tillid kunne også gøre det muligt for Joe at tage mere for varen.

Det var en forenklet illustration, jeg fortalte i videoen, ikke en præcis historieskrivning om, hvordan branding opstod.

Et ukendt fjernsyn kunne blive anbefalet af en ven

Med internettet mente jeg, at vi havde fået flere muligheder for at vurdere den konkrete vare. Jeg brugte Sony som eksempel: Et kendt mærke kunne lave noget godt, men efter min mening også noget, der ikke var godt.

Jeg sagde samtidig, at man med et kendt mærke måske havde større chance for en god oplevelse end med en helt ukendt vare. Men man betalte også for navnet.

Forestil dig, at du på Facebook spurgte vennerne om et fjernsyn i en fornuftig kvalitet. Så kunne nogen anbefale et mærke, du aldrig havde hørt om, og fortælle, at de selv havde købt det og var rigtig glade for det.

Jeg fandt på et fjollet navn til det ukendte mærke. Det var et tænkt eksempel, ikke en anbefaling af et bestemt fjernsyn. Pointen var, at vennens konkrete erfaring kunne gøre dig tryg ved noget uden det store logo.

Måske havde producenten bare lavet en god vare, eller måske var det et nyt mærke på vej op. Jeg mente, at sådanne anbefalinger kunne udfordre vores automatiske loyalitet mod de store brands.

Internettet gjorde flere erfaringer tilgængelige

Før kunne man måske spørge tre-fire mennesker. På nettet kunne man få flere forskellige erfaringer og danne sig et bredere indtryk, før man valgte.

Jeg nævnte Trustpilot i forbindelse med butikker og CNET, hvor man kunne læse om konkrete produkter som et videokamera. Det var de muligheder, jeg pegede på dengang, ikke en vurdering af bestemte anmeldelser.

Det samme gjaldt bankrådgiveren. Spørgsmålet kunne blive, om nogen kendte en god rådgiver, frem for blot hvilken bank man skulle vælge.

Min vurdering var, at store brands gik en hårdere tid i møde. For mennesker betød det, at det blev vigtigere at være den person, andre havde lyst til at anbefale.

Troværdighed skulle kunne holde til, at folk talte sammen

Man skulle være ærlig og troværdig. Var man det modsatte, kunne man få et dårligt ry eller ende i et kritisk tv-program. Det var ikke meget værd at have en flot personlig profil, hvis andre kendte en helt anden side af én.

Jeg brugte et tænkt eksempel med en bankrådgiver, som i 2007 opfordrede kunden til at give den gas og i 2011 skældte kunden ud for at have gjort det. Den kunde ville måske fortælle andre om oplevelsen.

Jeg beskrev ikke en konkret dokumenteret rådgivningssag. Det var mit billede på, at folk kunne huske en ubehagelig behandling og dele den på Facebook eller andre steder.

Derfor ville jeg have folk til at holde deres sti ren, hjælpe andre og opbygge ordentlige relationer. Jeg henviste også til mine andre videoer om personlig branding og til, at der fandtes bøger om emnet.

Skærp det, du faktisk interesserer dig for

Personlig branding skulle efter min mening ikke være noget unaturligt, hvor man lod som om, man var en anden. Det handlede om at tage de interesser og evner, man allerede havde, og gøre dem tydeligere.

Styrk kompetencerne på de områder, du er god til og glad for. Måske skal nogle af de ting, du ikke bryder dig om, fylde mindre i den profil, andre møder.

Så bliver det lettere for omverdenen at se, hvad du kan, og måske får du mere af det arbejde, du gerne vil lave. Arbejder man med noget, man er glad for, mente jeg, at man også kunne blive bedre til det og få en sjovere hverdag.

Spørg, hvem du kan hjælpe

Man skulle stadig behandle andre mennesker ordentligt. Jeg syntes ikke, det var en god handel, hvis kun én part sad tilbage med gevinsten. Begge skulle få noget ud af samarbejdet.

Når du netværker, så tænk over, hvem du kan hjælpe, frem for kun hvem der kan hjælpe dig. Jeg kaldte det go-giving og sluttede kontant med, at det efter min mening var en vigtig evne at få på plads.

Det var forbindelsen, jeg ville fremhæve: Vis noget ægte, bliv dygtigere til det, du vil arbejde med, og giv andre en god grund til at have tillid til dig.

Læs også om at finde sin egen stil og stå ved den.

De bedste hilsner

Martin