Kør pænt og få nye kunder
En firmabil som markedsføring viser mere end dit logo. Din opførsel i trafikken siger også noget om virksomheden. Jeg fortæller om at køre venligt og ordentligt, når andre kan se, hvem du er.
Videoen er fra marts 2019. Her er et lille tip til markedsføring, hvis du har en eller flere firmabiler.
Firmabil som markedsføring viser også, hvem du er
Når jeg møder firmabiler i trafikken, synes jeg tit, at de kører lidt halvråddent. Det kan være varevogne fra håndværkere eller andre virksomheder, hvor firmanavnet står på siden.
Og så tænker jeg: Hvad nu, hvis et firma besluttede sig for at gøre det modsatte?
Uanset om du har én, tre, fem eller ti biler, kunne du sige, at en del af din markedsføring er, at du og dine medarbejdere kører pænt og ordentligt. I giver plads og viser hensyn.
Forestil dig, at du hver gang, du møder et bestemt håndværkerfirma, oplever, at de lige holder tilbage og venligt lader dig komme til. Det sender et stærkt signal om, at de har overskud, og at der er ordentlige mennesker bag firmaet.
Læs også Iværksætter til jeg dør for flere af mine erfaringer med virksomhed og markedsføring.
Venlighed gør også noget ved dit personlige brand
Det gælder også, selv om du ikke har en firmabil. Den måde, du opfører dig på, er med til at give andre et indtryk af dig.
Hvis du er venlig, lader en anden komme foran i køen og viser, at du har overskud til andet end dig selv, gør det noget godt ved dit personlige brand. Det er jo den slags mennesker, man gerne vil møde.
Og som en ekstra gevinst bliver man selv i godt humør af det.
Så vær sød og rar i trafikken og andre steder. Det er en enkel måde at vise både dig selv og din virksomhed fra en god side.