Thorborgs Dagbog · Episode 75 · 21. oktober 2024 · 22:48
Jeg er interesseret i verden og i politik. Men jeg er blevet så frustreret over nyhedsstrømmen, at jeg ikke længere føler, jeg kan finde ud af, hvad jeg skal stole på. Etablerede medier, videoer på X, øjenvidneberetninger og propaganda bliver blandet sammen. Og jeg kan mærke, at jeg begynder at trække mig.
Redigeret fra podcasten fra 21. oktober 2024. Teksten beskriver Martins oplevelser, holdninger og usikkerhed på det tidspunkt. Omtalte påstande om krigsvideoer, tasker og betalt påvirkning er ikke i sig selv dokumentation for, at påstandene er sande.
En lille Fiat og 13 nye lamper
Jeg bevæger mig ud ad Helsingørmotorvejen i min lille Fiat 500. For tiden plejer jeg ellers at køre mere i min herlige Audi, men der er håndværkere hjemme, som sætter lamper op.
Halvdelen af familien synes, vores hus er for mørkt udenfor. Så nu får vi 13 lamper i indkørslen, der tænder, når mørket falder på, og slukker næste morgen. Det skal nok bringe glæde hos de mørkerædde medlemmer af familien Buch Thorborg. Det er lidt fifty-fifty.
Vi er også lige kommet hjem fra krydstogt. Min gode svoger Jesper Buch havde lavet en rigtig god exit på en virksomhed, han havde været med i. Det ville han fejre ved at invitere hele familien på cruise.
Vi var 13 personer afsted. Det var vanvittigt gavmildt. Først fløj vi til Athen og overnattede på et pragtfuldt hotel. Bagefter var vi på otte dages krydstogt i Middelhavet med stop i blandt andet Tyrkiet, Grækenland og Italien.
Vi kom hjem sent i nat, så jeg er lidt træt. Jeg har været væk fra Dinero i ti dage og skal ind og se, om de har brændt lortet ned. Det tror jeg nu ikke. Jeg følger løbende med og kan se, at det går stinkende godt, som det plejer. Det er bare blevet en fed forretning.
Casino er min billet til en hyggelig aften
Turen var en dejlig blanding af kultur, afslapning og daglige vandreture i de forskellige byer. Og så var der et casino lige nedenunder.
Jeg fik brændt omkring 1.500 dollars af på de otte dage. Nogen vil nok synes, at det ikke er særlig meget. Men jeg har været i Las Vegas omkring 15 gange, blandt andet til Comdex og senere CES, og jeg tror faktisk, jeg brugte mere på den her tur, end jeg plejer.
Jeg er ikke nogen stor gambler. Jeg har ikke det der vindergene. For mig er det lidt som at gå i biografen: Det har en pris, og prisen er det, jeg taber.
Hvis jeg sætter cirka 200 dollars af til en aften, handler det om at få dem til at strække så længe som muligt. Jeg elsker at sidde ved et blackjackbord sammen med sjove mennesker, skåle og grine. Alle er optaget af det samme spil, og der er et fællesskab omkring bordet.
Jeg oplever også, at croupieren hjælper med de enkle principper, så man ikke dummer sig alt for meget. Jeg anbefaler ikke folk at begynde at spille casino, men blackjack er det spil, jeg selv kan lide i den situation.
Kan jeg få mine 200 dollars til at strække til tre timer ved bordet, synes jeg, jeg har fået god værdi for pengene. Jeg kunne lige så godt have hygget mig med fællessang eller noget helt andet. Det er det sociale, jeg kan lide.
Jeg har aldrig haft overskud med hjem fra casinoet. Jeg spiller, indtil de penge, jeg har afsat, er væk. Alternativet skulle være at vinde hele banken, og det sker jo ikke for mig.
Til gengæld har jeg haft det skidesjovt. Jeg sidder ikke og ærgrer mig bagefter, for det var entrébilletten. Det ville være som at tage familien i Tivoli, bruge 2.000 kroner og bagefter være sur over, at oplevelsen kostede penge. Jeg ved, hvad jeg har sat af, hygger mig og går hjem.
Engang vidste jeg, hvilke briller nyhederne havde på
Det, jeg egentlig gerne vil tale om, er nyheder. De frustrerer mig helt sindssygt.
Før i tiden var nyheder for mig det, jeg læste i avisen, hørte i radioen eller så i TV-avisen. Journalisterne var gatekeepere. De valgte, hvad vi skulle vide noget om, og hvilken vinkel det fik.
Jeg havde en forestilling om, hvilke politiske briller de forskellige medier havde på. Information og Politiken i én retning, Berlingske og Børsen i en anden. DR og TV 2 oplevede jeg som noget midt imellem, dog med mere vægt i den røde retning.
Det er mine briller på medierne. Men jeg følte i det mindste, at jeg kendte filtret.
Jeg læste ofte Berlingske og Børsen, som lå tættere på mine egne holdninger. Jeg blev bekræftet i mine fordomme og fik samtidig de nyheder fra ind- og udland, jeg fulgte med i. Jeg syntes faktisk, jeg havde et godt overblik over verden, politik og erhvervsliv.
Det er også min oplevelse, at Berlingske langt oftere interviewer mig end Politiken. Jeg tror, mine holdninger og mit livssyn passer bedre til deres læsere. Sådan virker et filter også.
På X kender jeg ikke altid filtret
Så kom Twitter, som nu hedder X. Pludselig får man rigtig mange forskellige nyheder. Nogle er ufiltrerede. Andre er filtreret af en person, men man kender ikke nødvendigvis den persons motiv eller udgangspunkt.
Tag Gazastriben som eksempel. Jeg kan læse om konflikten i de etablerede medier og samtidig se en strøm af videoer, påståede øjenvidneberetninger og opslag fra alle mulige mennesker på X.
Det er helt vanvittigt, hvor meget der kommer. Man skulle tro, man blev klogere af at få mere information. Jeg føler ofte det modsatte.
En sort taske bliver til en hel fortælling
Et eksempel er videoen, som bliver delt af Hamas-lederen Yahya Sinwar og hans familie i en tunnel. På X bliver en sort taske båret af hans kone straks omtalt som en Birkin fra Hermès.
Og så kommer hele fortællingen: En meget dyr taske, luksus og en leder, der skulle have lagt penge til side til sin egen familie.
Jeg kender lidt til Hermès, fordi jeg har været til modeshow hos dem i Paris. Der fik jeg også forklaret udtalen. Den begynder ikke med et udtalt H, og S’et skal med.
Birkin er deres meget kendte, dyre taske. Som jeg har forstået det, er det ikke bare et spørgsmål om at gå ind med penge og købe en bestemt taske. Der kan være et helt kundeforhold og en masse køb bag, medmindre man finder den på auktion eller andre steder.
Jeg tænker på priser i hundredtusindklassen, afhængigt af modellen og materialet. Men jeg kender ikke den præcise pris, og det hjælper mig jo ikke med at afgøre, hvad tasken i videoen faktisk er.
Er det overhovedet en Birkin? Er den ægte? Er det en kopi eller en helt anden sort taske? Det er svært at se. Alligevel er der folk, som straks behandler hele fortællingen som sand.
Det er ikke et forsvar for Hamas. Det er et eksempel på, hvor hurtigt en påstand kan blive til noget, vi tror, vi ved. Jeg har ikke grundlag for at fastslå, hvilken taske det er, eller hvor pengene til den skulle komme fra.
Redaktionel note: Identifikationen som en dyr Birkin-taske blev bestridt i samtidige faktatjek. Se eksempelvis gennemgangen offentliggjort hos Swissinfo den 22. oktober 2024.
Jeg kan ikke afgøre en videos ægthed ved at se den
Jeg ser også videoer, der bliver præsenteret som optagelser fra pengeskabe med bunker af penge. Men hvordan ved jeg, hvor optagelsen kommer fra, og hvad den egentlig viser?
I princippet kan en video være iscenesat eller vise et helt andet sted. Den kan være propaganda, der skal stille en modpart i et bestemt lys. Det er spørgsmål, jeg sidder med, når jeg ser den.
På den anden side ser jeg opslag, som påstår, at personer i videoer fra Gaza er skuespillere, og at noget, der bliver båret rundt, er dukker i stedet for døde børn. Der bliver peget på den samme mand i forskellige situationer.
Sådan nogle opslag gør mig mistroisk. Men hvad er det egentlig, jeg sidder og ser? Det er lige præcis den usikkerhed, som frustrerer mig.
Jeg er fuldstændig sikker på, at civile er kommet til skade, og at børn er blevet dræbt. Det er forfærdeligt. Min frustration handler om, at jeg sidder med videoer og modpåstande, som jeg ikke selv kan kontrollere.
Der findes også medier på X, som jeg ikke gider læse, fordi deres filter næsten ser ud til at være: Alt, der lugter af konspiration, skal ind. Hvis myndighederne benægter det, eller andre medier ikke skriver om det, bliver det nærmest et argument for, at det er sandt. Sådan synes jeg ikke, man kan afgøre sandhed.
Min mistillid er ikke en beskyldning om, at danske journalister vil lyve
For første gang, siden jeg begyndte at interessere mig for nyheder, mærker jeg en apati. Jeg føler simpelthen ikke, jeg kan stole på noget som helst mere.
Det skal ikke forstås, som om jeg tror, danske medier generelt vil lyve. Tværtimod anser jeg dem for at være meget saglige, ærlige og reelle.
Men der er grænser for, hvor meget de kan dække. Der er vinkler og politiske filtre. Og hvilke kilder arbejder de med? Hvor meget bedre mulighed har de for at vurdere en video, end jeg selv har, når jeg ser den på X?
Jeg kan også tvivle på etablerede medier, fordi de kan tage fejl. Jeg tror, mange fejl ikke skyldes et ønske om at bedrage, men at de ligesom os andre skal navigere i et ekstremt bombardement af information.
Billeder har kunnet manipuleres i mange år. Tekster kan ændres. Videoer kan også fabrikeres eller præsenteres i en forkert sammenhæng. At jeg ser en person gøre eller sige noget på en skærm, afgør ikke automatisk, hvad der er sket.
Der kan ligge penge og politiske motiver bag
Et motiv kan være at bygge en konto op og tjene penge på opmærksomheden og annonceindtægterne. Jeg mistænker, at det ligger bag meget af det, der bliver delt.
Et andet motiv kan være politisk påvirkning. Jeg synes, man er blåøjet, hvis man forestiller sig, at det kun er Rusland, der kan have interesse i at påvirke nyhedsstrømme. Jeg tænker også på USA, Kina og andre lande, der vil fremme deres egen sag.
Så har vi medier og profiler, som vil have Trump valgt, eller som absolut ikke vil have ham valgt. Eller profiler, jeg oplever som meget Putinvenlige.
Jeg reagerer for eksempel på Tucker Carlsons tur til Rusland og hans begejstring for et supermarked i Moskva. Jeg sidder og tænker: Prøv at tage længere væk fra hovedstaden og se, om billedet er det samme dér.
Den slags får mig til at mistænke propaganda og spørge, hvilke interesser der ligger bag. Jeg synes, nogle profiler taler så ensidigt en bestemt sag, at jeg mistænker, de er købt og betalt. Jeg tænker også på historier om russisk påvirkning af dansk politik.
Redaktionel note: Podcasten indeholder kategoriske beskyldninger om betalt påvirkning og falske krigsvideoer. Der fremlægges ikke dokumentation for dem i optagelsen. At samme person ses i flere videoer, dokumenterer ikke, at hændelserne er falske. Mistanke om politiske motiver dokumenterer heller ikke betaling eller agentvirksomhed.
Det frustrerende er, at jeg både bliver påvirket af fortællingerne og samtidig ikke synes, jeg har et sikkert grundlag for at bedømme dem.
Jeg bliver usikker på mine egne holdninger
Jeg har selvfølgelig en holdning til lidelsen: Det er sindssygt trist for de uskyldige ofre på alle sider. Jeg er også alvorligt bange for, at konflikterne kan udvikle sig til en tredje verdenskrig.
Men jeg har svært ved at danne mig en sikker holdning til alle delene af konflikten i Gaza. Jeg føler ikke, jeg har overblikket.
Det samme gælder Ukraine og Rusland. Jeg vil gerne have krigen stoppet. Hvis Ukraine skulle afgive en stor del af sit land for at undgå en større krig, kunne man sige, at det var prisen for fred. Men hvad sker der så bagefter?
Vil Putin sige: Tak, nu lever vi i fred og fordragelighed? Eller vil han opfatte det som svaghed og gå videre til det næste land? Jeg ved det ikke. Du ved det heller ikke med sikkerhed.
Jeg er skeptisk. Jeg hælder nok til, at Rusland skal møde hård modstand. Men jeg må også indrømme, at min holdning bygger på mavefornemmelser og en masse kilder, jeg samtidig føler, jeg ikke kan stole på.
Hvem har lavet den video, jeg lige har set?
Hvad fanden gør man, når man er interesseret i verden, og informationen er en blanding af kendte filtre og ukendte motiver?
Er det virkelig et menneske, der kigger ud ad vinduet, optager og fortæller, hvad vedkommende ser? Eller er det materiale, som et større apparat har produceret for at påvirke os?
Jeg kan for eksempel forestille mig, at Rusland har en interesse i at gøre os så trætte af Ukrainekrigen, at vi ikke længere vil støtte med våben. Jeg tænker også på hybridkrig og bekymringen for søkabler og anden infrastruktur. Det er bekymringer og mistanker, som fylder hos mig.
Og så sidder jeg igen med spørgsmålet: Hvem kommer med den video, som måske er sand og måske ikke er det?
Informationsoverload får mig til at trække mig
Jeg har ingen opskrift til dig. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg selv skal gøre. Jeg kan bare mærke, at jeg bevæger mig mere og mere væk fra det storpolitiske.
Jeg er begyndt at undgå at læse om Gazastriben. I podcasten siger jeg meget kontant, at jeg er pisseligeglad. Det er måske forkert udtrykt. Det dækker ikke over manglende empati med ofrene. Det dækker over, at jeg er informationsoverloadet og ikke aner, hvad der er op og ned.
Det er ikke et spørgsmål om, at verden er sort og hvid, eller at man let kan dele alle op i gode og onde. Men når jeg ikke kan navigere i oplysningerne, bliver det svært at tage stilling.
Har jeg en holdning, kan nogen på fem sekunder komme med en helt anden påstået virkelighed og et nyt klip fra et sted, jeg ikke kender. Måske er det sandt. Måske er det ikke. Who knows?
Det her blev et lidt hårdt afsnit. Det er et frustreret indlæg fra min side, fordi jeg føler, jeg har mistet overblikket. Og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde får det tilbage. Det synes jeg er sørgeligt.
